Gud har talt

Hebræerbrevet 1,1-5
Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord. Da han havde skaffet renselse for vore synder, tog han sæde ved den Højestes højre hånd i det høje, og han er blevet så meget mægtigere end englene, som det navn, han har arvet, overgår deres. For til hvem af englene har Gud nogen sinde sagt: Du er min søn, jeg har født dig i dag, og et andet sted: Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn?

I.

Før jul læste min kone og jeg en morgen Prædikeren kap. 1: Alt, hvad der bliver sagt, udmatter, ingen bliver færdig med at tale, øjet mættes ikke af at se, øret fyldes ikke af at høre. Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske; der er intet nyt under solen. - Hvorfor da prædike igen og igen, hvis det bare udmatter menigheden, og hvis øret aldrig fyldes?

Prædikeren beskriver , hvordan det er at leve under solen og høre på menneskers ord, tanker og visdom. Han forklarer og siger: Hvis nogen siger: ”Se, her er noget nyt!” så har det, vi har for øje, allerede været for længst (Præd 1,8). Og derpå omtaler han al sin visdom og siger: Jo større visdom, des større kval, den, der øger sin kundskab, øger sin smerte (Præd 1,18). Derfor er det måske bedre at slutte her og ikke prædike mere.

Når jeg alligevel gik herop på prædikestolen i dag, er det, fordi Gud har talt! Han har fortalt om det, der ikke tidligere er sket. Og det vil heller aldrig ske igen. Gud har talt ved sin egen Søn. Det skal der fortælles om i kirken. Det ord giver hvile og tilgivelse. Vi kan sige med Maria: ”Det skal ske mig efter dit ord!” Og vi kan sige med hyrderne på Betlehems marker: ”Lad os dog gå til Betlehem og se, hvad der er blevet forkyndt for os.” Oversat til vores situation: ”Lad os dog gå i kirke og i nad­ve­ren få hans legeme og blod, som lå i krybben. Det er afgørende nyt. Det fylder og mætter!

Det er, hvad juledags brevlæsning fortæller om: Nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn. Hebræerbrevet udmatter ikke, men opmuntrer til at lytte, så vi kan blive fyldt af tro og håb. Det behøver vi i den grad, når vi mærker smerte i det tomme liv under solen.

II.

Og nu til teksten: Mangfoldige gange og på mangfol­dige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn. Forfatteren tænker ikke på åbenbaringen, som Gud har givet om sig selv i naturen, hvor vi jo også kan lære meget om Guds magt. Heller ikke hvad Gud har åbenbaret for os igennem vores samvittighed og vor fornemmelse for moral, dvs. for, hvad vi skal og ikke skal. Han tænker på den specielle åbenbaring, som han har givet os i to afsnit: 1) Først til fædrene ved profeterne, og 2) til sidst i sin egen Søn. Disse to afsnit eller etaper, er Gamle Testamente og Nye Testamente. Guds åbenbaring er derfor fremadskridende. Men ikke sådan at det går fra at være mindre sandt til mere sandt, mindre værdifuldt og mere værdi­fuldt, eller umodent til modent.

Menneskers forestillinger og begreber om Gud kan ændre sig. Men Guds åbenbaring udvikler sig ikke. Den skrider derimod frem fra løfte til opfyldelse. Det kommer bl.a. til udtryk i Hebr 11,40: Mænd og kvinder i GT oplevede ikke fuldendelsen, fordi Gud havde noget i vente for os. Vi skulle med. Men de havde løfterne.

III.

Den første periode eller etape i åbenbaringen blev givet på mange forskellige måder: Gud talte både barmhjertigt og i dom. Syndflodens dom og frelsen i arken. Dommen over Farao og Egypten – og udfrielsen ved Lammets blod og overgangen over Det røde Hav.

Gud forkyndte det ved sine profeter. Dem fortalte han om sine beslutninger og planer. De lærte dem at kende forud (Jer 23,18.22 og Am 3,7). Han talte i tordenen til Moses (2 Mos 19,19 og 5 Mos 5,22). Og han talte til Elias i en stille susen (1 Kong 19,12). Præster, profeter og sangere var talsmænd for Gud. Men alle de måder, Gud talte på før Jesu fødsel, var løfter om Kristus og ikke Kristus selv. Det var skygger af ham, som kom. Det var ikke opfyldelsen, men forjættelsen.

Men da Kristus kom, da var det Guds sidste ord. Han kalder jo også Ordet. Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Nye Testamente er Guds ”JA” til alle løfterne i Gamle Testamente. Og vi svarer som menighed ”AMEN” til Guds ord (2 Kor 1,20). Guds åbenbaring er en fremadskridende for­tælling fra Skabelse og syndefald med frelseshi­sto­rie. Og den er fuldendt med at Guds Søn blev menneske. Der kommer ikke mere. Alt har vi i ham. Jesus er Guds afsluttende ord. Og vi lever i de sidste tider – ved dagenes ende (Se 1 Mos 49,1; 5 Mos 4,30; Es 2,2; Ez 38,16; Dan 10,14; Hos 3,5; Mika 4,1.), hvor Gud har givet os dette afsluttende ord at leve af.

IV.

Og nu nævnes 7 fakta om Guds søn , som viser, hvorfor netop han kunne give os den højeste og afgørende åbenbaring fra Gud. Det udmatter ikke, men giver håb og mod.

1. Gud har indsat ham som arving til alle ting: Med ”alle ting” menes alt i verden her på jorden og alt i den himmelske verden. Det uddybes i kap. 2,5-9, hvor der står, at Gud har lagt alt under hans fødder. - Det fylder mit øre og hjerte, når jeg ellers er tom på overblik og alle ting er ved at gå i opløsning i mit liv. Når jeg ser mig som en fattig tigger her i livet, da er det rigt at have denne arving som sin bror. Når jeg ikke kan overskue noget og synes, at det er umuligt at leve, da gøre han det godt at være til.

2. Ved ham har Gud skabt verden: Her tænkes på hele universet, skabelsen af tid og rum. Gud skabte alt ved sin Søns medvirken. Det bekræftes i Joh 1,3 og Kol 1,16: Alt er skabt ved ham og til ham. - Denne visdom fylder ikke med smerte, men lindrer al smerte. Når verdens visdom vil belære mig om, at jeg er en del af en udviklingshistorie, hvor det er op til mig at skabe og forme min tilværelse, så jeg selv bliver lykkelig - og jeg ser hvor umuligt det er – da kan jeg hvile i, at alt er skabt ved ham og til ham. Da hviler jeg i, hvad han har åbenbaret i Skriften, at han vil med mig, og at han er min Skaber og Frelser.

3. Han er Guds herligheds glans: Ordet ”glans” betyder udstrålingen fra en lyskilde. Denne glans er det barn, som blev født i Betlehem og lagt i krybben. Den er den mand, som døde i en alder af 33 år for vore synder. Og opstod på den tredje dag. Ligesom solens stråler når jorden – og de er virkelig solens glans, sådan lader Gud sin glans skinne og lyse for os i Kristus. - Når jeg vågner om morgenen og ser solen, da vil jeg tænke på solopgangen fra det høje (Luk 1,79), som vil besøge os og lyse for dem der sidder i mørke og dødens skygge. Og jeg vil trække gardinet fra ved at læse i Skriften, så strålerne kan nå ind til mig sådan en ny dag.

4. Han er Guds væsens udtrykte billede: Det græske ord er ”karakter”. Kristus er Guds karakter (2 Kor 4,4. Kol 1,15). Guds væsen er i Kristus fuldt ud. Det er i hans krop og sjæl. Gud er 100 procent sådan som Jesus Kristus er. Når vi ser Jesus, da ser vi Gud. Det siger Jesus i sit svar til Filip, som bad: ”Vis og Faderen, og det er nok for os.” Da svarede Jesus: ”Den, der har set mig, har set Faderen.” (Joh 14,8-9). - Det fylder mit øre at høre og mætter mit øje at se! Når jeg synes, at Gud gør underlige ting i mit liv, og spørger hvad meningen er, da ser jeg i Jesus i evangelierne og hører om ham. Og da ved jeg, at det, som er svært, er i Jesu hænder.

5. Han bærer alt med sit mægtige ord: Hans ord er mægtigt. Det har kraften i sig. Det er ikke kun det ord, hvorved alt er skabt, men det er også det ord, som holder alt i gang. Ligesom alt blev skabt ved ham, sådan bliver alt båret oppe og holdt i gang af ham. Derfor skriver Paulus, at alt holdes sammen af Kristus (Kol 1,17). Han bærer alt for at føre os til målet. - Sådan har Gud talt til os her ved dagenes ende. Det nye Testamentes budskab er mægtigt. Og hvis jeg ikke mærker det, er det nok fordi jeg ikke hører efter. Det driver mig endnu mere ind i at bede og at læse i De hellige Skrifter, GT og NT. Jeg glæder mig til at læse videre i Prædikerens bog og i Hebræerbrevet og få hjælp.

6. Han fuldbragte renselse for vore synder: Her går vi over fra det Guds søn gør med universet til det, han gør for hver enkelt af os personligt: Han sørgede for renselse for vore synder. Alle dine synder. Alle mine synder. Alle vore synder. Og det er vigtigt at se, at dette netop ikke kunne gøres af nogen anden end af selveste Guds søn, som blev menneske. – Det er årsagen til, at hans ord er det afgørende ord. Alle ypperstepræster før ham, kunne ikke sige det afgørende ord. Det sagde Jesus på korset: ”Det er fuldbragt.” - Dette er absolut nyt. Det er den gode nyhed. Det er evangeliet. Ingen anden har gjort sådan. Ingen anden kunne gøre sådan end Guds Søn, ham, som Guds glans, Guds udtrykte billede, vores bror.

7. Han tog sæde ved den Højestes højre hånd: Jesus sagde sådan om sig, selv før han døde. ”Og I skal se menneskesønnen sidde ved Faderens højre hånd!” (Mark 13,62 og Luk 22,69). De første kristne vidste lige så godt som vi, at Guds højre hånd ikke er et bestemt lokalt sted. For Gud er Ånd. Og Gud er evig og er os nærmere end vi selv er. - Troen på, at Jesus sidder ved Faderens højre hånd, er en tro på, at Gud gør alt ved sin Søn. Og han er med mig alle dage.

Og juleepistlen slutter med at sige, at Gud sagde om sin søn: ”Du er min søn, jeg har født dig i dag. Og … jeg vil være hans fader og han skal være min søn.” Og fordi Guds Søn er blevet menneske og er blevet vores bror, og fordi vi ved dåben og troen er blevet født på ny, derfor siger Gud også til os: ”Du er min søn, jeg har født dig i dag. Og jeg vil være din fader, og du skal være mit barn.” Så er alt vel. Alle ting hviler i hans hånd. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 25.12.2016. post@vivit.dk