www.vivit.dk FORSIDE

Ugens andagt
2. samling

Ideer og kommentarer er velkomne!
Skriv til post@vivit.dk.

Hvordan finder vi Kristus?

1) Hvordan fandt hyrderne Kristus?
2) Og hvordan finder vi Kristus?

Svaret på det første spørgsmål giver os svaret på det andet spørgsmål. Sådan er det med alle spørgsmål angående kristen tro. Svarene ligger i evangeliet, i fortællingerne, i Jesu forkyndelse og i apostlenes undervisning. Og svarende er ikke kun svar, men er Guds røst, som fører os til Kristus, så vi kan finde ham. Og det er muligt ene og alene fordi han er kommet til os, hvor vi er: han er blevet menneske i vores verden med mørke og frygt. Derfor er det godt at lytte stille til juleevangeliet.

Lukas 2,8: Hyrderne var ringe og fattige, og ingen forventede, at Messias ville blive åbenbaret for dem.
- Sådan også I dag. Kristus åbenbarer sig for dem, som er opgivet af samfundet og af den officielle kirke. Han kommer uventet til os.

Lukas 2,9: Hyrderne blev grebet af stor frygt.
- Det er forfærdeligt at være bange. Men når vi omringes af Guds herlighed og mærker døden og synden i vore liv, er Helligånden ved at bringe os til Kristus.

Lukas 2,10-11: Hyrderne lyttede til evangeliet. ”Frygt ikke! I dag er der født jer en frelser. Han er Kristus, Herren!
- “Frygt ikke!” Det er evangeliet til os denne jul. Når vi hører det, har vi det. For evangeliet er sandt. Kristus blev født. Og han vil også lade sig føde I vore hjerter ved evangeliet, så vi tror på ham.

Lukas 2,12: Men hvor skulle de finde ham? Simple hyrder behøvede en enkel vejledning. Og det fik de. Tegnet var en baby svøbt og liggende I en krybbe. Den baby ville overvinde deres frygt og frelse dem.
- Sådan kan vi også finde Kristus I en krybbe, hvor dyr bliver fodret. Dvs. ved et bord, hvor fattige og sultne mennesker får mad. Ved nadverbordet. Kristus finder vi i et enkelt måltid. Der giver han os sit legeme og blod.

Lukas 2, 15: Hyrderne delte englens ord med hinanden og besluttede at opsøge stalden, hvor barnet lå. Og de skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef og barnet.
- Det er også godt, når vi deler evangeliet med hinanden og aftaler, at vi vil gå I kirke sammen med andre kristne. Vi har brug for denne opmuntring fra hinanden. Lad os knæle ved nadverbordet denne jul. Dér er Kristus virkeligt til stede!

Lukas 2,16: Hyrderne dele evangeliet med hinanden under gudstjenesten og også bagefter. Og mon ikke også Maria og Josef fortalte hyrderne, hvordan Gabriel og Herrens engel havde vist sig for dem og givet dem håb og tro på Messias?
- Vi må også dele evangeliet med hinanden i sang og bøn under julegudstjenesten og bagefter. Det er en stor gave at have kristne brødre og søstre, som deler deres frygt og tro med os. Kristus er virkelig hos os.

 

Identitet, Bibel og Dåb

Johannes 1,19-20: Dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: "Hvem er du?" Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: "Jeg er ikke Kristus." 

Jøderne spurgte Johannes døber: "Hvem er du?” De tænkte, at han måske var Messias, Kristus, som jo skulle komme og rense sit folk. Johannes vidste godt, hvad de tænkte og forestillede sig. Her var en god mulighed for at blive noget i andres øjne. Men hvad er det værd, hvis det kun er noget, man bilder andre og sig selv ind? - Sådan også med os. Vi kan fristes til at blive noget i andres øjne, vi ikke er. Men det holder ikke i længden. Vi bliver afsløret før eller senere.

Johannes sagde som det var: ”Jeg er ikke Kristus.” Og han føjede til: ”Jeg er en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej, som profeten Esajas har sagt.”Johannes var ikke noget i sig selv. Han var her i verden for at tale Guds ord i den ørken, vi alle oplever og mærker. Om ikke før så når vi skal dø og bliver til støv i en grav. Og om 100 år ligger du der og er blevet til muld. Det er dig.

Gud har ved sine profeter og apostle givet os Bogen, Bibelen, De hellige Skrifter, som kan gøre os vise til frelse ved troen på Kristus Jesus. Og han har givet os dåben, hvor vi bliver renset fra alle vore synder. Derfor er vores identitet som kristne uløseligt knyttet til Bibelens ord og til den hellige dåb.

 

TAK!

Tak og ære være Gud,
som har ført sit løfte ud
og til syndres salighed
sendt sin kære søn herned.

Hvad de gamle fædre sig
ønskede så hjertelig,
og hvad fordum lovet var
Herren herligt opfyldt har.

Vær velkommen du min fred,
dig ske tak i evighed!
Drag, o Jesus, ind til mig,
vejen selv du bane dig!

Midt i mylderet

Lukas 2,4-5: Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin trolovede, som ventede et barn.

Midt i mylderet af mennesker på juleindkøb, i overfyldte juletog eller ved kassen i supermarkedet kort før lukketid falder blikket på et par. Hun er ung og højgravid. Der er noget mildt over den måde, de er sammen på. Det virker, som om de er fremmede her på stedet.

I juleevangeliet får dette par navn: Josef og Maria hedder de. De er forlovede. De kommer ikke ud af ingenting, men har stærke rødder. Deres slægt stammer fra Betlehem, hvor de nu er rejst hen for at blive registreret. Deres tip-tip-…tip-oldefar hed David.

Sådan har vi også vore rødder. Børn og ældre ved mest om den slags. Unge forsøger nogle gange at frigøre sig derfra. Og mange voksne skyder ansvaret for slægten fra sig, fordi de tænker, at samfundet tager sig af den slags. Man har jo betalt for børnehave og plejehjem gennem sin skat. - Men på den måde gør vi både os selv og andre til ligegyldige numre. Hvis vi overser hinandens hjerter, går troskaben i stykker. Vi leder efter nye kærester og skifter slægten ud med venner på sociale medier.

Hvor anderledes da at møde Josef og jomfru Maria. De er "trolovede", mere end kærestefolk. Troens folk. De tror på hinanden og på Gud. I denne tro bærer de Guds Søn, som bliver født i Betlehem. Og de bliver selv båret af ham. – Den tro er advents-gaven til os, når vi lytter til evangeliet frem til jul.

"Vis mig dine veje!"

Salme 25,4: Vis mig dine veje, Herre, lær mig dine stier!

Der er en lille vigtig detalje i bønnen: David beder ikke: ”Vis mig mine veje!”, men ”dine veje!” Og ikke ”mine stier”, men ”dine”, dvs. Herrens stier og veje. - Nu er det jo slet ikke så dårligt at bede ”Vis mig mine veje”. Da ville ønsket jo være: "Vis mig den vej, jeg skal gå, og hvordan jeg skal leve og være." Men David beder: ”Vis mig DINE veje, Herre, lær mig DINE stier.”

Når vi ved, at Gud selv blev menneske og lod sig føde af jomfru Maria, får bønnen en overraskende betydning. Det bliver jo en bøn om, at vi må se den vej Jesus gik. Og mens vi ser hans vej og hans stier, får vi troen på ham, så han er hos os, og vi er hos ham.

I evangeliet til 1. søndag i advent, Matthæus 21,1-9, ser vi Jesus drage ind i Jerusalem som vores konge. "Se din konge kommer til dig, sagtmodig og ridende på et æsel!" Matthæus 21. Her viser han os sin vej. Og når evangeliet tager os med i adventstiden til fødslen i Betlehem, og når vi hører, at "I dag er der født jer en frelser", da kender vi hans vej til os. Han har opsøgt os og fundet os. Evangeliet giver os tro og håb.

Derfor kan vi frimodigt bede: ”Vis mig dine veje, Herre!” Og vor Herre Jesus Kristus svarer os, når vi lyttter til Skriftens ord i kirken i derhjemme.

 

Det er bare så godt!

Matthæus 11,28-29: Jesus Kristus siger: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.

Alle, som slider sig trætte og bærer tunge byrder er inviteret. Hvis det er dig, der bærer på noget tungt, er invitationen til dig. Der siges ikke noget om, hvad du slider med, eller hvad slags byrder du bærer på. Derfor tæller alle former for slid og byrder med.

Hvis byrden er skyld og skam, da gælder indbydelsen dig. Hvis du er træt af udmarvende børnepasning, sygdom i din familie, vanskelige forhold på dit studiested eller problemer i ægteskabet eller i et venskab, da er du hermed indbudt. Hvis det er dit slid med daglig andagt, som lykkes alt for dårligt i denne tid, da er det dig, Jesus taler til. ”Kom til mig!” siger han.

Og han har fortalt os, at vi kan finde ham, når vi er sammen med andre kristne i hans navn (Matt 18), i den hellige nadver (Matt 26), og når vi beder til Gud i enerum (Matt 6). Derfor er det dér, vi skal opsøge ham. Det er en indbydelse til at gå i kirke, hvor Evangeliet lyder, og til at tænde et lys i aften og læse i Bibelen, fx Matt 11,28-30. Da vil vi mærke hvilen og få nye kræfter.

