Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

14 Påske for HERREN Skærtorsdag 17.4.2025 i Kbh og Aarh. (LGJ) 2 Mosebog 12,1-11 Herren sagde til Moses og Aron i Egypten: "Denne måned skal være jeres nytårsmåned. I skal regne den for den første af årets måneder. Sig til hele Israels menighed: Den tiende dag i denne måned skal man tage et lam eller et kid til hver husstand i fædrenehuset. Hvis en husstand er for lille til et dyr, skal den være fælles med den nærmeste nabo om et dyr efter antallet af personer; I skal beregne det efter, hvad hver enkelt kan spise. Det skal være et lydefrit dyr, et årgammelt handyr; I kan tage det fra fårene eller fra gederne. I skal tage vare på det til den fjortende dag i denne måned. Så skal hele Israels menighed slagte det, lige inden mørket falder på. De skal tage noget af blodet og komme det på de to dørstolper og på overliggeren i de huse, hvor de spiser det. De skal spise kødet samme nat; de skal spise det stegt med usyrede brød og bitre urter til. I må ikke spise noget af det råt eller kogt; det skal være stegt, med hoved, skanke og indvolde. I må ikke levne noget af det til om morgenen. Hvad der er tilovers om morgenen, skal I brænde. Sådan skal I spise det: I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have sandaler på fødderne og stav i hånden; i al hast skal I spise det. Det er påske for Herren." Ordet påske er kommer af ”passah”, som betyder passere eller gå forbi. Herren, vor Gud, indstiftede påsken for sit folk i Egypten og frelste det fra slaveri og død. Påskelammets blod blev strøget på dørstolpen, ikke for egypternes skyld, ikke for at skabe hygge og stemning i huset for familiens skyld, men for at Herren ikke skulle dræbe den førstefødte, hvor lammets blod var smurt på dørstolpen. De blev frelst fra døden. Den første påske i Egypten frem på Jesu sejr over døden. Døden går forbi og når ikke ind til os, fordi Lammet blev slagtet for os i påsken, nemlig Jesus Kristus. Han er jo ”Gud Lam!” Derfor er søndagens nadver i gudstjenesten en lille påskefest. 1. Påske for HERREN "Slagt påskelammet! Stryg noget af blodet på overliggeren og på de to dørstolper. Ingen af jer må gå ud af sit hus, før det bliver morgen. Når Herren går gennem Egypten for at slå dem ned og ser blodet på overliggeren og de to dørstolper, vil Herren springe den dør over. Han vil ikke lade ødelæggeren gå ind i jeres huse og slå jer ned." Sådan skulle Israelitterne gøre. Familiens far sørgede for det. Og efter udvandringen blev man ved med at holde påske år efter år. Vi holder påske på en anden måde. Apostlen Paulus siger til alle kristne menigheder: ”Fra Herren har jeg modtaget og også overleveret til jer, At vor Herre Jesus Kristus i den nat, han blev forrådt, tog et brød osv.” Det er overleveret til os. Vi bliver mindet om at Herren selv blev forrådt og senere samme aften overgivet til dom og død. ”Og han tog et brød, takke, brød det og sagde: Tag dette og spis det, det er mit legeme som gives for jer. Gør det til min ihukom-mel-se." Gør det, som I har fået overleveret. Det skal menighedens præst gøre. Alligevel kan det let godt gå sådan, at vi tænker mere på verden end på Gud her til påske. Og måske i en god hensigt. Når en menighed vil fejre påske for verden, er det naturligt at overveje, hvad verden synes om det, Herren har sagt, at vi skal. Og da kan den fristes til at ændre lidt her og der. For ville det ikke være rigelig barsk at stryge blod på kirkedøren, hvis det var det, Herren havde sagt vi skulle? Men hvad så med at nævne, at vor Herre blev forrådt? Og at giver os sit legeme og blod? Det virker ikke indbydende for mennesker, der ikke kender evangeliet om på Jesu død og opstandelse. Derfor er nadveren også forandret i vores afkristnede kultur i Danmark – næsten til ukendelighed – for det noget mere festligt og indbydende. – Og det påvirker også os. Israelitterne holdt påske i Egypten. De strøg israelitterne blod på overliggeren, så det kunne ses udefra. De holdt påske i slaveriets verden. Påske i dødens verden. Hvis nu det hele havde været et bedrag, og Gud ikke havde frelst sit folk, ville Faraos soldater de næste dage med lethed have kunnet udpege de huse, hvor der havde været fejret påske "for Herren". Jo! Guds folk fejrede virkelig påske i verden, så det kunne ses. De skjulte det ikke. Modet til at fejre påske fik de gennem troen på, at Herren ville frelse dem. Det er, hvad verden behøver: Kristne, som tror på Gud; kristne, som fejrer påske for Herren. Vi må bekende, at døden også vil ramme vore huse og hjem og vore hjerter, hvis ikke Lammets blod renser os og frelser os. Det bevidner vi ved at gå i kirke. Det bevidner vi, når der er dåb med genfødsel og frelse. Den døbte rives ud af mørkets magt og bliver Guds barn. Det bevidner vi, når vi knæler og modtager tilgivelse fra Gud. Og vi bevidner og forkynder om det, når vi holder nadver. Det vidnesbyrd aflægger kristne midt i verden. Verden har brug for, at vi uforfærdet holder påske midt i verden for Herren. 2. Påske med hinanden Beretningen fra 2. Mosebog 12 fortæller for det andet, at påsken blev holdt i familien og også i nogle tilfælde sammen med en nabofamilie: Sig til hele Israels menighed: Den tiende dag i denne måned skal man tage et lam eller et kid til hver husstand i fædrenehuset. Hvis en husstand er for lille til et dyr, skal den være fælles med den nærmeste nabo om et dyr efter antallet af personer. Det er stort og en Guds gave at blive holdt af og at have nogen at holde af. Det er en gave at have en familie og en kristen menighed, hvor vi kan være sammen og fejre påske. Den gave gav Gud til israelitterne i Egypten. Fællesskabet er et afgørende kendetegn ved påskefesten. Alligevel understreges det, at familierne skulle fejre påske for HERREN. Det betød for dem dengang og for os i dag, at Herren er denne påskes centrum og hovedperson. Jesus Kristus! Hvis vi kun holder påske for hinanden og for hinandens skyld, da får vi nok nogle skønne dage i familiens skød. Men familiesammenhold redder os ikke fra døden og dommen. Hvis ikke HERREN er midt iblandt os, bliver selv det bedste fællesskab tomt og livløst til sidst. Vi mister jo hinanden på et eller andet tidspunkt; børnene flytter hjemmefra; farfar dør en dag; og familien spredes for alle vinde. For det var familien og ikke HERREN Jesus der holdt os sammen. Det er tvingende nødvendigt at al familiens synd tilgives. Herren må redde den førstefødte i familien fra døden, og også alle os andre. Ellers tager døden os. Det understreges også ved, at Herren sagde, at påskemåltidet var for dem, som var optaget i Guds pagt. Derfor siger Herren også: Når en fremmed bor som gæst hos dig og vil holde påske for Herren, skal alle af mandkøn hos ham omskæres. Så må han være med til det, og han skal være som en af landets egne. Men ingen uomskåret må spise af det (2 Mos 12,48). Derfor forbereder vi påskemåltidet med dåbens bad og oplæring, sådan som Herren har sagt. Og ligesom familiefaderen i Egypten havde ansvar for at der blev holdt påskemåltid, sådan har også en hyrde og sjælesørger ansvar i en kristen menighed som den, der forvalter nadveren. 3. Påske for Herren. Påske med hinanden Nogle gange ser vi os måske omkring i kirkerummet og synes, at vi kun er en lille flok. Men da siger Jesus: Jeg er her. Er det så ikke godt nok? Han siger: Gør, som jeg gjorde, da jeg indstiftede nadveren. Tag brødet og vinen. Brug ordene fra den første nadver. Gør det som menighed. Hold sammen fast ved mit ord og ved den indbyrdes kærlighed. Lær de døbte om troen, så de kan modtage Herren nadver til velsignelse. Og hold sammen i enighed og fortæl midt i jeres verden, at døden er overvundet af mig. Jeg er hos jer!  Det er stort, at det er påske for HERREN! Amen. Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk