 INDLEDNING TIL MIKAS BOG
Bibelkor
Hvo er en Gud som du, der tilgiver brøde,
bærer over med synd,
ej evigt gemme, gemme på vrede,
men gerne er nådig?
Du vil kaste vore synder i havets dyb,
kaste alle vore synder i havets dyb,
kaste alle vore synder i havets dyb!
Bibelkor. Finn Ewald, Mikas Bog 7,18-19, (gl. bibeloversættelse)
Formålet
Profeten Mikas Bog munder ud i denne undrende trosbekendelse: Hvilken Gud er som du, der tilgiver skyld og bærer over med synd hos den rest du ejer? Du, som ikke bliver ved at være vred, men holder af at vise godhed; han viser os atter barmhjertighed og træder al vor skyld under fode. Du kaster alle vore synder i havets dyb! (Mika 7,18-19).
Dermed er profetbogens formål klar og tydelig, nemlig at vi kan sige og synge sådan af hjertet. Det er samtidig formålet med enhver kristen prædiken, enhver bibeltime og enhver gudstjeneste. Når vi bruger tid og kræfter på at sætte os ind i Bibelens bøger, salmer, evangelier og breve, er det altid for, at vi må synge med på Mikas sang om Guds tilgivelse.
Hør og Lyt
Mika siger igen og igen: Hør! Lyt! (Mika 1,2; 3,1; 3,9; 6,1; 6,2; 6,9). Og han advarer, når man ikke vil høre på Gud, og de i stedet ønsker sig en prædiken, de synes bedre om (2,6; 2,11; 5,14).
Hvis vi skal tro på Gud og synge med på Mikas sang, er vi nødt til at lytte til, hvad Gud siger. Vi skal høre profetens prædiken, så vi ser vores liv i lys af Guds vilje. Vi skal se vores tid og os selv i lys af den dom, som kommer. Dommen skal skildres klart og tydeligt på baggrund af den ugudelighed, som findes i vor tid og i vore egne hjerter. Når vi på den baggrund hører Guds store løfter om frelse og nåde og evig salighed, da vokser troens glæde frem. Da tager Gud os med ind i sin frelse. Da siger og synger vi: "Hvem er en Gud som du, der tilgiver brøde!" Ikke som et egentligt spørgsmål, men i undren og med glæde.
Hvad skal der mere til?
Når vi selv har fået troen på Gud, spørger vi, hvordan troen og frelsen kan nå til flere. Vi overvejer, hvordan det kan gøres, og hvad vi kan hjælpe med til, og om der ikke er nogle muligheder og måder, som kan hjælpe os til at overbevise mennesker om, hvor vigtigt det er at tro på Gud, og hvor godt det er at kende ham.
Det er nærliggende at stille spørgsmålet til Mika. "Mika, hvordan går det til? Hvad skal der mere til end at prædike Guds ord?" Det lyder måske underligt, men Mika svarer ikke på vort spørgsmål. Og han stiller det heller ikke selv. Han kommer ikke med kloge forslag og kreative ideer til de troende i hans samtid. Derimod er han fra begyndelsen af i fuld gang med at prædike det ord, Gud gav ham. Det, der skal til, er Guds ord. Det skal prædikes, udlægges, forkyndes og gives videre til alle mennesker.
I profetbogens første vers skriver han: Herrens ord om Samaria og Jerusalem, som Mika fra Moreshet modtog i et syn, dengang Jotam, Akaz og Hizkija var konger i Juda (1,1). Herrens ord kom til ham. Og han modtog det. Dermed var han allerede i gang.
Sådan går det også til i dag. Gud har givet os sit ord i Den hellige Skrift. Det er profeternes og apostlenes ord med Jesus Kristus som centrum. Paulus minder os om det i 2 Tim 3,15-17: Du kender fra barnsben de hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Jesus Kristus. Og han siger et andet sted, at menigheden er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten (Ef 2,20). Vi kan også tænke på apostelen Paulus' understregning af, at det er ordet om Jesus Kristus som korsfæstet, som gør det, ikke fremragende talekunst og visdom (1 Kor 2,1).
Profeten Mika tog imod Guds ord og prædikede det til mennesker, som var blevet trætte af at høre. Han prædikede for dem, som ikke ønskede at høre om virkeligheden og mente, at det stod godt til med dem. De anså sig for at være troende og mente ikke, at de behøvede at lytte til prædikenen. Han prædikede, så man tænkte og sagde: "Sådan prædiker man ikke". Men til slut måtte de mennesker, som trods uvilje alligevel hørte ordet og tog imod det, bryde ud og synge: "Hvem er en Gud som du, der tilgiver brøde?"
Mika prædikede for alle i Guds folk og for alle folkeslag: Mika 1,2; 3,1; 4,1-2; 6,9. Guds advarsler og Guds løfter skal prædikes for alle.
Men samtidig åbenbarede Gud for profeten, at kun "en rest" ville tage imod og blive frelst: Mika 2,12; 4,7; 5,6-7; 7,18. Profeten fik ikke succes blandt mennesker. Det store flertal vendte ryggen til Guds ord og Guds profet, sådan som det også åbenbares for os af Jesus i Matt 5,11; 7,13-14; 10,35-39.
Mikas tid - og vores tid
Mika levede ca. 750 år før Kristi fødsel. Det er længe siden. Samfundsforholdene og kulturen dengang var meget anderledes end i dag. Mika prædikede konkret og direkte til konger, stormænd og borgere i Guds folk. Han prædikede både for den del af befolkningen, som boede i det nordlige rige med Samaria som hovedstad, og for den del, som boede i det sydlige rige med Jerusalem som hovedstad.
Derfor er det ikke altid så ligetil at forstå detaljer og enkeltheder. Det kræver et stykke arbejde af os. Vi udfordres til at sætte os ind i, hvordan folk levede på den tid. Men Mika hjælper os når han nævner, hvem der var konger på den tid (Mika 1,1). Da kan vi slå op i kongebøgerne og læse, hvordan det gik til på den tid (2 Kong 15,32-38; 2 Kong 16,1-20; 2 Kong 18-20). Vi kan også kigge i en samtidig profetbog, Esajas Bog, som fortæller endnu mere om, hvordan folk levede med hinanden, og hvordan deres tro på Gud var i forfald.
Og da opdager vi, at deres tid slet ikke så forskellig fra vores. Også de kendte til velstand og fattigdom, til kærlighed og svigt, til uretfærdighed, selviskhed, gudløshed og ligegyldighed. Også de kendte til at være få troende, som stod alene. Også de kendte glæden over Guds nåde og tilgivelse.
Mikas bog er ikke en tidløs bog, som i generelle vendinger fortæller os om mennesker og om Gud. Når vi læser den og gennemgår den, mærker vi, at Gud taler sin dom og sin nåde helt konkret ind i vores liv i vores tid.
Prædikenen dengang og i dag
Mika skrev ikke blot til sine samtidige. Hans bog var også Guds ord til kommende slægter. Det gjaldt også Mosebøgerne og alle profeternes bøger i Gamle Testamentes tid. I Jeremias' Bog 26,18 fortælles, hvordan Guds ord gennem profeten Mika hjalp mennesker til at lytte til Jeremias' prædiken, så de tog imod den og vendte sig til Gud. Det fandt sted ca. 150 år efter Mika var død og borte.
Også da Jesus blev født, var det netop Mikas Bog, som vejledte de vise mænd til Betlehem (Mika 5,1 og Matt 2,6). Budskabet fra Mikas Bog skinner også ofte igennem i Jesu og apostlenes prædiken og undervisning (sammenlign f.eks. Mika 7,6 med Matt 10,21.35-36). Og bogens samlede budskab om Guds tilgivelse kendes fra Salme 103: Herren er barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på troskab. Han anklager ikke for evigt og vredes ikke for altid; han gengælder os ikke vore synder og lønner os ikke efter vores skyld. Så høj som himlen er over jorden, så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham; så langt som øst ligger fra vest, så langt har han fjernet vore synder fra os. (Sl 103,8-12).
Derfor skal Mikas Bog prædikes og udlægges også i dag. Ordet skal høres, fordi det er Guds ord. Gennem det ord rører Helligånden ved os. Han vil ryste os, så vi angrer. Da vil Gud tilgive os, ændre dommen over os og lade forjættelserne gælde.
Når præsten læser Guds ord og prædiker nærgående, som Mika gjorde, da vil Helligånden gennem sine profeter og apostle hjælpe os til at tage imod budskabet, så vi ikke forkaster det, men tror og bliver salige .... og synger: Hvo er en Gud som du, der tilgiver brøde, bærer over med synd, ej evigt gemme, gemme på vrede, men gerne er nådig? Mika 7,18f (gl. oversættelse).
 HOVEDPUNKTER i MIKAS BOG
1. Man prædiker ikke den slags! (Kap. 1-2)
2. Hvornår er prædikenen god? (Kap. 3-4)
3. Er det ikke for småt? (Kap. 5-6)
4. Det nytter at prædike tilgivelse! (Kap. 7)
Mika 1-2: Man prædiker ikke den slags! (2,6)
Jo, Herrens profet prædiker den slags!
Den slags prædiken er ikke "normal", ikke "mennesketanker", ikke det, som efterspørges. Og hvem gider at høre det?
Men: Mika prædiker "den slags", dvs. det, som mennesker ikke efterspørger og ønsker:
Om overtrædelser: Den første synd (1,13). Den anden synd (2,1).
Om dommen: Samarias undergang: 1,6. Dom over denne slægt: 2,3.
Om frelsen: Herren vil samle Israels rest: 2,12-13. Han vil samle, som en hyrde samler. Han går foran dem som "gennembryderen", der baner vej, hvor ingen ellers kunne komme frem.
Jesus prædiker "den slags": "Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!" Matt 4,17. Tænk på Jesu bjergprædiken i Matt 5-7 om salighed for de fattige i ånden og hans udlægning af Guds bud, så vi ikke ser nogen anden udvej, end at han frelser os og gør os retfærdige af nåde.
Helligånden prædiker "den slags": Han overbeviser verden om synd og om retfærdighed og om dom (Joh 16,9).
I dag skal "den slags" prædikes.
Mika 3-4: Hvornår er prædiken god?
Prædikenen er god, når ...
Ikke når der prædikes for pengenes skyld, og når der forkyndes fred, hvor der skulle prædikes omvendelse til syndernes forladelse (3,5).
Men den er god, når ...
Helligånden taler (3,8). Dvs. når prædikenen prædikes i overensstemmelse med profeternes ord, Frelserens ord, apostlenes ord. De hellige Skrifter er Guds ord, Helligåndens ord, med Kristus i centrum (2 Tim 3,15-17).
Den gode prædiken fortæller om overtrædelser og om Guds nåde med trøst; den rammer tilhørerne midt i deres liv og midt i deres situation. Den åbenbarer Herrens gerninger i fortid, nutid og fremtid.
Mika 5-6: Men er det ikke for småt?
Det er ikke for småt!
Det er ikke for småt, når Herren bliver menneske, bærer vore sygdomme, bærer vore synder og dør i vort sted.
Tænk på Betlehem! Født af en kvinde. (5,1 og Matt 2,6).
Tænk på de små børn, han tog i favn! (Mark 10,13-16).
Tænk på Golgata: Jesu lidelse og død! (Es 53,3-5 og 2 Kor 13,4).
Det ser ringe ud og lyder måske af lidt. Men det er det største af alt. Der er ikke frelse i noget andet navn end i Jesus-navnet, ApG 4.12.
Jesus har sit udspring i evigheden. Han er sand Gud, født af Faderen i evighed (5,1).
Kongen er hos os (5,3). Han er opstået fra de døde.
Han hersker til jordens ender (5,3).
Han redder os (5,5).
Det er ikke for småt, når han rækker os frelsen personligt!
Tænk på Evangeliet, som er Guds kraft til frelse! (Rom 1,16 og 10,17).
Tænk på dåben, som genføder os og frelser! (Mark 16,16, Tit 3,5 og 1 Pet 3,21).
Tænk på nadverens brød og vin, som er hans legeme og blod til syndernes forladelse (1 Kor 11,23-26).
Det ser ringe ud og lyder måske af lidt. Men det er det største af alt. For Gud har lovet os at give os tro, genfødsel og syndernes forladelse gennem Ordet, dåben og nadveren.
Mika 7: Det nytter at prædike tilgivelse!
Profeten oplever, at hans prædiken nytter så lidt (7,1-6).
Der er ingen frugt (7,1).
Folket har ikke forbedret sig. Mistroen er stor (7,2-6).
Han kan ikke selv ændre noget, men venter på Gud (7,7-10).
Han spejder efter Herren, venter på sin frelses Gud, som vil høre (7,7).
Midt i mørket ved han, at Herren er hans lys (7,8).
Han bekender sin synd og venter på Guds frelsende retfærdighed (7,9).
Gud dømmer vantroen i sidste ende (7,10).
Mikas bøn kan høres i Sl 130.
Han trøster sig ved det syn, han fik at prædike - det hjælper ham (7,11-17).
Man mærker, at Mikas selv har lyttet til de løfter, Gud lod ham prædike om. Det er hans redning.
"Den dag kommer ...!" (7,11).
"Vogt dit folk med staven!" (7,14).
"Lad os se undere som dengang du drog ud af Egypten!" (7,15).
Det vil lykkes - for en rest! "De skal komme frem fra deres skjul!" (7,17).
Det er kun sådan, at det lykkes! (7,18-20).
Herren frelser ved at tilgive!
Og han holder af at vise barmhjertighed.
Sådan er det. Derfor nytter det at prædike tilgivelse. Intet andet frelser.
MIKA OG MISSION
Fra Luthersk Kirke nr. 9/2004
På kirkens sommerlejr i Humble blev der holdt bibeltime over Guds ord hos profeten Mika i Gamle Testamente. Gennemgangen blev efterfulgt af et kursus om mission i Danmark. Vi fik hjælp og mod til at forkynde og bevidne evangeliet om Jesus Kristus. I denne artikel vil vi bede profeten Mika om hjælp til at missionere.
Mika siger: Tag imod!
"Der er brug for mere mission og mere aktivitet i menigheden. Der er brug for ny glæde og kraft til mission." Sådan siger vi til hinanden. Og det er godt at mærke, at hjerterne brænder for missionen. Men hvordan gør vi? Hvordan får vi kraft til at fortsætte med at gå i kirke, prædike, indbyde og missionere?
Profeten Mika fortæller, at hans mission bestod i at give det videre, han selv modtog fra Herren. Han skriver til indledning: Herrens ord om Samaria og Jerusalem, som Mika fra Moreshet modtog i et syn (Mika 1,1). Og umiddelbart derefter siger han til os: Hør alle folkeslag! (1,2). Hør dog, Jakobs ledere! (3,2). Hør dog, hvad Herren siger! (6,1).
Vi skal ikke lytte til vore egne tanker om mission. Vi skal heller ikke "tage os sammen". Men vi skal tage imod. Vi skal lytte til Herrens ord i Bibelen. Da går det os, som det gik Mika. Han prædikede, hvad han modtog fra Gud. Han kunne ikke lade være.
Kristne, som er holdt op med selv at tage imod Guds ord og Guds nåde, er uduelige som Guds tjenere, uanset hvor aktive de ellers er i mission.
Prædik Guds vilje og dom!
"Hvad skal der prædikes for at få folk til at gå i kirke? Hvad skal der synges, og hvordan skal bønnerne udformes, så de, der ikke tror på Gud og ikke kender ham, synes om at gå i kirke?" Sådan spørges der i dag i forbindelse med mission.
Profeten Mika besvarer slet ikke den slags spørgsmål. Han fortæller derimod, at Herrens ord ikke blev vel modtaget af de mennesker, han prædikede for. Men det fik ham ikke til at ændre på budskabet, selv om han blev direkte opfordret til det af folk, som sagde: Man profeterer ikke den slags! (2,6). De kunne ikke have, at Mika talte konkret om ondskab, ulydighed og frafald i Guds folk. Og de brød sig slet ikke om, at han forkyndte Guds dom.
Hvem føler sig hjemme, hvis der prædikes konkret om synd og dom i kirken? Men Mika havde ikke selv fundet på budskabet. Han havde modtaget det af Herren. Derfor prædikede han sådan. Men jeg er fyldt med kraft ved Herrens Ånd, med ret og med styrke, så jeg kan fortælle Jakob dets overtrædelse og Israel dets synd (3,8). Mika giver også vore menigheder, missionærer og præster ret og styrke til at forkynde Herrens ord, så både vi selv og andre mærker, at det handler netop om den synd, som findes i vore liv og i vort folk.
Prædik Guds løfter og tilgivelse!
Men Mika prædiker også evangelium. Igen og igen afbrydes den hårde og afslørende prædiken om synd og dom af forjættelser om Guds frelse. Uden at der findes nogen som helst årsag hos tilhørerne, slår Mika om og fortæller, at Gud vil frelse og være nådig. Jeg vil samle dig, Jakob. Jeg bringer dem sammen som får i en fold. Herren går i spidsen for dem (2,12-13).
Mika forudsiger også Jesu fødsel i Betlehem: Du Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage. Hans magt når til jordens ender. Han skal være fredens herre (5,1-4).
I profetbogens slutning siger han: Hvilken gud er som du, der tilgiver skyld og bærer over med synd hos den rest, du ejer. Du, som ikke bliver ved at være vred, men holder af at vise godhed (7,18).
Mika har ikke praktiske forslag til, hvordan man får mennesker ført til troen. For det sker ikke ved noget ekstra, vi gør og finder på. Han fastholder os i dette ene: Forkynd og bevidn Herrens ord! Tal klart og direkte om, hvad der er synd. Forkynd den forestående dom. Og prædik, at Gud holder af at vise godhed! Lad mennesker høre om Jesus, så de kan sætte alt deres håb til ham. Fortæl dem om barnet, som blev født i Betlehem. Lad dem vide, at Gud hersker til jordens ende, og at Jesus er fredens konge.
Det er ikke håbløst!
I profet-bogens sidste kapitel fortæller Mika om sine frustrationer og sin skuffelse. Han fik ikke succes. De fromme er forsvundet af landet (7,2). Alligevel gav han ikke op, men sagde: Jeg spejder efter Herren, jeg venter på min frelses Gud. Min Gud vil høre mig! (7,7). Det er gode ord til menigheder, præster og missionærer, som i dag ønsker at være tro mod Guds ord og være med i Guds mission.
Leif G. Jensen
|
