Din ørken vil blomstre!

ADVENT 18.12. 2014 i Gratiakirken, LGJ.
Salmer: 60 – 72 - 93 – 74. Læsninger Joh 3,22-30. Fil 4,4-6

Profeten Esajas 35
Ørkenen og det tørre land skal glæde sig, ødemarken skal juble og blomstre, den skal blomstre som rosen, juble med stor fryd. Den får Libanons herlighed, Karmels og Sarons pragt. De skal se Herrens herlighed, vor Guds pragt. Styrk de synkende hænder, gør de kraftesløse knæ stærke, sig til de urolige hjerter: Vær stærke, frygt ikke! Nu kommer jeres Gud med hævn, Guds gengæld, han kommer og frelser jer.

Da skal blindes øjne åbnes og døves ører lukkes op; da springer den halte som hjorten, den stummes tunge bryder ud i jubel. For vand vælder frem i ørkenen, bække i ødemarken. Det hede sand bliver til oaser, den udtørrede jord til kildevæld. På sjakalernes tilholdssted vokser der rør og siv. Dér skal der være en banet vej, Den Hellige Vej skal den hedde, de urene skal ikke færdes på den; men for hans folk bliver det en vej at gå på, hvor dårer ikke flakker om. Dér skal der ikke være løver, rovdyr kommer ikke på den, de findes ikke.

Dér skal de løskøbte vandre, Herrens udfriede vender hjem, de kommer til Zion med jubel, evig glæde går foran dem, fryd og glæde når dem, suk og klage flygter.

GLÆDE

Profeten taler til dem, lader hænderne synke, og hvis hjerte er uroligt. Han fortæller, at I nu får og evig glæde! Det er en grundtone hos profeten Esajas. ”I, som bor på Zion, skal juble, for Herren er stor iblandt jer” (Es 12,6). Og det er grundtonen i Skriften som helhed. Den lyder i juleevangeliet: ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde!” (Luk 2,10). Og apostlene siger i deres breve: Glæd jer i HERREN! Jeg siger igen: Glæd jer!” (Fil 4,4-6). Her er i Esajas 35 forkynder profeten, at Herrens udfriede vender hjem, de kommer til Zion med jubel, evig glæde går foran dem, fryd og glæde når dem, suk og klage flygter! (v10). Læg mærke til, at glæden ikke kun er en følelse i mennesker, men en virkelighed, som er meget større end de selv er. Den evige glæde går foran. Og glæden kommer bagfra og indhenter dem. Og det udmales med herlige penselstrøg, så vi står med billedet af ørkenen, som blomstrer. Tænk, hvis det var vores virkelighed – eller kunne blive det!

HVORFOR ER GLÆDEN IKKE EN NATURLIG TING?

Hvad er der galt, siden det ikke bare er sådan altid? Det første, vi må prøve at finde ud af, er, hvorfor livet blevet en ørken? Profeten svarer i kapitlerne forud: Tåben taler tåbeligt, hans hjerte handler ondt, han handler gudløst, og taler falsk om Herren. Han lader den sultende hungre og den tørstende mangle vand. (Es 32,6). Og i allerede i Es 1 sagde profeten til Guds folk: Tænk, at hun skulle blive en skøge, den trofaste by. Alle elsker bestikkelse, og jager efter gaver, de skaffer ikke den faderløse ret og tager sig ikke af enkens sag (Es 1,21,23). Der findes en voldsmand, som ingen har øvet vold imod, og en troløs, som ingen har været troløs imod (Es 33,1). Vold og troløshed stammer uforklarligt fra mennesket selv. Uden grund er de blevet voldelige og troløse. Derfor blev Edens have erstattet af ørken og øde­mark. Torn og tidsel og smerte og død kom ind i vores verden. Det skyldes et menneske, ja faktisk flere for ikke at sige alle. Adam og Eva, Kain og Kains slægt, medlemmer i Abrahams slægt, ja, også Abraham selv, og kong Davids slægt inklusive David selv. Esajas be­skri­ver elendigheden på mange måder: Ariels beboere skriger på gaden, fredens budbringere græder bittert. Vejene er øde, ingen færdes på stierne. Han har brudt pagten og forkastet byerne; han regner ikke menne­sker for noget. Derfor sygner landet hen! Libanon bliver til skamme og visner, Saron bliver et ødeland (Es 33,7-9).

Vi oplever det også. Vi kender jo til synkende hænder, kraftesløse knæ og urolige hjerter (35,3-4). Vi kender til blinde øjne, døve ører, halte ben og stumme tunger (35,5). Både bogstaveligt talt: blindhed, døvhed, at man ikke kan bære sin krop, og at ordene bliver borte. Og i overført betydning: at vi er blinde for Guds gaver, ikke lytter til ham og til hinanden, at vi slæber os af sted og ikke har meget godt at sige om livet, om Gud og om andre mennesker. Og det er ikke kun os mennesker, der er lagt øde og ødelagt. Også naturen og verden omkring os er ramt. Derfor ser det så umuligt ud. Profeten taler direkte om det, når han nævner det hede sand (Es 35,7). Hvem kan gøre det til oaser? Eller den udtørrede jord (Es 35,7). Hvem kan gøre den til kildevæld? Og overvej engang sjakalernes tilholdssted (Es 35,7). Hvem kan forhindre, at fattige mennesker udnyttes og udbyttes af griske sjakaler? - Hvordan kan vi da nogen sinde kunne glæde os? Vi fornemmer, at hjælpen nødvendigvis må komme fra Gud. Håbet og glæden må nødvendigvis findes udenfor os. Og det er netop, hvad profeten forkynder.

