Der skal komme en opstandelse

Prædiken på "Luthersk Sommerferie" mandag den 11. Juli 2005 ved pastor Leif G. Jensen.

Når vi for alvor håber på noget, giver håbet os energi og kræfter til at kæmpe for det. Håbet får os til at gøre det nødvendige - ja, ikke blot det nødvendige. Vi er engagerede. Håbet giver os nye ideer Vi ser målet for os. Håbet er som et lys på vejen. Vi ser hverdagen i håbets lys.

Sådan er det med uddannelse, arbejde, opgaver i kirken og med livet som helhed. Vi har brug for håb både til de små ting og til de store ting.
- Hvem vil tage en uddannelse, hvis der ikke er håb om arbejde?
- Hvem vil være sammen med en kæreste, hvis hun aldrig vil gifte sig?
- Hvem vil være i et fællesskab, hvis det tager håbet fra dig?
Hvem kan holde ud at leve uden håb?

Vi mennesker handler ud fra håbet! Det vi tror på, håber vi også på. Den, vi tror og stoler på, håber vi også på. At tro på nogen er jo at vente sig alt godt af vedkommende. Tro og håb hører derfor sammen. Det, vi gør, afslører, hvad vi håber. Og den vi taler om med tillid, viser, hvem vi håber på. Fra troen og håbet kommer kærligheden og arbejdsindsatsen, sliddet og udholdenheden.

Men hvad hvis man ikke håber på noget? Hvad, hvis du ikke har Gud at stole på? Da lever vi kun for vor egen skyld. I vores jagt på glæde og lykke styrer vi selvfølgelig udenom det, der er vanskeligt og svært. Vi forsøger at undgå det, som ikke umiddelbart giver os glæde og lykke. For vi mangler perspektiv og overblik. Derfor holder vi ikke ud, men giver op. Men bliver vi lykkelige af det?
- Sådan får man jo ikke en uddannelse? Sådan er virkeligheden ikke. Man går igennem det, som er svært og besværligt, når man har et håb. Ellers får man aldrig den eksamen.
- Sådan får man heller ikke et godt ægteskab. Her gælder det om at elske og ære hinanden i gode og onde dage indtil døden skiller ad. Har man ikke den tro og det håb, skal man skilles hvert syvende år
- Og sådan er det heller ikke at være kristen og med i en menighed. Uden udeholdenhed, ville ikke mange menigheder blive meget mere end 10 år gamle. Man vil i stedet søge en menighed, som kunne give mere fornøjelse - og finde en ny hvert syvende år, og ikke tage de onde dage med.

Vi ved det godt! Vi får ikke lykke ved at stræbe efter lykke og kærlighed. Det gives os på en helt anden måde. Gennem tro og håb.

Selv om Paulus var apostel og havde en helt særlig tjeneste for Gud, så er grundlaget for et liv i tjeneste alligevel det samme for ham og for os.

Prædiketeksten er fra Apostlenes Gerninger 24,14-17:

Apostelen Paulus siger: Men det bekender jeg for dig, at jeg følger Vejen, som de kalder for et parti, og sådan tjener jeg vore fædres Gud, idet jeg tror på alt, hvad der står skrevet i loven og profeterne, og har det samme håb til Gud som de: at der skal komme en opstandelse af både retfærdige og uretfærdige. Derfor stræber jeg også selv efter altid at have en uplettet samvittighed over for Gud og mennesker. Men efter flere års forløb er jeg kommet for at give almisser til mit folk og for at ofre.

Situationen er ikke let. Paulus står anklaget for at være en pest og for at stifte uro og optøjer. Han beskyldes også for at have krænket templet. Da giver Paulus ikke op, men forsvarer sig (i vers 10). Han fortæller, hvilket håb, der ligger bag hans liv og handlinger. Og det håb er sådan, at han ikke skal og ikke kan bøje sig for anklagerne og heller ikke være bange for dem.

Han forsvarer min sag med sindsro overfor øvrigheden. Også vi kan arbejde med sindsro, fordi der er retfærdige folk til. Gud arbejder gennem andre mennesker i kommunen i vort land. Det er en stor, stor gave. Han forklarer dernæst, at en kristen er ikke en farlig person. En kristen bryder ikke med det, der betyder noget, men bliver i det, Gud har kaldet ham til. Paulus fortæller: Jeg rejste op til Jerusalem for at tilbede. … Er heller ikke diskussionslysten og er ikke ude på at gøre oprør og skade samfundet. Anklagerne er falske (vers 11-13). Men der er noget, som er sandt, og står han ved:.

1. ... at jeg følger Vejen, som de kalder for et parti, og sådan tjener jeg vore fædres Gud.

De andre kalder det for “et parti”. Der bliver set ned på Paulus’ tro på Jesus. De mener, at Paulus har tilsluttet sig en sekt, en ny og forkert tro, en særhed, de såkaldte kristnes har fundet på. Og de respekterer ikke de jødiske traditioner og den jødiske kultur.

Hvis vi skal overføre det til vores situation, så betyder det følgende: Du deltager ikke i de andres drukfester på gymnasiet. Du kender Guds vilje og forsøger at leve efter de ti bud. Derfor mener de andre, at du er underlig. Du lever ikke som de andre på jeres vej eller i jeres opgang. Du bruger dine penge anderledes og går i kirke søndag morgen. Du er et underligt menneske.

Men Paulus er ikke i tvivl om, at han er, hvor han skal være. Han kalder sin tro for VEJEN. Ikke en vej blandt andre. Ikke: “Ja, vi prøver at dyrke Gud på vores måde; men I gør det også helt godt på jeres måde.” Han kalder Jesus for “Vejen”, fordi Jesus selv engang kaldte sig selv for Vejen. “Jeg er vejen, sandheden og livet.” Der er kun en vej til Gud: Vejen er Jesus og troen på ham. Der findes ingen anden frelser. Sådan tjener han “vore fædres Gud”, som han siger. Og med denne henvisning siger han, at vejen strækker sig langt bagud. Helt tilbage til David, Abraham, Noa. Deres håb er Paulus’ håb. Deres vej er hans vej.

Vi er heller ikke de første, der har læst bibelen. Og vi har brug for fædrene. Min far lærte mig Gud at kende, han lærte mig at gå i kirke, og hvem Jesus er. Selv havde han lært det af sin far. I en menighed ved vi, at vi står i dyb gæld til dem, som var før os. Det vil vi i dette år benytte os af, når vi om 4 måneder samles i København til 150-års jubilæum. At være kristen er at følge efter. Følg mig! Jesus har sagt: “Jeg er med jer alle dage!” Et ord med håb. Det giver engagement. Han er jo hos mig. Det hjælper mig til at leve efter hans vilje. Jeg er jo ikke min egen, men hans. Og han kommer snart igen. Vejen har et mål: Evig salighed.

2. ... idet jeg tror på alt, hvad der står skrevet i loven og profeterne.

Her ser vi, hvor håbet kommer fra! Hvad der er hemmeligheden bag, at et menneske er på Vejen. Apostelen bekender sig til Alt, hvad der står skrevet i Bibelen - dengang gamle tetstamente.

Det er vigtigt for os. Meget vigtigt. Herfra kommer håbet. Tror vi kun på det meste eller på det, vi synes om, da har vi en dag ikke rigtig nogen fast grund under fødderne. Hvad skal vi da stole på? Da vakler budene. Da vakler tilgivelsen. Da vakler dåben. Da vakler nadveren. Da vakler menigheden. Og du er blevet rodløs.

Paulus sagde engang til Timoteus: Og fra barnsben kender du de hellige skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus. Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning (2 Tim 3,15-17).

Her får vi forklaringen på, at det er vigtigt. Disse skrifter kan give visdom til frelse ved troen. Og de er indblæst af Gud - inspireret - Guds eget ord. Og Paulus siger i Romerbrevet, at Bibelen er givet os netop med det formål, at vi kan fastholde vort kristne håb: Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skriftene giver os, kan fastholde håbet (Rom 15,4).

3. ... og har det samme håb til Gud som de: at der skal komme en opstandelse af både retfærdige og uretfærdige.

Vi kunne ellers forvente, at Paulus have sagt: “Jeg håber, at I vil løslade mig. Jeg håber at jeg kan gøre det og det.” Sådanne håb havde han uden tvivl, og det har vi også. Men han taler ikke om sådanne små håb i denne sammenhæng. Han viser sine anklagere det store håb, som han selv og de andre er afhængige af. Håbet til Gud.

Hvis de vil dømmer ham til døden, må de gøre det, for han har et håb til Gud, at der skal komme en opstandelse. Der må komme, hvad der komme vil. For vi skal opstå. Det har været kristnes trøst i forfølgelser, og er det stadig. Mange, mange steder i verden forfølges kristne for troens skyld. I dag er der en kristen som netop siger det samme, som Paulus her trøster sig ved og siger til sine modstandere. Skulle vi så bøje os for lang mindre trusler? Som kristne har vi det håb til Gud, at der skal komme en opstandelse. Dette håb bygger på Jesu opstandelse fra de døde!

Både retfærdige og uretfærdige skal opstå. Både de, som er blevet tilgivet af Gud og står retfærdige ved troen på Jesus, og de, som i vantro afviser Jesus Kristus. Alle skal opstå. Det var drivkraften, da Paulus var på sine missionsrejser. Og det huskede han også på i denne situation. Hvis han bøjede sig for anklagerne, ville han jo indirekte sige: “I har nok alligevel ret.”

Når en kristen bøjer sig for ikke kristne venner - ikke længere er underlig og anderledes, men følger deres moral og holder op med at gå i kirke om søndagen, og ikke mere læser sin bibel, da svigter den kristne både de andre og sig selv.

Paulus hjælper os. Tænk på opstandelsen fra de døde! Tænk på Jesu opstandelse! Husk på fællesskabet med ham nu i dag og i evighed. De andre behøver ham. Svigt dem ikke ved at slå af på din tro, men bliv på Vejen. Tag fat i en ældre i menigheden og sig: “Jeg har det svært lige nu. Jeg er i krise. Vil du ikke nok hjælpe mig.”

4. Derfor stræber jeg også selv efter altid at have en uplettet samvittighed over for Gud og mennesker. Men efter flere års forløb er jeg kommet for at give almisser til mit folk og for at ofre.

“Derfor”. Vi lægger mærke til, at Paulus bruger sig håb. Det sætter ham i gang. Det bærer ham. Han ønsker at gøre det rette overfor Gud og overfor menensker. Ikke kun når de ser, hvad han gør, ikke kun når han selv får noget ud af det. Han gør, hvad han gør, for samvittighedens skyld. For at have en uplettet samvittighed overfor Gud. Han gør det for Guds skyld.

Dit håbet om evigt liv, dit håb til Gud, håbet til Jesus, at han er med os alle dage, og at hans bud er den bedste vej, ja, den eneste vej for os, og håbet om tilgivelse på søndag og frelse på den yderste dag, alt dette er den bedst tænkelige drivkraft for os i dag og i morgen, på arbejdet og studiestedet, på lærepladsen, i nabolaget og i menigheden og familien. Gør det, du gør, for Gud og for samvittighedens skyld. Da får du styrke til at se bort fra, hvad andre synes og mener om dig.

Paulus er konkret: Han er kommet for at give almisser til sit folk og for at ofre. Han ønsker at hans liv bruges til nytte og gavn for andre.

Vi skal også være konkrete og praktiske i hverdagen. Vort håb til Gud er jo et håb, at han vil velsigne os og virke meget godt mens vi lever. Hvordan mon Gud vil gøre det? Ved at vi står og venter og ser til? Eller ved at vi får hænderne op af lommerne. Ja, lad os ikke stå med korslagte arme eller med hænderne i lommen og kigger på enkelt ledere i menigheden. Fold i stedet hænderne og gå derefter i gang. Giv almisser for vort folk. Bring ofre til Gud. Giv vort folk præster. Giv dem traktater. Giv dem en kristen ven i skolen og på gaden. Bring ofre til Gud. Giv dig selv til ham og sig: Her er jeg. Send mig! - For der skal komme en opstandelse af både retfærdige og uretfærdige! Amen.

Lagt på www.vivit.dk 14.09.2005