Elsk jeres fjender Preken 4. s.e.Trin, Kbh 19. juni 2016 Sigmund Hjorthaug
Tekst: Matthæus 5, 43-48
I har hørt, at der er sagt: 'Du skal elske din næste og hade din fjende.' Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!
Dagens tekst er hentet fra Jesu bjergprediken , og flere gange i denne prædiken, sier Jesus: I har hørt, at der er sagt…. Men jeg sier jer. Hver gang han sier dette, går han ikke imot det de hadde hørt. Enten det gjaldt det 5. bud: Du skal ikke slå i hjel, eller det 6. bud: Du skal ikke bryte ekteskapet. Men han innskjerper budene. Han taler om budenes innerside. For man bryter ikke det 5. bud kun ved håndens gjerning, som fariseerne lærte, men også ved å tenke ondt, være vred på sin broder, kalle ham foraktelig for en tåbe osv. Da bryter man det 5. bud, og er like skyldig for Gud som om man hadde begått drap. Han går altså ikke imot det fariseerne sier om budene, men han forklarer budet, og sier at det er ikke nok å holde budene sånn rent i det ytre, men Gud krever oss til regnskap for hver en syndig tanke og hvert syndig ord.
Men når fariseerne sa: Du skal elske din næste og hade din fjende, kunne ikke Jesus si seg enig. Det første var nok rett: Du skal elske din næste, men ikke der hvor de sa: Du skal hade din fjende. Dette var en grov forvrengning av loven. Jesus sier: Du skal elske din fiende. Man kan undre seg hvordan fariseerne kunne si dette, fordi i samme kapittel i 3. Mosebog, (kap 19), hvor der står at du skal elske din neste som deg selv, står der: v33 Når en fremmed bor som gæst i jeres land, må I ikke udnytte ham. v34 Den fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv. I var jo selv fremmede i Egypten. Jeg er Herren jeres Gud! V i leste også fra alteret i dag: Du må ikke bøje retten for den fremmede og den faderløse, og du må ikke tage enkens klædning i pant. Husk, at du selv var træl i Egypten, og at Herren din Gud udfriede dig derfra. Derfor befaler jeg dig at handle sådan. Når du høster kornet på din mark og du glemmer et neg på marken, må du ikke vende om for at samle det op; lad den fremmede, den faderløse og enken få det, for at Herren din Gud må velsigne dig i al din gerning. Når du slår dine oliven ned, må du ikke gå grenene efter; lad den fremmede, den faderløse og enken få, hvad der er tilbage. Når du høster druerne i din vingård, må du ikke plukke rent efter dig; lad den fremmede, den faderløse og enken få, hvad der er tilbage. Husk, at du selv var træl i Egypten. Derfor befaler jeg dig at handle sådan.
F ariseerne kjente også Ordsprogsbogen hvor der står: Hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke, Ordsp 25,21. Jøderne burde forstå at de slett ikke skulle hade sin fiender, men tvert imot ta seg av dem, og give dem hva de hadde brug for. Jesus regnet alle mennesker for sin neste, også de som var hans fiender. De som gjorde ham ondt, de som forfulgte ham. Ja til slutt korsfestet ham. Fariseerne lavet en begrensing på hvem som var deres neste: Deres neste var en av deres egne, deres eget folk, de som hadde deres religion osv.
Nå står der også om at hate sine fiender i Bibelen. Leser vi f. eks i salmene, møter vi dette flere gange. Vi kender godt Salme 139, en salme full av alvor og trøst. Den begydner sådan: Herre du ransager mig og kender mig. Vi leser og beder denne salme gerne. Men når vi kommer til det vers i salmen som handler om at hate sine fiender – David sier: jeg hater dem med et grænseløst hat (v 22) blir man måske forlegen og tenker: Kan man lese og bede dette? Om at vi skal hate våre fiender? Er det ikke stikk i strid med det Jesus sier i dagens tekst? Da skal vi være klar over at her er det tale om Guds fiender, som også derfor er Davids fiender. Guds fiender er våre salighetsfiender. Hva er våre salighets fiender? Det er djevelen, verden og vårt eget kjød.
Djevelen vil lokke oss bort fra Kristus. Han er vår fiende. Vi hører i Efeserbrevet 6 om ondskabens åndemagter i himmelrommet. Det er våre fiender som vi slett ikke skal elske, men tvert imot hade og sky som pesten! Skulle jeg ikke hade dem, som hater deg, Herre, sier David. Jo, jeg hater dem med et grænselæst hat, de er blitt mine fiender.
Denne verden vil lokke oss bort fra Kristus. Derfor hater vi det i denne verden som frister oss, ikke personene i verden, men det de står for når de vil røve troen fra oss. Det samme møtte vi i teksten for to søndager siden om at hade sin far og mor, hustru og børn, brødre og søster. Ikke hade dem som personer, nei dem skal vi tvert imot elske, men vi skal hate det de står for hvis de vil lokke oss bort fra Kristus.
Den tredje fiende er vårt eget kjød. ”Den verste fiende bærer du dybt i din egen barm”, står der i en sang. Ditt kjød vil lokke deg bort fra Kristus. Derfor hater vi det gamle menneske i oss, det er vår fiende.
Når fariseerne lærte at man skulle hate sine fiender, så gjaldt det imidlertid personlig hat. De avgrenset nestebegrepet til å gjelde kun sine egne. De hatet samaritanene. De hatet alle som var deres lands fiender. De brukte tekstene om Guds fiender i Det gamle testamentet på en måte som gjorde at mennesker rent personlig ble deres fiender. Dette går Jesus sterkt i mot. Jesus sa: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Som vor himmelske far lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige, så skal vi gjøre det. Vi skal ikke være utvelgende.
Vi skal elske alle uten unntak. Og Jesus sier elske. Ikke kun la være å hate, unngå bitterhet mot andre mennesker, eller tåle dem sånn nogenlunde. Vi skal ha en brennende kjærlighet til alle. Som Gud har en brennende kjærlighet til alle, så skal vi ha en brennende kjærlighet til alle. Jesus slår ikke av på kravene, som fariseerne gjorde, han tilpasser ikke loven til hva vi makter eller ikke makter. Nei, han innskjerper budene, den hellige lov. Og sier det nøyaktig som det er. Han stiller de samme krav til oss, som Guds ord alltid har stilt, men som vi prøver å lempe litt på for vi synes det blir for svært. Men tar man Guds ord på alvor så er det så svært. Det er derfor den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnsson kunne skrive i sin tid om kristendommen at den er ”Over Ævne”. Legger man de krav på oss som Gud stiller, så merker vi at de er umulige å oppfylle. Men han forandrer ikke på sin lov av den grunn. Han sier: Elsk din fiende. Som Jesus elsket sine fiender, sine bødler og bad for dem og sa: Fader forlat dem for de vet ikke hva de gjør! så skal vi elske våre fiender, og bede for dem, der forfølger os. I den gamle bibeloversettelse står der: Velsigner dem, som forbande eder, gører dem godt, som hade eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder. Velsigne, gjøre godt, og bede for dine fiender, dem som gjør deg ondt. Det er store krav Jesus holder frem med dette.
Hva skal vi så gjøre, når vi innser at vi ikke elsker vår fiende? Vi kan til nød klare å tilgi måske, men ha en brennende kjærlighet til dem? Nei, prøv deg selv, om du virkelig har det! Hva skal vi så gjøre når Gud stiller sånne krav til oss som vi ikke kan oppfylle?
Redningen for oss er at der er en som har oppfylt dette krav. Han har oppfylt alle bud til punkt og prikke, aldeles fullkomment. Jesus sier det selv i bjærgpredikenen : Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Matt 5,17. Han kom for å oppfylle loven, og han gjorde det fullkomment. Han elsket Gud over alle ting, sin neste som seg selv, han elsket sine fiender, med en brennende og varm kjærlighet. Han gjorde det i alle menneskers sted. Og han gjorde det i ditt sted. Han kom som den annen Adam. Ligesom en enkelts fald (Adams fald) blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning (Kristi gerning, den anden Adam) også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker. v19. For ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved én enestes lydighed, Kristi lydighed, (Rom 5,18-19).
Jesus står der som alle menneskers stedfortreder , med en fullkommen lovoppfyllelse. Det er vår redning. Hvis ikke han hadde gjort det, var vi blitt rammet av Guds dom. Han som stiller disse svære krav til oss. Og som vi må erkjenne: Her kommer vi til kort! Vi elsker ikke vår neste som oss selv, vi har ikke den kjærlighet i oss som Gud har til alle mennesker, og som han i sin lov krever at også vi skal ha. Han sier også: I skal være hellige, for jeg er hellig; 3 Mos 11,44. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen! Jesus innskjerper loven i Bergprekenen, han forteller oss hva som menes med budene, og vi innser at vi er syndere som slett ikke makter å oppfylle disse bud.
Men loven kom til, for at faldet skulle blive større ; og blev synden større, er nåden blevet så meget desto større, Rom 5,20. Jesus visste utmerket godt om vår maktesløshet overfor loven! Det var derfor han holdt seg til syndere, og spiste sammen med dem - det var dem som hadde bruk for ham og hans frelse. De som syntes de klarte seg selv, som syntes de kunne oppfylle loven, som fariseerne gjorde, dvs en amputert lov, en lov som de mente de kunne oppfylle sånn nogenlunde, en lov de mente var god nok, for dem hadde ikke Jesus noen hjelp å gi. De hadde ikke brug for ham som deres Frelser. Sådan er det med alle som lever under loven, de vil tilpasse loven til hva de formår, og sier: Gud kan da ikke kreve mer av oss enn vi makter! Men det gjør han! Han sier: Vær fullkommen, vær hellig, elsk alle mennesker uten unntak, ikke bare de du synes godt om. Når vi innser at vi synder på dette området, så fører det oss til anger og bot. Det fører oss til fortvivlelse. Vi makter jo ikke dette som Gud beder oss om og sier at vi skal gjøre! Og vi må gå til Kristus på nytt og på nytt, og klage vår nød, men også takke ham, fordi at han er vår rettferdighet. Og at han tilgiver oss denne synd. Det verste vi kan gjøre er å unnskylde den, si at det må jo være grenser for hva jeg skal tåle og tilgi. Jeg kan ikke elske disse onde mennesker! Gud slår ikke av på sine krav til deg fordi du ikke makter å oppfylle dem. Nei, han er hellig og sier: Vær også du hellig, god og ren. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!
På denne måte virker ordene i bjærgpredikenen på oss som en tuktemester til Kristus. Lovens krav dreper oss, vi ser at vi makter det ikke! Men det er også lovens hensikt. Like fra den ble gitt ved Moses på Sinai. Loven kom til, for at faldet skulle blive større. Gud vil ikke at vi skal bli egenrettferdige fariseere som har alt sitt på det tørre! Nei, han vil at vi skal være på synderplassen. Innse at vi er og blir syndere i oss selv. I mit kød bor der intet godt, sier Paulus (Rom 7,18). Og sånn vil det alltid være så lenge vi lever her på jord.
På denne måte blir de strenge ordene i bjærgpredikenen, til en dom over oss. De viser oss hvem vi er.
Men ordene i bjærgpredikenen har også en annen hensikt . De vil vise de frukter som flyter frem av våre liv i vårt samliv med Jesus. Hva er troens frukter? Paulus sier i Galaterne 5: Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, v23. mildhed og selvbeherskelse. Det kalles frukter, fordi det ikke er gjerninger som vi strever med å presse oss selv til å gjøre, det er ikke fordi loven pisker oss til å være sådan. Det finnes ingen kraft i loven eller formaningene som fremkaller sådanne frukter. Nei det er gjennom troen på evangeliet, ved at vi får høre hva vi eier i Kristus, at han er vår rettferdighet, at han har tatt dommen for alle våre synder og forsømmelser, det er på grunn av dette at disse ting skjer i våre liv. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt, sier Jesus (Johs 15,5).
Den der forbliver i Kristus og frelsen i Ham, takker ham for at han oppfylte loven i hans sted, og sonet for all hans synd, han har fått et nytt sind som vil det Jesus vil, som elsker sådan som Jesus elsker, om end på ufullkommen vis. Han vil gjerne vil følge i Jesu spor. Bede for sine fiender. Ta imot den fremmede. Stille seg til rådighet for mennesker når de er i nød. Leve sitt liv for andre så langt kreftene rekker. Tenke på sin nestes beste, aller mest på hans frelse, at han må få høre evangeliet til frelse og evig liv.
Alt dette vil være ufullkomment hos oss, og vårt nye sinn vil alltid leve i strid med vårt gamle menneske, som kun vil seg selv. Og vi må på nytt og på nytt trenge inn til ham som er synderes venn og klage over vår treghet, vår egoisme, vår selvsentrerthet. Vi har daglig brug for syndernes forladelse, fordi vi ikke er sådan som Skriften formaner oss til å være. Og vi skal få takke ham for at han ikke fordømmer oss, men ser oss som rene og rettferdige i Ham, og får være Guds kjære barn for Hans skyld. På denne måte, ved at forbli i Kristus, tro evangeliet om syndernes forladelse for Jesu skyld, så vokser disse ting frem i våre liv: kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed osv. Af seg selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset, sier Jesus i en lignelse i Mark 4.
Ofte ser vi ikke disse ting hos oss selv. Som vi leser i Matt 26 – om de som ble stillet på kongens højre side på dommens dag, og som Jesus sier om: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. v35 For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, v36 jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. v37 Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? v38 Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? v39 Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? De hadde gjort disse ting, men visste det ikke selv. Sådan er det gode som flyter frem fra våre liv i livssamfunnet med Jesus ofte skjult for oss selv. Det vi ser, er våre nederlag, vår kjærlighetsløshet, vår utålmodighet osv. som gjør at vi på nytt og nytt må ty hen til Herren og tigge om nåde og syndernes forladelse.
Kristendom er noe forunderlig , det er noe helt annet enn alle andre religioner i verden. Evangeliet er en hemmelighet, som på ny og på ny må fortelles oss, forkyndes for oss, fordi vi er så loviske av naturen at vi tror det er sånn at det kommer an på hvordan vi er, hvordan vi lever, om Gud vil forbarme seg over oss eller ei. Men han er ikke avhengig av vår kjærlighet, for at han skal elske oss, han er ikke avhengig av vår lovoppfyllelse. Han elsker oss med en evig, brennende kjærlighet, som aldri opphører selvom vi faller i synd. Gud godtar ikke oss som vi er, men han godtar Jesus som han er, og han gjelder i vårt sted. Hans lovoppfyllelse gjelder for Gud i ditt sted. Alt det du gør - om du synes det er aldri så godt, kan ikke bevege Gud til å elske deg mer. Og din synd beveger ikke Gud til å elske deg mindre. Det er kun en grunn til at han forbarmer seg over deg i nåde, det er hans Sønn som gjelder i ditt sted. Gud forbarmer seg over deg for Jesu skyld alene. Og du får være hans kjære barn med alle den omsorg det innebærer, for Jesu skyld alene. Amen
Lagt på www.vivit.dk 28.06.2016. Skriv til præsten på post@vivit.dk