Flere andagter

Ugens andagt i 2023

Uge 38, 18. - 24. sep. 2023

Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke. (Lukas 7,11-12)

En mor havde mistet sin eneste søn. Og hun var enke. Alle indbyggere i den lille by var i sorg. De var på vej ud af byen til kirkegården med den døde dreng. Fremtiden lå i ruiner.

Men i byporten mødte enken Jesus og hans disciple. Og Jesus kaldte hendes døde dreng tilbage til livet og gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: "En stor profet er fremstet iblandt os, og Gud har besøgt sit folk" (v16)

Frelseren har besøgt os og er hos os. Guds søn blev menneske. Kom til os. Kom ind i dødens verden.

I den lille by Nain i Galilæa fik en hel by tro på Jesus Kristus som Guds Søn. Og senere døde de. Alle døde. Men de døde i troen på Jesus og med håb om opstandelsen på den yderste dag.

Begivenheden i Nain var et forvarsel. Som Jesus besøgte Nain dengang, sådan besøger han os i Evangeliet og i dåben og nadveren. Han er "solopgangen fra det høje, som har besøgt os. (Luk 1,78)." Han besøger os i den kristne menighed og rører os i den hellige dåb. Her lover han os omsorg alle dage og frelse i evighed. Og han træder os nær i nadveren med sit livgivende legeme og blod.

Bærerne stod stille, og han sagde: «Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!» Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. (v14-15).

Vi bliver også stille, når han træder os nær. Han taler til os i gode og i onde dage. Og da kan vi sige med indbyggerne i Nain: «En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.» (v16)

”Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? … Jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette." (Matthæus 6,30 og 32)

Vi ved jo godt, at intet menneske kan frelse sig selv, og at Jesus er vores eneste frelser. Det er vi ret skrappe til at understrege i den lutherske kirke.

Men i dagens evangelium advarer Jesus os mod at tænke, at Gud sørger for himlen og saligheden, mens det er vores opgave at sørge for livet her på jorden: klæder og mad.

Livet som kristen er ikke opdelt i den del, hvor Gud frelser os af nåde, og en anden del, hvor vi skal sørge for os selv med vore gerninger og bekymringer. - Jesus hævder, at det er vores Far, som sørger for det hele: for hverdagens liv såvel som for vores frelse.

Men skal vi da ikke sørge for vores liv i hverdagen? Hvad siger Jesus? Han for­klarer, at ligesom vores himmelske far sørger for fuglene og blomsterne, sådan vil han også give disciplene mad og klæder: ”Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende?” - Jesus holder fast. Er ikke spor i tvivl. Gud sørger for dit liv i ét og alt! Skal vi da ikke arbejde? Jo. Men vi skal ikke sørge for livet. Det gør vores far, mens vi arbejder. Og mens vi sover.

Overvej dette ord fra Salme 127: 2 Det er forgæves, at I fra tidlig morgen til sent om aftenen slider for det daglige brød; for den, Herren elsker, får det, mens han sover.

Under sin vandring mod Jerusalem fulgte han grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske (Luk 17,11)

Hvis vi går rundt med en lidelse, et problem, en smerte, takker vi ikke. Vi er kede af det og klager. Måske du er sammen med andre, som har samme smerte og lidelse. I er i samme båd. Det kan lindre lidt at blive forstået af nogen. Men det får os ikke til at takke. For lidelsen fylder. Takken blomstrer ikke. Den har ikke noget at leve af. Men hvis du ved, at der findes en hjælper, en mester, en frelser, og at han er på vej ind i dit område, ja måske allerede er der, da kan der ske det, som skete med de 10 spedalske.

Jesus betyder Frelser. Og han er Mester. Han er Guds Søn, som kom til jord, lod sig føde. Og han har lovet: ”Og se, jeg er med her alle dage indtil verdens ende.” Her er håbet ved at spire. Takken vågner. Han mødte mig i dåben. Jeg blev forenet med ham, begravet med ham, opstod med ham. Han kom til min landsby. Og han fandt mig i min hjemløshed. Som spædbarn. Jeg blev hans. TAK, Gud, at du skabte mig, Tak, Gud at du døbte mig. Tak Gud, at du kom til mig, søgte mig og fandt mig.

Nåde at han fandt mig, nåde at han vandt mig. Nåde, at han bar mig hjem til sig. Sådan kan vi synge midt i det, som er svært, fordi vi er i Guds hånd med hele os, og med alt det vanskelige i hjertet og i kroppen.

... grundfæstede i troen, som I har lært det ... Kol 2,7

Man må tage afstand fra følelsesrne og simpelthen fatte ordet med ørerne og derefter skyde det ind i hjertet og holde fast ved det, også når intet tyder på, at mine synder er taget bort fra mig, idet jeg endnu føler dem i mig.

Den slags følelser må man ikke forfalde til, men bygge fast på, at død, synd og Helvede er overvundet, også når jeg føler, at jeg stadig sidder fast i død, synd og Helvede. For selvom følelsen af synden fremdeles er i os, så er det dog kun, fordi den skal drive os til troen og gøre den fast, så at vi stik imod alle følelser optager ordet og derefter altid binder hjerte og samvittighed til Kristus. (...) For tro er ikke en menneskelig indbildning og drøm, sådan som nogle mener. (...) Tro er en levende, dristig tillid til Guds nåde.

(Fra "Et år med Luther", Lohse 2016, side 261)

... Du var rask, men blev syg. Og Gud helbredte dig. Måske syg igen - lige nu. Vil du blive rask fra den sygdom?

... Du syndede mod Gud og mod din egen kære familie. Det er frygteligt. Men Gud tilgav dig. Og du syndede igen. Vil Gud tilgive dig for syvende gang?

… Og en dag dør du og bliver begravet. Hvad vil der ske med dit legeme og din sjæl? Er du fortabt eller frelst? Er der et evigt håb?

Kong David er sikker. Han siger i Salme 103:  "Min sjæl, pris Herren, og glem ikke alle hans velgerninger. Han tilgiver al din skyld, helbreder alle dine sygdomme. Han udfrier dit liv fra graven (vers 2-3).

Herren tilgiver og helbreder og udfrier fra graven.”  Sådan er din Gud og Frelser.

Han  tilgav mig i sidste måned. Jeg fik syndernes forladelse i gudstjenesten. Jeg hørte Gud sige gennem sin tjener: "Dine synder tilgives dig!" Og han tilgiver igen her i denne uge!

Han  helbredte mig, når jeg var syg. Han gjorde det gennem min læge og ved at give min krop ny styrke. Eller han gjorde det direkte på en måde, jeg ikke forstod noget af. Måske var det gennem andres forbøn. Han helbreder mig også  frem over, indtil jeg en dag dør af en sygdom eller alderdom.

Og  i døden - hvad gør vor Herre da for mig? Han har sejret over døden ved at dø for mine synder og opstå påske morgen. Og jeg er døbt og har fået troen på ham. Vi hører sammen, ham og jeg. Da skal jeg opstå fra graven til evigt liv hos ham. Han  udfrier mig fra døden.

Det gælder for enhver, som tror og er døbt. Det har vor Herre Jesus selv sagt. Han tilgiver al vor skyld. Han helbreder alle vore sygdomme. Og han udfrier mit liv fra graven. Det den kristne tro.

Apostlen Matthæus fortæller, hvordan Jesus så på folkeskarerne: De var vanrøgtede og forkomne som får uden hyrde. Det er vores situation, når vi ledes af det, vi hører hos os selv, og af folkestemningen. Da ligner vi jo får, som ikke har nogen hyrde. Får er ude af stand til at beskytte sig selv mod ulveangreb. Det gavner dem ikke, at de er mange. Det nytter heller ikke, at de lader sig lede af hinanden. Når de rammes af frygt, løber de på må og få.

Jesus så, at folkeskarerne var vanrøgtede. For de skriftkloge og farisæerne, som skulle vejlede folket med Moses og Profeternes løfter om Messias, havde kun ét budskab: Regler og påbud. Derfor var folkeskarerne forkomne.

Når vi overvejer, hvordan vor tids ledere og autoriteter vejleder, ser det nok ud på samme måde.

Jesus så det og sagde til disciplene: "Høsten er stor, men arbejderne få. Bed Høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst!" Og ikke længe efter sendte han 12 apostle ud for at prædike og helbrede. Sådan fik folkeskarerne troen på Jesus. Han blev deres hyrde. Han vejledte dem med sin undervisning. Han tog sig af dem og gav dem tilgivelse og tryghed.

På samme måde i dag. Evangeliet samler vanrøgtede og forkomne mennesker hos Jesus Kristus. Han vejleder os med sit ord. Han tilgiver os alle vore synder. Han er midt i fåreflokken og giver os sit legeme og blod i nadveren. Det gør tryg og giver håb.

Bøn: Herre, lad evangeliet bryde gennem vor kulturs falske budskaber om lykke. Du har skabt os. Du sendte din Søn som vor Hyrde. Led os med dit ord.

"Og se!" Man mærker straks, at evangelisten vil vise os noget vigtigt.

Først, at der kommer nogle mænd til Jesus med en lam mand. Åh, hvor godt, at en lam mand har venner! Og at de bærer ham hen til Jesus! For de tror. Se, hvad tilliden til Jesus gør ved dem og ved deres ven!

Det næste er, at Jesus ser den lamme mands synd og skyld. Det så vennerne måske ikke. De så den legemlige lidelse. Men Jesus ser, hvad der bor i hjertet.

Det tredje er, at Jesus tilgiver den lamme mand på stedet. Og skriftkloge, som overværede det reagerede: «Han spotter Gud.» (v3). De mente ikke, at mennesker kunne tilgive på Guds vegne. Men for at bevise, at han kunne, helbredte Jesus manden. Da folkeskarerne så det, blev de grebet af frygt og priste Gud, der havde givet mennesker en sådan myndighed. (v8 ).

Jesus er Guds søn, som døde for vore synder og opstod påskemorgen. Sådan fik han myndigheden til at forlade os alle vore synder. Og den myndighed har han givet til sin menighed. Matthæus skriver kapitel 18: "Sandelig siger jeg jer: Hvad I binder på jorden, skal være bundet i himlen, og hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen. Jeg siger jer også: Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader. For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem." (Matt 18,18-20).

Ødselhed

Når Matthæus fortæller om Jesus, skriver han igen og igen: "Og se!" Gennem 3 år fulgte han med Jesus. Han så, hvad Jesus gjorde. Han hørte og modtog Jesus' undervisning og blev en af de 12 apostle, der blev øjenvidner til Jesu dåb, liv, død og opstandelse. Sammen med de andre apostle skulle han gøre alle folkeslag til Jesu disciple ved dåb og undervisning (Matt 28,18-20). Og her sagde Jesus: "Og se, jeg er med jer ..."

Dette "Og se!" blev siddende i Matthæus som et ønske om, at også andre måtte se. Man mærker det igen og igen i den bog, han skrev til Jesus' kirke. Vi møder det op til 20 gange i hans evangelium. Også i beretningen om den spedalske, som kom til Jesus.

Og se! Det var overraskende, at en spedalsk vovede sig hen til Jesus. Det var ellers forbudt pga smittefaren. Men det var endnu mere overraskende, at Jessus rakte hånden ud og rørte ved den spedalske. Berøring mellem en spedalsk og en rask ville normalt overføre smitten fra den spedalske til den raske, så de begge blev spedalske. Men se, det er anderledes, når Jesus rører ved os, som er syge. Da overføres hans liv og kraft til os, som er syge og døende.

Det gjaldt for dem, Jesus helbredte dengang. Og det gælder i dag, når vi ser og hører Jesus. Han bærer vore sygdomme og tager vore synder på sig. Matthæus citerer i samme kapitel 8 profeten Esajas og tager både sig selv og sine læsere med ind under dette løfte. Det skete for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten Esajas, der siger: Han tog vore lidelser, han bar vore sygdomme. (Matt 8,17)

Jesus bar vore sygdomme. Han overvinder vores død.

Det smitter og fylder os med tro, glæde og håb, når vi ser, hvad Matthæus så.

Så lod han skaren sætte sig på jorden; og han tog de syv brød, takkede, brød dem og gav sine disciple dem, for at de skulle dele dem ud; og de delte dem ud til skaren. De havde også et par småfisk; og han velsignede dem og sagde, at de også skulle dele dem ud. Markus 8,6. 

Jesus takker for brødene, før han gør noget med dem. Derefter giver han dem til disciplene. P å samme måde med fiskene. Han velsigner dem og siger, at de skal dele dem ud.

Her lærer han os at takke og dele.

1) Takke og velsigne maden.
Maden bliver forvandlet, når vi takker for den. Den bliver velsignet. Og da sluger vi den ikke som om det hele kom fra os selv. Vi er glade. Vi sidder der ved aftensmaden og kigger på mor og far og søskende. Tænk, at Gud har givet mig dem! Tænk, at han giver mig mad!

2) Dele med vore nærmeste og med andre.
Disciplene delte ud til skaren. Og tænk, der var nok! Hvis de holdt det for sig selv, havde de kun haft nok til dem selv. Sådan også med de, Gud giver os. Hvis vi holder vi det for os selv, stækker det lige netop til. Vi formår jo at bruge alt det, vi tjener på os selv. Desværre. Men deler vi det med andre, vil det strække til.

Hvem skal vi da dele med? Hvor skal vi dele med andre? I familien! I ægteskabet! I menigheden! I naboskabet. Eller vil vi kun tænke på os selv? Da svigter vi faktisk både os selv og andre og vanærer Gud.

Vor Herre Jesus blev selv fattig, for at vi ved hans fattigdom skulle blive rige (2 Kor 8). Han påtog sig vore synder. Han døde på korset. Han er Livets brød. Og han samler os hver søndag i sin kirke og giver os tilgivelse og fremtid. Han takker for os og velsigner os.

Uge 28, 10. - 16. juli 2023

“Læg ud på dybet og kast jeres garn ud til fangst!” (Lukas 5,1-11).

Jesus møder Simon Peter midt i hverdagens slid. Han vedkender sig hans båd og erhverv. Tag ud og fisk, Simon! Det er ikke forgæves!

Når din Mester og Herre siger, hvad du skal, da er det lige netop det, du skal! 

I Lille Katekismus er det sidste afsnit "Hustavlen". Her findes Guds ord til præster og lærere, til den verdslige øvrighed og borgere, til ægtemænd og hustruer, til forældre og børn, til alle i et arbejde, til unge, enker og til hele menigheden. Gud siger, hvad vi skal gøre i vort daglige kald, hvor han har sat os. Ingen behøver at være i tvivl. Og afsnittet slutter med: Når hver sit skriftord lære vil, da står det godt i huset til. Når vi ved, hvad Herren kalder os til at gøre, og handler efter det, da får huset, familielivet, arbejdspladsen, menigheden og sit rette liv om søndagen og alle hverdage.

Alligevel mislykkes meget, sådan som Simon erfarede det. Han svarede: “Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået.” Vi mærker, at Simon kender og føler på samme måde, som vi føler. “Vi har slidt ... og ingenting fået.” Men Simon kender også Jesus og holder fast ved hans ord. Han siger jo: "Men på dit ord vil jeg kaste garnene ud." Derfor sejler han ud på dybet, der, hvor man ikke ser bunden, men kun ser ned i et sort dyb, som kan tage vore liv i en storm. Han var nu tilbage der, hvor arbejdet havde været forgæves natten forinden. Men også der, hvor han mange gange havde fanget fisk til familien.

Når dagligdagen viser sig fra sin nyttesløse side, kan vi sige som Simon: “... men på dit ord vil jeg ...”. Spørg ikke, hvad du selv får ud af det. Spørg ikke, om det vil lykkes. Spørg ikke om det er overkommeligt. Undersøg derimod, hvem der giver dig opgaven, og læg mærke til, hvem du gør det for: For din Herre Jesus Kristus. Han elsker dig. Og for de mennesker, du arbejder med og for i menighed, ægteskab, familie og samfund. Han kalder dig til at tjene dem med dit fiskeri.

Derfor kan en kristen trygt sige: “På dit ord vil jeg kaste garnene ud!”

"Salige er I, som er fattige, for Guds rige er jeres. Salige er I, som sulter nu, for I skal mættes. Salige er I, som græder nu, for I skal le" (Luk 6,20-21).

Hvad kan fattige, sultne og sørgende mennesker bruges til? Ikke til meget. De har jo selv brug for alt.

Jesus taler til fattige, sultne og sørgende mennesker. Og han gør dem salige, rige og mætte. Ja, de fyldes med den gode latter.

Det samme gør han i dag: Han er jo Guds søn, som blev fattig, for at vi skulle blive rige. Han har båret vore synder på korset og har overvundet døden ved sin opstandelse. Det giver han os. Og så er vi "salige". Nu er vi rige og mætte. Ja, vi går rundt og ler, fordi Jesus har gjort os salige.

Efter at han sådan har gjort os salige, siger han: Jeg har brug for jer. Her er, hvad I skal gøre: "Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med." (Lukas 6,23ff).

Derfor er der en dobbelt opgave til enhver, som tror på Jesus: ”Tilgiv og giv!”

Uge 25, 19.-25. juni 2023

"Toldere" opkrævede told ved byporten og gav det til den romerske besættelsesmagt. Men desværre tog de typisk mere i told, end der var foreskrevet, og berigede sig selv. De var kendt for at snyde og stjæle. Magtmisbrug. Det 7. bud. "Du må ikke stjæle!" De levede højt på andres bekostning.

"Syndere" var betegnelsen for mennesker, som bedrev hor og havde gjort det til en forretning. Sexmisbrug ødelægger ægteskaber og familier. De brød det 6. bud.

Dem var Jesus sammen med. Hans undervisning virkede som en magnet på dem. De holdt sig nær til ham for at høre ham. - Men den tids fromme og religiøse mennesker fandt det upassende.

Til dem og os fortæller Jesus, hvordan han så på den tids toldere og syndere, og hvordan han ser på os. Det gør han i lignelsen om en hyrde, der mister et får, og en kvinde, der taber en mønt (Lukas 15,1-10). Ligesom hyrden søgte og fandt sit fortabte får og glædede sig, og ligesom kvinden søgte og fandt sin forsvundne mønt, og glædede sig, sådan fandt Jesus toldere og syndere - og glædede sig.

Det er godt at blive fundet af ham. Evangeliet er hans magnet.

Evangeliet i søndags handlede om en rig mand og en fattig mand. Den rige hjælper den fattige med lidt overskudsmad. Men han åbner ikke sin bolig for ham. Den fattige mand lider ved hans port dag efter dag. Nu dør de begge. Den fattige bæres af Guds engle hjem i Himlen. Og den rige dør også og slår sine øjne op i pinestedet.

Her rejser sig det tunge spørgsmål: Er dommen virkelig så hård over os, hvis vi har svigter og skuffer andre og kun sørger for os selv? Jesus’ fortælling siger ligeud: ”Ja.” Dommen over os i vores svigt er hård. Det er forfærdeligt, at vi har svigtet vor næste.

Hvad er moralen? Måske at vi begynder at hjælpe andre bedre? Blive bedre mennesker, så vi kan komme i himlen, når vi dør?

Vi leder forgæves efter sådan en morale hos Jesus. I lignelsens afslutning fortæller han i stedet, at den rige mand beder om hjælp til sine 5 brødre, som stadig lever på jorden, så de må omvende sig. Og svaret er: ”De har Moses og Profeterne.” Og vi ved fra Jesus selv, hvad Moses og Profeterne havde at sige dengang - og stadig fortæller også til os: At Kristus måtte lide straffen for menneskers synder og opstå på den tredje dag som dødens sejrherre. (Det fremgår af Lukasevangeliet 24,13ff).

Derfor er moralen ikke, at vi skal blive bedre til at give til de fattige, men at vi må indse, at vi selv er fattige og behøver tilgivelse.

Vi, som lever i Nye Testamentes tidsalder, har både Moses, Profeterne OG evangelierne. Her hører vi, at Jesus Kristus blev fattig for at vi skulle blive rige. Han døde for vore synder og lever. Sådan hjælper Gud os og giver os troens glæde. Og da må vi bare hjælpe andre, som er lige så fattige, som vi selv er.

"I må fødes på ny!" (Johannes 3,1-15)

Bliver et menneske kristent ved at gøre noget godt for andre, eller ved at skabe forandring i sit liv, så andre (og Gud) kan se, at man virkelig er kristen?

I beretningen om Nikodemus, som opsøgte Jesus om natten, får vi at vide, at det ikke er mennesket, der skal føde noget godt og stort. Kristen bliver man ved fødsel. Og vel at mærke ikke ved at man selv føder, men at fødes. I passiv form. Jesus sagde til Nikodemus: ”Du må fødes på ny!” ”Af vand og ånd.”

Konteksten var, at mennesker hørte Johannes Døbers prædiken og bekendte deres synder. Og da blev de døbt til syndernes forladelse i Jordan floden.

Senere fortælles der i Nye Testamente, at jøder på pinsedagen hørte apostlen Peters prædiken om Kristus. De indså, at de havde korsfæstet Kristus, og de bad om hjælp. Til dem sagde apostlen: ”Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristus navn til syndernes forladelse. Så skal I få Helligånden som gave.”

Gud føder os på ny ved vand og Ånd. Vandet er dåbens vand. Og Ånden er den stemme, som lød ved din dåb, og som du hører, hver gang du lytter til evangeliet om, at Jesus døde for dine synder og opstod, så du må leve med ham.

Hvis du ikke har andet at holde dig til end din dåb, og at Jesus Kristus døde og opstod for dig, så har du dog det afgørende. Du er født på ny.

Vi kender til at stå med et fjernt blik. Det var en afsked. Og hvad nu? Hvad skal der nu ske? Sådan stod de 11 efter Jesus havde sat sig hos Faderen i det høje. Lukas fortæller i Apostlenes Gerninger 1,10-11: Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem. De sagde: "Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen."

Hvorfor står I der og stirrer op? - Jo, fordi de har haft tre år med Jesus. Og hvad nu? Mænd i deres bedste alder med måske 30 til 60 år foran sig på jorden. Eller måske kun få år. Jesus havde jo forudsagt, at nogle af dem ville blive forfulgt som deres mester blev det. De har fået mange tanker.

Vi kan også stå og stirre. Og vi kan henfalde til at se på os selv, på hinanden, og på de mulig­heder, vi ser i os selv og hinanden, og hvad vi nu kan finde på af gode ideer og løsninger.

Her kommer to engle og viser dem og os perspektivet: Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen. Og det har vi også brug for. Vi gør det hver søndag i kirken: ”Opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.”

Det er vores hjælp, når vi er ved at gro fast i vore egne bekymringer og spekulationer: Trosbekendelsen. Hvad han er og hvad han har gjort for os, hvor han er nu og hvad der vil ske snart.

Og se, engle kom og sørgede for ham!

Matthæus viser os, hvad det indebar for Jesus, at han blev menneske. Han blev underkastet de samme vilkår, som vi lever under. Han behøvede mad, hjælp og beskyttelse: Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen (v1). Gud Fader førte ham. Og han lod sig føre af sin Fader. … Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Han oplevede sult, som fører til død. Han blev svækket og tappet for alle menneskelige kræfter. Og fristeren kom og sagde til ham: «Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.» (v3). Den Onde, Djævelen, kaldes her ”Fristeren”. I sult på grænsen af døden kom fristeren til ham. Jesus, Guds søn, mødte Djævelen i en situation, hvor han intet havde at forsvare sig med undtagen Guds godhed. Og den satte Fristeren spørgsmålstegn ved.

Vi lever alle i en verden med død og lidelse. Og vi fristes til at fraskrive os Gud og hans omsorg, især, når vi ikke mærker den, og når vi trues på livet. Og det aller værste, vi da kan høre, er, at Gud er god, bare ikke mod os. For vi har ikke fortjent det. Det er jo sandt.

Men da forkynder Matthæus evangeliet for os. Evangeliet taler stærkt til os, at Guds Søn forstår os og kan have medlidenhed med os, fordi han har prøvet alt dette. Og han gik i døden og bar vor skyld. Og derfor har vi Guds nåde og tilgivelse. Jesus Kristus døde og opstod for os.

Det gør os stærke overfor fristeren, når han vil frarøve os Guds godhed. Jesus Kristus vinder! Han er hos os med løftet om evigt liv og Guds omsorg i dag. Han er hos os i den hellige nadver. Og se, engle kommer og tjener os! (v11)

Tryghed og rædsel

Jeg sagde i min tryghed: Jeg skal aldrig vakle. Herre, i din nåde gjorde du mit bjerg til en fæstning, men du skjulte dit ansigt, og jeg blev grebet af rædsel. (Salme 30v7-8)

Når vi har fået en fin tro af Gud og derfor går i fast tillid til, at vi har en nådig Gud ved Kristus, så er vi i Paradis. Men før vi har set os om, kan det vende. Gud lader os miste modet, så vi mener, at han vil rive Herren Kristus ud af vore hjerter. Og han skjuler sig for os, så vi ikke kan få nogen trøst ved ham. Djævelen indgiver hjeret sine rent forfærdelige tanker, så vores samvittighed føler, at den har mistet Gud. Da vrider og vender den sig, som var der bare vrede og unåde imod den, sådan som vi har fortjent det med vore synder.

Fra andagt på 9. februar i "Et år med Luther", Lohse, 2016.

Og se, himlene åbnede sig!

I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: «Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!» (Matt 3,1-2)
... Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: «Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!» (Matt 3,16-17)

I denne uge handler det om dåben i Matthæus 3. Igen siger Matthæus: ”Og se!" Denne gang skal vi se himlen åbne sig! Tænk at leve i nærkontakt med Gud Fader under en åben himmel. Er det virkelig muligt?

Svaret er først: Nej, desværre!
For vi mennesker har ødelagt det for hinanden og for os selv på grund af vore synder. Himlen er lukket. Himmeriget er langt borte!

Men svaret er også et stort Ja!
For Gud har givet os sin Søn. Og Johannes Døber forkynder: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” (v2). Så er Himmeriget altså kommet nær. Og Matthæus fortæller, at Jerusalem og Judæa og hele jordanegnen drog ud til Johannes Døber og blev døbt af ham (Johannes Døber), idet de bekendte deres synder (v5-6). Sådan kom Himmeriget til dem. Gud tilgav dem. Så var alt vel. Alt! Ikke fordi syndsbekendelse og vand i sig selv er noget særligt, men fordi Gud stod bag tilgivelsen og vand-dåben.

Det ved vi, fordi Guds Søn, Jesus Kristus, kom til Jordan og blev døbt. Matthæus fortæller: Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: «Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!»

Derfor er det en stor, stor gave at være døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Her åbner Himlene sig over os. Faderen siger: Det er mit barn, som jeg elsker! Og Helligånden kommer over det fortabte menneske i dødens verden. Og Jesus vil være med dette menneske alle dage. (Matthæus 28,19-20).

Uge 4, 23.-29. januar 2023

Se! Da kom der nogle vise mænd ...

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: «Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.» Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham.
Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: «I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: ... (Matt 2,1-5)

Evangelisten Matthæus fortæller som noget af det første, at hedninger fandt Frelseren. Jøderne sad inde med visdommen fra Gud om Frelseren, Messias. Men de blev overhalet af vise mænd fra Østen.

Det har meget at sige til os, som lever i et ”kristent folk”. Gud har sluttet pagt med os i dåben. De fleste af os er kristne. Ja, selv politikere kalder Danmark for et kristent land. Men hvad nytter det, hvis vi som Herodes og ypperstepræsterne har information om Kristus, men ikke bruger den?

De vise mænd fra Østerland brugte det profetord, de hørte, og gik til Betleham og fandt barnet. Stjernen og Profet-ordet viste dem vej. De fandt Kristus og tilbad barnet og bragte det gaver.

Mon ikke Guds pagt i dåben, Guds ord og menighedens fællesskab kan give os lidt af vismændenes glæde? Jesus er jo hos os i dåbens og nadverens sakramente. Og han er hos os i menigheden (Matt 18,20). 

Salmevers: Stjernen ledte vise mænd til vor Herre Kristus hen. Vi har og en ledestjerne, og når vi den følger gerne, kommer vi til Jesus Krist. Amen.

Se!

Matt 1,20: Mens han tænkte på dette, SE, da viste Herrens engel sig for ham

Igen og igen siger Matthæus: ”Se!” – ”Og se!” Faktisk 46 gange i løbet af evangeliet. Og hertil kommer de mange andre steder, hvor der står, at ”farisæerne så”, ”disciplene så”, og ikke mindst, at ”Jesus så”. Gud har givet os evangeliet, for at vi skal ”se”, se Jesus som vores frelser, se vor egen situation som mennesker og se os selv, andre mennesker og hele livet i dette lys.

Her er eksempler fra de fire første kapitler:
Kapitel 1: Mens han tænkte på dette, SE, da viste Herrens engel sig for ham (v20).»SE, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel« — det betyder: Gud med os (v23).

Kapitel 2: … SE, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem (v1). … og SE, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var (v9). Da de var rejst, SE, da viser Herrens engel sig (v13). Da Herodes var død, SE, da viser Herrens engel sig (v19).

Kapitel 3: Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og SE, himlene åbnede sig over ham (v16).

Kapitel 4: Da forlod Djævelen ham, og SE, der kom engle og sørgede for ham (v11). Det folk, der sad i mørket, har SET et stort LYS, og de, der sad i dødens land og skygge, for dem brød lyset frem (v16).

Mens vi ser Jesus i evangeliet, bryder lyset frem i vort mørke. Gud giver os tillid til, at han ser os, tilgiver os vore synder og redder os fra døden. Ja, Jesus er os nær, sådan som han lover i evangeliets sidste vers: "Og SE, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende" (Matt 28,20).

Bøn: Herre, lad lyset bryde frem hos os. Amen.

Uge 2, 9.-15. januar 2023

Jesus begyndte ved et bryllup

Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham. (Johannes 2,11).

Jesus og hans disciple var inviteret til bryllupsfest i Kana. Men vinen slap op. Og Jesus forvandlede vand til vin, så brullupsfesten kunne fortsætte i glæde.

Var der ellers ikke meget andet, som var vigtigere at gå i gang med, nu da Jesus skulle indlede sin store mission?

Det mente han åbenbart ikke selv. Apostlen Johannes fortæller: Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.

Jesus begyndte sit store arbejde ved at deltage i et bryllup og viste os dermed, at han ikke blot ærer ægteskabet, men også selve brylluppet.

Uge 1, 2.-8. januar 2023

Stjernen i krybben

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: "Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham." Matthæus 2,1-2.

Vi mærker vintermørket i denne tid. I mørket ser vi stjernerne endnu tydeligere end ellers. De fortæller om universets storhed og om deres og vores Skaber. Det fantastisk at se lyset fra de tusindvis af stjerner i mørket.

Men der er også stjerner på jorden. Vi omtaler nogle gange mennesker som ”stjerner”. Nogle gange kan vi se lys og stjerner i et barns eller en vens strålende øjne. Det er også stort. Så mærker vi, at vi lever. Men stjerner har deres tid. Stjerner i universet uddør og slukkes. Og heller ikke vi mennesker har lys og liv i os selv.

Derfor drages vi sammen med de vise mænd af en stjerne, Gud engang tændte på himlen, men især af den stjerne, som han tændte på jorden, nemlig jomfru Marias og Guds Søn i krybben.

Evangeliet på Hellig Tre Kongers dag 6. januar giver os en vidunderlig stjerne at følge, og en stjerne, som vi også kan være hos og tilbede. Stjernen er Jesus Kristus. Han udslukkes aldrig, men lever i evighed. Evangeliet viser os tre måder at lede efter Guds søn på, repræsenteret ved kong Herodes i Jødeland, de skriftkloge i Jerusalem og de vise mænd fra Østerland. Og beretningen udfordrer til at overveje, hvordan vi søger efter Guds Søn.