Tilbage til prædiken-oversigtVær mod hinanden, ligesom manden på æslet er mod jer!

Palmesøndag, 24. marts 2013 i Gratiakirken og Martinskirken. LGJ.
Salmer: DS 150, 129-salmer 898, DS 46, DS 430, DS 189.
Tekster: Zak 9,9-12, Fil 2,5-11, Matt 21,1-9.  

Filipperbrevet 2,5-11
I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.

Det er ikke et oplæg til debat. Ikke et forslag. Heller ikke en mulighed. Ikke noget, som skal overvejes frem til efteråret, og som vi måske kan begynde på i den godgørende juletid. Det er et ”skal!”, og det gælder her til påske og varer ved. ”I skal have det samme sind overfor hinanden, som var i Kristus Jesus!” Og derefter viser han os det sind, som var i Kristus Jesus, så vi næsten glemmer os selv, fordi vi ser ind i Jesu sind, ser, hvem han er, hvordan han er, og hvad han gør for os. Se, din konge! Se hans sind! Se hans ydmyghed og tålmodighed. Se hans kærlighed og godhed. Hør og se. Og det er også hemmeligheden bag vores liv som kristne: at se på Jesus, sådan at han fylder det hele – når vi er færdige med at lytte, så vi bøjer os bekender til Gud faders ære: Jesus Kristus er Herre.

Alt det, vi skal gøre mod hinanden bliver opfyldt af ham, som apostelen fortæller om. Og herfra vokser det ud. Det vokser ud af troen på Jesus, troen på ham og glæden over, hvad han har gjort for os. Det, vi skal gøre og være for hinanden, rummes i alt det, han har gjort for os og er for os. - Både sådan, at han har gjort det for os, men også sådan at han har lidt straffen for os, fordi vi ikke gjorde det. Og sådan, at han sætter os i gang.

I. HVORDAN SKAL VI VÆRE OVERFOR HINANDEN?
Vi skal have de sind overfor hinanden, som var i Kristus Jesus! (2,5a)

I menigheden i Filippi var der meget at glæde sig over. Apostelen skriver jo i samme brev: Jeg takker min Gud, hver gang jeg mindes jer,  og i alle mine bønner beder jeg altid for jer alle i glæde over,at I har været med i det fælles arbejde for evangeliet lige fra den første dag indtil nu (Fil 1,3-5). Ja, han er endda sikker på, at Gud, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag (Fil 1,6). Hvad kan man så ønske sig mere? Jo, man kan ønske sig en ting mere: at de har samme sind overfor hinanden, som var i Kristus Jesus! Han siger jo: Så gør min glæde fuldstændig ved at have det samme sind, ved at have den samme kærlighed, med én sjæl og ét sind (Fil 2,2).  Ved siden af troen på Jesus Kristus fandtes splid og selviskhed hos dem. De ydmygede sig ikke under hinanden. Nogle tænkte imod andre! De havde ikke samme sind indbyrdes. Og det har vi heller ikke.

Paulus forklarer, hvad han mener med at have samme sind: Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel (Fil 2,3-4). Paulus er glad for dem – men hans glæde er ikke som den skal være, så længe der er splid på grund af selviskhed og indbildskhed.
Selviskhed. Smag på ordet. Hvad smager det af? Kender du til det? Måske du mest tænker på, når du blev offer for andres selviskhed. Du smagte andres selviskhed. Men smagte de ikke også din selviskhed?
Og indbildskhed. At være indbildsk er at bilde sig selv noget ind, tænke forkert om sig selv. Og det er jo først og fremmest, at vi indbilder os, at vi skal sørge for os selv, fordi der ikke er andre, som sørger for os. Men det er ikke sandt. Gud sørger jo for os. Derfor gør vi ret i at stole på Gud, vores Far og Frelser. Vi skal ikke sikre vores egen lykke ved at sætte os selv højest. Det vil Gud gøre. Og han siger samtidig, at vi skal sætte andre højere end os selv. Vi skal gøre det inde i vores tanker og sind. Det er ikke noget ydre, men finder sted inde i sindet. Tænk ikke på jeres eget, men også på de andres vel!

Men hvis vi sætter andre over os selv, sætter vi os jo under dem. Er det godt for dig? Vil du ikke dermed give afkald på alle muligheder for opnå noget, blive til noget og realisere os selv? Går det virkelig an? Nytter det? Vil vi ikke blive misbrugt? Vil vi ikke miste vores liv? Er det ikke snart på tide, at der tænkes lidt mere på dig selv – af dig selv? Hvem kan hamle op med sådanne argumenter? Er det ikke absolut umuligt? Du kan komme med så mange gode argumenter imod selviskhed og indbildskhed, men hvem har nogensinde vundet sådan en diskussion? Kan du måske overbevise dig selv om, at du skal ydmyge dig og leve i tjeneste for de andre, og at dit sind skal formes, så du af hjertet ønsker det og vil det?

II. HVORDAN FÅR VI DET SIND?
Apostelen bringer et helt andet argument på banen. Og faktisk er det ikke noget argument, men en person: manden på æslet, Jesus! Den ydmyge konge, din konge! Se, din konge kommer til dig!

Men nyttede det, hvad Jesus gjorde? Nyttede hans godhed og at han tilgav mennesker deres synder? Blev de måske bedre af det? Nyttede det, at han døde på korset i Jerusalem? Nyttede det, da han bad for sine fjender? Mange vil sige: Nej. Det var ren ydmygelse. Til ingen nytte. Han ydmygede sig selv og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.

Det, som ser ud som et nederlag i Jesu liv, var og er en sejr. For Jesus gjorde det for os. Han blev menneske og trådte i vort sted. Og han bar mine synder. Det er, hvad Paulus beskriver for os, og han knytter det sammen med den nødvendige forandring i vores sind:
I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus,
han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov
at være lige med Gud, men gav afkald på det,
tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig;
og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig
og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.
Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne,
for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden,
og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.

Smag på ordene! Smag os se, at Gud er god! Smag og mærk, at du har en frelser. Mens vi gør det, formes og præges vores sind. Og mens det sker, kan vi næsten helt glemme opfordringen og glemme os selv. Men det gør jo ikke noget. Faktisk er det jo netop meningen, at vi glemmer os selv, fordi vi har Kristus Jesus og hinanden. Og da ønsker vi - med tanke på manden på æslet - at sætte hinanden højere end os selv. Et det tåbeligt og nytteløst? Nej, det er Guds vilje med os i Kristus Jesus!

Det gode her er, at Kristus ikke står foran som et krævende forbillede, men som vores Herre og Frelser. Apostelen Paulus giver os Evangeliet der, hvor moralisterne kun har krav og argumenter. Han giver os Frelse og Fællesskab. ”Se din konge kommer til dig!" Se ham! Han er din Frelser og din Herre!

I skal have det sind overfor hinanden, som var i Kristus. Det er sådan vi skal være mod hinanden i ægteskabet, i familien og i menigheden. Søg ikke dig selv og dit eget. Men søg det, der gavner en af de travle ældre i menigheden. Søg det, der støtter en af de energiske unge, en træt far, en syg ældre og den, der trofast spiller, for at du kan synge bedre.

Og hvor befinder vi os nu? Hos ham! Stående foran ham – så vi må bøje os for ham og bekende: Du Herre Krist, min frelser est, til dig jeg håber ene! Jeg tror på dig, o bliv hos mig, miskundelig, alt med dit ord det rene. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 24.03.2013