”Størst af dem er kærligheden!”

Oversigt

Fastelavns søndag, 7. februar 2016 i København og Aarhus. LGJ
Salmer: Se, vi går op til Jerusalem, 31v6, 604, 176, 178.

1 Korintherbrev 13
Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klin­gende bjælde. Og om jeg så har profe­tisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kær­lig­hed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kær­lighed, gavner det mig intet.
Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærlig­heden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå.
Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.
Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. MEN STØRST AF DEM ER KÆRLIGHEDEN.

”Men størst [af dem] er kærligheden!” Det kan de fleste sige ja til. Men hvilken kærlighed? Apostlen Paulus beskriver kærligheden i detaljer her i 1 Kor 13. Og i brevets indledning siger han: ”Da jeg kom til jer, brødre, havde jeg besluttet, at jeg ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet” (1 Kor 2,2). Det er baggrunden for at han kan sige: ”Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre, men størst af dem er kærligheden.”

I

I sin forvanskede form lyder det: ”Størst af alt er kærlighed.” Og da er det op til enhver at lægge sin egen forståelse af kærlighed ind sætningen. Men da bliver den falsk. Erotisk kærlighed f.eks. er ikke størst af alt. For Paulus siger om den kærlighed, som er størst, at ”den gør intet usømmeligt og søger ikke sit eget” (1 Kor 13,5). Men den erotiske kærlighed søger netop sit eget og handler ofte usømmeligt. Derfor skal du ikke fryde dig, hvis du - drevet af erotisk kærlighed - handler usømmeligt og søger dit eget. Da er du nemlig i stor nød!

Hvad så med selvopofrelse, at man gir’ sit legeme hen at brændes og er rede til at gå i døden for en god sag? Også herpå svarer Paulus meget reserveret. Han siger: ”… og hvis jeg giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet” (1 Kor 13,3). Den sande kærlighed kan være totalt fraværende, selv om et menneske ofrer sig i en god sags tjeneste og sætter sit liv til.

Er det ikke mærkværdigt? Men Paulus giver os en forklaring i Romerbrevet 5: ”Måske vil man vove livet for en, som er god. Men der er næppe nogen, som vil gå i døden for en retfærdig. Men Gud viser os sin kærlighed til os ved, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. For mens vi var fjender, blev vi forligt med Gud ved at hans søn døde” (Rom 5,5-10). Her er vi inde ved kernen. Den største kærlighed er ikke kærlighed til det gode, men fjendekærligheden. Og det er os, der er fjenderne, hvis vi ellers lytter rigtigt efter. Vi er blevet Guds fjender. Men mens vi var fjender, døde Kristus for os, som endnu var ugudelige.

Dermed står det fast, at den kærlighed, som det handler om, ikke findes ikke hos noget menneske, hverken når vi boltrer os i erotik eller giver os hen i moralsk selvgodhed og selvopofrelse for en god sag. Der, hvor vi kommer kærligheden nærmest, er, når vi beder for dem, som hader os (Matt 5,44), velsigner dem, som forfølger os (Rom 12,14), og hvis vores fjende er sulten, og vi giver ham noget at spiste (Rom 12,20).

Nu bliver det jo vanskeligt for os at fastholde, at vi har en sådan kærlighed. Og det bliver endnu vanskeligere, når vi lytter til, hvad Jesus siger i Bjergprædikenen umiddelbart før kravet om, at vi skal elske vor fjende. Her siger han nemlig, at vi er skyldige til dom og evig straf, hvis vi bryder det mindste af Guds bud (Matt 5,19). Og derpå nævner han nogle eksempler: Det 5. bud og vreden i os (Matt 5,21-26). Det 6. bud og at en mand begærer en andens kvinde i sit hjerte (Matt 5,27-32). Og det 8. bud og tomme ord, hvor vi sværger og bander og ønsker gengældelse og hævn (Matt 5,33-37).

Apostlen Paulus knytter også den kærlighed, som er større end alt, sammen med de 10 bud , når han siger: Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Budene: ”Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære.” og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: ”Du skal elske din næste som dig selv.” Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærlig­heden er altså lovens fylde (Rom 13,8-10).

Derfor er det helt umuligt som kristen at hævde, at den sande kærlighed kan ophæve noget af Guds bud. Paulus siger jo netop ikke, at kærligheden er ”større end” de 10 bud. Forholdet mellem kærligheden og de 10 bud forklarer han sådan: ”Et hvilket som helst bud sammenfattes i dette bud: ”Du skal elske din næste som dig selv.” Og: ”Kærligheden er lovens fylde.” Kærligheden fylder hele Guds lov. Derfor kan den virkelige kærlighed umuligt opløse ægteskabet, slå ihjel eller stjæle fra din næste. Den virkelige kærlighed kan heller aldrig begære noget, som tilhører andre. Hvis nogen af os skulle få den tanke, da er det kun bevis på én eneste ting: At vi er Guds fjender, og at vi har brug for tilgivelse og nåde. Vi har brug for Guds fjendekærlighed, at Gud elsker os i vores ugudelighed, når vi har handlet usømmeligt og søgt vort eget.

Dermed bliver det påtrængende for os at vide, om Gud virkelig elsker os, når vi står som hans fjender og har forbrudt os mod kærligheden.

II

Svaret gives os i evangeliets budskab i dag i Lukas 18,31-33: Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: "Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneske­sønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hed­ningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå." Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.

Hos Jesus møder vi den kærlighed, som UDHOLDER ALT! Han udholder disciplenes uforstand – og vores. Han udholder deres skyld og svigt – og vores. Han bliver ved at tale med dem, indtil han bliver fanget i Getsemane. Han udholder pisk og hån. Han udholder dommen, hvor han bærer folkets synd. Han dør for dem, der hader ham. Han beder for dem: ”Fader, tilgiv dem!” Han elsker dem. De spotter ham, og han modsiger dem ikke. De dræber ham, og han lider døden, selv om han kunne have dræbt dem med et pust fra sin mund.

Dén kærlighed taler apostlen om i kær­lighe­dens højsang i 1 Korintherbrev 13. O g det er grundtonen i evangeliet, hvor Jesus forudsiger sin lidelse, død og opstandelse. Det er kærnen i Guds kærlighed til menneskeheden. Her er livets kilde. Ikke i løssluppenhed og erotiske oplevelser. Heller ikke i morali­sering og forargelse over de andre. Det første – løssluppenheden - gør mennesker tommere og tom­mere. Og det andet - den moralske forargelse, at man har travlt med de andres dårligdomme - det binder os i passivitet og selvtilfredshed. Jesus siger faktisk et sted , at det vil gå Sodoma og Gomorra (som levede i løssluppenhed og gjorde erotikken til sin afgud) tåleligere på dommens dag end de jøder, som boede i Kapernaum, og som levede i selvtilfredshed med deres moralske holdninger og på den måde holdt Gud ude af deres liv.

Søndagens tekster handler om kærligheden med stort K. Den kærlighed misunder ikke, praler ikke, opblæses ikke og søger ikke sit eget. Kærlighedens højsang i 1 Korintherbrev 13 er det vigtigste kærlighedsbrev i verden. Hvad nytter det, at vi lever i velgørenhed, har al visdom, al rigdom og velfærd, hvis vi ikke har kærlighed? Det gavner intet. Intet. Da er tomme, skyldige og fordømte. Og evangelieteksten fortæller os den mest betydningsfulde kærlig­heds­historie i verden, historien om Jesu lidelse, død og opstandelse.

Mens mennesker ser den ene film om erotik efter den anden, og hører stribevis af tekster om ”kærlighed” på MP3 og i musikvideoer, så er sandheden dog, at det er tomhed og intet har at gøre med kærlighed. Det er mennesket, som søger sig selv og sit eget. - Den virkelige kærlighedshistorie er beretningen om Jesus, med højdepunkt i påsken, da Jesus døde og opstod. Døden er en soningsdød. En stedfortræders død. Guds Søn, som går i dit sted. Så alvorligt står det til med os.

Søren Kierkegaard skriver i ”Kjærlighedens Gjerninger”: ”Den sande kærlighed forstår sig ikke på sit eget. Den værner ikke om sig selv, men giver sig selv hen. Den sande kærlighed kun forstår sig på ét: at blive narret, at give alt, uden at få det mindste igen. Hvor den sande kærlighed findes i verden, der lyder latteren. Den er latterlig i verdens øjne. Derimod forstår vi alle os på den kærlighed, som søger sig selv og får noget ud af det.”

Sådan var det med Jesus Kristus. Hvad søgte han i Jerusalem? Han søgte vores frelse. Er den virkelig nødvendig? Jo, den er nødvendig. Han elsker os så højt, ikke fordi vi er elskværdige, men fordi han i sit væsen er kærlighed, og fordi vi ellers måtte fordømmes. Han er en soning for vore synder, ja, ikke alene for vore, men for hele verdens. Derfor gik han til Jerusalem.

III

Stræb efter kærligheden! Hig efter at tage imod hans tilgivelse. Og j ag efter at komme hinanden i forkøbet med at vise ærbødighed, med at tilgive og hjælpe og vise barmhjertighed ! Gør det i dit ægteskab, i din familie, blandt dine venner, på dit arbejde og i din menighed. Søg ikke din egen ære, men de andres. Stræb ikke efter at få ret, ikke efter det, som er til fordel for dig, og som kan fornøje dig alene. Men stræb en efter det, som giver din næste ære, fordel og glæde ! Hig efter kærligheden , hig efter den - også i den kommende fastetid! Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 08.02.2016. post@vivit.dk