To byggeprojekter
1 Mosebog 11,1-9
Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: "Kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!" De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: "Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden." Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: "Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden." Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.
Projektet i Babylon
V.1 Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Sproget er Skaberens gave til os mennesker. Fantastisk at vi kan forstå hinanden, tale, lytte og forklare for derefter at projektere og realisere med vore hænder, ryg, ben med muskler og alle kræfter. Det er en glæde at sætte noget i gang og at få lov at se, at det lykkes. Tænk på satellitter, som mennesker har opsendt i kredsløb omkring jorden. De står i forbindelse med mobilmaster og mobiltelefoner, så vi kan samtale med hinanden på hele jorden. Fantastisk! Vi har som mennesker opbygget en teknik og en viden, som sætter os i stand til det mest utrolige som menneskehed.
V4a: Så sagde de: ”Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn.” - Vi er på en måde midt i projekt Babylon. Vi bygger med på en by og et tårn, som når op til himlen. For vi ved godt, at det kan være vigtigt at have noget ydre at samles om, noget at se på, noget at snakke om, noget, vi selv har lavet. For det, vi laver, gør os til noget. Og gør vi det sammen, da kan vi få sammenhold. - Hvis vi i stedet gør det hver for sig, vil der opstå konkurrence og splittelse. Derfor vil vi hellere lave et fælles projekt: Tage på ferie sammen, bygge en by eller gøre noget andet stort sammen. Det vil gøre os stærke. Og hvis nogen tror på Gud, eller har forskellig mening om moral og religion, så kan de stadig godt være med, blot de er tilbageholdende af hensyn til det overordnede projekt: sammenhold uden at moral og gudstro skal blandes ind i det.
V4b: ”… for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.” - Deres byggeprojekt skulle forebygge splittelse. Og det ønsker vi mennesker stadig. Der findes nemlig en ulmende frygt i hvert eneste menneske. Vi er bange for at blive fremmede for hinanden med alt, hvad det fører til: uenighed, tyveri, krige, ulykke. Der er jo historier nok om splittelse i familier, splittelse i menigheder, splittelse mellem folkeslag og også splittelse inde i det enkelte menneske.
v.5: Herren steg ned for at se byen og tårnet. - Indtil nu har Gud været ikke været nævnt med ét ord og slet ikke været inde i billedet. Det virker som om Gud helt er fjernet fra deres forestillinger. Det kan man undre sig over. For menneskenes baggrund var, at de levede ”efter vandfloden”. … Fra Noas sønner udgik folkeslagene på jorden efter vandfloden. Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. (1 Mos 10,32-11,1). Hvor er menneskenes erindring om syndfloden blevet af? Er de blevet historieløse? Hvad er der blevet af Noas sønners tro? – Dengang, før vandfloden, gik alt jo også godt. De handlede og solgte, byggede og plantede, giftede sig og bortgiftede sig, lige indtil Gud udryddede dem alle med syndfloden. Uden Gud. Men når Gud er glemt, er han ikke dermed borte. Gud er ikke kun til, hvis vi tænker, han er til. Gud er Skaberen og Frelseren. Vores HERRE og Dommer!
v.6 "Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. ” Det er virkelig muligt at skabe sig et liv på jorden uden Gud. Mange gør det. Hvorfor så ikke lade dem gøre det? Hvorfor skal skaberen blande sig? Begrundelsen er, at ”da vil intet være umuligt for menneskene”. Men gør det da noget? Hvorfor ikke skabe sit eget liv efter sine egne love og regler? Hvorfor ikke gå sine egne veje, hvis det er muligt? Fordi vejen ender et sted. Livet ender med regnskabsdagen. Og da er det jo godt at blive standset i tide, hvis livet ender med ulykke. - Den fortabte søn i en af Jesu lignelser, han havde også mulighed for at forme sit liv som han ville, hvis han fik arven. Og han kunne misbruge det på sig selv og på andre. Det var muligt. Og han gjorde det. Men hvor var det godt, at det ikke gik i det lange løb. Hvor var det godt, at der kom hungersnød i det land. Hvor var det godt, at han var ved at dø af sult. Var det mon ikke naturens Skaber, som sendte hungersnøden? Var det mon ikke Skaberen, som ødelagde det for sønnen i det fremmede.
v.7: ”Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.” - Forvirring, splittelse, adspredelse, opløsning. Det blev deres redning, hvis de igen troede på Herren deres Gud og fik tilgivelse. Men det fortæller beretningen ikke om. Kun at projektet gik i opløsning, fordi Gud ikke tillod dem at fortsætte. Men Moses fortæller i kapitel 12, hvordan Herren åbenbarede sig for Abraham. Og her lovede han at velsigne alle folkeslagene i Abrahams afkom – i sin egen Søn, Jesus Kristus. - Og det er ”Gud byggeprojekt” med os mennesker.
Pinse-projektet
Guds projekt er at opbygge os til et liv i tro. Helligånden er bygmester. Og vi er som kristne og som menigheder inddraget i byggeriet, for at blive opbygget på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus som hovedhjørnesten (Efeserbrevet 2,20). Pinsens Ånd er bygherre på dette projekt.
Herren stiger ned til os og bliver menneske: Helligånden forudsagde det gennem profeterne, som han fortalte det til, så de kunne undervise og forkynde det og give Guds folk håb. Messias ville komme til sit folk og samle dem og lede dem. Og da tiden var moden, kom Helligånden over jomfru Maria og overskyggede hende. Hun blev gravid, og fødte Guds Søn (Luk 1,35). Englen sagde jo: ”I dag er der født jer en frelser, han er Kristus, Herren” (Lukas 2,10).
Derefter gik Guds Søn, Jesus, i gang med byggearbejdet og vejledt af Helligånden: Da Jesus blev døbt som 30-årig, var det med Helligånden: Helligånden dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due; og der lød en røst fra himlen: ”Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag” (Luk 3,22). Og senere fortæller Lukas, at Ånden var over ham (Luk 4,1.14). Og Jesus bekræftede det selv: ”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og udråbe frigivelse for fanger og syn for blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren” (Luk 4,18).
Guds Søn møder alle os mennesker, som bygger familie, samfund, moral og identitet på egen hånd. Og han er nødt til at rive meget af det ned, ligesom han dengang ødelagde deres byggeprojekt. Det hører vi også om pinsedag i Jerusalem. Helligånden rystede menneskers grundvold. For nogle førte det til råb om hjælp! ”Herre, forbarm dig!” Men andre blev hårde og afviste ham. Helligånden fører os tilbage til Guds vilje, til de 10 bud, til kærligheden og til lydigheden. Det gør han ved at vise os barmhjertighed.
Han lægger fundamentet for frelsen. Og fundamentet er nok ikke lige noget, vi tænker kan bruges Jøder og romere forsøgte at nedbryde Kristus. De forsøgte at tilintetgøre, hvad Jesus opbyggede med sin barmhjertighed ved at korsfæste ham. Og han blev ødelagt og nedbrudt. Men hvad skete? Ud af alt det, som blev nedbrudt, hans lidelse, død og begravelse, byggede Helligånden fundamentet for Guds NÅDE. Nåden bygger på Jesu stedfortrædende død og opstandelse for os. Han blev tilregnet alle vore synder.
Helligånden forener os ved evangeliet. Og det er her, at byggeriet i Babylon får sit fuldkomne modstykke. Gud sendte sin Ånd til apostlene. De prædikede om Jesu død og opstandelse på alle sprog. Evangeliet på alle sprog og på samme tid. Hvilket under. Men det største under er jo HVAD der bliver forkyndt: ”Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort til Herre og til Kristus” (ApG 2,36). Og folk så deres liv som en ruin. De sagde: ”Brødre! Hvad skal vi dog gøre? Peter svarede: ”Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse. Så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på” (ApG 2,37-38). Og her er så det navn, som forener os med hinanden og med Gud på én og samme tid: JESUS. JESUS. JESUS. For ”der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved” (ApG 4,12)