GLÆDEN ER PÅ VEJ – FORAN OG BAGFRA

Evig glæde går foran os, og fryd og glæde indhenter os bagfra, siger profeten. Glæden forkyndes for os. Profeten gør det igennem hele profetbogen. Han viser os, at glæden kommer fra ét eneste menneske, som gør noget for alle de andre. Han siger: Jomfruen skal blive gravid og føde en søn – Immanuel - Gud med os! (Es 7). Et barn er født os, en søn er givet os, og på hans skuldre skal herredømmet hvile (Es 9). Og stig op på et højt bjerg, Zions budbringer, råb højt, Jerusalems budbringer, råb uden frygt! Sig til Judas byer: Her kommer jeres Gud! (Es 40). Og her i kapitlet om ørkenen, der blomstrer: Nu kommer jeres Gud … han kommer og frelser jer! (Es 35,4). Det er temaet i hele Skriften: Det, som var umuligt for menneskene, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn. Umuligt for os, men ikke for ham, der er Gud og mand! Og han bar de manges synd! Og han opstod fra graven!

ØRKENEN SKAL BLOMSTRE!

Lad os se, hvordan profeten går frem i kapitel 35. Først siger han: Ørkenen og det tørre land skal glæde sig, ødemarken skal juble og blomstre, den skal blomstre som rosen, juble med stor fryd. Den får Libanons herlighed, Karmels og Sarons pragt. De skal se Herrens herlighed, vor Guds pragt (Es 35,1-2). Det vil blive en glædens dag for Guds folk. De ”løskøbte”, repræsenteret her ved Israel, vender tilbage fra fangenskabet i Babylon til det forjættede land. De skal se ”Herrens herlighed”! Det er det samme, vi hører i juleevangeliet: Herrens herlighed strålede om hyrderne, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde: Frygt ikke. I skal se vor Guds pragt. Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser i Davids by. Han er Kristus, Herren. I skal finde et barn i en krybbe. Han er Kristus HERREN. Og den samme herlighed kommer til os i den kristne menighed, fordi Herren Jesus Kristus er nær og lader sig finde af os, når vi hører evangeliet. Han er sandt og virkeligt til stede i nadveren. Vi ser vor Guds herlighed.

NU KOMMER JERES GUD

Her er hjælp til os, som sidder med synkende hænder og modløse hjerter. Profeten siger: Styrk de synkende hænder, gør de kraftesløse knæ stærke, sig til de urolige hjerter: Vær stærke, frygt ikke! Nu kommer jeres Gud med hævn, Guds gengæld, han kommer og frelser jer (Es 35,3-4). V ores GUD kommer med hævn og gengæld. Han vil dømme, så den fattige ikke går til grunde, og så den hjælpeløse ikke skal give op. Vi skal ikke selv klare uretfærdigheden. Det vil han gøre. Og han kommer og frelser jer. Vi skal ikke selv redde vores liv, det gør vores Gud.

VAND VÆLDER FREM I ØRKENEN

Profeten viser nu, hvilke følger det får, at Gud kommer og frelser: Da skal blindes øjne åbnes og døves ører lukkes op; da springer den halte som hjorten, den stummes tunge bryder ud i jubel. For vand vælder frem i ørkenen, bække i ødemarken. Det hede sand bliver til oaser, den udtørrede jord til kildevæld. På sjakalernes tilholdssted vokser der rør og siv. Dér skal der være en banet vej, Den Hellige Vej skal den hedde, de urene skal ikke færdes på den; men for hans folk bliver det en vej at gå på, hvor dårer ikke flakker om. Dér skal der ikke være løver, rovdyr kommer ikke på den, de findes ikke. Dér skal de løskøbte vandre (Es 35,5-9). ”De løskøbte” (v9) er stærke, fordi de tilhører Gud. De er hans. Han beskytter dem. Det gør dem stærke (v4). Og velsignelsen, som venter dem, overgår al forstand. Esajas beskriver den som fornyelse af alt det, som gik i stykker og til grunde, da menneskeheden gjorde oprør mod Skaberen. Det, som før var vildnis og ødemark og ørken, bliver nu et frugtbart, ligesom Edens have. Jesus forkyndte det i en synagoge i Kapernaum: Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig. Jeg skal gå med glædesbud til fanger og udråbe frihed – og og forkynde et nådeår. Og når evigheden bryder frem, da har Gud lovet os dette: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil gørre hver tåre af deres øjne og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. … Se, jeg gør alting nyt (Åb 21).

VI ER PÅ VEJ – OG GLÆDEN BÆRER OS

Profeten slutter med disse ord: Herrens udfriede vender hjem, de kommer til Zion med jubel, evig glæde går foran dem, fryd og glæde når dem, suk og klage flygter (Es 35,10). Sygdomme og lidelser, syndens følger, vil ikke længere plage menneskelivet. Alt det, som før var årsag til sorg og suk findes ikke mere. Og tilbage er den evige glæde. Den glæde er allerede hos os nu, fordi Jesus er kommet til os. Derfor: Glæd jer altid i Herren!. Jeg siger atter: Glæd jer. Lad jeres mildhed være kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. OG Guds fred, som overgår al forstand vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus (Fil 4,4-6). Amen.

Lagt på www.vivit.dk 20.12.2014. post@vivit.dk