De, der håber på Herren, får nye kræfter Aftenbøn en torsdag i december 2007. Gratiakirken i Århus.
Pastor Leif G. Jensen. Salmer: 72 - Marias Lovsang (i veksel) - 45 - 107 - 81Esajas 40,27-31
Jakob, hvorfor siger du, Israel, hvorfor erklærer du:
»Min vej er skjult for Herren, Gud ænser ikke min ret«?
Ved du det ikke, har du ikke hørt det:
Herren er en evig Gud, skaberen af den vide jord.
Han bliver ikke træt og udmattet, hans indsigt kan ingen udforske.
Han giver den udmattede kraft, den kraftesløse giver han ny styrke.
Drenge bliver trætte og udmattede, unge mænd snubler og falder.
Men de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne.
De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes.”Hvorfor siger du sådan?”
Jakob, hvorfor siger du, Israel, hvorfor erklærer du: »Min vej er skjult for Herren, Gud ænser ikke min ret«?
"Hvorfor siger du sådan?" Det kan en i nogle situationer far sige til sit barn, når barnet klager og fortæller, at der er noget, som ikke er til at holde ud og virker helt forkert og urimeligt. - En læge kan sige det til en klagende patient, når lægen ved, at sygdommen trods alle smerter er under behandling, og at det kun er et spørgsmål om tid, før bedringen indtræffer. - Og den sande Gud kan sige sådan til mennesket, hvis der er udgange fra døden, og hvis Gud er nådig og almægtig og elsker mennesket.
Men hvis der ikke findes nogen far, og findes der ingen læge, og findes der ingen almægtig Skaber og Frelser, da har du god grund til at tænke og sige, at det ser håbløst ud.”Hvorfor siger du sådan?” Når der bliver sagt sådan til os af den, der har overblik og har det hele i sin hånd, gør det os godt. Da kan vi slappe af med vore bekymringer og erklæringer. Det giver os lejlighed at forklare, hvad der er galt, og ”hvorfor vi siger sådan.” Men det vigtigste af det hele bliver dog, at vi kan lytte til, hvorfor den anden spørger, ”hvorfor siger du sådan?” og lytte efter, hvad han vil os, og hvad han har tænkt sig at gøre for os. Og hvis vi så kan overgive sagen i hans hånd, behøver vi ikke at sige sådan længere.
Profeten nævner, hvem vi er
Jakob, hvorfor siger du sådan? Israel, hvorfor erklærer du, hvad du erklærer? Sådan spurgte Herren sit folk. Og han spørger også os, som han sluttede pagt med i dåben og adopterede ind i sit folk. For det er os, som nogle gange går rundt og siger: »Min vej er skjult for Herren, Gud ænser ikke min ret«?
Jakob var det israelitternes stamfar. Han fik navnet fra fødslen. Jakob betyder bedrager eller snyder. Han snød sin bror Esau, og snød sig selv. Når vi bedrager, bedrager vi os selv. Når vi skjuler vores vej med vilje for andre mennesker og tænker, at vi kan gøre noget i det skjulte, da kommer problemet dobbelt tilbage. Vi skjuler os med skylden, og resultatet bliver ensomhed og død. Og når der kommer vanskelige dage, da tænker vi, at det er ude med os. Vi er glemt af Gud. Derfor siger vi: ”Min vej er skjult for Herren, Gud ænser ikke min ret«? Men du, Jakob, hvorfor siger du sådan? - Var det ikke tænkeligt, at du bedrager dig selv?
Og Israel, hvorfor kommer du med sådan en erklæring. Jakob fik navnet Israel, da han havde gennemlevet sit livs største krise: Han vendte hjem efter mange års ophold fjernt fra hjemlandet og skulle møde sin bror Esau. Esau kom imod ham med en hær, og Jakob havde ikke en jordisk chance. Han så for sig, at han skulle dø. Hvor var Gud? Da var det, at Gud kom til ham i et vadested, hvor han ventede natten over. Og der kæmpede han med Gud og sejrede. Gud lod ham sejre. Gud gav ham sejr og nederlag på én og samme tid. Han fik nemlig et slag på hofteskålen og haltede resten af sit liv. Men han sejrede – og blev forligt med sin bror Esau.
Når vi må kæmpe med vanskelige spørgsmål, som vi ikke kan besvare selv, og oplever et dybt mørke, da bliver vi mindet om, hvem vi selv er: Syndere og tilgivet af Gud. Vi er syndere, men også Guds dyrekøbte børn. Vi lever under Guds nåde. Han siger i forbindelse med vor tekst:
Trøst mit folk, trøst det! siger jeres Gud.
Tal til Jerusalems hjerte, råb til hende,
at hendes hoveri er til ende, at hendes skyld er betalt;Ved du det ikke, har du ikke hørt det?
Ved du det ikke, har du ikke hørt det?
Vi bliver spurgt, om vi har glemt de grundlæggende ting i den kristne tro. Har du glemt din børnelærdom? Ikke fordi vi måske har glemt den rent intellektuelt. Det har vi nemlig ikke. Det havde israelitterne heller ikke. Vi kender det alt sammen ud og ind. Men når vi er i krise, ved vi det ikke. Det har ingen betydning. Og vi kan ikke tro det. Hvordan skulle Guds folk kunne hvile i at Gud var med dem, hvis truslen om undergang og deportation til Babylon truede dem. Havde de så ikke ret i, at Gud ikke kendte deres vej? Og da de senere blev bortført til Babylon og templet lå i ruiner, hvor var så deres Gud?Og hvor er Gud i vores liv, hvis det, vi byggede op livet igennem, bryder sammen? Ægteskabet, forholdet til børnene, helbredet, den kristne kirke i vort land. Hvor er da Gud? ”Min vej er skjult for Gud.” Der er ingen retfærdighed længere for mig. Når alt går under i min tilværelse, hvordan kan jeg da tro på Gud? Da er lægen nødt til at træde i karakter overfor patienten. Da er Gud nødt til at forkynde det for os, som vi godt vidste, men som vi ikke længere kunne holde fast i. Det er derfor, vi skal høre Guds ord gennem hele livet – og i alle situationer. Herren taler til os om sin almagt og om sin trofasthed og godhed: Guds almagt og styrke sammenkædet med hans omsorg for den enkelte og hans stadige nåde.
Herren er en evig Gud
Herren er en evig Gud, skaberen af den vide jord. - Først tager han sit folk med ud i skaberværket og viser os sin almagt. Tidligere i kapitlet (Esajas 40) udfordres vi af skaberen.
Hvem har udmålt vandet i sin hule hånd, afgrænset himlen med udspændte fingre?
Hvem har målt jordens støv i tønder, vejet bjergene på vægten og højene på vægtskåle?
… Med hvem har han rådført sig for at få indsigt og blive belært om den rette vej?
Hvem lærte ham kundskab og viste ham vejen til indsigt?
Nej, folkene er som dråber i en spand, de regnes som støv på vægtskåle, de fjerne øer vejer kun som fnug;Verdens visdom er som et støvfnug i sammenligning med Herren. Også vores visdom er intet i sammenligning med Guds. Vi kan ikke selv forklare, at det gik, som det gik i vores liv, og dog – måske er der en forklaring i at vi er syndere – Jakob-efterkommere. Men samtidig forbliver Gud vores Gud. Vi bliver trætte og udmattes. Men vor Skaber og Herre bliver ikke træt og udmattet, hans indsigt kan ingen udforske.Det, som bliver tilbage er, at han ved alle ting – også at vi er, hvor vi er, og at det går os, som det går os.
Vinger som ørne
Guds alvidenhed og almagt er uløseligt forbundet med Guds væsen som barmhjertig og nådig. Han elsker os. Profetordet forkynder, at den Evige og Almægtige Gud giver nye kræfter til sit folk og til den enkelte af os.:
Han giver den udmattede kraft, den kraftesløse giver han ny styrke.
Drenge bliver trætte og udmattede, unge mænd snubler og falder.Her mærker vi Gud, som den barmhjertige, som Esajas forkynder om i dette kapitel 40:
Som hyrden vogter han sin hjord, han samler dem med sin arm;
han løfter lammene op i sin favn, han leder moderfårene.Men er det ikke bare ord? Er det ikke blot forkyndelse? Nej, det er også handling. Gud sendte jo sin Søn til os. Han bar vore sygdomme og tog vore synder på sig. Når du kan selv, mister du pusten og falder. Men når du falder og ikke kan mere, da er han dig aller nærmest. For de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes.
Hermed vender håbet tilbage. Min far sætter mig på plads. Lægen, som er almægtig, og som ved alt, står nu hos dig. Og nu kan du håbe på ham. Det giver nye kræfter. Det er kræfter, som gør dig stærk der, hvor du slet ikke tænkte det muligt. Vi får vinger som ørne, så du kan, hvad kun ørne kan: frigøre os og svæve og stige til vejrs uafhængige af den elendighed, som vi ellers er bundet i og bundet til: synden, døden og dommen. For Kristus er jo vores frelser. Gud er vores fader. Og han sørger for dig i ét og alt. Amen.
Aftenbøn:
+ Herre ,det er din nåde, at vi lever og atter i dag har modtaget så meget godt af dig.
Vi takker dig og ophøjer dit navn,
fordi du elsker os og bliver ved med at gøre os vel,
selv om vi synder og fejler ustandseligt.+ Herre , hos dig er tilgivelse, og i din Søn har du beredt os, som tror på dig, en uudtømmelig nådekilde.
Vi takker dig, at du elskede os mennesker så højt,
at du, mens vi endnu var dine fjender,
blev forligt med dig ved at din Søn døde i vort sted.+ Herre, du gav os dit evangelium, hvormed du tænder håb og vender os om til dig,
så vi kan modtage nåde og alt godt af din barmhjertighed.
Vi håber på dig, vi håber udelukkende på dig.
Vi håber på din nåde, som lyser ind i vores nat.
Giv os hvile og tryghed hos dig, og giv os vinger som ørne.+ Herre, du som siger, at vi først og fremmest skal holde fast ved den
indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder.
Vi beder dig: Hjælp os til at holde fast ved den indbyrdes kærlighed
så ikke synden, men nåden råder i vore hjerter og imellem os.+ Herre, lad denne nat og alle livets timer være velsignet af dig.
Hør os Gud, for Jesu skyld.
Amen!Lagt på www.vivit.dk 20.12.2007. post@vivit.dk