| Oversigt Søgemaskine |
 |
Kristus - korsfæstet
Prædiken på Langfredag 2015, Århus, ved Sigmund Hjorthaug
(Skrevet af efter lydoptagelse og oversat til dansk af Jette og Lars Gregersen 2017)
I første Korinterbrev, det andet kapitel, siger Paulus: ”For jeg havde besluttet, at jeg, hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet”.
Kristi død på korset, det er det centrale i den kristne tro.
Når vi læser de fire evangelier igennem, ser vi, hvordan evangelisterne bygger op til det store drama, som sker i påsken. Evangelierne er på en måde lange indledninger til det, der fortælles om Jesu lidelse og død.
I Det gamle testamente får vi at høre, at Jesus skulle lide og dø for vores synder. I syndefaldsberetningen, som vi hører om i 1. Mosebog i det 3. kapitel, siges der til slangen: ”Hendes, (altså Evas) afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen”. Dette er kaldt det første evangelium i Bibelen, og det fortæller om Kristi død for vores synder og hans sejr over djævelen.
I anden Mosebog hører vi, hvordan Moses fik besked om at lave en kobberslange og sætte den op på en stang og at de døende, der var blevet bidt af en slange og så op på kobberslangen skulle forblive i live. Dette peger fremad mod Jesu død på korset for vores synder. Jesus sagde: ”Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver som tror på ham skal have evigt liv”.
I salme 22 profeterede David om, hvilken død Jesus skulle lide, nemlig døden på et kors. Der står: ”De har gennemboret mine hænder og fødder”.
At Jesu stedfortrædende død er det centrale i den kristne tro, er symboliseret på en forunderlig måde, ved at det sted som så tydelig taler om Jesu stedfortrædende død, Esajas kapitel 53, v5, står midt i vores Bibel!
Der står der: ”Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.”
Kristi død for vore synder er det centrale i bibelen. Det er det centrale i vores tro, og derfor er det også det centrale i vores gudstjeneste - ikke bare her på jorden - men også i den himmelske gudstjeneste, der vi skal lovprise Guds Søn som døde på et kors for os. Vi læser fra Åbenbaringsbogen, det 5. kapitel: ”Og jeg så et lam stå mellem tronen og de fire levende væsener og de ældste, det så ud som slagtet”.”Og de sang en ny sang: ”Du er værdig til at få bogen og bryde dens segl, for du blev slagtet, og du købte med dit blod mennesker til Gud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag”. Vi hører her, hvordan Kristus blev kaldt “Lammet”, som blev ofret for os, som der også står i nadversliturgien i påsketiden: ”Han er vort påskelam, som er ofret for os. Guds rene Lam, som har båret verdens synd lige til døden. Og ligesom han har overvundet døden og stået op igen og lever evigt, så skal alle som fortrøster sig til ham, overvinde døden og arve evigt liv”.
Døberen Johannes sagde om Jesus: ”Se, der er Guds lam som bære verdens synd” Johs 1,29.
Kristus blev ofret for os, Faderen ofrede sin søn. I beretningen om Abraham og Isak i 1 Mosebog 22, hvor der fortælles at de er på vej til Moria Bjerg, hvor Abraham skulle ofre Isak, hører vi at de forlod karlene som var med dem, og så gik de to det sidste stykke alene. Der står i vers 6: Og så gik de to sammen. Faderen og sønnen. Sådan gik også den Himmelske Fader med sin Søn til offerstedet på Golgata. I salmen ”Her ser jeg da et lam at gå” udspiller der sig en samtale mellem Faderen og Sønnen: Faderen siger: ”Gå hen, min kære Søn, og lid for dem, som indtil evig tid min vrede skulle smage! Den straf er grusom at udstå, men verdens frelse står derpå, vil du dig dem antage?” Sønnen svarer: ”Ja, Fader, ja, af hjertens grund, lad ske, som du det skikke, lad komme kun den bitre stund, jeg dødens kalk vil drikke!” Som Isak var villig til at lade sig binde til alteret som et offer, sådan var Guds søn villig til at lade sig binde til korset. Kristus led den evige straf, den som vi skulle have lidt. Han som var Guds Søn, ja, Gud selv, han kunne i et øjeblik opleve evigheden. Ingen kan forstå hvilket dybt mørke han kom i og hvilken lidelse det var, da han sonede straffen for alle de synder, der var gjort på jorden, de der bliver gjort af hvert eneste menneske på jorden i dag, og som kommer til at blive gjort i fremtiden. Han tømte ”Guds vredes skål”, og han tømte den til bunds. Derfor kunne han også sige på korsets træ: ”Det er fuldbragt”.
Det er vores trøst, at alt er færdigt, vi kan ikke lægge noget til eller trække noget fra. Det er fuldendt, der er ikke mere tilbage for os at gøre; frelsen er fuldkommen! Frelsen er fuldt og helt af nåde! Vi bidrager intet til frelsen og kan heller ikke gøre det. Guds Søn tømte Guds vredes skål til bunds. Han gjorde det for os.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Lad os bede:
Jeg takker dig af hjertet, af ganske sind og sjæl
min frelser for din smerte, du ville mig det vel.
Lad mig, o Jesu Kriste, ved troen holde mig,
når øjnene vil briste, da lad mig dø i dig.
Når herfra jeg skal vige, da vig du ej fra mig
og når jeg ned skal stige i graven, vis mig dig;
træd frem så snart mit hjerte er stedt i dødens nød.
Forkort min angst og smerte for din den hårde død.
Amen