Og samtidig siger Jesus: "Tag mit åg på jer!" Et åg er et stykke træ, man kan lægge på skulderen for bedre kan bære tunge byrder. Hermed vil han sige, at vi skal fortsætte med børnepasning, bære sygdommens smerte, holde ud i familie og ægteskab og arbejder der, hvor Gud har sat os i livet. Jo, han sender os i morgen ud at gøre livet godt for andre. På en måde en "let" byrde, fordi vi ved, at han vil det og velsigner os. Alligevel bliver vi jo nok trætte og udmattede igen i morgen aften. Og det er jo ikke det værste, der kan ske. For da kan vi igen hvile hos Jesus Kristus, hvile fra skylden, fra alt det mislykkede og fra alle nederlagene. Det er bare så godt!

 

Jesus arbejder for os på "hviledagen"

Johannes 5,16-18: Derfor gav jøderne sig til at forfølge Jesus, fordi han havde gjort dette på en sabbat. Men Jesus sagde til dem: «Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.» Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel; for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig.

Det lyder voldsomt. De vil udrydde Jesus. For han bryder sabbatten. Han skal dø, fordi han arbejder den dag, hvor Gud har sagt, at vi skal hvile. Han skal dø.

Vi har svært ved at forstå problemstillingen i en kultur, hvor helligdage er afskaffet. Også langt ind i kristne menigheder og familier. Helligdage er for mange kristne et minde om en svunden tid. For ”vi er blevet fri fra den trældom af regler på påbud. Vi behøver ikke gudstjeneste og menighed en gang om ugen. Og var det ikke Jesus, som afskaffede hviledagen?” – Jo. Men ikke sådan, som vi måske tænker. Jesus sendte ikke sine disciple ud at fiske eller at grave grøfter, mens andre jøder var til gudstjeneste. Jesus vendte IKKE ryggen til Moses og Profeterne, men kom trofast i synagogen og underviste sine disciple og andre, som ville høre ham.

Hans ”forbrydelse” bestod i, at han på sabbatsdagen havde helbredt en mand, der havde været syg i 37 år (Johannes 5,1-15). Men kunne han ikke have ventet til det blev hverdag? Nej. Det kunne han åbenbart ikke. Jesus valgte ofte hviledagen til sine undergerninger, hvor han viste dem, at han er Guds Søn, og at han er kommet for at frelse os i vores elendighed.

Når vi holder hviledag en gang om ugen, er det ikke bare en ”slapper”. Det er hvile hos ham, som genopretter os, giver os troen, håbet, og kærligheden tilbage! Men er det nu også nødvendigt? Har vi ikke rigeligt af tro, kærlighed og håb? Det har vi jo netop ikke. Vi behøver at Jesus arbejder for os og med os om søndagen.

 

”Lad jeres lys skinne for mennesker!”

Matthæus 5,14-16: "I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules.
Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene."

Sådan sagde Jesus til mennesker, som han kort forinden havde kaldt ”salige!” Han havde sagt: ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes! ... Salige ger I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på." (Matt 5,3ff). Jesus lyste for dem og gav dem håb og fremtid. Og sådan lyser han også for os i dag. I kapitlet forud skriver evangelisten om lyset: Det folk, der sad i mørket, har set et stort lys, og de, der sad i dødens land og skygge, for dem brød lyset frem. Fra da af begyndte Jesus at prædike: «Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!» (Matt. 4,16-17).

Når lyset rammer og oplyser os, ser vi virkeligheden på en ny måde. Jesus viser os mørket i os og mørkets gerninger hos os. Det gør han fx i bjergprædikenen, som ugens tekst er en del af. Her udlægger han nogle af de ti bud: ”I har hørt, at der er sagt: Du må ikke begå drab!” Og vi tænker måske, at det har vi da heller ikke gjort. Men da forklarer Jesus, at onde ord og had også er overtrædelse af dette bud (Matt 5,22). Han siger: ”I har hørt, at der er sagt: Du må ikke bryde ægteskabet!” Igen tænker vi måske, at det har vi da heldigvis aldrig gjort. Og da viser Jesus mørkets gerninger hos os, når han siger: ”Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte” (Matt 5,28). Jesus afslører!

Hvad er der da blevet af dette mørke i os? Hvordan skal det gå os? Det er jo en ringe trøst at blive afsløret. Da kan vi jo bare vente på straffen. Svaret får vi i slutningen af Matthæusevangeliet, hvor der fortælles om Jesu død på korset: Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time (Matt 27,45). Da Jesus bar vore synder og tog vor straf og døde i vort sted, blev han ramt af vores mørke. Den retfærdige døde som en uretfærdig. Han blev dømt i vort sted. Sådan er han blevet verdens lys. At være kristen er at vide sig afsløret og tilgivet af ham. Når evangeliet og tilgivelsen ved Jesu død og opstandelse er vort lys, kan vi lade det lys skinne for mennesker. Det opfordrer Jesus os til denne uge.

 

Lad det stå et år til!

Lukas 13,6-9: Så fortalte han denne lignelse: "En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om."

Jesus fortæller om en mand, som havde et figentræ. Tre år i træk bar det ingen frugt. Og han talte med sin gartner om problemet. Det var usandsynligt, at træet nogensinde ville bære frugt. Men gartneren foreslog at give det ét år mere. Og han lovede at grave og gøde omkring figentræet. Han tog på den måde ansvar for figentræet.

Måske er det fortællingen om, at Gud gennem sin Søn, Jesus, i tre år ventede på, at det jødiske folk ville omvende sig og bære frugt. Men mange figentræer (= mennesker) bar ingen frugt. De omvendte sig ikke til syndernes forladelse og bar derfor ikke frugt for Gud og deres medmennesker. Hvad var der mere at gøre med dem? Og hvad mere er der at gøre med os, hvis vi ikke bærer frugt for Gud og vor næste?

Jesus fortæller, at gartneren gik i forbøn for figentræet: "Lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning." ... Er det mon fortællingen om, at Jesus efter tre år gik i forbøn for det jødiske folk og for os og derefter ofrede sig selv ind i døden for deres og vore synder? Er det fortællingen om, at Jesus opstod fra de døde og nu graver og gøder vore hjerter med evangeliet? Han viser os vores skyld, når vi ikke bærer frugt for andre. Og han gøder os med syndernes forladelse. Sådan vil han omvende os til syndernes forladelse og skabe frugt for Gud og for vor næste.

 

Omvendelse til tilgivelse

Lukas 1,16: ... og mange af Israels børn skal han føre tilbage til Herren deres Gud.

Hvad er omvendelse? Hvis vi selv skulle svare, ville vi måske sige: Det er forbedring, at jeg bliver et bedre menneske. Det er omvendelse." Sådan forstod de fleste jøder omvendelsen. At gå i sig selv og leve mere efter Guds vilje og frelse sig selv ved sin forbedring. - Men kristen omvendelse er ikke, at vi frelser os selv ved at forbedre os.

Kristen omvendelse er at vende om til ham, som har skabt dig, og få hans tilgivelse. Hør Lukas 1,16: ”Mange af Israels børn skal han (Johannes Døber) føre tilbage til Herren deres Gud.” OMVENDE er at FØRE TILBAGE TIL HAM, DU STAMMER FRA! Og Lukas 1,17: ”Han (Johannes Døber) skal vende fædres hjerte til deres børn.” Skal en fars hjerte ikke banke for sine børn? Jo! Omvendelse er også at blive ført tilbage til hinanden, til at elske og ære i ægteskabet og familien og i Guds menighed. Tilbage til Guds kald! Det handler egentlig ikke om, hvad vi gør, men hos hvem vi er.

Hør flere ord om omvendelse: Lukas 1,77: ”Han (igen Johannes Døber) skal lære folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed.” Det gælder om at kende Frelsen. Og Jesus siger efter sin opstandelse i Lukas 24,47: ”... og i hans navn (dvs. Jesu navn) skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.”

Omvendelse er ikke omvendelse til at gøre det bedre, men til syndernes forladelse. Og da gør du det måske anderledes sidenhen. Helt sikkert. Men omvendelse er ikke forbedring. Det er at blive vendt til Guds nåde og tilgivelse!

 

Syng, når du føler dig alene og er skamfuld

Salme 121,1: Jeg løfter mine øjne mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp?

Vi slår øjnene ned, når vi føler os alene og overladt til os selv. Andre mennesker forstår ikke min situation. Ingen kan hjælpe mig, når det kommer til stykket. Jeg har kun mig selv. Det er nedslående.

En anden grund til, at vi slår øjnene ned, er, at vi skammer os. Jeg slog ikke til, men svigtede. Jeg kan ikke se mine børn eller mine forældre i øjnene. Jeg kan ikke se mine medkristne i øjnene. Og jeg skammer mig overfor min Gud.

Hvor er hjælpen, når vi har det sådan?

Salme 121 stiller spørgsmålet og giver det gode svar! Salmedigteren løfter sine øjne til bjergene og spørger: ”Hvorfra kommer min hjælp?" Og han svarer: "Min hjælp kommer fra Herren!" Var det ikke det, Jesus blev kaldt, da han var blevet født. Englen sagde til hyrderne:”I dag er der født jer en frelser i Davids By, han er Kristus, Herren.” Min hjælp kommer fra Herren, dvs. fra JESUS. Da han kom til os, blev tavsheden brudt, og ensomheden ophørte. Gud har forenet sig med vores menneskenatur. Det er bare så stort. Han kender os og vores svaghed, ensomhed.

Da jeg blev døbt, blev jeg Guds barn ved vandet og Guds ord. Når jeg føler mig tom og alene, må jeg huske på min dåb og høre evangeliet om Jesus. På min valfart gennem livet får jeg lov at gå i kirke og modtage Jesu legeme og blod. Dér hører jeg andre kristne synge salmer om Gud, som er deres og min far og frelser. Det gør det af med ensomheden. Vel føler jeg mig til tider ensom. Men jeg tror og ved, at jeg er Guds kære barn, og at Jesus er min bror, som vandrer med mig og med mine medkristne.

Og når jeg må slå øjnene ned på grund af mine svigt, selviskhed, griskhed og misbrug af sex og penge, da kan jeg alligevel løfte mine øjne til det kors, hvor Jesus døde for mine synder og tog min skam.

 

Kaldet fra Gud befrier os

Markusevangeliet 2,14-17: Da han gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: «Følg mig!» Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: «Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?» Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: «De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.»

Der findes kun én slags kristendom. Nemlig den, som vi får hos Jesus ved i troen på ham. Og i det liv, han kalder os til at leve. Han gør os ikke fri til at leve efter vore følelser og lyster, så vi realiserer vort økonomiske og seksuelle begær. Hos ham består friheden i, at han kalder os tilbage til den kærlighed, som andre har brug for: kærlighed til dit barn, dine forældre, din ægtefælle, din nabo.

Jesus giver os sig selv som forbillede, når han kalder på os og siger: ”Følg mig!” Og endnu vigtigere: Når han siger ”Følg mig!” indbyder han os til ved Ordet og Sakramenterne at tage med derhen, hvor han blev korsfæstet og opstod. Kristen frihed er, at han tilgiver os alt ondt, vi har gjort mod hinanden og andre i jagten på at realisere os selv.

Tolderen Levi og de andre, som festede sammen med Jesus i tolderens hus, glædede sig over, at de ikke mere skulle deltage i denne tomme jagt. Nu var de befriet af ham, som ville noget langt bedre med dem. Og han vil det samme gode med os. Han tilgiver dig og kalder dig til at leve i kærlighed.

 

Bekymring og uro

Lukas 10,41-42: «Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.»

Det er onsdag morgen. Du er lige stået op og skal i gang. Uro og bekymring prægede din nat. Derfor gælder det om at komme op og at komme videre. Du skal have gjort noget ved det, du er urolig over. Du skal på skolen med en af ungerne. Du skal til lægen. Eller det er din gamle mor, som du skal ordne noget for. Eller det er kæreste- eller ægteskabssorger, som fylder dig med uro. Eller dit studie og en urimelig leder på arbejdet. Derfor står du tidligt op og må i gang.

- Men du har egentlig ingen forventning om, at du kan arbejde dig ud af uroen og bekymringerne.

Da læser du tilfældigvis næste søndags evangelium i al hast. Det får dig til at blive siddende og overveje. For din Herre Jesus er med ét hos dig. Han giver dig ret i, at bekymringer kan pine livet ud af dig og gøre hverdagen uudholdelig, og gøre dig vanskelig at være sammen med, fordi du er så fortravlet. Han får dig til at tænke på disse ord: "Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de?" (Matt 6,25-26).

- Hvis det virkelig er sandt, så har jeg jo en Far, der viser mig omsorg og tager sig af mig midt i min uro og bekymring! Er jeg meget værd for ham? Og sørger han også for mit barn og min gamle mor? Og bekymrer han sig om mig midt i mine sorger?

Den gode del, som Maria valgte og tog imod hos Jesus, gav ro. Og hvad mon det er, "den gode del." - Det lyder, som om det kunne være en andel, Gud havde tildelt netop for hende. Mon Gud også en andel til mig, en andel af omsorg og tilgivelse og nåde? Jeg vil bede min Herre om at gå med mig ud i dagens travlhed. Da kan jeg måske finde hvile og tryghed midt i min uro og bekymring?

 

Et underligt spørgsmål

Johannes 5,6.7: Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: «Vil du være rask?» Den syge svarede: «Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.»

Jesus møder en mand ved Bethesdas dam i Jerusalem. Manden har været lam i 38 år. Jesus helbreder ham. Men først spørger han: "Vil du være rask?" Vi studser. Skulle det være nødvendigt at spørge en syg, om han vil være rask? Alligevel rammer det måske både den lammes og vores situation: "Vil du være rask, eller ligger du ved dammen, fordi du nu engang plejer at ligge der?" "Hvilke forventninger har du her til morgen?"

Den lamme mand havde ikke de store forventninger. Vi mærker på ham, at han nærmest havde givet op. For han sagde: "Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør." Sådan kan der også være ting i vores liv, vi nærmest har givet op overfor. Vi sidder fast i problemet. Vi søgte hjælp i en periode, men faldt tilbage og har resigneret og givet op. Viljen blev svagere og svagere. Vi holdt op med at håbe. Vi havde ikke andre mennesker, som kunne hjælpe. Og vi kunne ikke hjælpe os selv.

Evangeliet fortæller, at der findes ét menneske, som kan og vil hjælpe os. Det er Guds Søn, som blev menneske! Han blev menneske for at give os liv. Jesus er det menneske, som vil hjælpe. Han kom dengang til Betesdas dam. Og han er hos os i lidelsen og skylden, og han stiller det underslige spørgsmål, for at vække vores forventninger og give os håb. Jesus' tilstedeværelse og et ord fra ham ændrer alt. Hvor der ikke længere er håb, giver han håb. - For den lamme mand ved Bethesdas dam blev 38 år med lidelse visket ud. Han vil også gøre det for os - her i livet - og på opstandelsens dag. Vi har virkelig grund til at tro på Jesus Kristus, som led for os på korset og opstod fra graven.

 

Sådan skal det ikke være blandt jer!

Matthæus 20,26 og 28: "Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange."

Evangeliet viser os, hvad der foregår bag facaden hos kristne - hos os! Det handler om jagten efter ære og belønning. To af Jesus' trofaste apostle mente, at de havde fortjent en hædersplads ved hans venstre og højre side, når han tiltrådte sit kongedømme i Jerusalem. Og da Jesus spurgte dem, om de virkelig kunne klare det, som kræves, hvis man var så tæt på Jesus, svarede de med største lethed: "Ja, vi kan." Men hvem var det lige, der var ved hans højre og venstre side, da han blev kronet som jødernes konge? Var det ikke to røvere? Hvordan kan nogen da ønske at være ved Jesu venstre og højre side, når han bliver kronet som vores korsfæstede konge?

De øvrige 10 apostle blev vrede, da de hørte, hvad deres to medkristne ønskede. De forstod nemlig heller ingen ting. Da Jesus nogle uger senere blev kronet som konge med tornekronen, stak de alle halen mellem benene. - Sikke en rodebutik hos dem og hos alle os andre kristne, som stræber efter ære.

Derfor sagde Jesus ligeud til dem: "Sådan bør det ikke være blandt jer!" Og det siger han også til os. ... Men hvordan bør det så være blandt os? Jo: "Den, der vil være stor, skal være de andres tjener; og den, som vil være den første skal være de andres slave." Sådan er jo Jesus: "Han kom ikke for at lade sig tjene, men for at selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange." - Derfor behøver vi ham, både som vores Frelser og som vort eksempel.

 

Dødstegn, som er livstegn

Jonas Bog 1-2

Fortællingen om Jonas og havdyret kan måske hjælpe os, når vi uventet rammes af ulykke. Se nemlig, hvordan det, der tydede på undergang for Jonas, alligevel blev vendt til noget godt. Gud havde talt til Jonas og sagt, at han skulle gå til storbyen Ninive med et budskab fra Gud. Men Jonas valgte i stedet charterferie på Middelhavet. Og da kom ulykkerne væltende:

En storm slog skibet ud af kurs og truede med undergang. Søfolkene var alle afgudsdyrkere. Der står, at de råbte om hjælp til hver deres Gud, mens Jonas sov (Jonas Bog 1). - Gud var ved at vende disse mennesker om til sig. Han brugte Jonas’ ulydighed dertil. Det var Herren, som sendte stormen, som de oplevede som livstruende. Men stormen blev deres station på vejen tilbage til Gud. Stormen var et livstegn! Derefter blev Jonas kastet i havet, og et havdyr slugte ham. Igen kunne det jo kun forstås som hans undergang. Profeten Jonas, bad fra havdyret til Gud: "Du havde kastet mig i dybet, i havets skød, strømmene omgav mig, alle dine brændinger og bølger skyllede hen over mig. Jeg tænkte: Jeg er jaget bort fra dig; får jeg igen dit hellige tempel at se?" (Jonas Bog 2). Men alligevel blev det hans redning. For et havdyr slugte ham, og han var 3 døgn i havdybet.

Sådan er der også ting i vores liv, som isoleret set ser ud til at fratage os livet. Men det er Gud, som i sin godhed vil føre os til omvendelse og gøre vort liv til velsignelse for andre mennesker. Du kæmper måske desperat med et problem og ser ingen udvej. Men Gud er den levende Gud, som virker i dit liv, også gennem storme, sygdom og lidelse.

Stormen og havdyret var ikke Jonas’ undergang, men hans redning. Og det, som er svært i dit liv, det er fra Gud! Derfor kan du bede, som Jonas gjorde: ”Men du, Herre min Gud , løftede mig op fra graven. Da mit liv var ved at ebbe ud, huskede jeg på Herren; min bøn nåede til dig i dit hellige tempel. De, der dyrker falske guder, svigter troskaben mod dig. Men jeg vil ofre til dig med takkesang; jeg vil indfri de løfter, jeg aflagde. Frelsen kommer fra Herren!” (Jonas 2). Når du er døbt til at tilhøre Gud Fader, Søn og Helligånd, kan du råbe til din Gud. Og han redder dig fra synd og død. Inden længe vil du erfare hans redning. Enten ved at du mærker hans hjælp i sygdom, eller ved at han henter dig hjem til sig gennem døden, så du er hos ham i herlighed for evigt og altid.

 

Ser du denne kvinde?

Lukas 7,36ff: "Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie.”

Jesus er på besøg hos en trofast kirkegænger, Simon. Og uventet kommer en gæst, som ikke var med i kirke, en kvinde, som var foragtet i byen på grund af hendes umoral. Vi får ikke at vide, hvad hun hedder.

Kvinden har grædt og tørret Jesu fødder med sit hår. Og hun har salvet hans fødder med olje. Jesus spørger Simon: Hvor er din tro og kærlighed? Hende, som du mener, rangerer langt under dig rent moralsk, står hun ikke langt over dig mht. tro og kærlighed? Du har jo ret i, at hun har gjort ting, du aldrig kunne finde på - undtagen i din vilde fantasi. Men det er også sandt, at hun har gjort ting, du aldrig kunne finde på, fordi hun - i modsætning til dig - har set sin gæld og har taget imod tilgivelsen og nu er gældfri! Og da kommer de afgørende ord: ”Jeg siger dig: Hendes mange synder er hende tilgivet, siden hun har elsket meget!”

Ordene rammer barmhjertigt hårdt! Hårdt, fordi Simon nu får mulighed for at se, hvilken stor gæld, han har. Han har levet moralsk. Men han har ikke vist kærlighed. Han har ikke takket Gud. Han har ikke brugt det liv, Gud har givet ham som et lån, i tak og tro, men i selvretfærdighed. Er det dig? Jesus spørger dig! Det er hårdt. Men også barmhjertigt. For mon Simon kunne være i tvivl om der var tilgivelse, når Jesus tilgav kvinden hendes synder? Du behøver heller ikke at være i tvivl!

Jesus siger hermed til Simon: Din gæld er eftergivet! Og til kvinden og alle andre, som stoler på, at Jesus har båret vore synder stedfortrædende siger han til sidst: ”Din tro har frelst dig! Gå bort med fred!” På det ord kan vi leve hele ugen - med fred!

 

Frygt Gud! - og frygt slet ikke!  

Matthæus 10,28-31: Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.

Vi skal frygte Gud, fordi Gud er herre over liv og død. Det er mennesker ikke. De kan slå legemet ihjel, men de bestemmer ikke over sjælen. Det gør Gud! Han bestemmer både over legeme og sjæl. Og han kan lade begge dele gå fortabt i helvedet på dommens dag.

Hvorfor da frygte mennesker? De er jo bare - som vi selv – i dyb nød. Andre mennesker behøver - ligesom vi selv - en almægtig Far, som tilgiver, og en Herre, som går i døden og frelser os. Og det er netop, hvad vi har som kristne. Når vi ved dåben og troen er blevet Guds børn, er Gud vor Far og Frelser. Da kan vi tage os til hovedet og få fat i håret. Gud tæller vore hovedhår, og han ”tæller hver en tåre, som vi fælder. Han os føder og os klæder, midt i sorgen han os glæder.”

Hvis det er at være kristen, da er det godt at være kristen. Men sådan er det virkelig at være kristen. Gud, den Almægtige Skaber, er med i alt det, der sker i dit liv. Han er med i det som din gode Fader og Frelser. Det kan du stole på, fordi Gud blev menneske, og fordi han som menne­ske døde for vores synder og opstod fra graven.

Derfor gælder begge dele: Frygt Gud. Og frygt slet ikke! Frygt Gud, som råder over liv og død, sjæl og legeme, og som selv blev menneske og vores tjener og frelser. Og derfor skal vi ikke frygte for noget som helst – uden dette – at blive herreløse og gudløse.

 

Jeg er ikke min egen herre 

Matthæus 10,24: ”En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre.”

Jesus taler til sine 12 apostle. De havde fået en stor opgave med autoritet og magt, som de skulle bruge i kærlighedens tjeneste. Vil det så ikke gå dem godt? Jesus fortæller dem, at de må være tilfredse med, at det går dem, som det gik Jesus!

Et vigtigt ord til dem og os! Hvordan reagerer vi nemlig, hvis vi har en høj stilling med magt og indflydelse? Skal vi så finde os i at lide ondt og bære hån? Men det forberedte Jesus sine apostle på. - Hvis de på nogen måde ville bruge apostel-kaldet for at tjene penge og få magt og ære blandt mennesker, ville det ende med splittelse og ulykke. Det fortæller kirkehistorien meget om.

Det gælder også i dag: Hvis præster og prædikanter dominerer og regerer, som om de var herrer over andre, da forsvinder GUDS FRED, og menig­heden nedbrydes, troen går til grunde og menne­sker splittes. Det bliver heller ikke bedre, hvis det er lægfolk, som tiltager sig magt og vil herske. Vi mærker både i familie og menighed fristelsen til at dominere og herske. Og hver gang er det, fordi vi overser eller helt glemmer, at ansvaret er jo Guds, og at Jesus er Herre og vi er tjenere!

Et andet problem, som kan gøre det svært at forblive i vores kald og opgave, er, hvis det så virkelig også går os, som det gik Jesus. Og han blev jo hånet og korsfæstet. Vil du da kunne bære det? Eller vil du ikke snarere se det som tegn på, at Gud har forladt dig, når du lider nederlag og bliver forhånet og forfulgt? - Men det er det jo netop ikke. Når du må lide ondt som kristen, fordi andre kalder dig ufri, en tåbe og et stakkels menneske, da husk på, at du har en Herre, som har gjort dig fri! Jesus har købt os fri fra selviskhedens magt og giver os evigt liv – og kalder os til at tjene. Det er helt frit om du vil tjene ham, eller leve uden Gud og uden Kristus.

 

Herrens ord kom til mig ...  

Jeremias 1,4-5: Herrens ord kom til mig: "Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig, før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig; jeg gjorde dig til profet for folkene."

Gud kommer først. Selvfølgelig. Jeg har jo ikke skabt mig selv. Og jeg holder heller ikke livet i mine egne hænder. Jeg er i Guds hænder! Men hvor ved jeg det fra? Hvordan tør jeg tro det?

Er det ikke lige så sandsynligt, at den Gud, som står bag alt liv, er bedøvende ligeglad med mig, eller at han har forladt mig, og at jeg derfor er på egen hånd? Eller at jeg skal kæmpe for at blive accepteret af Gud? Forfærdeligt!

Nogle mener noget helt tredje: At der ikke findes nogen Gud, og at alt er skabt ved tilfældigheder, og at vi skal leve efter reglen: "Den stærkeste overlever!" Endnu mere forfærdeligt.

Da er det godt at læse Herrens ord til profeten Jeremias. Profeten levede i en tid, hvor Guds folk havde mistet troen på Gud og tog erstattede den med al mulig afgudsdyrkelse. Han skulle prædike for folket, så de kunne få troen på den eneste sande Gud tilbage. Men han frygtede for opgaven. Da sagde Gud til ham: "Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig, før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig!"

Disse ord bliver nutidige og højaktuelle, når der er dåb i kirken. Da hører vi, at Gud i dåben gør præcis det samme med spædbarnet. Han har kendt os, før vi blev født. Han genføder os i dåbens bad. Det gjorde han med mig og dig, som er døbt.

Her fornyer Gud min tro på, at jeg ikke har skabt mig selv, og at mit liv er i hans hænder. Han er min Far. Profeten Jeremias fik håb. Og vi får håb. For Herrens ord kommer til os og giver tro på, at Gud frelser og bærer.

(Dåbsritualet findes her)

 

Fjender! 

Matthæus 5,43: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer!

Sådan skal vi være overfor vore fjender. Det er Jesus, som befaler os at leve sådan. Er det rimeligt? Og kan vi? Måske ikke. Men det er det, vi skal! Gamle Testamente bekræfter det og siger: Hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke (Ordsprogenes Bog 25,21). 

Paulus griber fat i dette vers, når han skal forklare os, hvordan vi som kristne skal leve i kærlighed mod hinanden og andre. Gengæld ingen ondt med ondt; tænk på, hvad der er rigtigt over for alle mennesker. Hold fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer. Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: »Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,« siger Herren. Men »hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke; for gør du det, samler du glødende kul på hans hoved.« Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode (Rom 12,17-21).

Det betyder ikke, at Gud ikke straffer og dømmer. Paulus siger jo, at der skal gives plads for Guds vrede. Og Jesus taler tydeligt om, at der kommer en dom. Gud vil dømme dem, som hårdnakket står hans vilje imod og knuser de svage, ringeagter barmhjertigheden og nåden og forfølger dem, som holder sig til Herren. Men han opfordrer ikke os til at dømme. Vi, som er svage og som lever i kraft af Guds barmhjertighed og nåde, må ikke gøre os selv til dommere og herrer, heller ikke over dem, som Gud vil dømme til sidst.

I 3. Mosebog siger Gud, hvad vi ikke skal, og hvad vi skal: Du må ikke nære had til din broder i dit hjerte, men du skal åbent gå i rette med din landsmand, så du ikke pådrager dig skyld. Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren! (3 Mos 19,17-18).

 

Svar til dem, der ikke spurgte 

Esajas 65,1: Jeg havde svar til dem, der ikke spurgte, jeg var at finde for dem, der ikke søgte mig.

Herren taler til sin profet, og profeten siger det videre til Guds folk. Men folket hører ikke efter. De søger ikke Gud. De vender sig bort fra Gud og søger livet andre steder end hos deres Skaber. De søger lykke og fremgang på bekostning af andre mennesker. De søger sig selv og svigter andre. De tilsidesætter de 10 bud om ægteskab, familieliv, bekyttelse af livet og respekt for andres ejendom og ære. De lader begæret styre og bestemme. De klarer sig fint uden Gud. Og de behøver ingen frelser.

