Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener - Søg en prædiken

Johannes forkynder vejen til retfærdighed for os Prædiken ved pastor Sigmund Hjorthaug, Martinskirken, 25.10.2020. Salmer: 686v1-2, Salme 40, 129-salmer Din trone står i evighed, 225, 11, 286. Evangelium: Matthæus 21,28-44 Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?" De svarede: "Den første." Jesus sagde til dem: "Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?" De svarede ham: "Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde." Jesus sagde til dem: "Har I aldrig læst i Skrifterne: Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne? Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse." Jesus går omkring på tempelpladsen. Han forkynder evangeliet og helbreder de syge. Toldere og syndere, som var blevet omvendt ved døberen Johannes’ forkyndelse, flokker sig om Jesus, for det var om Jesus Johannes hadde forkyndt. Han hadde pekt på Jesus og sagt: Der er deres Frelser. Se der er Guds Lam som bærer verdens synd. Det hørte vi om forrige søndag. Tollere og syndere droges hen til Jesus ved døperens forkynnelse om Jesus. Men der var noen som ikke droges hen til ham. Det var fariseerne og de skriftlærde. De hadde ikke bruk for ham. De var fornøyd med sin egen rettferdighet og sin egen lovoppfyllelse. De hadde ikke bruk for ham som var synderes Frelser. De kritiserte istedet Jesus, de anklaget ham og spurte hvilken myndighet han hadde til å forkynne Guds ord. Så er det at Jesus fortelle disse to liknelser. Den første om de to sønner som ble bedt om å arbeide i deres fars vingård. Den ene ville ikke, men fortrød og gikk likevel ut i vingården. Den anden sa ja, men gikk ikke ut i vingården. Det er fullstendig klart hvem Jesus taler om i denne liknelse. For hvem er den første sønn i lignelsen billede på? Han som først sa nei, men senere fortrød? Det er tollere og syndere. De kom til tro på Jesus ved døperen Johannes’ forkynnelse om Jesus. De så at de hadde bruk for ham som skulle ta straffen for deres synder – han var det Guds Lam som skulle bli ofret for deres skyld.  Den anden sønn, han som sa ja til sin far, som ville gå ut å arbeide i vingården. Det sa han ihvertfall, men han gjorde det ikke, han er billede på fariseerne og de skriftlærde. Tilsyneladende var de lydige mod Gud og hans vilje. De var nok villige til at holde Guds bud sådan i det ytre, de levede ærbart og fint, men deres hjerter var langt borte fra Gud. Og Guds dybeste og egentligste vilje, gjorde de slet ikke. For hva er Guds dybeste vilje? Det er at vi skal tro på hans Søn, Jesus Kristus, Men farisæerne hadde ikke bruk for ham som er synderes Frelser. Jesus sier til dem:  Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Hva var veien til rettferdighet som Johannes lærte dem? Det var forkynnelsen om Ham som bar all verdens synd. Og som levde det fullkomne og rettferdige liv og dermed «fullbyrdet all rettferdighet» forat du og jeg skulle bli frelst. I den neste lignelse - lignelsen om de onde vinbønder – tegner Jesus et meget krasst billede av fariseerne og de skriftlærde, men ikke bare av dem, men også av de tidligere åndelige ledere, som hadde vist samme fiendskap mot profetene i Det gamle Testamentet som disse nå viste mot Jesus og mot Johannes. Som Israels ledere før dem forkastede profeterne, som Gud hadde sendt til dem, sådan forkastede de nå døberen Johannes og Kristus selv. Gud havde vist all mulig omsorg for sitt utvalgte folk. Profeten Esajas sammenlikner Israels folk med en vingård som Gud plantetog pleiet og tok seg av på alle mulig vis. Vi hørte det lest idag i teksten fra Det gamle testamente, fra Esajas 5: Min ven havde en vingård på en frugtbar skråning. Han gravede den, rensede den for sten og plantede den til med vinstokke. Han byggede et vagttårn i den og udhuggede også en perse. Hvad var der mere at gøre ved min vingård, som jeg ikke har gjort? I sin store kærlighed havde Gud taget sig av sitt folk på alle måter. Han udvalgte Israels folk frem for alle andre folk, hjalp dem på underfuld vis ud av trældommen i Egypten, bar dem på sine arme i 40 år i ørkenen, uddrev fjenderne for dem i det lovede land, så de kunne indtage dette frodige land, som flød med mælk og honning. Han gav dem sitt ord, den hellige Skrift, han lod bygge templet, hvor de kunne dyrke ham. Han gav dem profeter som skulle advare dem mod frafald og som skulle minde dem om Guds løfter om den kommende Messias. Takket Israels folk for den store nåde Gud hadde vist dem? Nei, de forfulgte profetene som Gud hadde sendt, og de slo dem ihjel. Det er ikke ofte vi høre om at Jesus gråter i Bibelen, men et av stedene er der, hvor han står og ser ut over Jerusalem. Det er lige før han skal lide og dø. Vi leser i Luk 19, 41-42: Da han kom nærmere og så byen, græd han over den  og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. Jesus sa også: Jerusalem! Jerusalem! du som slår profeterne ihjel og stener dem der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn som en høne samler kyllinger under vingerne. Men I ville ikke (Matt. 23,37) Hvorfor ville de ikke høre? Han kom ikke med krav og forordninger, han kom med syndernes forlatelse. Han kom med det som tjente til deres fred, Han kom ikke med dom, han kom med frelse. Han kom for å oppfylle all rettferdighet, fordi de ikke kunne. Han kom for å dø på et kors for å sone for alle deres synder. Han kom for at de skulle få evig liv. Hvorfor vil I ikke? Hva mer skal jeg gjøre! Det er ikke mer å gjøre! Frelsen er ferdig. Den ble fullført da Kristus gang på korset og sa: Det er fullbrakt. Kom til ham den levende sten,- som bygningsmennene forkastet, men som er hovedhjørnesten, den sten som alt hviler på, som alt avhenger av. Si i ditt hjerte: Ja, Jesus, jeg vil høre deg til. Du har jo sagt at du er synderes venn, og da må du også være min. Jeg har ikke noe annet å komme til deg med enn synd og skam. Men du sier jo, Herre Jesus: Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matt 11,28). Ingen byrde kan være tyngre enn alt det i vort liv som anklager oss. Alt det du mislykkes med, din mislykkede kristendom. Alt du skulle ha vært og ikke er. Jesus sier Kom til mig!... jeg vil give jer hvile. Du får hvile i evangeliet om ham, trøstes med hans nåde, barmhjertighet og syndenes forladelse. Til Israels folk sa Herren i Det gamle testamentet: Dagen lang rækte jeg hænderne ud imod et genstridigt folk (Es 62,5). Han står også idag med utrakte hender og sier: Kom til mig! Jesus fortæller denne lignelse om de onde vinbønder til fariseerne, for at advare dem, og for - om mulig - at bjerge dem. Han ville vise dem hvilken ond handling de var ved at gøre mod Ham, Guds egen Søn. Ikke mange dage bagefter slog de ham ihjel – sådan som Jesus havde sagt i lignelsen: Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Dette skede Langfredag. Jesus prøver gennem disse to lignelser at vise farisæerne og de skriftkloge deres fjendskab mod Gud og hans frelse. Men lykkedes det for Jesus at overbevise dem? Nej, de ble endnu hårdere og endnu mere blinde. De mente de var gode nok som de var. De mente at de var bedre enn de fleste. De hadde ikke bruk for Jesus. De ville klare seg selv. Ja de ble så forbitret på Jesus, at de ville gripe ham for å slå ham ihjel. Og det lyktes da også noe senere. De fikk ham korsfestet fordi - som de sa: Han spotter Gud, når han kaller seg Guds Sønn, og han villeder folket med sin lære. Han – som de sa - lærte mot Moses og Guds hellige lov. Men Jesus ville ikke annet enn å frelse dem, berge dem fra den evige fortapelse – også fariseerne. Men de satt fast i sin egen rettferdighet. Jesus talte ikke imot Moses og loven. Han var tvertimot kommet for å oppfylle loven, fordi intet menneske i verden kunne oppfylle loven sådan som Gud krever det. Han kom for å oppfylle loven for oss, i vårt sted, så vi skulle stå rettferdige, hellig og rene for Gud. Han kom for å være vår stedfortreder, han kom for å gi oss sin rettferdighet. Men fariseerne ville ikke ha den. De stolte på at de var gode nok som de var, og hadde ikke bruk for en annens rettferdighet – nemlig Jesu rettferdighet. Som Jesus sier om fariseerne i lignelsen om Fariseeren og tolleren i templet: - de stolte på at de selv var rettferdige. Paulus sier om jødene i Rom.10, 2-3: Brødre! Mitt hjertes ønske og min bønn til Gud for dem er at de må bli frelst. For jeg gir dem det vidnespyrd at de har nidkjærhet for Gud, men ikke med skjønnsomhet; for da de ikke kjente Guds rettferdighet og strevde efter å grunne sin egen rettferdighet, gav de sig ikke under Guds rettferdighet. Paulus kjenner på samme fortvilelse som Jesus gjorde da han gråt over Jerusalem. Paulus sier at han hadde en stor sorg, der alltid pinte hans hjerte, for hans brødre og landsmænds skyld (Rom 9.2-3). Hvorfor hadde han en sådan sorg i sitt hjerte? Jo det var fordi de ikke ville komme til Kristus å bli frelst. Ser de da ikke at det er umulig å tekkes Gud med all deres lovfromhet! Og han nevner bla løftene i Det gamle Testamentet, Ser de da ikke at disse løfter er oppfylt nå – i og med at Kristus Jesus er kommet! Har han ikke med mange bevis, vist at han er Guds sønn! Og Paulus sier så i kap 10: Mitt hjertes ønske og min bønn til Gud for dem er at må bli frelst. Paulus hadde selv vært en fariseer, han visste hva han talte om. Han var ulastelig etter loven, mer nidkjær og ivrig enn de fleste. Men efter sitt møte med Kristus utenfor Damaskus, hvor han ble slått med blindhet, og han hørte Jesus si: Saul, Saul, hvorfor forfølger du meg? fikk han sine øyne opplatt for, at han ikke kunne bli rettferdig for Gud ved loven. Han sier i Gal 2, 16: Da vi innså at et menneske ikke bliver rettferdiggjort av lov gjerninger, men ved tro på Kristus, så trodde vi også på Kristus Jesus, for å bli rettferdiggjort ved tro på Kristus og ikke av lov-gjerninger. Og så ble han som selv hadde forfulgt de kristne – for å få dem fengslet, og gjerne slått ihjel, likesom fariseerne i vår tekst forfulgte Jesus og ville slå ham ihjel, en ivrig forkynner av Kristus og av den rettferdighet vi får ved troen som en gave, det er Kristi rettferdighet, som han skjenker oss, gratis og uforskyldt, fordi vi aldri har mulighet for bli rettferdige ved egen lovoppfyllelse. Han ble en ivrig forkynner av nåden alene. I siste del av vår tekst siterer Jesus to vers fra Salme 118 i Det gamle testamentet. Jesus sagde til dem: "Har I aldrig læst i Skrifterne: Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne? Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse." Jesus knytter dette umiddelbart til den siste del av liknelsen om de onde vinbønder. Der det fortelles det at vingårdsejeren til sist sender sin sønn for at få sin høst, etter at han sendt flere av sine folk til dem, som de slo eller endog drepte. Han tenkte at de ville vel ta godt imot hans sønn. Men istedet grep de ham og slo ham ihjel. Så siterer Jesus fra Salme 118, om den sten byggmestrene vraget. Fariseerne og de skriftlærde forkastet Kristus, på samme måte som vinbøndene forkastet sønnen i liknelsen, ja ikke bare forkastet ham, men det står at grep ham og slo ham i hjel. Jesus, Guds Søn, kom for å bli også fariseernes frelser. De vraget ham, som en sten de ikke synes det var brug for. Men han er hovedhjørnesten , den sten alt hviler på, foruten hvilken alt raser sammen. De forkastet ham, istedet for å tro på ham, som var selve «hovedhjørnestenen», som alt berodde på – hele deres frelse. Derfor sier Jesus: Den som faller over denne sten, han kvæstes, og hva som verre er, når de forkaster denne frelse, vil han i sin tur forkaste dem, de vil bli knust av denne sten i den endegyldige dom – fordi de ikke har trodd på ham, og frelsen i Ham, men ville grunnlegge sin egen rettferdighet. Som ikke kan holde for Gud. Vi husker vi hva den aldrende Simeon sagde om Jesus, da foreldrene kom med barnet Jesus til temple. Han tok det i armene og sa: Se, dette barn er satt til fald og oprejsning for mange i Israel (Luk 2,34). Til oprejsning for den, som tror syndernes forladelse for hans skyld og i hans navn, men til evig fald for den som holder fast ved sin egen rettferdighet, som mener han er god nok som han er. For ham bliver Kristus til fald, en man falder over, og man bliver kvæstet, og til slut vil den evige dom falle over ham som en sten som knuser ham.  Ja, hva mer kunne Kristus gjort? Hvad var der mere at gøre ....ved min vingård ... som jeg ikke har gjort? sier Herren. Dagen lang står han med sin utrakte hender og sier: Kom til mig!.. og jeg vil gi jer hvile. Det finnes ikke noe bedre hvilested enn hos Jesus og i hans frelse. Apostelen Peter siterer også Salme 118 når han sier 1. Pet 2,4 flg: Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, som der står skrevet: I Zion lægger jeg en hjørnesten, udvalgt og kostbar. Den der tror på ham, skal ikke blive til skamme. Amen. Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk