Lignelsen om den gældbundne tjener

Prædiken 22. s e Trinitatis, 17. november 2019 i Gratiakirken. Sigmund Hjorthaug

Matt 18,23-35

Hvor meget er en talent? En talent er 6000 drakmer eller denarer. En denar var på Jesu tid en dagløn. For å tjene en talent måtte man så arbejde 6000 dage. Hvis man regner 300 arbejdsdage i året, så kan man dele 6000 på 300. Da kommer man frem til 20 år. For å få en talent måtte man altså arbejde i 20 år. Hvad da med 10 000 talenter? Ja da måtte man jo arbejde i 200 000 år for å opnå det!

Hvorfor nævner jeg så dette? Det er fordi at Jesus prøver å få os til å indse hvilken bundløs gæld vi står i til Gud. Den kan ikke betales. Vår skyld og gæld, gælder ikke kun de daglige synder som vi gør. Disse synder er bare udslag av selve det syndefordærv som er i os og som vi har arvet fra de første mennesker på jord, Adam og Eva. Denne syndegæld, denne syndeskyld er så stor at vi ikke klarer å sætte os ind hvor stor den er. Vi kan ikke se vort eget syndefordærv, men vi kan mærke udslagene av det. Ikke bare de synder vi gør i ord og handling, men vi mærker det i hele vår holdning til mange ting.

Vi kender på all den grums som bor i vort hjerte, og vi får det bekræftet av Guds ord. Vi må si: «Min synd, min synd, min grænseløse synd!» (Mea culpa, mea culpa, mea maxima culpa!). Vi ser det når vi læser i vår Bibel eller vi kommer til gudstjeneste, og går til skriftemål: «Jeg er et armt syndigt menneske». Vi bærer med os et syndefordærv og ikke bare enkeltsynder når vi går frem skriftemål.

I skriftemålet bliver vi ført frem for Gud som vi hører om tjeneren i lignelsen: ”Da kongen begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham.” Vi bliver ført frem for Gud med vår bundløse syndegjæld når vi går frem til skriftemålet. Men der får vi også høre Jesu egne ord gennem præstens stemme: ”Dine synder er dig forladt”, din gæld er dig eftergivet.

Og når vi beder Fadervor: «Forlad os vor skyld,» så gælder det ikke kun synder som vi har gjort i det sidste, men hele vor syndeskyld, hele vår store gæld, de 10 000 talenter. Vi beder: Forlad os vor skyld! Eftergiv os, Herre, hele vor store gæld, de 10 000 talenter. Og Gud hører denne bøn og forlader os og eftergiver os hele vår gæld igen og igen, fordi der var en som betalte hele denne ufattelige gæld for os, da han døde på et kors: ”Han udslættet skyldbrevet mod os, som var skrevet med bud, det som gik os imod. Det tog han bort idet naglet det til korset” (Kol.2,14-15).

Man kan måske tænke når vi fik alt dette i dåben, når vår gæld blev eftergivet os i dåben, hvorfor skal vi på nyt få høre at Gud eftergiver os den! Det er fordi vi på nyt og på nyt hører lovens tale. Loven gør os urolige, bekymrede, kan det virkelig være så at han eftergiver gælden? Og jo mere vi læser om hvordan Gud er i sin hellighed og om hvordan vi er – så bliver vi bange. Kan han virkelig tilgive, kan han virkelig eftergive mig min store gæld.

Skulle han ikke se nogen bedring hos mig først, før han kan tilgive? Nei, han er ikke afhengig av din og min fremgang eller forbedring for å kunne tilgive. Han tilgiver av nåde for Jesu skyld. Og utelukkende det! Og dette må vi høre på nyt og på nyt. Vi må stadig få forsikring om at det er som han sier. Og han forsikrer os om sin nåde på flere måder, gennem prækenen, gennem dåben, gennem skriftemålet og gennem natverden. Dine synder er dig forladt!

Når kongen forelagde regnskabet for denne tjener som skyldte ham 10 000 talenter, så virker det ikke som det var helt umulig for ham at betale. Han sagde: ”Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen.” Om han virkelig mente det, når han sagde ”alt sammen”, så kan man jo undre sig, for det var jo en svimlende sum. Men han tænkte gerne at han kunne betale noget av gælden. Han mente vel at ikke absolut alt håb var ude. Han tænkte at han måtte prøve å gøre noget med sagen selv. Han måtte da prøve å gøre noget for å forbedre regnskabet! Men sagen var den at han havde ingen mulighed. Han var bankerot. Han kunne ikke betale. Det vidste kongen. Men der står at ”han ynkedes inderlig over ham”.

Sådan er Gud overfor os. Vi er i samme stilling som denne tjener. Vi har en bundløs gæld overfor Gud. Men han ynkedes inderlig over os og sendte sin Søn som skulle betale hele vor gæld med sin død på korset. Han udslettet skyldbrevet mod os, det tog han bort, han fjernet det, idet han naglet det til korset. Vort skyldbrev er borttaget. Vi har ikke længer nogen gæld som vi skal betale tilbage. Den er betalt. I Esajas kap 40 læser vi: ”Trøst mit folk, trøst det! siger jeres Gud. Tal til Jerusalems hjerte, råb til hende, at hendes hoveri er til ende, at hendes skyld er betalt; for af Herrens hånd har hun fået dobbelt for alle sine synder.” Synden er sonet, gælden er betalt. Lovet være Herrens navn!

II.

Ja, det er et herlig budskap. Men i sidste del av vor tekst, får vi høre noget som ikke er så godt: Det står om denne tjener som havde fået eftergivet hele sin gæld, at da han gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Det var jo ikke så lidt endda. Men lille i forhold til den gæld han selv havde hat til kongen. ”Han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! v29 Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. v30 Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte.” Her gjaldt ingen nåde. Han som selv havde oplevet kongens inderlige medynk, viste ingen medynk med denne hans medtjener. Endda han bad ham: ”Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig.” Nei, ingen tålmodighed, ingen medynk. I fængsel med ham!

Ja, hvad skal vi si om dette? På det rent menneskelige plan synes vi jo det var virkelig urimelig! Han som havde mødt så store godhed fra sin herre, skulle ikke han vise nogen godhed igen? Men dette gælder også på det åndelige plan. Den som meget er tilgivet, elsker meget. Men det sker ikke her. Til dette må vi si: Frelsende tro kan ikke leve side ved side av et uforsonlig sind. Vi kan pukke så meget vi vil på at frelsen er av nåde alene – så derfor kan jeg leve som jeg vil. Jeg kan la være å tilgive hvis nogen beder mig om det! Det skal ikke andre bestemme! Så jeg gentager: Frelsende tro kan ikke leve side ved side av et uforsonlig sind.

Derfor går det også så galt med denne tjener som skyldte sin herre 10 000 talenter i lignelsen. Kongen sagde: ”Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. v33 Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? v34 Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte.” Den som ikke vil tilgive, som lever med uforsonligt sind, bliver ikke længer genstand for Herrens nåde, men for han vrede. Hans herre blev vred.

Dette som vi taler om går lige ind i den femte bøn i Fadervor: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.” Og denne bøn forklarer Jesus i Bjergprækenen, når han sier: ”For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.” Syndsforladelse gives ikke til det ubodfærdige sind, til den som holder fast ved sin synd, ikke vil erkende den, ikke vil bekende den.

Dette har ikke noget med løn efter fortjeneste å gøre, fordi du kan aldrig fortjene Guds nåde og tilgivelse ved at du er så god til å tilgive! Nei, tilgivelsen får du utelukkende pga Jesu Kristi fortjeneste, og hans forsoning for dine synder. Men det må lige vel siges: Den som holder fast ved sin synd, ikke vil erkende den, ikke vil bekende den, han kan heller ikke få syndernes forladelse.

Det er nok ikke uden grund at denne tekst kommer lige efter at Mattæus taler om binde- og løsenøglen i menigheden. Der sier Jesus i Matt 18, 18: ”Sandelig siger jeg jer: Hvad I binder på jorden, skal være bundet i himlen, og hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen.”

Kirketugt skal man ikke give slip på i den kristne menighed. Man slipper ikke frem til skriftemål og nadverd den som lever i bevidst synd og ikke vil slutte med det. Det er ikke for at menigheden er ukærlige mod nogen, men det er tværtimod av kærlighed til vedkommende, som på denne måde får høre lovens kraftigste tale, så han kan omvende seg fra sin synd. Kirketugt øves med tanke på sjælens frelse. Det det er det som er målet med den.

Men hvordan får vi et tilgivende sind, hvad gør at vi øver barmhjertighed mod vår neste, tilgiver når han beder om det? Det sker nå vi indser at vi selv har en ufattelig stor syndegæld som vi har fået tilgivelse for hos Gud. Når vi ser hvilken ufattelig kærlighed Gud elsker os med – så han sender sin egen Søn i døden for å ta straffen for våre synder, da elsker vi ham igen og vil følge hans bud, og vil gerne tilgive vår neste.

Når vi tilgiver og er barmhjertig mod vår neste, så hænger dette uløselig sammen med at vi selv har fået barmhjertig og tilgivelse hos Gud. Derfor står der: ”Tilgiv hinanden ligesom Kristus har tilgivet jer.” ”Elsk hinanden ligesom Kristus har elsket jer.” ”Vær barmhjertige, ligesom Gud har vært barmhjertig mod jer.” Dette er nådesindet. Og som hæger sammen med dette ”ligesom”. På samme måde som du har mottaget nåde, så får dette ”nedslag” i dit liv og det sind du har for din neste. Det er dette vi beder om i Fadervår: Forlad os vår skyld, som også vi forlader våre skyldnere.

Det at vi tilgiver vår broder, hænger uløselig sammen med at vi selv bliver tilgivet av Gud. Vi indser på nyt og nyt at vi ikke fortjener hans nåde og godhed mod os, men han udøser lige vel af den over os på nyt og på nyt. Når vi på denne måde på bliver genstand for Guds godhed, mod mig arme synder, så udløser det dette nådesind som tilgiver sin neste.

Så har vi i denne præken set på disse to ting i dag:

1. Vi har en bundløs gæld pga av vår syndeskyld, som Gud har eftergivet oss fordi Jesus betalte denne sum for os ved sin død på korset.

2. Pga av dette vil vi gerne tilgive vår neste, ha langmodighed med ham, være barmhjertig mot ham, som Gud er barmhjertig mod os

Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk