Tilbage til prædiken-oversigtTrøst, pine og frelse

1.søndag efter Trinitatis, 7. juni 2015. København. Sigmund Hjorthaug
Tekstlæsning: Es 58,2-12; 1 Joh 4,16b-21

Lukas 16,19-31
Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde."

Dagens prekentekst er både trøsterig og alvorlig. Vi hører om to menn, den ene ble trøstet i Abrahams skød, den annen kom til pinens sted. Det er rystende lesning. Og ikke lett å tale om.

I. TRØST

La oss først se på denne mann som ble trøstet. Lasarus. Hans navn betyder Gud hjelper, Herren er min hjelp. Han var fattig. Han lå ved den riges port, sannsynligvis var han lam, ute av stand til å stå eller sitte, han lå ved den riges port, ved inngangen til den riges bolig. Han fikk ingenting å spise. Ingen kom ut av den riges bolig og gav ham noget som han kunne mette seg med. Ingen tok seg av ham. Når der står at nogen hunder kom og slikket hans sår, så kan det bety at det var en smule lindring for ham. Andre mener at dette måske forøket hans lidelse. Ytre sett var Lasarus liv et miserabelt liv. Fattig, lam, med verkende sår. Men han var salig. Han var et Guds barn. Han priste Gud, for som hans navn var – dette navn som Jesus gir ham i lignelsen – Herren er min hjelp – sådan var hans liv: Herren er min hjelp.

I dagens bibelske indgangssalme står der: Jeg stoler på din trofasthed, mit hjerte skal juble over din frelse. Jeg vil synge for Herren, for han har handlet vel imod mig. Midt i sin nød kunne Lasarus si: Herren er hos mig. Jeg skal ikke frygte. Hva kan et menneske gjøre mig. Herren er min hjelper. Sl 118. Midt i hans nød. For nøden hos Guds barn har den forunderlige virkning at den fører oss nærmere Herren. Gud bruker nød og trengsler i vårt liv for at vi skal holde oss til ham, og holde fast ved hans ord.

Noen har måske en sykdom som de må ha hele livet, andre har andre prøvelser og vanskeligheter. Og felles for oss alle er den nød som vor synd volder oss. Hver dag kender vi på vår ufullkommenhet, vår svakhet. Men dette driver oss til Kristus, som på nytt og på nytt giver tilgivelse for alle våre synder for sin døds og lidelses skyld.

Men Lasarus hadde nok sine perioder hvor han måtte sukke og klage sin nød. Som der står i Sl 13: Hvor længe vil du dog glemme mig, Herre? Hvor længe vil du skjule dit ansigt for mig? Så var ventetiden over for Lasarus, han døde og blev af englene båret hen i Abrahams skød.

Når vi hører dette uttrykk, Abrahams skød, så skal vi tenke på at i himmelen, der holdes festmåltid. Jesus sier: Mange skal komme fra øst og vest og sitte til bords med Abraham og Isak og Jakob i himlenes rike, Matt 8,11. Og når man vet at man på den tid lå til bords, så ser man for seg hvordan Lasarus lå like opp til Abraham, så å si på skødet av ham. Han fikk hedersplassen tett opp til Abraham. Lasarus fikk den evige trøst, den evige salighet. Det er målet for oss alle. Der er ingen gråt, ingen tåre. Der er ingen synd. Der får vi se Herren, og bli ham lik. Vi får for evig være sammen med ham i det himmelske rike.

II. PINE

Hva så med den annen mann i vår liknelse. Han hadde ikke noe navn. Han var ikke kendt av Gud. De som ikke tror, har ikke sitt navn skrevet i livets bok. De likner en skrift i støvet eller i sanden, som vi leser i Jer 17,13 (no bibel). Alle de som forlater dig, skal bli til skamme; de som viker fra dig, skal skrives i støvet (i sanden), for de har forlatt kilden med det levende vann, Herren. Vi vet at det som skrevet i sand hurtig bliver utvisket. De som har forlatt Herren, de er skrevet støvet, i sandet. Der står flere steder i GT om de ugudelige, at deres navn skal utslettes på jorden.

Den rige mann levde i luksus. Han var hele tiden festkledd, han klædte sig i purpur og fint linned og levede i fest og pragt, hver dag. Han så nok Lasarus utenfor hans dør, fattig, hjelpeløs, med sine sår, men han brydde seg ikke om ham. Så står der: Også den rige døde. Der står også. Ingen slipper unna døden. Døden rammet også den rige. Døden rammer både rig og fattig. Ingen kan flygte fra døden. Om man er aldri så rig. Ingen unngår døden.

Den rige døde. Og ble begravet. Her står intet om han ble båret av engler. Han døde, og ble begravet, og det var det. Men det alvorlige var: Da han slo sine øjne op, var han i dødsriget hvor han pintes. Det er ikke hyggelig å tale om den evige fortapelse. Vi tenker på alle de dejlige mennesker, som vi kjenner, og som ikke tror. Vår familie, våre arbeidskolleger, våre naboer. Og når vi vet at de er på vei mot evig fortapelse, og at de vil komme til å gå fortapt, hvis der ikke sker en omvendelse, så driver det oss inn i bønn til Gud. Herre forbarm deg! Forbarm deg! Du som vil at alle mennesker skal bli frelst. Du som har sendt din Sønn i døden, for at alle som tror på ham ikke skal gå fortapt, men ha evig liv. Forbarm deg over dem som ikke tror!

Vi synes ikke det er nemt å komme inn på de evige ting, verken til vår familie eller arbeidskolleger, eller andre. Men vi har bønnens vei. Morgen, middag og aften vil vi klage vår nød til Gud: Forbarm deg over alle dem som er på vei til fortapelse! Giv dem frelse for Jesu skyld. Forbarm dig over dem!

Gud vil at alle mennesker skal blive frelst. Han vil ingen synders død, men at de omvender seg og får leve. Det er ikke Guds vilje det står på. Han har gjort alt som skal gjøres til frelse. Han sier til alle: Kom for alt er ferdig. Jesus sa på korset: Det er fullbrakt. Frelsen er ferdig. All verdens synd er sonet, også deres som ikke tror! Kristi rettferdighet gjelder alle, også dem som ikke tror! Gud vil at alle mennesker skal bli frelst og komme til sannhets erkjennelse. Gud vil at alle skal blive frelst, men menneskene selv vil ikke blive frelst. Hvor ofte ville jeg samle jer, sa Jesus, som en høne samler sine kyllinger under sine vinger, men I ville ikke! Det er mange ting som binder et menneske til seg selv, til sin egenvilje, og til denne verden. I vår tekst er det tydelig at det er mammon som binder.

Denne liknelse kommer like efter at Jesus har talt om mammons makt. Mammon blir i dette kapittel kalt en herre som man tjener. Jesus sier: Man kan ikke tjene to herrer, for han vil enten hate den ene og elske den annen, eller holde seg til den ene og forakte den annen. I kan ikke tjene Gud og mammon. Den rige mann i vår liknelse var mammons slave. Han levde for og av sine penge. Hadde ikke tanke for annet enn den luksus som hans penger gav ham. Han hadde glemt at pengene ikke var hans. Det er Gud som eier alt på denne jord, også våre penger. Vi er kun forvaltere. Gud hadde givet den rige mann hans mange penge, det kommer tydelig frem når Abraham sier til ham: du fik dit gode, mens du levede,. Han fiksin rikdom, men han forvaltet ikke rikdommen rett. For den som har meget, skal dele med dem som ikke har. Det gjorde han ikke. Hans hjerte var lukket for den fattige som lå utenfor hans dør. Han brugte alle sine penge på seg selv. Han levede hver dag i fest og pragt. Han hadde ikke troen, han hadde ikke livet i Gud. Han var død i levende live. Som det heter om alle som ikke har troen på Jesus: De er døde i sine synder og overtredelser. Fordi Gud ikke hadde fått vekket ham opp til liv i seg, var han død i levende live. Han var det man kalle, med et uttrykk fra det amerikanske rettsvesen, Dead man walking.

III. FRELSE

Læren om den evige fortapelse er et alvorlig emne. Et emne som heller ikke vi kristne har så lett for å tale om, vi kommer nærmest i forlegenhet, hvis noen ikke- kristne skulle spørre oss om dette. Og det skal tales om fortapelsen med kjærlighet, og med visshet om at ingen behøver å gå fortapt. Fordi Jesu har sonet for all vår synd på korset. Men å fortie denne sannhet, det er jo slett ikke kjærlig av oss. Når vi vet om denne sak, så skulle vi advare vår neste, så sant vi har mulighet for det.

Det står et alvorlig ord i Esek 3,20, som er først og fremst rettet til dem som forkynner Guds ord, men som gjelder oss alle, det er at hvis vi ikke advarer den ugudelige, så vil Gud kreve hans blod av vår hånd. Det er alvorlig å fortie sannheten i Guds ord.

Når Paulus holdt sin avskjedstale til de eldste, til prestene, i Efesos, som vi leser om Ap gj 20 , så sier han bla: I ved, hvordan jeg hele tiden har færdedes hos jer, lige fra den første dag, da jeg kom til provinsen Asien. Jeg har tjent Herren i al ydmyghed og under tårer og under de prøvelser, som har ramt mig ved jødernes efterstræbelser. I ved, at jeg ikke har fortiet noget, som kunne være jer til hjælp, men jeg har forkyndt for jer og undervist jer, offentligt og privat. Både for jøder og grækere har jeg vidnet om omvendelsen til Gud og om troen på vor Herre Jesus (v18-21) ---  Derfor bevidner jeg for jer i dag, at jeg er uden skyld i nogens blod. For jeg har ikke fortiet noget, men har forkyndt jer alt, hvad der er Guds vilje (v26-27).

Alt, hvad der er Guds vilje. Hele Guds råd, som der står i den norske Bibel. Paulus hadde ikke fortiet noe fra Guds ord, derfor var han uden skyld i nogens blod. Ingen kunne komme til ham på dommens dag og si: Hvorfor sa du ikke dette, Paulus! Nei, han holdt alt Guds ord frem, fortiet ikke noe, selv om han ikke blev særlig populær av det. Men, som han også sier denne tale til de eldste: Jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, (jeg akter ikke mitt liv et ord verd) når bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at vidne om evangeliet om Guds nåde .

Og evangeliet om Guds nåde det er jo nettopp frelsen fra fortapelsen. Som det står i Johs 3,16: For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Ja, i dette bibelordet som alle kristne kjenner, står der også om fortapelse, som noe som vi frelses fra ved troen Jesus. Man kan jo spørre: Hvis fortabelsen ikke finnes, som dessverre mange hevder i dag, hvad er der så å bli frelst ifra? Eller hvorfor skulle Jesus dø og sone straffen for all verdens synd? Nei, Gud skje takk, at Jesus var villig til å komme og frelse oss fra den evige fortapelse. Dette budskap skal vi få bringe videre til vår generasjon, ikke tie med det, men fortelle alle at Jesus Kristus kom til verden for å frelse syndere fra den evige død.

Gud være takk at vi har fått høre dette budskap, som er verdens beste budskap: Du skal ikke dø, men leve fordi Kristus tok din synd på seg, så du ikke skulle fortabes, men ha evigt liv! Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 11.06.2015. post@vivit.dk