Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Juledag - som på Midjans dag Prædiken 25.12.2020 i Gratiakirken (LGJ) Salmer: 82, 109, 79, Jeg kommer til din krybbe, 89v1, 106 Esajas 9:1-6 Det folk, der vandrer i mørket , skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor; de glæder sig for dit ansigt, som man glæder sig over høsten, som man jubler, når man deler byttet. For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. For et barn er født os , en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid. Denne profeti indeholder hele virkeligheden: alt det frygtelige i tilværelsen, mørke og død, og at et barn bliver givet os, så lyset bryder frem, og så vi kan leve i tryghed hos Gud. Det er derfor vi er kristne. Virkeligheden i Kristus har reddet os. I andre religioner – islam, buddhisme, hinduisme, new age, nordisk religion er der intet barn, som redder. Her dør børnene. Og ingen af deres voksne ledere og religionsstiftere, der kan andet end fortælle, hvad man bør gøre, at man selv skal være stærk modig, udholdende osv. I alle religioner er det op til os selv at sejre over dødens magt. Eller også taler man undvigende om det onde og synden og skylden, som om det ikke er noget virkeligt problem. I Den hellige Skrift er virkeligheden beskrevet, som den virkelig er – og her er redningen, at Gud giver os et barn, sig selv. På hans skuldre ligger herredømmet ligger. Og ved troen lever vi i hans rige, som er et evigt rige, hvor vi er beskyttet. 1. Det folk, der vandrer i mørket , skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor; de glæder sig for dit ansigt, som man glæder sig over høsten, som man jubler, når man deler byttet. For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. Esajas begynder med mørket. Det folk, som vandrer i mørket … Han har forinden talt til folket og tryglet dem om at vende om til Herren. Men de vandrer i mørket. Han siger i kapitel 1: ”En okse og en ko kender sin ejer. Men Mit folk kender ingenting.” De raver rundt i mørke, selv om det er højlys dag. De er som blinde – fordi de ikke kender Herren. De har forkastet Guds åbenbaring. Det er altså Guds eget folk, som har vendt ryggen til Guds ord, og derfor er de i det samme mørke, som dem, der aldrig har kendt Gud. Det er forfærdeligt. beskrevet det overfor Guds folk. - Sådan går det os kristne, når vi lægger Guds ord på hylden. Da kommer mørket. Men i dette første afsnit gør Gud glæden stor. Han gør noget godt for sit folk. De har ikke fortjent det. Men han gør det fordi han elsker dem. Han befrier dem af fangenskab og slaveri. ”Som på Midjans dag”. Hvad menes der med ”Midjans dag”? Jo, der henvises til, hvordan Gud hjalp sit folk i tiden efter folket var kommet ind i landet Kanaan. Det var dommertiden, hvor Gud reddede sit folk Samson og Gideon. Guds folk glemte igen og igen Gud, og de levede efter deres eget hoved. Så sendte Gud dem modgang. Og en af måderne var at Gud lod Midjanitter – det var et nabofolk til Israel – angribe Guds folk, stjæle deres korn, så de levede i fattigdom. Da gav Gud gav folket en leder, der hed Gideon. Han samlede 32.000 mænd, som skulle kæmpe mod en meget større hær af Midjanitter og Amalekitter (Dommerbogen kapitel 7). Men Gud sorterede først 22.000 fra, så de var 10.000. Og derpå sorterede han 9.700 fra, så der kun var 300. Og med 300 mand sejrede Gideon over Midjanitterne: For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. - Midjans dag er den dag, hvor de få og svage sejrede over de mange og stærke. Sådan en dag var Julenat. I dag er der født jer en frelser i Davids By. Han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får, I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe. Så kan det ikke blive svagere. Men dette barn er Kristus, HERREN. Frelseren. Det er det centrale i vor kristne tro. Og det er nok også derfor, at den kristne tro ikke er tiltrækkende på os. Jo, den vækker stemning. Men hvem tror, at dette barn er Frelseren i en verden med synd og død. 2. Åh, hvor vi behøver at få en anden forklaring, nemlig at barnet er vores Frelser. Og den får vi i Bibelen, i De hellige Skrifter, i Guds ord. Gud gav disse ord til Esajas: ”For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.” Esajas siger 2 ting og giver barnet 4 navne: Det første er: ”Et barn er født os, en søn er os givet”. Det er vores barn. Vores bror. I vores familie og slægt. Han er givet til os. Vi får en slægtning, som lever vores liv med os. Han er vores søn. Han går ind i vores menneskefamilie. Vores skæbne bliver hans skæbne. Vores nød bliver hans nød. Det andet er, at ”Herredømmet skal ligge på hans skuldre.” Han får al magt givet. Ingen ond magt kan vælte ham af tronen. Herodes forsøgte. Djævelen forsøgte. Ypperstepræsterne forsøgte. Pilatus forsøgte. Saulus forsøgte. Men Jesus vandt over dem alle. Han siger: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden.” Se lige et lille barns skuldre, hvad kan de bære? Se Jesusbaret i krybben. Og se den korsfæstede Jesus der lider. Det er ufatteligt svagt. Men han er HERREN, vores frelser. Og derpå får han 4 dobbelt-navne: 1) Første navn er Underfuld Rådgiver: En rådgiver er en, som giver et godt råd, en god vejledning. Jesus er underfuld rådgiver: Hans råd er fuld af undere. Alt bliver godt til sidst, når han leder os. Han leder os med sit råd. Han er den gode hyrde, der leder os underfuldt. Det gør os totalt trygge. Han leder os til dåb og nadver, hvor han omhyller os og giver os sig selv. Så er du stærk, selvom du er svag. Og han rådgiver, så vore liv også bliver til gavn for andre – måske også så du selv bliver slidt op af det – det er underfuldt at få en kærlighed, som sætter sit liv til for andre. 2) Andet navn er ”Vældig Gud”: Det navn gav Herrens engel hyrderne: Han er Kristus, HERREN. Og de vise mænd knælede for ham som deres Herre og Gud og gav gaver. Og tænk på, hvordan disciplene oplevede Jesus’ guddomsmagt. Johannes fortæller: ”Vi så hans herlighed, som den enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed” (Joh 1). Og den tvivlende Thomas faldt ned for Jesus og sagde: ”Min Herre og min Gud!” (Joh 20). Vældig Gud midt i svaghed, lidelse og død. 3) Det tredje navn er ”Evigheds Fader”: Jesus får Guds navn: Han er fra evighed af og til evighed. Og han kaldes Fader. Han og Faderen er ét. Derfor er han Fader. Jesus kaldte også sine disciple for ”Min børn” (Joh 21). 4) Og det fjerde navn: ”Freds Fyrste.” Det er let at rive ned og ødelægge. Det er let at skabe krig i familien, imellem lande. Nogle gange skal der ikke ret meget til, før at uenighed, misundelse og had vokser frem. Det kan vi mennesker. Men skabe fred – det er langt vanskeligere. Det kan tage årevis, hvis der skal skabes forsoning og virkelig fred. Men det kan barnet, som Gud giver os. Når voksne er sammen med børn, blive de milde og smiler. Freden er først og fremmest freden mellem Gud og os: Syndernes forladelse og frelse. Men det er også freden mellem os indbyrdes, som følger med, når Gud tilgiver os. 3. Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid. Sådan afsluttes profetien om Midjans dag, om den dag, hvor barnet skal redde sit folk på underfuld måde. Han lever hos os. Hans herredømme er anderledes. Han regerer med nåde og tilgivelse. Og i den kommende tid vil han grundfæste og understøtte sit herredømme hos os. Det kommer ikke af sig selv. Han gør det ved Evangeliet og Sakramenterne. Derfor er livet som kristen præget af afhængighed af barnet – af Jesus – af den korsfæstede og opstandne – og af det han gør for os ved sit ord og Sakramenter. Han bringer os ret og retfærdighed. Han lægger det under vore fødder og liv. Han gør det stærkt og godt at være kristen, samtidig med at det er svagt og ringe midt i en verden, som mest kigger efter det, som er stort og mægtigt. Imens ser vi hen til barnet, til Jesus. Amen. Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk