"Gå i gang, for jeg er med jer, siger Hærskarers Herre!"
6. søndag e. påske, 17.5.2015 i Gratiakirken. Barnedåb. LGJ
Salmer: 238v1-6, Bibelkor Sl 139: Du omslutter mig. Bibelkor Sl 33,22: Lad din godhed, 44, På nåden i Guds hjerte, 226, 238v7-10, 198v8.
Læsninger: Haggaj 2,4b-9. 1 Petersbrev 4,7-11. Joh 15,26-16,4Haggai 2,4b-9
Gå i gang, for jeg er med jer, siger Hærskarers Herre. Det var den pagt, jeg sluttede med jer, da I drog ud af Egypten, og min ånd bliver hos jer. Frygt ikke! Dette siger Hærskarers Herre: Det varer kun kort tid, så vil jeg få himlen og jorden til at skælve, havet og det tørre land. Jeg vil få alle folkene til at skælve, så de kommer med deres skatte; jeg fylder dette hus med herlighed, siger Hærskarers Herre. Mit er sølvet, og mit er guldet, siger Hærskarers Herre. Husets kommende herlighed bliver større end den tidligere, siger Hærskarers Herre. På dette sted giver jeg fred, siger Hærskarers Herre.Når et lille menneske bliver født, er der ingen i verden, som går mere i gang end far og mor. Sådan er livet. Det kalder på os. ”Gå i gang!” Det lyder til forældrene, så de ikke kan overhøre det. Det ligger i naturen. Det fylder følelserne. Og det fylder tankerne og hele vores liv. - Det er en glæde og så livsbekræftende at se, hvordan et barn kalder og får forældrene i gang. Hvad udstår de ikke af besvær! De giver afkald på alt. De indretter og forbereder før fødslen og sørger for at bo så godt som muligt, for at den lille kan vokse op og få et godt liv. Hele deres tilværelse formes af hensyn til den lille. Det er ikke nødvendigt at sige: ”Gå i gang!”
Men nu taler profeten ikke om arbejdet med at få børn og om sliddet og glæden med at sørge for dem, når de er spæde. Han taler om arbejdet i en lidt større familie: i Guds folk. Helt konkret taler han til de judæere, som var vendt tilbage til Jerusalem fra 70 års fangenskab i Babylon. Og det så sørgeligt ud. Templet lå i ruiner. Intet var som før. De behøvede et sted, hvor de kunne genoprette offertjenesten, hvor lammet blod udgydes, og hvor folket kunne modtage tilgivelse for deres synder. Men var de muligt? Kunne det lykkes? - Alle byggede på deres private huse. Det gjorde de af sig selv. Men ville de genopbygge Guds hus? De omkringboende folkeslag modarbejdede dem og kom med truslser. Dertil kom deres egen modløshed. For pegede hele deres situation ikke også på, at deres tro ikke kunne hjælpe dem? Havde de ikke været i fangenskab i 2-3 generationer? Var der noget, som tydede på, at de skulle kunne genrejse et tempel, som bare lignede det forrige en smule? - De havde lidt nederlag. De havde syndet. Ville Gud give dem fremtid?
Sådan også med at bygge Guds rige og forkynde evangeliet i dag. Det er ikke givet, at vi bringer evangeliet til mennesker, som er kommet hertil som flygtninge. Måske vi heller ikke deler det med vore egne landsmænd. De lever jo i velfærd, og de fleste har, hvad de har brug for. De ønsker ikke, at vi vidner for dem om Jesus Kristus. Det er ikke god tone at missionere. Det er snarere god tone at lade folk tro, hvad de tror. Hvorfor skulle din tro da også være bedre end andre danskeres? Er du måske selv bedre? Siden 1968 har vi oplevet 30-40 år med opløsning af alle autoriteter i vores land og kultur. Folkemoralen er ændret. Men i slutningen af 1990'erne kom religiøsiteten langsomt tilbage i vort folk. Men nu uden nogen sandhed, som vi kan stole på. Sandheden skulle findes i, hvad den enkelte føler og tænker. Det er op til den enkelte. Det må vi respektere. Andre respekterer jo din kristendom. Da må du også respektere deres nyreligiøse tro og holde op med at missionere.
Men her siger profeten: ”Gå i gang, for jeg er med jer, siger Hærskarers herre.” Giv ikke op! Følg ikke folkets stemning og tidens tendens. Det er sandt, at vi ikke er bedre end vore naboer, ligesom de hjemvendte judæere ikke var bedre end de folkeslag, der boede rundt omkring. De var på en måde værre. De havde været i fangenskab for deres synders skyld. Jo, de var værre. - Og sådan må vi også tænke om os selv. Vi har ikke noget fortrin frem for andre danskere, undtagen det fortrin, som profeten nævner: "Gå i gang, for jeg er med jer, siger Hærskarers Herre. Det var den pagt, jeg sluttede med jer, da I drog ud af Egypten, og min ånd bliver hos jer. Frygt ikke!" Det er, hvad vi har frem for andre: Gud har talt til os ved at sende os sin Søn, Jesus Kristus. Gud har åbenbaret sig for os i Ham. Gud har sluttet en pagt med os, som han ikke går fra. Gud har givet os sin Ånd, og han har lovet at blive hos os. Gud siger ”Frygt ikke!” Vi har en tryghed, som verden ikke kender. Vi har en frelser, Jesus Kristus. Skulle vi så lade hænderne synke? Da ville vi jo svigte de omkringboende folk! At missionere er jo netop ikke at sige til andre, at vi er bedre, men at Gud har forbarmet sig over os – og over dem. Jesus sammenligner sig i Johannesevangeliet 2 med templet: "Bryd dette tempel ned, og jeg vil bygge det op på tre dage!" Sådan sagde han til jøderne. Og hans disciple forstod efter opstandelsen, at han havde talt om sit eget legeme. Han skulle nedbrydes og dø på grund af vore synder. Og opstå på den tredje dag. Jesus er vores helligdom. Og vi må lade os opbygge som lemmer på hans legeme. Og fortælle evangeliet til andre!
Gud siger til judærene, som var kommet tilbage fra fangenskabet i Babylon: ”Det var den pagt, jeg sluttede med jer, da I drog ud af Egypten.” Står der ikke forkert? Var det ikke i Babylon, de var flygtninge? Jo. Men profeten tager dem tilbage til frelsen, som fandt sted 1000 år tidligere, da de drog ud af Egypten. Dengang Guds folk var slaver under Farao, og Moses indstifte påsken med lammets blod. De blev befriet. - Sådan minder Gud også os i dag om en befrielse, som fandt sted 2000 år siden, da Jesus Kristus døde blev slagtet som Guds lam i påsken og bar Guds vrede over vore synder. Ja, ikke kun vore, men hele verdens. Og han besejrede dødens magt! Og blev vores og verdens redningsmand. - Skal vi holde det for os selv? Skal vi opgive at forkynde det i verden, fordi vi er svage og ikke bedre end andre? Skal vi tie, fordi verden siger, at vores tro jo ikke er bedre end deres.
Profeten siger: ”Gå i gang, for jeg er med jer!” Det siger Hærskarers Herre. Derfor døber I, Silke og Mads, jeres Elliot. I går i gang. I drives ikke kun af naturlige kræfter, af en mors og fars naturlige kærlighed til deres barn. I døber Elliot. For I ved, at Gud vil give Elliot sin Ånd og genføde ham i dåben. Og nu siger jeres Herre: ”Fortsæt! Oplær ham i troen! Fortæl ham bibelhistorie! Han er en synder, som har brug for Jesus! Han har brug for forbøn, for Guds ord, for kærlighed, for tilgivelse. Gå i gang. Gør ikke som de omkringboende gør. Gør, som jeres Herre gør. For han er med jer.”
Profeten siger: Det var den pagt, jeg sluttede med jer, da I drog ud af Egypten, og min ånd bliver hos jer. Frygt ikke! Hvad han gjorde for os for 2000 år siden, da Jesus overvandt d ødens og Djævelens rige, er indholdet og baggrund af den pagt, Gud sluttede pagt med os i dåben og nu har sluttet med Elliot. Han blev begravet med Kristus ved dåben til døden for at leve med Jesus Kristus alle dage. Han blev genfødt af vand og Ånd. Han blev renset for al sin synd. Gud har lovet ham evig troskab og stadfæstet det med dåbens vand som tegn. Han tilhører nu Hærskarers Herre, Gud Fader, som vil sørge for ham alle dage, gode såvel som vanskelige. Og han tilhører Sønnen, Jesus Kristus, som ofrede sit liv for ham; og Helligånden, som levendegør ham og fornyer ham gennem det ord, som du, Silke, og du Mads, vil fortælle ham, læse for ham, synge for ham. Det er den Helligånd, som nu bor i hans hjerte, og som vil lære ham at bede, synge og leve i tillid.
Frygt ikke! I er jo gået i gang. Fortsæt frimodigt. Og til alle os andre! Gå i gang! Og fortsæt! I er ikke bedre end andre mennesker, men I, som tror på Jesus Kristus, I har Guds ånd. Ellers ville I ikke kende ham og heller ikke stole på ham. Fortæl det til andre! Hold det ikke for jer selv. Og hold sammen med jeres medkristne i den kristne menighed. Det er så afgørende. Lad jer ikke skræmme eller forføre. Lad ikke jeres vidnesbyrd blive tavst, fordi mennesker siger, at deres tro kan være lige så god. Det er den ikke, hvis ikke de tror på Jesus Kristus. Jesus er den eneste frelser, den eneste, som bar vores og alle andres synder. Derfor er troen på Jesus i særklasse den bedste, ja, den eneste frelsende tro. Vær med til at holde gudstjeneste. Bær evangeliets forkyndelse både hjemme og ude. Apostelen Peter siger det sådan i dag i epistlen (1 Pet 4,7-11)::
- BED: ”Vær derfor besindige og årvågne, så I kan bede;”
- LEV I KÆRLIGHED: ”først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder. Vær gæstfrie mod hinanden uden tværhed.”
- BRUG NÅDENS GAVER: ”Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået.”
- OG TAL GUDS ORD! ”Den, der taler, skal tale med ord fra Gud; den, der tjener, skal tjene med den kraft, Gud giver, for at Gud i alle ting må blive herliggjort ved Jesus Kristus. Æren og magten er hans i evighedernes evigheder!”
Og I vil blive til velsignelse – evig velsignelse. I vil også møde modstand. Det forudsiger Jesus. Modstand i form af ligegyldighed, overbærenhed, forfølgelse, forhør og dødsdom. Der er steder i verden, hvor forældre risikerer forfølgelse og halshugning , hvis de døber deres børn. Men vær ikke bange. For I er hos jeres Frelser. Og han er hos jer. Og I har del i det evige liv. Og pludselig er I nået frem til målet – jeres sjæles frelse. Profeten giver os store løfter fra Gud. Herligheden bliver større end noget, I har set tidligere. Og på dette sted giver Gud sin fred. Lige her ved dåben. Lige der, hvor I bøjer i bøn og lytter til Guds ord. Lige her i den kristne menighed, hvor vi samles om Evangeliet og Nadveren. Her giver Gud fred – i dag – og i morgen – og indtil vi er hjemme hos Herren. Amen.
Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 18.05.2015. post@vivit.dk