Profeten forkynder tilgivelse og nåde for Guds folk. Men forgæves. Det siger dem ikke noget, fordi de ikke anser selviskhed for at være et problem. Det er snarere løsningen. Det er jo gennem selviskhed, at man kan blive lykkelig og opnå velstand. Det, som profeter og apostle kalder for synd, opleves som livsudfoldelse. Derfor opleves den kristne tro om tilgivelse og frelse ved Jesu død og opstandelse som ligegyldig, værdiløs og ude af trit med tidsånden.

Og ja. Den kristne tro strider imod tidsånden. Den er ikke "moderne". Den giver os ikke ro i vores selviskhed og gudløshed.

Men en dag rammes jeg af evangeliet. Jeg mærker, at jeg er fanget i selviskhed og gudløshed. Og jeg hører, at Gud blev menneske og fandt mig i mine synder. Jesus døde og opstod for mig. Han er min frelser, som overvandt døden. Jeg har fået svar på et spørgsmål, jeg ikke stillede. Jeg har hørt Guds ord til mig. Og jeg tror på Gud fader og på hans søn, Jesus Kristus. Gud har fundet mig, og jeg tilhører ham ved troen. Jeg er blevet kristen.

 

Kristne har noget at skamme sig over! 

Jeremias 15,16-17. Du skal vide, at jeg bærer skammen på grund af dig. Jeg fandt dine ord og slugte dem; dine ord blev til fryd for mig og til hjertets glæde, for dit navn er nævnt over mig, Herre, Hærskarers Gud.

En kristen har noget at skamme sig over. Meget. Ja, så meget, at mange af os dagligt beder til Gud og siger: "Forlad os vor skyld!" Også om søndagen. Her råber vi sammen til Gud: "Forbarm dig over os!"

Det er ikke bare from snak, men helt konkret og personligt. Jeg skammer mig ikke, fordi jeg er en kristen, men fordi jeg er mig. Jeg hører jo Guds vilje med mig, at jeg skal stole på Gud og vente mig alt godt af ham. Og alligevel bekymrer jeg mig og stoler ikke på ham. Og jeg skal elske min næste som mig selv, og alligevel gør jeg det ikke. Skam dig!

Men samtidig har jeg grund til glæde. Stor glæde. Ja, så stor, at den næppe kan rummes i hjertet. For Jesus er min Herre og Frelser. Han døde på et kors for mine synder. Og han opstod påskemorgen og har overvundet døden, dommen og djævelen. Jeg er tilgivet. Og jeg tilhører ham. Det ved jeg, fordi han siger det til mig i evangeliet, og fordi jeg blev døbt til at være hans. Og jeg får det bekræftet i nadveren på søndag. - Jeg må skamme mig. Men jeg må også sige Gud tak, fordi al skam er overvundet af Jesus.

Profeten Jeremias taler om skam og glæde i kapitel 15,16-17. Han havde fået den vanskelige opgave at afsløre folkets synd og skyld. Og han vidste også, at han selv var medskyldig. Samtidig kendte han den store glæde, at Gud ville frelse sit folk midt i undergangen. ... Underligt. Men sådan er det at være kristen.

 

Hvad har en kristen at skyde med? 

Esajas 49,1-2: Hør mig, I fjerne øer, lyt, I folk langt borte: Herren har kaldet mig fra moders liv, fra fødslen kaldte han mig ved navn. Han gjorde min mund til et skarpt sværd, i skyggen af sin hånd skjulte han mig; han gjorde mig til en spids pil, i sit kogger holdt han mig gemt.

Profeten Esajas siger i v1: Herren har kaldet mig fra moders liv, fra fødslen kaldte han mig ved navn. Det er, hvad modløse kristne har godt af at høre: Herren har kaldet dig fra moders liv! Fra fødslen kaldte han dig ved navn. Du er altså hans. Det betyder, at han kender dig, ved om alt, hvad der bor i dig, alt, hvad der var, og alt, hvad der kommer. Og han er din Frelser. Han siger det til profeten Esajas og Guds folk på profetens tid. Og hvis du er usikker på, om det gælder dig, kan læse Bibelens ord om, hvad dåben er og gør ved os: Den er genfødslens bad, som gør os til Guds børn.

Esajas siger i v2: Han gjorde min mund til et skarpt sværd, i skyggen af sin hånd skjulte han mig; han gjorde mig til en spids pil, i sit kogger holdt han mig gemt. Han fortæller, hvad det har gjort ved ham, at Herren har kaldt ham ved navn. Og læg mærke til dobbeltheden. Han fik både mod til at tale, som om hans mund var et skarpt sværd. Og samtidig gemte Gud ham i skyggen af sin hånd. Sådan er det at være kristen. Han gemmer dig og bruger dig. Du er som en spids pil, der flyver afsted, og samtidig er du gemt godt i hans kogger sammen med andre pile. Er der ikke grund til mod?

Jesus siger til disciplene i Matthæus 28,20: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor …” Hvad har de at skyde med? Dåben og oplæringen! Det har I forældre også. Brug det i tillid til, at Jesus har al magten, og at han vil bruge den gennem jer – på jeres børn – og på hinanden. Begynd der i det små – og med de små. For Jesus har al magten i jeres familie og her i jeres menighed. Det har han. I er ikke for få.

En kristens mod kommer ikke fra den kristne selv, men fra Herren. Budskabet er ikke vores, men Herrens. Magten er ikke vores, men Herrens. Og dåben sker ikke i vores eller andre menneskers navn, men i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Og oplæringen er ikke, hvad mennesker har fundet på, men hvad Jesus har lært os. Og hvem går med, når vi døber og oplærer? Det gør Jesus Kristus. Han siger jo: "Og se, jeg er med jer alle dage!"

 

Det nye sprog 

Apostlenes Gerninger 2,4: Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

Forvirring, misforståelser og skyld. - Vi kender smerten , når vi ikke bliver forstået. Og hvorfor misforstår vi andre? Hvorfor skal skyld og skam ødelægge familie og ægteskab? Dertil kommer alle spørgsmålene om Gud: Hvordan er Gud? Og hvorfor har jeg ikke villet lytte til min samvittighed - og til de 10 bud? Mon Gud elsker mig? Hvorfor taler han ikke, så jeg kan høre og forstå hans svar?

Der findes et nyt sprog, som giver svar på disse meget svære spørgsmål. Sproget er EVANGELIET om Jesus Kristus". Det er ikke blot et budskab, men et helt nyt sprog, som åbner for det fællesskab med Gud og med vor næste, som vi behøver.

Pinsedag talte Jesu apostle dette sprog. De talte det på mange forskellige modersmål. Og tilhørerne fik fællesskab med Gud og med hinanden på en helt ny måde.

Det sprog tales også i dag. Det er et levende sprog, som både afslører, hvad der er gået galt i vore liv, og hvor redningen er på splittelsen mellem os mennesker indbyrdes og mellem Gud og mennesket. Gud forkynder, at alle vore synder er tilgivet på grund af Jesus stedfortrædende død. Derfor kan vi leve som tilgivede mennesker - og tale "tilgivelse" til hinanden og andre.

 

Ikke faderløs 

Johannes 14,14-15: ”Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden Talsmand, som skal være hos jer til evig tid: Sandhedens Ånd. ... Jeg vil ikke efterlade jer faderløse.” 

Her siger Jesus ligeud, at Helligånden kommer til os, når vi holder fast ved Jesu bud, dvs. ved Jesu budskab, altså ved hans ord. Når og mens du hører dette budskab, kommer Helligånden til dig. Det sker ikke på nogen anden måde end gennem ordet. Så enkelt. Så godt. Når vi holder fast ved evangeliet, sker dette under: Helligånden bliver hos os og skal være i os.

Du hører, at du er frelst af nåde. For du ser det frygtelige og ske: at Jesus døde, og at det var for din skyld. Du hører, at Jesus Kristus tager ansvar – totalt ansvar for dig. Og sådan fylder Helligånden dit hjerte. Du hører, at Jesus Kristus har sørget for din nutid og fremtid. Du kan vandre i de gerninger, Gud forud har lagt til rette for dig. Det kan gøre os trygge, selv om så meget andet virker usikkert i livet.

Det sker nu, når du læser Evangeliet på dit værelse, og når du hører det i din menighed. Her sidder du og føler dig bange og usikker. Du har måske en dødsdom hængende over hovedet i kraft af sygdom. Eller du er plaget af skyld. Men Jesus siger: "Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer." (Fra pinsevangteliet).

De første kristne erfarede denne tryghed påskeaften og i dagene op til pinse. De fik trøst og håb. Og pinsedag blev Helligånden udøst over apostlene, så de kunne tale om denne frelse på mange sprog. Mere end 3000 kom til tro og blev døbt. Helligånden gik ind i manges hjerter.

Det er på samme måde hos os. Guds Ånd kommer til os, når vi hører Evangeliet om Jesus. Det sker også i den nye pagts måltid, som Jesus indstiftede samme aften, som han sagde dette. Også af den grund ved vi, at han er hos os - endda legemligt. Du får ham sandt og virkeligt.

 

Guds velsignelse koster

Lukas 24,46-47 og 50-51: Og han sagde til dem: «Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem. ... Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen.

Evangeliet på Kristi Himmelfartsdag tager os med ind i velsignelsens hemmelighed. Det viser os, at Guds velsignelse har en stor omkostning. Og at Guds velsignelse er værdifuld og nødvendig for os, netop fordi den er kostbar.

Umiddelbart før Jesus velsignede sine disciple, sagde han jo: “Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå – og det skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse ”. Og da han kort efter på Oliebjerget udenfor Jerusallem løftede sine hænder og velsignede dem, var det de gennemborede hænder, de så. Guds velsignelse er velsignelse fra ham, som led og opstod, altså fra den korsfæstede Jesus Kristus.

Derfor må vi aldrig ønske os nogen anden velsignelse end den, der bærer mærkerne af hans lidelse og død for os.

Hvis nogen tager velsignelsen i sine egne hænder og giver sig af med at velsigne i kirkens navn uden at prædike omvendelse til syndernes forladelse, er velsignelsen ikke fra Gud. For man har erstattet den kostbare velsignelse, Jesus købte til os med sin lidelse, død og opstandelse med en letkøbt social anerkendelse.

Det er måske rart nok, at få menneskers accept. Men når det gælder tilgivelse og frelse, nyttter kun den velsignelse, som kostede Guds søn livet i vort sted, og som vender os om til syndernes forladelse.

Herren velsigne dig og bevare dig! + + +

 

"Vi ved ..." - men hvor ved vi det fra?

Romerbrevet 8,28: "Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet."

Du er kristen. Du er døbt og tror på Jesus Kristus. Men lige nu har du mistet overblikket. Du forstår ikke, hvorfor det går, som det går, og hvordan det kan føre til noget godt. - Sådan er det (også) at være kristen. Hvad kan man da bruge sin tro og bibelens ord til?

Apostlen Paulus svarer: "Vi ved, at alt virker sammen til gode". Her hører jeg mig selv indvende: "Men det er jo netop det, jeg ikke ved! Jeg kan ikke fastholde det. Det gælder nok slet ikke mig. Og de, der tror så godt om Gud og om livet, når det er vanskeligt og umuligt, må jo enten være meget overfladiske og virkelighedsfjerne, eller også har de en viden, som er meget sjælden. ... Hvor ved de det fra? "

Svaret kommer i de følgende vers. "For dem, han (Gud) forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre. Og dem, som han forud har bestemt, har han også kaldet, og dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort. Hvad er der mere at sige! Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?" (vers 29-32).

- Gud besluttede, at vi skulle være hans. Derfor kaldte han på os. At være kristen er at være "kaldet efter Guds egen beslutning". Når vi hører Evangeliet er det Gud, der kalder os. Og når vi bliver døbt, stadfæster Gud kaldet og besegler, at vi er hans.

- Gud gav os sin egen søn til at dø for vore synder. Vi han så ikke også sørge for mig? Svaret er JO, det vil han da.

Når livet gør ondt og vi ikke ved, hvordan det skal gå med os, da giver Evangeliet os vished om én ting: at Gud er for os og sørger for os på grund den kærlighed, han har vist os, da han gav os sin Søn som Frelser.

 

Den kristne tro er kristen i kraft af sit indhold

Joh 8,31-32: Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: «Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.»

Den kristne tro er kristen i kraft af sit indhold. Det er indholdet, som er det virkelige i vores tro. Følelserne og fornemmelserne kan svinge og variere fra tid til anden. Men indholdet svinger ikke. Det er altid det samme.

Indholdet er: at Jesus er vores Herre og Gud, at han blev ophøjet på korset for vore synder og opstod fra graven. Troens indhold er også, at vi er syndere, men at Jesus Kristus netop er vores frelser. Troens indhold er, at Guds søn er kommet til os og bor hos os som vores frelser og Herre.

- Her er frihed fra meningsløshed. Og her er frihed til på ny at lade sig binde i kærlighed til hinanden.
- Her er frihed fra synd og skyld. Og her er frihed til på ny at lade sig binde til lydighed mod ham, som døde i vort sted.
- Her er frihed fra død og undergang. Og her er frihed til at nyde mannaen og drikke det friske kildevand på ørkenvandringen.
- Her er frihed, selv om vi blev bidt af slanger og er mærket af synden.
- Her er frihed, når vi ser hen til ham, som hænger på korset for vore synders skyld.

Hos Herren får vi frihed. Han taler til os på en måde, så vi bare må tro på ham. For det er jo sandt, hvad han siger. Og det sandt, hvad han har gjort for os.

 

Hvor går du hen?

Johannes 14,1-3: "Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger.? .. Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er."

Barnet var på legepladsen for et øjeblik siden. Nu er det væk. Mor er ængstelig. - Den unge på 18 vil rejse ud i verden på må og få ... Forældrene vil gerne vide hvorhen. Kan du ikke give os en kontaktadresse i Singapore eller på Bali? - I har været kærester eller endog været gift. Men nu er han gået. Kommer han mon tilbage? Du føler dig knust. - Du er blevet alvorligt syg. Hvem kan give dig håb? Findes der helbredelse? Hvis ikke, hvad sker der så med dig? - Hvor går du hen i ungdommen - i voksenlivet - og i alderdommen? Hvad er livets mening? Hvem kender vejen?

Sådanne spørgsmål var levende den sidste aften, hvor Jesus var sammen med sine disciple. Han havde fyldt deres liv med mening. Han havde vist dem, at menneskelivet har en uendelig høj værdi. Han havde talt om tilgivelse og lagt evigheden ind i deres hjerter. Men nu var han på vej væk. Derfor var de bange. Da sagde han: "Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger.? .. Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er" (Joh 14).

Jesus er Guds Søn. Da han forlod disciplene, gik han vejen gennem døden. Han gik derind, hvor den dårlige samvittig­hed frygter at komme. Han gik til vores Skaber og betalte den skyld og gæld, vi mennesker har ophobet hos vor Gud og Skaber. Nu er han tilbage. Han svarer på det sværeste af alle spørgsmål og siger: "Jeg er vejen, sandheden og livet." Derfor er det godt at være døbt og tro på ham. Frygten dukker stadig op. Men Jesus er der hele tiden. Derfor sejrer troen og håbet.

 

Genindvielse af hjertet

Johannes 10,22: Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang.

Med "genindvielsesfesten" fejrede jøderne, at deres tempel i Jerusalem var blevet befriet år 164 før Kristi fødsel og genindviet til gudstjeneste for den eneste sande Gud. Afgudsdyrkelse, vantro og falske guder var kommet ind i templet, da en konge fra Syrien tog magten over jødernes land. Men troen kom tilbage. Gudstjenesten vendte tilbage. Guds ord fik igen plads.

Sådan kan Guds vilje også forsvinde ud af vores liv. Der kan blive tomt, så trøsten, håbet og kærligheden fra Gud og hans nærvær er borte. Vores legeme bliver til et afgudstempel, når vi inde i vores tanker og sjæl dyrker os selv og dyrker skabningen frem for skaberen.

Sådan er det med hver eneste af os, hvis ikke Gud genindvier os, dvs. genføder os. Når Gud overvinder hjertet og vender tilbage med tilgivelse, håb og kærlighed, er der virkelig noget at fejre. Gud er tilbage. Bønnen er tilbage. Guds ord er tilbage. Vi begynder igen at holde gudstjeneste i hjertet. Og det er det bedste, som kan ske for et menneske. Det fører store ændringer med sig. Ja, mere end det. Mere end ommøblering, nemlig genfødsel.

Genfødsel er noget helt andet end at ommøblere sit liv og forsøge at gøre sig selv til et bedre menneske. At blive kristen og få troen betyder jo, at vi får fællesskab med Jesus Kristus. Han kommer med tilgivelse og nåde. Og han bliver vores Herre.

LINK til tempelindvielsesfesten år 164 f.Kr.fødsel.
Og her er verset i sin sammenhæng:
Johannesevangeliet 10,22-31:
Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får.  Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.« Atter samlede jøderne sten op for at stene ham.

 

I virkeligheden

Matthæus 28,1-8: Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: «Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.» Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.

I sidder sammen ved morgenbordet. Du fortæller de andre noget, du har oplevet: Det lyder fantastisk. Men så spørger de: „Hvor skete det? Hvornår skete det? Hvem så det?“ "Det var noget, jeg drømte i nat, men synes I ikke, at det var smukt?" - Og jo. Men det var kun en drøm. Det skete ikke i virkeligheden.

På morgenbordet står en påskelilje. Den er ikke plukket i nogens tanker eller drøm, men vokset frem i haven. Den har sit løg et sted i jorden. Det var din hånd, der plukkede den. Nu står den i vasen i al sin pragt og dufter. Den er virkelig.

Sådan er det med påskeevangeliet og Jesu opstandelse fra de døde. Det er ikke en oplevelse i en drøm eller i andres tanker. Jesus opstod fra graven "den første dag i ugen"! Maria Magdalene og den anden Maria, Jakobs mor, og Salome mødte ham. Stedet, hvor han opstod, var et helt bestemt sted, nemlig Josef af Arimatæas grav udenfor Jerusalem. Evangelisterne fortæller. De kunne ikke tro det i begyndelsen. Men de så den tomme grav. Det blev forkyndt for dem af øjenvidner. Og Kristus selv kom til dem og åbnede Skrifterne for dem, så de så, at han måtte lide og død for deres synder. Da troede de, at han var deres Herre og Frelser. I virkeligheden.

Kristus-tro er tro på virkeligheden, på det, som skete på et bestemt tidspunkt og et bestemt sted. Det er tro på Ham, som døde for vore synder og opstod fra de døde påskemorgen - i virkeligheden! Der var navngivne vidner til det. Og i De hellige Skrifter i Bibelen møder vi det som profeti og opfyldelse. Derfor tror vi, at Jesus er vores redningsmand i liv og død.

For vore synder er han død,
til vor retfærdighed han brød
de stærke dødens porte.
At han opstod, det viser grant,
at synden ganske vistog sandt
er død og evig borte,
vor nat er brat
overvunden og forsvunden,
da vor søde Jesus han stod op af døde.
Gl. DS nr. 199v2

 

"Havde jeg dog bare vidst det!"

Johannes 13,1: Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste.

"Havde jeg dog bare vidst det." Sådan tænker og siger vi nogle gange. Men da er det for sent. Vi vidste det ikke. Og derfor handlede vi forkert. Helt forkert.

Skærtorsdag fortæller evangeliet, at Jesus gjorde, hvad han gjorde i påsken, fordi han vidste, hvad han vidste. Og han hjælper disciplene og os til at forstå noget, som gør det muligt for os at tro og handle anderledes, end vi ellers ville have gjort. Derfor er evangeliet en stor gave. Det giver os TILLID til Gud midt i livet og døden. Og det KALDER os til kærlighed her og nu..

Hvad Jesus vidste: Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen. … og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud. Han vidste, hvem han var: at han var udgået fra Gud, at han altså havde været i herligheden hos Faderen fra evighed af, men var kommet til menneskene som frelser. Det vidste han. Og han vidste også, at han skulle vende tilbage. Hans liv som Guds Søn var ikke en usikker ting. Da han blev født, blev han født som Guds søn. Han var det, da han var 12. Og han var det, da han blev døbt, da han blev fristet, da han blev svigtet. Han var det, når han trøstede og underviste, og da han gik til Jerusalem, og da han døde på korset og sagde: ”Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.” Han var udgået fra Gud og skulle tilbage. Han vidste, hvem han var. - Det forkyndes nu for os, så vi kan kende ham og tro på ham!

Hvad Jesus gjorde: Evangelisten fortæller: - så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han gjorde det, som den ringeste – slaven – skulle have gjort. Discip­lene havde forberedt påskemåltidet. Også sat et vaskefad frem – sørget for vand i en kande – og lagt et klæde klar. Måske var de spændt på, hvem Jesus ville bede om at vaske fødder. Men så rejste han sig og gjorde det selv. Fordi han vidste, hvad han vidste! Han vidste at de havde brug for tilgivelse – renselse. Han sagde: "Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig." Derfor gjorde han, hvad han gjorde. - Det forkyndes for os, for at vi må tage imod hans renselse - og også vaske hinandens fødder!

 

Giver det mening at ofre?

Johannes 12,1-3: Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham. Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie.

Giver det mening at ofre sig eller ofre noget for nogen? Vi spørger umiddelbart, hvad vi selv får ud af det. Og om vi har råd til det. Og måske er det rimeligt at spørge. Men hvis vi nøjes med de svar, vi selv kan give, blive der nok aldrig tale om at vi ofrer noget til nogen - eller til Gud.

Der er hjælp til os i evangeliet. Det handler om, at Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vel­lugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: "Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?" Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for penge­kassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den.

Evangeliet fortæller om Marias offer for Jesus, og om Judas’ argumenter imod at ofre så meget. En kostbar nardusolie til en værdi af 300 denarer svarede til en årsløn. Hun gav det til ære for Guds Søn. Det meste brugte hun sabbatten før påske i Betania, da hun salvede hans fødder og hår. Hun bekendte dermed: "Jesus, du er den salvede! Du er Messias!" Og resten gemte hun til hans begravelse langfredag.

Her åbner Jesus for betydningen af at ofre, så mennesker kan vide, at han er Messias, verdens frelser. Han har reddet os fra døden ved at dø i vort sted. Han bar vore synder. Det skal forkyndes. Og kristne må bringe ofre (af tid, penge og kræfter) i menigheden, så der kan holdes gudstjeneste, prædikes og missioneres.

Men er det ikke bedre at give en skærv til socialt arbejde? - Jesus svarer på søndag i evangeliet. Og i svaret ligger også en opfordring til at tage sig af de fattige. Så: JA. Det giver mening at ofre. Men svaret er langt større end det. For ingen af os ville leve, hvis ingen havde ofret for vores skyld. God søndag!

 

Gemmer på lovsang

Lukas 1,46-50: Da sagde Maria: Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn,
og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt.

Når vi er glade, er der altid en årsag. Og når vi giver udtryk for glæde, hænger det meget sammen med, at der er nogen, som vil glæde sig med os. Ellers holder vi hellere glæden for os selv.

Sådan er det også med Marias lovsang. Den har sin årsag i det store under, at Maria skal være Herrens moder. Og den bryder frem i en bestemt situation. Det antydes med det lille ord ”da”. Da sagde Maria … Indtil da havde lovsangen været gemt i hendes hjerte, gemt som en skat, hun bar på, men ikke turde synge om og ikke kunne komme af med.

Gemmer du måske også på en lovsang? Hvis ikke, så er der mulighed for at få en lovsang, når vi lytter til Maria. Hun synger nemlig for os.

Guds Søns magt over naturen og os mennesker

Johannes 6,24-25: Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: «Rabbi, hvornår er du kommet hertil?»

”Rabbi, hvornår er du kommet hertil?” Det undrede jøderne, hvordan han var kommet over søen. Gennesaret sø. 13 km bred, 21 km lang, 43 m dyb. Som et stykke af Storebælt. De havde været hos ham på den anden side af søen, i ørkenom­rådet, hvor han havde givet dem mad. Johannes fortæller lige før vores tekst, at de vidste helt sikkert, at Jesus var ikke taget med disciplene, da de sejlede tilbage til Kapernaum om aftenen. Men om morgenen var han ikke til at se. Og nu fandt det ham i Kapernaum. Hvordan gik det til?

Disciplene kendte svaret. Jesus kom tilbage til Kapernaum i løbet af natten. Han gik over havet. Han, som sørgede for mad til 5000, kan gå på havet. Han er den Herre, der griber ind i naturens orden og bruger naturen til gavn for mennesker. Derfor blev den skabt! Men med syndefaldet fik den lov at møde os med modstand, vi ikke kan overvinde: tjørn og tidsel, og den legemlige død. Derfor sætter Gud nogle gange naturens love og regler ud af kraft for at redde os. Særligt når vi dør. Men også mange andre gange i livet, når han underfuldt redder os. Det gør Faderen sammen med sin Søn, Jesus Kris­tus. Han siger sådan om sig selv: ”Jeg er det brød, som kommer ned fra himlen og giver verden liv” (v33). ”Verden” – altså også os som er i kirke.

Sådan viser evangeliet, hvem Jesus er: At han er ét med sin Far og gør, hvad intet menneske kan. Og samtidig er han et menneske som os. Han var selv alene i en ørken, hvor han led sult, indtil hans far lod det få ende. Og han giver de andre mad. Og han er jo også det menneske, som i påsken blev fanget, hånet, pisket og korsfæstet. Han døde som en forbryder på et kors. Han sank han ned i under­gangens grav belæsset med alle vore synder. Men han går på bølgerne og redder disciplene i stormen.

 

Hårde ord og gode ord

Johannes 8,42-45 og 51: Jesus sagde til dem: «Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. ... Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.»

Først de "hårde ord": Jesus spørger i søndagens evangelium: ”Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre! Og hvorfor kan I ikke høre? Fordi I har Djævelen til Fader.” Og derpå beskriver han Djævelen som en morder fra begyndelsen – og en løgner. Og han spørger: ”Hvorfor tror I mig ikke, når jeg siger sandheden? - Fordi I ikke er af Gud.”

Der kalder billeder frem fra bibelhistorien: Vi føres i tanken med tilbage til for længe siden, dengang livet var nyt og menneskene splinter nye. Dengang livet begyndte, sneg en løgner sig ind på de første to mennesker, Eva og Adam. Løgneren "lirkede" ved Guds ord med spørgsmålet: "Har Gud virkelig har sagt?", og "I skal blive som Gud!" (1 Mosebog 3). Og løgnen erobrede dem.

Vi fornemmer en underlig døvhed brede sig mellem mand og kvinde. Pludselig er de fremmede for det, Gud havde sagt, fremmede for hans kærlighed og fremmede for hinanden. Adam siger: ”Kvinden, som du satte ved min side, tilbød mig frugten. Derfor spiste jeg." Han skyder skylden på hende og ønsker både at være fri for Gud og for kvinden.

Manden er ved at skille sig fra Gud, som skabte ham, og fra kvinden, som Gud gav ham. Og hvad har en mand da tilbage? Måske forestiller han sig, at han nu er sin egen Herre. Men sandheden er, at denne dobbelte skilsmisse fører manden ud i døden.

Vi, som er mænd, fornemmer måske, at det nok slet ikke er så længe siden, det fandt sted. For det sker også i vores liv, og i kvinders liv. Vi mærker, at denne virkelighed kan vokse ud af vore egne hjerter og gøre os døve, få os til at bebrejde dem, vi ellers holdt af, og gøre os skyldige og ensomme.

Og nu de "gode ord": Faktisk var de hårde ord, vi hørte for et øjeblik siden, gode ord. For de fortæller os sandheden. Derfor er første del af evangeliet godt, selv om det er hårdt. Men Jesus fortsætter med flere gode ord. De lyder sådan: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.”

Jesus lokker og drager alle mænd til at være hos den mand, som overvandt skilsmissen mellem Gud og os. Manden er Jesus, Guds Søn! Han overvandt fjendskabet ved at dø på korset for vore synder. Jesus taler til os om nåde og tilgivelse og rækker ud efter os med sit ord og lover os evigt liv! Det ord må vi holde fast ved. Da har vi fællesskab, nåde og liv med Gud og med hinanden.

 

Sat ud af spillet

Markus 9,14-18: Da de kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: «Hvad er det, I diskuterer med dem?» Og en fra skaren svarede ham: «Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.»

Evangeliet fortæller om en far, som kom til Jesu disciple med sin besatte dreng. Han bad dem om at drive den onde ånd ud. Men disciplene kunne ikke. Senere kom Jesus og så, hvad der foregik. Og faderen kom til Jesus med sit problem. Og Jesus sukkede både over sine disciple og al den lidelse og vantro, han var omgivet med: "Åh, du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer?" Og faderen bad Jesus: "Hvis du kan, så forbarm dig over os og hjælp os.!" Og han tilføjede: "Jeg tror, hjælp min vantro!"

Dette evangelium vil sætte os ud af spillet, så vi lærer at bede. Men forstår vi det? - Jesu disciple forstod det åbenbart ikke. De ledte efter en forklaring og spurgte Jesus: ”Hvorfor kunne vi ikke uddrive den onde ånd?” Det var ikke gået op for dem, at det ikke handler om vore egne tros-kræfter, men om at bede og overlade sagen til en anden, ham, som kan, hvad vi ikke kan. 

Jesus svarede disciplene: "Den slags kan kun drives ud ved bøn." Og da er vi måske tilbage i tanken om, at det kommer an på vores åndelige styrke og bønskræfter. Men det forholder sig lige modsat. Kristen bøn udtryk for, at du ingen kræfter har, ja, at du kun én mulighed her i livet: at bede til din Gud og Far i Jesu navn.

 

Om tiggeri

Lukas 18,35-39: Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: "Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi." Da råbte han: "Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!" De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: "Davids søn, forbarm dig over mig!" Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. 

Tiggeri kan forstyrre. Det mente folkeskaren, som var på vej til Jerusalem sammen med Jesus. Mennesker var begejstredte for Jesus og så frem til, at han skulle indsættes som Konge i Jerusalem. Og derfor var der ikke tid til en tigger og hans tiggeri. Han forstyrrede det vigtige, som skulle ske. - Men Jesus mente noget andet. Han standsede og satte tiggeren i centrum.

En hastelov om at forbyde tiggeri blev i sommeren 2017 vedtaget af Folketinget. Den nye lov skærper straffen for såkaldt "utryghedsskabende tiggeri". Tiggere risikerer fremover 14 dages ubetinget fængsel, hvis de tigger på gågader, stationer eller i offentlig transport. Loven blev vedtaget med 78 stemmer for og 23 imod. - - Jo, tiggere kan forstyrre os og gøre os utrygge. Det gider vi danskere ikke at finde os i. Vi har jo regler for kontanthjælp. Mennesker i nød kan bare henvende sig til kommunen!

Det er sandt, at tiggere kan være uforskammede og gøre andre utrygge. Folketinget har ret til at lovgive imod det. Men evangeliet på søndag om Jesus og en blind tigger vil få os til at stoppe op. Og endnu vigtigere: JESUS stopper op og vil have kontakt med tiggeren. - Evangeliet handler om, at Guds Søn kom til os, for at være frelser for tiggere.

Egentlig er alle kristne jo tiggere. Dagligt tigger du jo om brød og om tilgivelse: "Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld!" Og det er Jesus, der selv har lært os at tigge på denne måde. Og tænk, hvis Gud straffede os for at plage ham på en uforskammet måde? Men det gør han ikke. Han elsker tiggere. Det må vi være glade for! Derfor kan vi bare tigge løs og stole på Jesus Kristus.

 

Om at have talent

Matthæus 25,14-15: Det er som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han.

Udtrykket "at have talent" stammer fra Matthæusevangeliet 25. Jesus fortæller en lignelse om en mand, som giver sine tjenere en, to og fem talenter, som de skal bruge bedst muligt for ham. En talent svarede på bibelsk tid til ca. 30 kg sølv eller 6000 drakmer. Det var værdien af 13 års lønarbejde. Talenterne svarede således til et forskud på løn i 1x13, 2x13=26 eller 5x13=65 år. Store summer, som peger på, at talenterne er forbundet med vigtige livsopgaver!

Er du far eller mor, har du fået en stor talent og opgave, at sørge dit barn. Det er mindst 13 års intensivt arbejde. Giv dit barn mad og tryghed. Giv det glæde i hverdagen, og opdrag og oplær det i troen på Gud. Vær mor og far med alt det, Gud har givet dig: dine evner, din tid og din økonomi.

Er du gift og har en ægtefælle, da elsk og ær din ægtefælle i 26 eller måske 65 år - indtil døden skiller jer eller jeres Herre kommer tilbage. Gør det med alt, hvad du er og har.

Hvis du lever alene, er du ikke kaldet til at være ægtefælle og forælder. Hvad skal du da bruge dine talenter til? Tænk på Jesus og Johannes Døber, som heller ikke var gift. Tænk på kvinder og mænd i bibelen, som hverken havde børn eller ægtefælle, men blev til velsignelse for andre menneske. Og læs den lignelse, som Jesus fortæller i Matthæusevangeliet 25 lige efter den om "talenterne". Her siger han: "Jeg var sulten og tørstig, og I gav mig noget at spise og drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. ... Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre, det har I gjort imod mig."

Det er store livsopgaver, som fylder livet med mening i lige så høj grad som 13 års børneopdragelse eller 26 eller 65 års ægteskab. Her er nok at gå i gang med for os alle.

I lignelsen fik de, som brugte deres talenter, dobbelt udbytte. Det skal fortælle dig, at du kan arbejde med frimodighed i vished om, at Jesus Kristus er din gode Herre, og at du aldrig er alene. Din Herre elsker dig, din familie og din menighed. Han gav dig dine talenter, for at du skal bruge dem i kærlighed i det kald, der er dit. Hvis andre har flere talenter end dig, er det fordi de har andre opgaver, end du har. Og har de færre, er de heller ikke af den grund mindre værd end dig. De har blot et andet kald fra Gud.

Bøn: Tak, Gud, at du har kaldt mig til at tilhøre dig. Og tak for kaldet til at tjene dig i hverdagens liv med min næste! Amen  

 

Herlighed

Johannes 12,24: Jesus siger: Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.

Her er beviset for hans kærlighed og herlighed, og at han er verdens frelser. Det er, hvad Jesus her fortæller sine disciple og os. I har set alle tegnene. Nu kommer selve sagen, nemlig hvedekornet, der falder i jorden og dør. Netop sådan bærer det frugt.

Hvedekornet er uanseeligt i sig selv. Og hvis det ikke lægges i jorden og dør, vil det være lige så unyttigt som en lille sten på fortovet. Men hvedekornet har noget i sig, som giver liv. Netop herligheden bliver først at se, når hvedekornet dør. Hvedekornets herlighed er, at det kan blive til mange korn - mange brød – at det kan bespise hele verden. Og det sker ved, at det lægges i jorden og forgår. Det er herligt.

Hvilke konsekvenser får det for Jesus? Han svarer: ”Nu er min sjæl i oprør.” Han er forfærdet og i oprør indvendig – i sjælen. I oprør som havet, der bruser. I oprør, som vi også kan være, så vi ikke kan falde til ro.

Da han viste disciplene tegnet på sin guddomsherlighed, stillede han stormen på søen. Han var herre over oprøret. Men nu skal de se han herlighed fuldt ud. Og da ser de, at han går under. På korset! For han vil give liv til dem i deres rædsel, i deres undergang og i deres død. Han vil være livgiver for dem og for mange. Han giver sit liv som løsesum for mange, derfor rammer oprør og rædsel ham. Han tjener os som hvedekornet.

 

Min nye kalender 

Jakobsbrevet 4,13-15: Og nu I, som siger: «I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og blive der et år og drive handel og tjene penge». I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen; I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort. I skulle hellere sige: «Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det.»

Jeg fik en Mayland kalender af min søster i julegave. Med alle det nye års datoer. Jeg vil skrive i den. Planlægge. Parallelt med min Google-kalender. Det hører jo med til at leve. Dejligt med en åben og ny kalender, hvor jeg kan bestemme over min fremtid og skrive ned, hvordan den skal blive! - Og så aner jeg alligevel ingenting. Ligesom min søster heller ikke kender 2018. Vi talte om det i julen. Jo, hun har planer for sig og sin mand, ligesom jeg har for mig og min familie. Men vi har også bekymringer. Året kan blive langt bedre, end vi tror. Men vi kan også rammes af ulykker.

Da er det rammende at læse i Jakobsbrevet 4: "I, som ikke aner, hvordan jeres liv er morgen ... I er jo kun en tåge". Det rammer min søster. Og mig. Og det ændrer min kalenderskrivning radikalt. Jeg aner jo ikke, hvordan mit liv er i morgen. Hvorfor så planlægge? - Jo, planlægge må jeg. Det skal jeg. For min egen skyld. For min menigheds skyld. For min families skyld. Fordi det hører med til at leve. ... Men når jeg tænker efter, hvad nytter det så? Da jeg jo kun er en tåge, hvad nytter så al min planlægning?

Godt, at Jakob har mere at sige om min kalender. Han uddyber med disse ord: Og nu, I, som siger: "I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og blive der et år og drive handel og tjene penge" - I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen; I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort. I skulle hellere sige: "Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det." (Jakob 4,13-15).

Da jeg læste det, skrev jeg forrest i min nye kalender: "Jeg er jo kun en tåge. Men hvis Herren vil, så skal jeg leve og kan gøre det og det." Det vil være mit nytårsforsæt: at tænke på disse ord fra Gud, når jeg skriver nyt i min Mayland og Google-kalender. Og jeg vil bede: "Far i Himmelen, mind mig om, at jeg kun lever, fordi du vil at jeg lever. Og vis mig, hvad du vil, at jeg skal leve for. Hjælp mig til at skrive kalenderen forud - og takke dig bagud."

Godt nytår i Jesu navn!