Tilbage til prædiken-oversigtTroen på Herrens ord - ikke blindgyde, men udvej!

Prædiken på 3. søndag e. hellig tre kongers dag, 26. januar 2014
Læsninger. 1 Mosebog 15,1-6; Hebr 11,1-6; Lukas 17,5-10.

Salmer: 33v1-3, 44, 480, 20, Din trone står fra evighed
 

1. Mosebog 15,1-6

Senere kom Herrens ord til Abram i et syn: "Frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold! Din løn skal blive meget stor." Abram svarede: "Gud Herre, hvad kan du give mig, når jeg må gå barnløs bort, og Eliezer skal være min arving." Abram sagde: "Du har ikke givet mig afkom, så min hustræl skal arve mig." Da lød Herrens ord til ham: "Nej, han skal ikke arve dig, dit eget kød og blod skal arve dig." Så tog han ham udenfor og sagde: "Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan." Og han sagde: "Så mange skal dine efterkommere blive." Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.

”Frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold.” Nu var stemmen der igen. Den stemme, som havde mødt ham for omkring 10 år siden og fået ham til at satse det hele – forlade sin fars hus, og det land, de boede i. Nu lød den igen. - Herren havde vist sig for Abraham flere gange og bekræftet, at Abram var, hvor han skulle være. Men der var lange pauser. Og frygten kunne vende tilbage – frygten for, at det hele var et bedrag. For meget så ud til at være gået galt i det nye land. -

Kan du ikke også få det sådan. Du er kristen. Du gik den vej, du gik, fordi du stolede på Gud. Du gjorde det virkelig. Du troede på, at Bibelens budskab er Guds ord, og du satsede hele butikken. Du gik, som han befalede dig. Ligesom Abram byggede du et alter eller var med til det. Holdt gudstjeneste. Bad hver dag til Gud i lange perioder. Og kom i kirke om søndagen. Du lærte Guds bud og ville følge dem. Men hvordan gik det? Og hvordan går det nu? Kendte du ikke også til frygt og usikkerhed, ligesom Abram. Behøver du ikke også et skjold, beskyttelse og hjælp i dit liv?

Abram havde flere gode grunde til at frygte: I kapitel 14 fortælles, at han kom i krig. Med 318 mænd befriede han Lot og andre indbyggere fra området omkring Sodoma og Gomorra, som en kong Kedorlaomer havde taget til fange og bortført. Og når man har været i krig og har vundet, kan man jo frygte gengæld. - Sådan også med dig. Du har været i noget, der ligner en krig. Du har kæmpet og vundet en sejr for nylig. Men mon sejren holder? Vil håbløshed eller ligegyldighed komme tilbage og besejre dig? Vil bestemte fristelser og synder overvinde dig til sidst? – Sådan kan vi være bange.

En anden grund til, at Abraham frygtede, nævnes direkte i teksten: Abram sagde: ”Gud Herre, hvad kan du give mig, når jeg må gå barnløs bort, og Eliezer skal være min arving?” (v2). Det var ca. 10 år siden, at Gud havde lovet at give Abram børn. Men han havde ikke fået noget barn. Nu var han efterhånden blevet 85. Var han og Sara ikke havnet en blindgyde? - Det kender vi også til. Hvad er det blevet til med den velsignelse, du stolede på, at Gud ville give dig her i livet? De muligheder, du havde, har du ikke mere. Og hvis ikke du har mulighederne i dig, hvordan kan Gud da gøre det for dig? Børn kommer jo ikke bare dumpende ned fra himlen. Og en god kone dukker vel ikke pludselig op? Eller en trofast mand? Og hvis det ser svært ud i den familie, du har fået, hvordan skal det da lykkes?

Abram havde allerede resigneret og taget sine forholdsregler. Han sagde til Herren: Det er meget godt, at du gentager, hvad du engang sagde. Men det kan ikke hjælpe mig længere. Det er slut nu. ”Elizer skal være min arving!” Du har ikke givet mig afkom, så min hustræl skal arve mig.” Ham, som i bibelen kaldes for ”troens far”, havde givet op. - - Ikke så mærkeligt, hvis vi kan give op. Kan du ikke høre dig selv sætte punktum. Punktum for det gode liv. Det kommer ikke. Alt håb er ude. Hvad nytter det da, at Gud siger: ”Frygt ikke, jeg er dit skjold!”

Havde det ikke været bedre for Abram at være blevet i hedenskabet? At have kasseret Sara og valgt sig en anden kone, som kunne give ham børn? At være gået en anden vej end denne vej, som endte blindt. Ender det ikke altid i en blindgyde for en kristen? Er der ikke mange eksempler på det? – Jo, der er en del eksempler på det. - F.eks. da Guds folk Israel var blevet befriet fra Egypten. Da førte Gud dem ud til Det røde Hav. Der var ingen vej frem. Og fjenderne nærmede sig bagfra! – Men netop dér åbnede Gud en vej gennem havet! ”Hvor havet nu syder, blir’ vej, når han byder, og lovsangen lyder: vor Herre ved råd!” - Og på ørkenvandringen , når der ikke var mad. Folket sagde: ”Gid vi var tilbage i slaveriet. Der var trods alt mad.” Og Herren sendte mad, manna og vagtler. - Og da disciplene sejlede på søen og der kom en voldsom storm. Jesus sov i båden. De råbte: ”Herre, vi går under!” Og Jesus stillede stormen på søen. - Og i Stefanus’ liv: Han hjalp de fattige enker i Jerusalem og delte mad ud. Og blev anklaget, fordi han var kristen. Han stod foran at blive stenet. En blindgyde! Nu havde fjenderne ham. Men da åbnede himlen sig og han så Jesus stå ved Guds højre hånd, og han sagde: ”Tilregn dem ikke denne synd. Herre Jesus, tag imod min ånd!” - Og der er eksempler her i menigheden. Kristne, som var ved at give op – og da blev de trøstet og fik håb midt i håbløsheden. Hvordan går det til?

Svaret er enkelt: Da lød Herrens ord til ham: "Nej, han skal ikke arve dig, dit eget kød og blod skal arve dig." Herren modsiger ganske enkelt Abraham. Herren fastholder sin velsignelse, også selv om Abraham anser det for umuligt. Det umulige forkyndes ind i den umulige situation. Guds velsignelse lyder ind i Abrahams liv – igen. Det ord, som for 10 år siden fik ham til at bryde op og drage af sted, det samme ord, som havde givet ham håb, og som han havde mistet troen på, det ord lød igen. - Men hvordan kunne det hjælpe Abraham. Problemet var jo netop, at ordet ikke var gået i opfyldelse. Der var jo brug for noget andet – for handling. For et indgreb. - Er det ikke også vores situation? Vi sidder med vores frygt og vantro. Og vi kommer i kirke. Og så har præsten ikke andet end det ord, som fik os til at gå i kirke for 10 år siden. Det samme ord om Jesus Kristus og Guds velsignelse. Hvordan kan det hjælpe os? - Jeg ved det ikke, hvordan. Jeg ved kun, at det var sådan Abraham fik hjælp, og at det også er vores hjælp. Der er en vej gennem havet. Der er en vej gennem stormen på søen. Der er velsignelser på vej, når du deler mad ud blandt fattige enker. Du er hos Jesus Kristus! Der er en vej gennem døden. Der er velsignelse til dig i dit liv. Gud har ikke svigtet dig og har ikke forladt dig. Frygt ikke! Gud er dit skjold!

Her i kirken bliver dette evangelium prædiket. Præsten har ikke andet at give og sige end det, som du allerede har hørt i årevis: at Jesus er din Herre og Frelser. Og hvis præsten giver dig noget som helst andet, da vildleder han dig. Hvis prædikenen henviser dig til, at du som kristen må vælge din egen vej, dine egne leveregler, og at du skal gå efter dine egne drømme, da er du på vej til at blive sendt ud i håbløsheden og tilbage til slaveriet, tilbage til ulydigheden og døden, til selviskheden, undergang og dom. Præster prædiker uden at kunne bevise noget og uden at kunne overbevise nogen om noget. Men de har det ord, som Gud gav Abraham. Og med det ord skal en præst modsige dine og hans egne grunde til at give op: ”Nej, din egen plan skal ikke overtage Herrens plan. Det, Herren har lovet dig, det vil han opfylde!”

I Abrams tilfælde gjorde Herren dog en ekstra ting: Herren tog ham udenfor og sagde: "Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan." Og han sagde: "Så mange skal dine efterkommere blive." Hvad skulle der til, for at Abraham kunne tro? Måske, at han blev den lille! Rigtig lille. Og at Herren blev den Almægtige for ham. Måske var det derfor, Herren tog ham med udenfor. Gå udenfor i aften og se stjernerne! Se om du kan tælle dem! Bliv den lille! Bliv så lille, så du til sidst kun er et fnug og støvfnug, der flyver i luften, og et sandskorn på stranden. Og spørg så igen: Hvordan kan vore planer være bedre end Guds? Hvordan kan det, vi vælger i selviskhed, nogensinde blive bedre end det, Gud, vores Almægtige skaber, har forberedt for os? Når Gud har givet os sin egen Søn, hvorfor skulle han så lade dig ende i en blindgyde? DDS 20v4: Da vi var fortabte, vor Gud vidste råd: / hans Søn kom iblandt os, opledte og fandt os, / brød døden, som bandt os. Ja, Gud vidste råd.

Og det overraskende kommer til sidst: Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed. Abraham troede. Det gjorde han. Simpelthen. Der er ingen anden forklaring, end at han hørte det, han engang var blevet lovet. Hørte det igen. Og tog det til sig igen. Det gav ham nyt liv og nyt håb. Så gjorde det alligevel ikke noget, at han var en gammel mand. Hans frygt og vantro var sat på plads. Troen på Herren blev hans retfærdighed, troen på Guds løfte. - Og underligt nok måtte han igen vente endnu ca. 15 år, før han fik Isak.

Når vi tror Herren, gør vi det af samme grund: fordi Herren taler tilliden til live i vores frygt. Ordet er som et lille sennepsfrø, der slår rod i hjertet. Derfor skal vi ikke ønske os en tro, som kan imponere andre, men den tro, som er tillid til, at Gud er vores Frelser ved Jesus Kristus. Den tro kommer, når vi hører evangeliet. Troens vej er ikke en blindgyde, men er menneskers eneste udvej. Guds vil velsigne dig på den vej, der er hans. Han er dit skjold. Frygt ikke. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 26.01.2014. post@vivit.dk