Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

22 Loven døder, evangeliet levendegjør 18. søndag e. trinitatis 3.okt. 2021. Sigmund Hjorthaug Matt 22,34-46 Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet; som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Anden kalde ham herre og sige: Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder? Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans sen?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget. I en preken over dagens evangelium sier Martin Luther: «Dette evangelium fremholder for os to prækener som altid skal høres i kristenheden. Den ene er det Jesus svarer på spørgsmålet fra farisæerne når de spørger ham: Hvad er det største bud i loven?« Det andet er det Jesus spørger farisæerne om: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?" "Det første, sier Luther, handler om loven, eller de ti Guds bud, det andet om Kristi nåde", Og han sier videre: Hvis det ene går til grunde, så går det andre til grunde. Og - sier han også: Når den ene prækes ret, så bringer den den andre med sig. Gud har forordnet at disse to prekener skal gå side om side i kristenheden til enhver tid.» Luther taler her om lov og evangelium, dette som gennemsyrer hele Bibelen. Lovens tale døder os, evangeliet giver os liv. Loven knuser os, men evangeliet om Guds nåde og kærlighed i Kristus genopretter os. Loven tager fra os all trøst, evangeliet fylder os med all trøst - ved Ordet om hvem Jesus er og hvad han har gjort for os til frelse. Og evangeliet det kommer til os både i ord og sakrament, både i det læste og forkyndte ord, og i dåben og nadveren. 1. Det største bud i loven Det som Jesus sier her, når han taler om det største bud i loven, 'Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. Det var noget som Adam og Eva virkelig gjorde i Paradiset. Luther sier: «Før faldet levede Adam i fuldkommen kærlighed til Gud, i ren kærlighed til næsten, i fuldkommen lydighed og uden ond lyst, og havde han blevet i den tilstand, så havde vi også været i den tilstand». Vi havde elsket Gud over alle ting og vår neste som os selv. Det havde vært et paradis på jord. Men sådan gik det ikke. Vi ved alle hvad som skete. Adam og Eva syndet imod Gud og drog dermed hele menneskeslægten med sig i faldet. (Adams fald ble til fordømmelse for alle mennesker.) Men derfor har Gud ikke forandret på sin lov. Han sier ikke: Nå får du bare gøre så godt du kan! Du kan jo umulig elske mig af hele din hjerte nu, når synden har kommet ind i verden og i dit liv. Heller ikke din neste som dig selv, kan du elske som du burde! Men du får gøre så godt du kan! Du må gøre dit bedste, og så kan ingen forlange mere! Men Gud sier ikke det! Han sier tværtimod: Vær fuldkommen, thi jeg er fuldkommen! Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. --- Og din næste som dig selv. Han har aldrig slækket på disse bud, og kommer aldrig til at gøre det. Hans vilje er den samme i dag, som den var for Adam og Eva i Paradiset. Og følgende af at synde mod Gud, er den samme i dag som det var for Adam og Eva i Paradiset. Den dag du spiser af træet skal du dø. Den dag du synder mod Gud skal du straffes med døden. De ble skyldige til den evige død. Det samme gælder deg og meg. Adam og Eva elskede Gud af hele sit hjerte og sin neste som sig selv i Paradiset. Luther sier: «Ja sådan har vi vært - nemlig i Adam og Eva - og sådan skal vi igen blive. I Paradis har du haft denne skat, for du var skabt sådan at du kunne elske Gud af dit ganske hjerte. Men nå må du igen blive hvad du var for ellers kan du ikke komme i Guds rige. Jesus sier: Vil du gå ind til livet, så hold budene (Matt 19,17). Gør det så skal du leve (Luk 10,28). Kødets gerninger er åbenbare, om hvilke jeg sier jer, de som gør sådanne ting skal ikke arve Guds rige (Gal 5,21). Loven er ikke ophævet. Den gælder fortsat. Jesus sier: Jeg er ikke kommet for at ophæve loven, men for at opfylde den. Ikke den mindste tøddel eller bokstav skal forgå af loven, før alt er sket (Matt 5,17). Gud kræver at vi skal være fuldkomne og opfylde hele Guds lov for at kunne komme ind i Himlen. Hvad skal vi så gøre! Vi ved at vi ikke kan. Spørger vi loven så sier den: «Jeg kan ikke hjælpe dig. Jeg sier bare hvad du skal, og gør du det ikke, vil du gå fortabt.» Du kan ikke komme i Himlen, du kan ikke være i den hellige Guds nærhed. Vi er derfor alldeles fastlåst, kommer ingen vej, men må gå fortabt. 2. »Hvad mener I om Kristus?” Men da er det den anden prædiken vi skal høre, sier Luther, nemlig at der er kommet en som kan råde bod på dette. Han vil hjælpe oss så vi igen kan få hvad vi har tabt, og på ny komme ind i denne stand og stilling som vi er faldet fra, sånn at vi på ny elsker Gud og vår neste. «Det begynder her, sier Luther, (dvs her i tiden) men bliver fullkomment først i det neste liv (dvs i himmelen).» I himmelen kommer vi til at have en fuldkommen kærlighed, og alt det loven kræver. vil vi gøre af et rent hjerte. Der er kommet en som vil hjælpe os med dette, Jesus Kristus. Og hvordan hjælper Guds Søn oss med dette? Med å gå inn i våre kår, bli som en av oss, ta på seg vår skyld og straff og lide døden, og sone for våre synder, og leve et fullkomment liv i vårt sted. Jesus vil fortælle farisæerne dette. Derfor stiller han dem nu et spørgsmål: Han sier til dem: ”Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?” De svarede: ”Davids.” Han sagde til dem: ”Hvordan kan David så ved Anden kalde ham Herre og sige: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre hånd!” Jesus ville henlede opmærksomheden på hvem han selv var. For han var jo netop den som kunne hjælpe dem, frelse dem. Men da de måtte få lære om hvem han var. Han var Gud selv som kom til jord, for å blive deres Frelser og stedfortræder. For - som en har sagt - ingen kan være en kristen som ikke har svaret på dette spørgsmål om hvem Jesus er. Jesus spurte en gang Peter og de andre disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene" Jesus sier til Peter at han er salig, fordi han tror sådan, at han tror at Jesus er Kristus, Messias, den levende Guds Søn, hans Frelser. Man bliver ikke salig ved at tro at Jesus var et godt menneske, ja det bedste menneske som har levet på j ord. Farisæerne blev heller ikke salige ved at tro at Messias skulle bli en stor konge som David og regere med verdslig magt. Derfor sier Jesus til farisæerne: ”Hvordan kan David så ved Anden kalde ham herre og sige: Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd. Hvordan kan David kalde ham Herre, når han var hans søn?” Men farisæerne kunne ikke svare ham. Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget. De fortsatte med sine tanker om Messias, de forventet en Messias med verdslig magt og ikke en Messias som var Guds egen Sønn som kunne frelse dem fra synden, døden og djævelens magt. Og her stod Guds Sønn foran dem, han som virkelig kunne hjælpe dem - Her stod han som kunne give dem sin retfærdighed og sin frelse, men de ville heller grunde sin egen retfærdighed, og dermed måtte de gå fortabt. For ingen kan komme frem for Gud med sin egen retfærdighed og blive frelst ved den. Så gælder det det samme for os som for farisæerne, vi trænger en som kan opfylde loven for os. For vi magter det ikke. Vi trænger en som kan sone for all vår synd, og det har han gjort, han som ikke bare er Davids søn, men også Davids Herre. Ja Herren selv. Jesus Kristus, sand Gud og sandt menneske. Han var den eneste som kunnet holde loven fullt ut og han gjorde det for oss. Når har du og jeg Kristi fuldkomne lovopfyldelse, hans fuldkomne liv, hans fullkomne kærlighed til Gud og menneske. Og han har sonet straffen for våre synder, derfor kan Gud tilgive os alle våre synder og vi har den hellighed, den retfærdighed som holder for Guds hellige blik. Vi har den fuldkomne kærlighed til Gud og mennesker - som Jesus sier er det første og største bud i loven, og som han kræver af hvert menneske for at det skal høre til i Guds rige, være barn af Gud, og nå det evige mål hos ham, himmelens salighed. Vi er skjult i Kristi retfærdighed og kommer ikke dom, men bliver evigt salige ene og alene pga av Ham. Alt dette får vi eje for Guds uendelige kærligheds skyld, som han elsker os med. Kan vi da andet end at elske ham igen? Og elske vår neste? Nok ikke fuldkomment, og ikke som vi gerne ville, men der er født en kærlighed i os til både Gud og mennesker. Og en dag skal vi ha den fuldkomne kærlighed i os selv, som Kristus har, nemlig når vi kommer frem til det mål Gud har sat for os. Da skal vi blive ham lig, lige fuld af kærlighed som Ham, lige ren og fuldkommen som Ham, når vi kommer i hans evige rige, fordi det gamle menneske bliver igen udenfor - det tages ikke med ind der! 3. Lov og evangelium Til slut, vi har talt om at vi skal høre både lov og evangelium, både når vi læser vår Bibel og når vi hører Guds ord forkyndt. Vi lever daglig i skjæringspunktet mellom lov og evangelium. Loven forskrekker oss på nytt og pånytt, evangeliet trøster oss på nytt og pånytt. Det merker vi når vi leser i Bibelen. Det merker vi når vi hører Guds ord forkynt. Loven viser oss vår synd, viser oss at vi er maktesløse. Paulus sier i Rom 7,a t vi ikke kjente til synden hvis ikke loven hadde fortalt oss det. Jo, vi synes vel at vi gjør noen ting som ikke er så bra, men synden som Gud beskriver den, kjenner vi ikke, hvis ikke Gud kaster sitt lys inn i våre hjerter ved sin hellige lov i Bibelen. Da først ser vi hvor forskrekkelig det ser ut, vi har ikke elsket Gud av hele vårt hjerte, vi har ikke elsket vår neste som oss selv og vi er maktesløse overfor dette krav, vi dødes. Loven døder oss. Loven kan ikke noe annet. Den kan kun døde og drepe oss. Evangeliet om Guds nåde i Kristus, hva Jesus har gjort for oss, da han døde og tok straffen for alle våre synder, og gir oss sin rettferdighet, sin fortjeneste, hele hans gode og fullkomne liv, det gjør at Gud ser oss Kristus, og ikke som den vi er i oss selv. Han ser meg i Kristus rettferdig og ren. Han ser meg i Kristus presis som han vil ha meg, for Jesus elsket sin Gud og Far av hele sitt hjerte, av hele sin sjel og sin neste som seg selv, og han er min stedfortreder. Gud ser på ham isteden for meg. Og derfor sier Gud i sitt ord til deg: Kristus gjelder i ditt sted, derfor er du fullkommen, hellig og ren i mine øyne! Dette er evangeliet. Og det gir oss liv. Dette evangelium er salve og balsam for den som har en sår samvittighet. Det er virkelig sånn. Gud ser deg i Kristus rettferdig og ren, Han ser på deg som en som aldri har syndet. For Kristus gjelder i ditt sted. Troen på dette evangelium bærer også den gode frukt med seg at vi gjerne vil følge ham, følge hans bud, gjøre hans vilje, selv om du vet det blir ufullkomment. Men den fullkomne lovoppfyllelse har du allerede, den har du i Kristus, din stedfortreder. Ja, vi lever i skjæringspunktet mellom lov og evangelium. Daglig døder loven deg, men evangeliet om Jesus som din stedfortreder, gir deg mot og trøster deg. Et godt eksempel på hvordan lov og evangelium kan virke på oss har vi i den salmen vi skal synge nå straks: Jeg går i fare hvor jeg går. Ta frem salmebogen slå opp på nr 40! Hvis vi nå tenker oss at vi setter denne salmen opp i to kolonner. I kolonnen til venstre de tre første vers, tre siste vers i en kolonne ved siden til høyre. Så ser tydelig hvordan 1. vers henger sammen med 4.. 2. med 5. og 3. med 6.vers I 1. vers heter det: Jeg går i fare hvor jeg går, jeg er preget av angst og usikkerhet, hva som kan hende meg i livet, jeg frykter for djevelen og hans forførelse, men går jeg til kolonnen til højre (til 4. vers) så sies det: Jeg går med engler hvor jeg går, de skal meg vel bevare. Men da har jeg jo slett ingen grunn å være bange! Ser vi på neste vers, vers 2, står det: Jeg går i trengsel hvor jeg går. Vi føler at trengslene og prøvelsene knuger oss ned. Men så står det i vers 5: Jeg går med Jesus hvor jeg går, han har meg ved sin side. Men da er jo alt godt! Han har all makt i himmel og på jord. Og vi kan si med profeten Esajas: I min trengsel var der ingen trengsel. Og hvorfor? Fordi Jesus er med meg. I 3. vers står: Jeg går til døden hvor jeg går og ved mig aldri sikker, vi føler oss engstelige med tanke på døden. Men så sier Brorson i det 6. vers: Jeg går til himlen hvor jeg går frimodig da mitt hjerte. Kun dit hvor du en ende får på all din nød og smerte. imlen hvo jeghimlen hvor jeg går, fri Hvorfor skulle jeg være engstelig for døden, når vi dør så kommer vi jo i himlen! Det tre første vers gir uttrykk for frykt, engstelse ,bedrøvelse. De tre siste gir uttrykk for trygghet, trøst og forvisning fordi vi har en engel ved vår side, vi har Jesus hos oss, og vi har himmelen i vente. Når vi hører loven forkynt, vi hører om Guds hellighet, så skaper det, frykt, engstelse, bedrøvelse, en sår samvittighet, redsel for Guds dom. Men når vi hører evangeliet, blir vi trygge , vi blir trøstet, vi får ny visshet om Guds nåde i Kristus. Sånn veksler det om i vårt hjerte, alt etter som loven eller evangeliet får virke der. Og sånn skal det være. Vi skal høre begge dele. Hører vi ikke loven og den får ryste oss i vårt innerste, så har vi ikke behov for evangeliet. Sånn har Gud ordnet det. Det er ikke sånn at når vi har hørt evangeliet en gang, så vet vi det, så trenger vi ikke befatte oss mer med det. Så er jo alt i orden. Vi tenker at vi trenger ikke gå i kirke, for vi har jo hørt dette før! Vi trenger ikke lese i Bibelen for vi vet hva vi skal tro! Men saken er at Guds ord er ikke bare informasjon om hva vi skal vite, det er Guds kommunikasjon til oss. Han taler daglig til oss gjennom disse to ord, lovens ord og evangeliets ord. Det er hans måte å gjøre det på for at vi skal bli evig salig. Derfor må vi stadig komme i kirke, vi må stadig lese i Bibelen, så Guds ord kan virke både med sin dødende og levendegjørende gjerning. Vi må høre disse to prekener, som Luther sier, og som også er så tydelig i vår tekst hvor vi hører både Guds lov og hans evangelium, vi hører om det største bud i loven og vi hører om ham som oppfylte dette bud, Jesus Kristus, og han gjorde det for oss. Amen. Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk