Det koster mer', end man fra først betænker
Preken 2.e Trinitatis, 5. juni 2016 i Aarhus, Sigmund Hjorthaug
Tekst: Luk 14,25-35
Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: "Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!"
Det er alvorlige ord vi får høre fra Jesus i evangeliet i dag. Tre gange i vår tekst sier Jesus om nogen at de ikke kan være hans discipel. Han sier: "Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Og: Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Og til sidst: Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Hva vil Jesus si med dette? Han taler til en stor folkemengde som fulgtes med ham. Mange av dem hadde blitt imponert av ham, blitt begeistret for ham. Men begeistringen var nok for mange av en mer ytre karakter. De hadde sett hans under, de hadde sett brødunderet i ørkenen. De hadde store forventninger og forhåpninger til ham. Måske var han den Messias som de hadde ventet på og som skulle befri dem fra romernes herredømme! En jordisk konge som skulle give dem det de hadde brug for i dette liv.
Jesus vil fortelle dem at det var helt andre årsaker til at han kom. Han ville bli deres evige frelser. Og han vil fortelle dem at det ikke vil bli noe glamorøst og sorgløst liv å følge ham.Det vil koste meget.
Han vendte sig om til dem, denne store folkemengde, måske med bedrøvelse og sorg i blikket, og sier at omkostningene kunne bli så store, at de ikke kom til å være hans disipler. Det ville koste for meget.
Han illustrerer dette med to liknelser, den ene om omkostningene ved å bygge et stort tårn. Hvis tårnbyggeriet ville koste meget mer enn der var penger til, så ville han som begynte å bygge bare få skam av hele byggeriet! Eller kongen som skulle drage i krig med en hær som var kun halvparten så stor som motstanderens! Det ville gå galt! Omkostningene ville være for store!
Omkostningene ved å følge Jesus bliver for store for mange også i dag! La oss ta et par eksempler. Et barn følger sine foreldre i kirke. Det får sin opplæring i både kirke og hjem. Det vokser til, og ser seg rundt. Det er jo så mange som ikke bryder seg om Jesus, som ikke går i kirke. De ser ut til å ha et spennende og sjovt liv, meget sjovere end det å følge mor og far i kirke. Og på skolen er der nesten ingen som tror på Jesus. Man bliver ensom med sin tro. Man føler seg utenfor. Man er annerledes enn de andre. Man kan ikke ta del i de andres dårlige snakk og banneord. For det gør ikke en kristen. Så kan det være at omkostningene bliver for store. Det koster for meget å være en kristen. Man vil heller være som alle de andre. Men på din vei væk fra kirke og kristendom ser vi Jesu bedrøvede blikk, for han ser at det kostet deg for meget å følge ham. Eller du strever med å finne en ektefelle som tror på Jesus. Men årene går, og du synes du har ventet og bedt om dette så lenge, så du er i ferd med å gi opp.
Det er et gammelt ord på det å vente, som brukes i gamle bibeloversættelser. Det er å bie f.eks Sal 43,5 i gammel oversættelse: Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud! Når det gjelder betydningen av ordet bie, så har en sagt: Det betyder å ”vente lenge, tilsynelatende forgjeves”. Noe som kan være meget hårdt! Man må på nytt og nytt trygle Herren om samme sag. Og Han svarer med samme ord og løfte som før: Bi på Herren, vær ved godt mod! Det bliver en hård kamp og mange bukker desverre under i den kampen. De gir opp, omkostningene med å bie på Herren blir for store. Man går måske en vei, som man vet ikke er Herrens vei, og sier måske kirke og kristendom farvel. Det er trist. Men det er en realitet, dessverre.
Jesus sier: Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Vi forstår at Jesus ikke mener vi skal hate dem som personer, men det de står for, dersom de vil prøve å frata oss troen på Jesus. Sådan kan det nettopp være i en familie, der man måske står ensom med sin tro. Men det er ikke kun ”far og mor, hustru og børn, brødre og søstre”, som man skal hate, ta avstand fra, men du må også ta avstand fra deg selv. Jesus sier også: Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Først har han talt om å hade sit eget liv, Og nu forsterker han det ved å si at man skal give afkald på alt sit eget. Å være Jesu disippel det er å følge ham i tykt og tynt. Noen vil måske ha et litt løsere forhold til ham. Vil ikke ha et sådant forpliktende forhold. Kunne bestemme noe selv! Men sådan er det ikke i Jesu følge. Enten er man fullt og helt med ham, eller så er man ikke med ham. Hvis du mener at det går an å henge bare litt ved ham, og ikke fullt og helt, så vender han seg også til deg idag– som han gjorde til den store folkemengde den gang og sier: Ingen af jer kan være min discipel uden at give afkald på alt sit eget.
Paulus taler om å være Kristi træl. En træl eller slave hører sin Herre til med hud og hår. Han eier ikke seg selv. Det er hans Herre som eier ham. Du er Kristi træll! Men hvem vil være slave eller trell hos noen? Man vil da være fri! Men å være Kristi træll, det er frihet. Å være trell av seg selv, av verden og av djevelen det er i sannhet et hårdt slaveri! Det som man kaller selvlivet hos deg, det må dø. Det er ikke plass til det. Han skal ha hele plassen. Du lever måske et travelt hverdagsliv, i ditt arbeid, eller på skole, der du mener der ikke er plass til Jesus. Han får vente til jeg kommer på gudstjeneste, eller leser og ber litt når jeg kommer hjem. Ja, men det er riktig. Man skal sette av tid å være i stillhet kun innfor Guds ord, både i gudstjenesten og i andakter der hjemme. Men du går ikke ut og inn av ditt forhold til Jesus av den grunn. Han er der hele tiden, midt i ditt travle arbeid, midt i din skolehverdag, mitt i din travle pensjonsalder, i din ferie og fritid. Han er hos deg, og vil eie deg hele tiden. Du er ikke lenger din egen. Jeg lever ikke mer selv, sier Paulus i Gal 2,20, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds Søn, som elsket mig, og gav sig selv hen for mig.
Det å være Jesu disippel innebærer også at vi må bære kors i livet. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel, sier Jesus. Det måtte være underlig for dem som hørte ham dengang at Jesus brukte dette billede med et kors. For oss har det mer kommet inn i vår språkbruk, så vi forstår vel hva som menes. Men på den tid var korsdøden en forferdelig torturmetode som førte til en langsom og lidelsesfull død og som romerne brugte på de verste forbrytere og aldri på sine egne landsmenn. Men mon ikke Jesus vil antyde at han selv skulle dø på et kors og selv måtte bære sitt kors til Golgata for der å lide for all verdens synd og skam! Det var et tungt kors å bære.
Og som han måtte bære sitt kors, så skal hans sanne disipler måtte bære sine kors.
Enhver kristen har sitt kors å bære, og som regel er det sånn at det kors den enkelt av oss får, vil vi helst ikke ha. Kunne vi det minste fått noe helt annet, men ikke dette, tenker vi! Men saken er den at nettopp det kors Gud legger på deg, det passer presis for deg. Han vet best. Han gjør det ikke for å plage deg, men fordi han elsker deg. Det er ikke av hjertet han plager menneskenes barn, Klagesangene 3,33 (norsk oversættelse). Nei, han legger sitt kors på deg fordi han elsker deg. Noen vers før i Klagesangene 3 står der: Det er godt for en mann å bære åk i sin ungdom, at han sitter alene og tier, når Herren legger byrder på ham, at han trykker sin munn i støvet,og sier: kanskje det ennu er håp.
Det vil alltid innebære kors, trengsler og prøvelser å være Jesu disippel. Jesus er helt tydelig på det: Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.
Til sist i vår tekst sier Jesus:”Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!" Salt er her uttrykk for det å være Jesu sanne disipler. De som ikke er Jesu disipler, de som ikke vil følge ham i alt hva han sier og lærer, er ikke lenger salt på jorden. Salt brukes jo for å unngå forrådnelse. Således er Jesu sanne disipler salt i verden. De følger ikke denne verdens holdninger og meninger verken i moralske spørsmål eller når det gjelder evangeliet om frelsen i Kristus. Mange som sier de er kristne, følger denne verdens tankegang. De vil ikke følge Jesus i alt, de vil bare beholde det som passer for dem, som passer med tidsånden. De vil ikke si at homoseksualitet er galt, de vil ikke ta vare på det 6. bud, som sier at mann og kvinne kun kan leve sammen når de er gift. De vil ikke vite av en Gud som skal dømme denne verden. De vil kun høre om Guds kjærlighet osv. Disse er ikke salt i verden. De smelter i stedet sammen med denne verden i deres tankegang, og blir følgelig ikke salt som kan hindre forrådnelsen. De er som ”salt” som har mistet sin kraft. Og hva duer det til? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk,sier Jesus. Alvorlige ord. Den, der har ører at høre med, skal høre!
Vi vet ikke om den store folkemengde i dagens tekst, fortsatt fulgte Jesus efter hans alvorlige ord til dem. Men vi kjenner til hvad der skedde ved en annen anledning, at mange forlod ham, selv om de tidligere hadde fulgt ham med stor begeistring. I Johs 6 hører vi at en stor folkemengde fulgte ham, fordi de så de tegn han gjorde ved å helbrede de syge. Johs 6,2. Siden i kap 6 får vi høre om det store brødunder, hvor Jesus mettet fem tusen med to brød og fem fisk. De vil gjøre ham til konge. Men han trakk seg tilbake, fra dem. Han var ikke kommet for å tilfredsstille deres jordiske behov. Hans rike var ikke av denne verden. Jesus måtte lære dem hvorfor han var kommet, han var ikke kommet for å tilfredsstille deres sensasjonshunger, eller for å give dem brød, men for at han skulle give dem evig liv. Og dette liv var ham selv. Han var livets brød som var kommet fra himmelen for at give verden liv. Han taler om at spise hans kød og drikke hans blod – her ikke uttrykk for nattverden for den var ikke innstiftet endnu, men om at tro på ham og komme i det inderligste forhold til ham som den person han var, som Gud og menneske i en og samme person. Da står det at mange af hans disiple som hørte dette sa: Det er hård tale, hvem kan holde ut å høre på det Johs 6,60. Og så står der: Efter dette var der mang af hans disciple, der forlod ham, og de fulgtes ikke mere med ham.(v 66). Det kostet for meget å følge ham! Da er det Jesus sier til de tolv: Vil I også gå jeres vej? Da sier Peter: Herre,hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror og vi ved, at du er Guds hellige. Sådan spør Jesus oss i dag: Vil I også gå jeres vej? Hva kan vi annet si som Peter, midt i vår nød. midt i at vi må bie på han, midt i den hån og forakt som vi måske kan møte fordi vi følger Jesus: Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord. Får jeg ikke være hos deg, er jeg redningsløst fortapt. For du har det evige livs ord. I deg er frelsen. Ingen andre steder. Jeg vil holde meg til deg. Uansett hvor hårdt det blir. Amen