Tilbage til Forside


Kantate

Flere andagter

Ugens andagt 2021

Ugens andagt fra www.vivit.dk, skrevet af kirkens præster.

Ideer og kommentarer er velkomne! Skriv til post@vivit.dk.

Uge 48: 29. november - 5. december 2021

Solen skal stråle

Men for jer, der frygter mit navn, skal retfærdighedens sol stråle frem, under dens vinger er der helbredelse.
Malakias' Bog 3,20

December er årets mørkeste måned. Derfor tænder vi ekstra mange lys: lys i køkkenet og stuen; lys på gader og i butikker. Vi gør også, hvad vi kan, for at tænde lys i hinandens hjerter. For vi er fælles om at føle, at der er brug for lys og glæde hos os mennesker.

Ugens bibelvers fra profeten Malakias’ bog fortæller, at Gud vil lade sit lys skinne i vort mørke. Men ikke som et lille supplement til vore lys, men som det lys, vi alle behøver.

På Malakias’ tid vanærede Guds folk deres Skaber; præsterne svigtede deres kald; tro var blevet til troløshed; man anså det for nytteløst at følge Guds bud. Det samme mørke har også ramt os.

Ind i dette ufattelige mørke prædiker Gud om dom og frelse. Retfærdighedens sol skal stråle over dem, som frygter hans navn. Sådan omvender Gud os til sig og fører os ind under sine vinger, hvor der er helbredelse for vantro, troløshed og skyld.I adventstiden afslører Gud mørket hos os og kalder os til omvendelse på ny. I juleevangeliet forkynder han den store glæde og tænder lys ved evangeliets ord.

Kære Fader! Vis os vort mørke. Og lad solopgangen fra det høje lyse for os i vort mørke!

 

Uge 47: 22.-28. november 2021

Ordet vil, Ånden vil, troen vil!

Denne uge er sidste uge i det gamle kirkeår. Og vi kan glæde os med ord fra en salme, som er skrevet netop til den sidste søndag i kirkeåret.

Vers 1 lyder sådan:
Herre Kristus, dig til ære slutter vi vort kirkeår;
trøstig kan vor afsked være, advent kommer, som det går;
ordet vil sin røst udsende, Ånden vil sit orgel slå,
troens alterlys vil brænde, indtil jorden skal forgå.

Når vi tænker på det gamle kirkeår, kan der dukke mange tanker op fra begravelser, dåb, konfirmationer og bryllupper. Og tænk på de mange søndage, hvor Gud tjente dig i kirken med ordet og Herrens nadver. Og de mange hverdage, hvor livet blev vanskeligt og det så sort ud, men Gud gav os håb og tro. Salmeverset fortæller os, at det også vil blive sådan i det nye kirkeår.

1) "Ordet vil sin røst udsende." Vi kender fra os selv, når tænker på noget, vi er nødt til at fortælle til vore nærmeste. "Ordet vil sin røst udsende!" Sådan har Gud det i forhold til ethvert menneske. Derfor gav han os alle sine tanker i Den hellige Skrift. Derfor blev Ordet kød og blod. Derfor har Guds ord VILJE. Det "vil sin røst udsende". Derfor må og skal der prædikes evangelium hver søndag i det nye kirkeår. Derfor må og skal det læses og deles i alle kristne hjem i denne uge og på søndag!

2) "Ånden vil sig orgel slå." Helligånden spiller den herligste musik for os, når vi læser bønnerne i Salmernes Bog i Bibelen. Sådan vækker Ånden bønnen hos os. Bønnen afhænger ikke af vores vilje, men af Åndens vilje. Det, Helligånden vil, føder han i vores hjerter gennem Salmernes Bog. Derfor skal der synges bibelske salmer i kirken og til hverdag. Da fyldes vi med trøst og håb.

3) "Troens alterlys vil brænde , indtil jorden skal forgå." Det tredje "VIL" findes inde i mennesket: Det er troens VIL. Troen lys vil brænde. Og troen vil blive ved med at brænde også i det nye kirkeår, når Gud udsender sin røst i Evangeliet, og når Ånden spiller den ene salme efter den anden for os. Sådan brænder troens alterlys.

Tak, Herre, fordi du var til stede. Og kom og vær hos os i det nye kirkeår! Amen

 

Uge 46: 15.-21. november 2021

Tre grunde til, at et menneske bliver frelst på dommedag:

"Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt." Matthæus 25,31ff

1) Fordi Gud velsigner dig med Evangeliet: "Kom, I som er min faders velsignede!"
Når Gud velsigner, siger han noget godt til et menneske. Og hans ord træder i kraft, fordi det er Gud taler sandt og gør alt, hvad han siger. Når Jesus tog de små børn i favn og velsignede dem, var de velsignede. Når du hører velsignelsen, kan du trygt tro på Guds ord og hvile i hans velsignelse. Frelst af nåde. Du stoler på ham på grund af hans gode ord. Du frelses ved velsignelsen og ved den tro, som velsignelsen giver dig på velsignelsen. Altså uden gerninger. Det er den første årsag til vores frelse.

2) Fordi Gud har gjort dig til arving ved tro og dåb: "... og tag det rige i arv ..."
Den anden årsag til frelsen er, at den er en ARV. Kristne arver det rige, som Gud har forberedt til dem. En arv er noget, andre har sparet op. Og vedkommende har skrevet et testamente, som i træder i kraft, når vedkommende dør. Sådan er det med Jesus og Det Nye Testamente. Her står, at Gud vil, at du frelses. Nye Testamente fortæller, at Jesus er din frelser, og at han er død for dig. Sådan er testamentet er trådt i kraft og gælder dig. Ved tro og dåb er du forenet med Jesus. Så er du blevet arving. Du får frelsen, fordi du er arving. Det tror du på. Så frelses du ved troen, som Gud gav dig.

3) Fordi Gud har bestemt det sådan, før du blev til:
"... som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt."
Den tredje årsag til frelsen er, at det er bestemt af Gud før verdens grundlæggelse. Altså før du fik øjne og kunne udføre noget som helst. Du er bestemt til det af din Far i Himlen på grund af Jesus. Derfor er du salig. Det er årsagsgrunden til, at du bliver frelst.

Så er der kun en ting at tilføje: nemlig: "TAK, kære Gud og Frelser, amen."

Uge 45: 8.-14. november 2021

Nær hos dig

Mens han talte til dem om dette, kom der en synagogeforstander og kastede sig ned for ham og sagde: "Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve." Jesus rejste sig og fulgte med ham sammen med sine disciple. Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. (Matthæus 9,18-20)

Evangeliet fortæller, at Jesus Kristus er menneskers frelser og hjælper. Han lagde sin hånd på Jairus’ datter, og hun blev levende. Og til kvinden med blødninger sagde han: ”Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig”.

Sådan træder vor Herre Kristus også os helt nær, når hans ord lyder. Det er hans måde at røre os på. Han rører vores samvittigheder med trøst. Han taler, så udtørrede knogler bliver levende. Han rører vores sjæl og krop med sine løfter om, at han vil oprejse os fra de døde på dommens dag. Og hans tilgivelse og opstandelseskraft udspringer af, at han døde for vore synder og opstod påskemorgen.

Vor Herre Kristus giver os håb og liv ved tro og dåb. Desuden indbyder han os til at til den hellige nadver. Her giver han os sit legeme og blod under brødet og vinen. Han er midt i sin menighed. Han kommer til os med sit ord og sin Ånd. Vi kan – ligesom kvinden, der led af blødninger - snige os ind på ham, når vi går til nadverbordet og knæler. Og vi modtager tilgivelse og lægedom på sjæl og legeme. Vi forenes jo med ham, som er lys og liv.

Selv om mørket er mørkt for os, så er det ikke mørkt for ham. Han ser det hele og griber fat om os. Nu er vi hos ham i hans rige. Og der får vi lov at være i al evighed.

 

Uge 44: 1.-7. november 2021

Salige

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: "Salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres." (Matthæus 5,1ff)

Hvorfor kom de hen til ham? Og hvorfor samles vi i kirke? For at høre på Jesus og lære af ham. Mange var forinden blevet døbt i Jordan-floden og havde fået tilgivelse (Matthæus 3). De havde bekendt deres synder. De havde indrømmet – tilstået – og var blevet reddet med Guds tilgivelse. Døberen havde fortalt dem om Messias, som skulle komme. Og de hørte ham sige om Jesus: ”Se, Guds lam, som bærer verdens synd!” Jesus blev deres redningsmand.

Når man bliver døbt til at tilhøre Kristus, er det typisk at man spørger: ”Hvad skal jeg bruge mit liv til? Fortæl mig det!” Den døbte får brug for hjælp til at leve det gode liv som Guds barn. Derfor kom disciplene hen til Jesus. Og han fortalte dem det. Men ikke som andre lærere og profeter gjorde.

Jesus siger som det første: ”Salige er de …” Han begynder ikke med at sige, hvad disciplene skal, men hvad de er.

Det, du er, kommer altid før det, du skal. Hver morgen, når du vågner, er du noget. Når du er døbt og har fået tilgivelsen fra Gud, er du SALIG. Og det betyder: Lykkelig, rig, heldig, ja i den bedst tænkelige situation overhovedet. Din fremtid er sikret. Der bliver sørget for dig. Gud er din SKABER. Jesus er din HERRE og REDNING.

 

Uge 43: 25.-31. okt. 2021

Forstyrret

Så sejlede de i båden ud til et øde sted for at være alene. Men mange så dem tage af sted, og de genkendte dem, og fra alle byerne strømmede folk sammen til fods, og de nåede frem før dem. Og da Jesus kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem, for de var som får uden hyrde, og han gav sig til at lære dem om mange ting. (Markus 6,32-34).

Jesus havde indbudt sine apostle til at tage med til et øde sted, hvor de kunne være alene med ham og hvile sig. Efter flere uger, hvor de havde været udsendt to og to i Galilæa, var der brug for hvile og alenetid med Herren. På samme måde med os. Vi klarer ikke at leve som kristne, hvis vi kun arbejder. Vi har brug for at være alene med Gud og hinanden i bøn og gudstjeneste.

De sejlede så med deres Herre i båden til et øde sted for at være alene. Men alenetiden blev ikke meget længere end sejlturen. For da de kom i land, var mange mennesker gået i forvejen og stod klar, for at at være sammen med Jesus.

Derfor fik Jesus og apostlene ikke den hvile, de havde planlagt. Og hvordan reagerede Jesus? Var det så her, han sagde: "Åh, få dem dog væk!"? Nej, han ynkedes over dem. Han så, at de var som får uden hyrde, og han gav sig til at lære dem mange ting. Og da det blev aften sørgede Jesus også for aftensmaden. Og han inddrog apostlene, da han gav mad til de 5000, som var kommet.

Gud råber højt til os i Evangeliet: "I har brug en hyrde! Jesus er jeres hyrde!" Og: "I har brug for hvile og alene-tid med jeres Hyrde!"

Han siger også til os: "Bliv dog ikke selv årsag til, at din gudstjeneste og andagt minimeres eller forsvinder. Lad dig ikke forstyrre af dig selv. For da bliver du som får uden hyrde!" Og: "Når andre forstyrrer dig og din menighed med deres nød, da hjælp, hjælp og hjælp!"

Uge 42: 18. - 24. okt. 2021

Alene og hvile

Apostlene samledes igen hos Jesus og fortalte ham om alt det, de havde gjort, og alt det, de havde lært folk. Og han sagde til dem: «Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt.» For der var mange, som kom og gik, så de ikke engang havde tid til at spise. Så sejlede de i båden ud til et øde sted for at være alene. (Markus 6,30-32)

Efter arbejde er der brug for hvile. Det hører med til at være menneske. Sådan er vi skabt. Ligesom vi har brug for mad og drikke, har vi også brug for søvn og hvile.

Evangelisten Markus fortæller, at Jesus sørgede for, at hans apostle fik hvile.

På samme måde giver Herren os lov til at hvile, hvile sammen i den kristne menighed, hvile hos Gud. Det gør vi, når vi er alene sammen med ham og hinanden. Alene sammen.

Sådan er det at være til gudstjeneste. Da er vi alene sammen med Herren. Og vi får nye kræfter ved evangeliet, som fortæller os, hvad vor Herre Jesus Kristus har gjort for os. Her kan vi hvile.

 

Uge 41: 11. - 17. okt. 2021

Hofnar eller hofprædikant?

Herodes havde ladet Johannes gribe og lægge i lænker og fængsle på grund af Herodias, sin bror Filips hustru, fordi Herodes havde giftet sig med hende. (Markus 6,17)

Vi vil hellere roses end revses. Og vi er tilbøjelige til at vælge sjov og underholdning frem for alvor og nærgående spørgsmål.

Alligevel ønsker ingen af os at blive snakket efter munden. Det er ikke godt, når venner ikke tør sige hinanden sandheden. Og det er uholdbart, hvis vi får ret, når vi faktisk har uret.

Det er i orden med en hofnar nu og da. Vi har godt af lidt sjov og et ordentligt grin. Men det er ikke godt, når hofnarren fortrænger hofprædikanten!

Nye Testamente fortæller om Johannes Døber som kong Herodes' hofprædikant. Ikke sådan forstået, at Døberen blev ansat til at holde festtaler og underholde kongen. Snarere tværtimod. For kongen havde aldrig ønsket at lytte til Døberen. Alligevel prædikede han for kongen. Han opsøgte ham og satte ham i rette, fordi han var brudt ind i sin brors ægteskab og havde taget hans hustru. Døberen sagde kongen sandheden. Og som svar smed kongen sin "hofprædikant" i fængsel - senere blev Døberen halshugget.

Det udfordrer os til at overveje, hvordan det er med sjov og alvor i vores liv? Lytter du til Guds vilje med dit liv? Eller lader du dig holde for nar? Hvad gør du, når du mærker i din samvittighed, at du lever forkert? Hvad gør du, når du fornemmer, at du står overfor den levende Gud og behøver hans tilgivelse?

- Beretningen om kongen og hofprædikanten findes i Markus 6,14-29.

 

Uge 40: 4. - 10. okt. 2021

"Talitha kum!"

Så kom de til synagogeforstanderens hus, og han så en larmende hob, som både græd og jamrede meget, og han gik ind og sagde til dem: «Hvorfor larmer og græder I? Barnet er ikke død, hun sover.» De lo ad ham; men han jog dem alle sammen ud og tog barnets far og mor og sine ledsagere med sig og gik ind, hvor barnet lå. Så tog han barnets hånd og sagde til hende: «Talitha kum!» -- det betyder: «Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op!» Og straks stod pigen op og gik omkring, for hun var tolv år gammel. Og de blev fuldstændig ude af sig selv. (Markus 5,38-42)

Nye Testamente er oprindelig skrevet på græsk, den tids verdenssprog. Alligevel findes der enkelte sætninger, som står tilbage på det hverdagssprog, Jesus og apostlene også talte: aramæisk. De skar sig ind i tilhørernes bevidsthed og står også uoversat i vore bibler. Fx "effatha!" i fortællingen om en døvstum, der fik åbnet sine ører (Markus 7,34). Effatha betyder "luk dig op!" Og “Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?”, som Jesus råbte på korset (Markus 15,34). Det betyder "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!"

“Talitha kum!” betyder: “Lille pige (talitha), rejs dig op (kum)!” (Markus 5,41). Jesus sagde sådan til en pige på 12 år. Hun havde været alvorligt syg, men var død. Hendes far, Jairus, havde sendt bud efter Jesus. Men da Jesus kom til huset, var pigen stiv og kold. Han tog hendes hånd og sagde: “Talitha kum!”Jesus greb ind overfor dødens magt. Hvilken glæde for pigens forældre og for os.

“Talitha kum!” peger frem mod Jesu egen død langfredag og hans opstandelse påskemorgen. Jesus kunne med sit ord oprejse pigen fra døden, fordi han selv er opstandelsen og livet.

"Talitha kum!" peger også videre frem på dommens dag, hvor alle mennesker skal høre hans røst: "Menneske, stå op!" Og da får støvet ånd og liv. Og de, som ved tro og dåb blev Guds børn her i livet, skal opstå til evigt liv.

 

Uge 39: 27. sep. - 3. okt. 2021

Håb - når alt håb er ude

Markus 5,25-34

I evangelierne fortælles om en kvinde, som havde lidt af blødninger i tolv år. Hun havde døjet meget af mange læger og brugt alt, hvad hun ejede, uden at det havde hjulpet; hun havde tværtimod fået det værre. Alt håb var ude. Men hos Jesus Kristus blev hun hjulpet. Hun tænkte: “Bare jeg rører ved hans tøj, bliver jeg frelst.” Og straks udtørredes kilden til hen­des blødninger, og hun mærkede i sin krop, at hun var blevet helbredt for lidelsen (Markus 5,28-29).

Jesus Kristus har en magt, som overgår al menneskelig evne og forstand. Han er herre over lidelse og død. Han er Guds Søn. Hos ham har vi håb, uanset hvad læger kan og ikke kan og uafhængigt af vores livssituation i øvrigt.

Det betyder ikke, at kristne mennesker kan springe besøget på lægehuset over. Det betyder heller ikke, at man undgår smerte og lidelse. Men det betyder, at man ved tro og dåb er forenet med Ham, som i kærlighed og omsorg forstår at føre os sådan her i livet, at vi kan bevare håbet. Hvis Gud vælger at give os et godt helbred nogle år, må vi takke ham for det. Men lige meget hvad, så giver troen på Jesus Kristus altid håb, håb om tilgivelse og evigt liv hos Gud.

 

Uge 38: 20. - 26. sep. 2021

Gå hjem!

Markus 5,19-20

Til hverdag tænker vi ikke så meget over, hvad det betyder at kunne komme hjem. Men efter endt ferie eller udlandsrejse, eller når man som soldat vender hjem fra udstationering i krigszone, er det noget særligt at komme hjem. - På den anden side er det ikke alle, som har nogen at komme hjem til. Måske tog krigen alt. Måske ødelagde man selv så meget for ens egne, at man ikke længere var ønsket det sted, hvor man engang havde sit hjem.

Jesus hjalp engang en mand, som ikke havde været hjemme længe. Han levede ensomt ved grav­hulerne øst for Genesaret sø. Livet var blevet en plage for ham, og han var til fare både for sig selv og andre. Han var besat af en ond ånd og havde mistet alt. Men Jesus har magt til at frelse og redde ud af en hvilken som helst nød. Og han frelste dette elendige menneske.

Men hvor skulle han nu gå hen? Han syntes ikke, han havde noget at komme hjem til og ønskede at følge med Jesus. Men Jesus sendte ham hjem med ordene: “Gå hjem til dine egne, og fortæl dem om alt det, Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig.” Så gik han hen og gav sig til at prædike i Dekapolis om alt det, Jesus havde gjort mod ham, og alle undrede sig (Markus 5,19-20).

Jesus kunne nok have brugt denne mand som discipel. Men han anså det for vigtigere, at manden vendte hjem som et levende vidnesbyrd om Guds barmhjertighed og godhed i sit hjem.

Når vi tænker, at vi skal udrette noget på arbejdet og i samfundet, hvor vi bliver set, anset og belønnet for vores indsats, har vi brug for at høre kaldet til at gå hjem til vore egne.

Der findes mange velstående og velholdte hjem i Danmark. Men der er også meget tomhed i de velholdte huse. Også i kristne hjem, hvor vidnesbyrdët om Jesus er næsten forsvundet.

Når vi oplever, at vort hjem ikke er, som det burde være, mangler vi muligvis det, som det elendige menneske i evangeliet bragte med sig hjem: vidnesbyrdet om, hvad Gud har gjort mod ham i Jesus Kristus!

 

Uge 37: 13.-19. sep. 2021

Forlis

Markus 4,38-41

Storme ryster os kun sjældent, når vi oplever dem på landjorden. Træer kan vælte, og tagsten kan flyve af. Men det truer ikke vores person og eksistens. Desuden dækker stormskadeforsikringen som regel de værste skader.

Det er anderledes, når man oplever en storm på havet. Da beroliger det ikke, at skibet er godt forsikret. Kahytten giver heller ikke tryghed. For stormen har rejst havet, så skibet helt og holdent er i stormens vold.

Der kommer lignende storme i ethvert menneskes liv. Når det, vi bygger på og finder vores tryghed i, rystes og forgår, er vi på vej mod det totale forlis.

Jesus var engang midt i et sådant forlis. Han og disciplene var på vej i en båd over Galilæas sø. Da kom en voldsom hvirvelstorm, som truede med at sende dem alle i havets dyb. Forliset var godt i gang. Men Jesus var som den eneste tryg og rolig. Evangelisten Markus fortæller: Han lå i agterstavnen og sov på en hynde. Så vækkede de ham og sagde til ham: “Mester, er du ligeglad med, at vi går under?” Og han rejste sig, truede ad stormen og sagde til søen: “Ti stille, hold inde!” Og stormen lagde sig, og det blev helt blikstille. Så sagde han til dem: “Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?” Og de blev grebet af stor frygt og sagde til hinanden: “Hvem er dog han, siden både storm og sø adlyder ham?” (Markus 4,38-41).

Jesus Kristus behersker naturkræfterne, fordi han er Guds Søn. Når han er kommet ind i et menneskes liv, kan ingen storm føre til forlis. Da er vores liv ikke afhængigt af venner, arbejde og helbred, men alene af Gud selv. Når vi kender Jesus Kristus og tror på ham, er vi under Guds frelsende herredømme, uanset hvad der sker i livet.

 

Uge 36: 6.-12. sep. 2021

Isolation er ikke godt

Markus 4,9

Vi har ører at høre med. Hvilken gave! Hvilket under at kunne komme i kontakt med andre mennesker: med venner, børn, nabo og ægtefælle. Alle har vi dagligt brug for at tale med et medmenneske, både at lytte til andre og at blive lyttet til. Det kan få psykiske konsekvenser, hvis vi lever i isolation. Vi er ikke skabt til ensomhed, men til fællesskab med andre mennesker. Og vi er skabt til fællesskab med vores Gud og skaber.

Jesus siger: Den, som har øre at høre med, skal høre!” (Markus 4,9). Jesus taler Guds ord til os. Ja, han er selve Guds talerør til os mennesker. Han vil føre os tilbage til fællesskab med vores Skaber. Han vil befri os fra ensomhed, skyld og isolation. Han giver os tilgivelse og fællesskab med Gud, vores kære himmelske Fader. Gud har gode planer for dit liv. I sin store omsorg ønsker han at fortælle dig det og lede dig.

Ligesom det betyder alt for os at lytte til vore nærmeste, betyder det alt - både for vort liv i tid og evighed - at vi lytter til Jesus Kristus. For når han taler til os, er Gud i gang med at så sit levende ord i vores hjerter.

Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.” Og han sagde: “Den, der har ører at høre med, skal høre!” (Markus 4,3-9).

 

Uge 35: 30. aug. - 5. sep. 2021

Familie

For den, der gør Guds vilje, er min bror og søster og mor. Markus 3,35

Min bror, søster og mor! Hvad ligger der ikke i disse tre navne! Et nært forhold, hvor der er indbyrdes tillid og tryghed. Her kan vi regne med omsorg, hjælp og beskyttelse. Tænk, at være Jesu bror, søster og mor!

Sammenhængen, Jesus sagde dette i, viser os mennesker forsamlet hos Jesus for at lytte til hans undervisning og få hjælp. I den situation kom hans mor og brødre, og de sendte nogle ind til ham for at hente ham, men selv blev de stående udenfor.

Noget tyder på, at Jesu mor og søskende forsøgte at bremse ham i det, han var i gang med. Sådan kan de, der synes at stå Jesus nær, være ham aller fjernest.

Jesu familie er dem, der gør Guds vilje. At gøre Guds vilje hænger sammen med at komme tæt på Jesus og være med i den skare, som er hos ham, når han hjælper og prædiker. De gør Guds vilje. For Gud vilje er først og fremmest, at vi omvendes og kommer til erkendelse af sandheden. Guds vilje er, at vi bliver hans børn. Og han får sin vilje med os, når vi er hos Jesus.

Her modtager vi hans nåde. Og her vejledes vi til at tjene Gud og vor næste.

 

Uge 34: 23.-29. august 2021

11-timers-reglen

Markus 3,20: Så kom han [Jesus] hjem, og der samledes igen en skare, så de ikke engang kunne komme til at spise.

Der findes en regel om 11 timers sammenhængende hvileperiode i en ansættelse. Det er godt i et samfund, hvor mange er tilbøjelige til at presse både sig selv og andre for pengenes og produktionens skyld.

Men reglen gælder ikke en enlig mor med et sygt barn. Hun er om nødvendigt til rådighed 24 timer. Hendes kærlighed til barnet sender hende på uafbrudt arbejde. Reglen gælder heller ikke, hvis man står som eneste sygeplejerske på en missionsstation i en befolkning med mange sygdomme og lidelser. Nøden sender på arbejde.

Penge og produktion kan man sætte regler for. Men arbejdstids-regler ophører, når man står overfor menneskelig lidelse og nød. Da kalder Skaberen os til at vise omsorg og til at hjælpe.

Det kendetegnede Jesus Kristus under hans liv på jorden. Han viste omsorg og ofrede sig selv på en måde, som ikke har sin lige. Der fortælles f.eks., at han engang var kommet hjem fra en fodrejse med mange opgaver. Men før han havde fået tid til at spise, kaldte nøden atter på ham: Så kom han hjem, og der samledes igen en skare, så de ikke engang kunne komme til at spise (Markus 3,20).

Intet kunne standse ham i hans ønske om at hjælpe en verden i lidelse og skyld. Ikke engang Satan eller døden. For efter at have tjent mennesker gennem tre år påtog han sig til sidst al menneskelig ondskab som vores stedfortræder og bar vores straf i korsdøden. Tre dage efter oprejste Gud ham fra de døde. Og dermed havde han sejret over dødens og Djævelens magt.

Derfor kan Jesus som ingen anden inbyde os til hvile hos sig. Han siger i Matthæus-evangeliet kapitel 11 vers 28: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Den nødvendige hvile hos Gud får en kristen i søndagens gudstjeneste og i hverdagens andagt. Her tilgiver Gud os vore synder og trøster og vejleder os. Derfor bliver vi ved at stole på Gud i liv og død. Og sådan giver han os kræfter til at leve i tjeneste for hinanden og andre.

Jo, vi må se bort fra 11-timers-reglen mange gange i livet, når andre kalder på vor hjælp. Men ingen af os klarer at undvære en kristen gudstjeneste og hvilen hos Gud i den daglige andagt.

 

Uge 33: 16.-22. august 2021

Tolv mænd

Markus 3,14: Han udvalgte tolv, som han kaldte apostle, for at de skulle være sammen med ham, og for at han kunne sende dem ud for at prædike.

Matthæus, Johannes, Jakob, Peter, Thomas og Filip. Det er navnene på nogle af de mænd, Jesus kaldte som sine apostle. En af dem var tolder. Flere var fiskere. De var tolv i alt. Om dem alle gjaldt det, at de var almin­delige mennesker i deres sam­tid. De havde ingen høj uddannelse. De blev ikke rige og personligt berømte. De blev hverken hærførere eller kejsere. Og de blev ikke hædret på deres gamle dage. Derimod blev de fleste af dem hen­rettet for deres tros skyld.

Men hvorfor blev sådanne ubetydelige menne­sker alligevel kendt verden over, så vi også kender deres navne, ja endog opkalder vore børn efter dem her to tusinde år senere? Fordi Jesus gjorde dem til sine apostle! Det var deres hemmelighed. De lærte Jesus at kende som Guds Søn og verdens eneste Frelser. De stolede på, at han var med dem alle dage. Og de vidste, at han havde udsendt dem. De vidste, at det ord, de fik af Jesus, var Guds frelsende ord til mennesker.

Dermed har Jesus også gjort os og vores tro på Gud afhængig af apostlenes ord. De evangelier og breve, som vi har i Nye Testamente, er ikke skrevet af berømte og kloge forfattere og videnskabsfolk. Men de er skrevet af mænd, som Jesus udvalgte, for at vi til alle tider skal høre Guds ord og lære ham at kende som vores eneste frelser.

 

Uge 32: 9.-15. august 2021

Prostitution og økonomisk kriminalitet

Markus 2,17: “De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.”

Hvad har Jesus med prostitution og økonomisk kriminalitet at gøre? Hvad laver han sammen med mennesker fra disse miljøer? Hvis man tror på Gud og vil være et ordentligt menneske, hvordan kan man da have noget som helst med sådanne grupper at gøre?

Sådan gik snakken blandt religiøse mennesker på Jesu tid. Han havde opfordret en tolder til at blive discipel. Og siden rygtedes det, at han spiste sam­men med toldere og syndere, dvs. dem, der levede økonomisk højt på andres bekostning, og dem, som solgte deres krop til andres fornøjelse (prostituerede). Hvordan kunne han det, når han samtidig påstod at være fra Gud? Man var forarget.

Men Jesus havde et svar til de forargede. Han sagde: “De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere” (Markus 2,17). Jesus forsvarede ikke økonomisk kriminalitet eller prostitution. Derimod så han, hvad der var sket med de mennesker, som sådan lå under for pengenes magt. Ønsket om at tjene penge drev dem til både snyd og hor. “De er syge! De har brug for læge!” Og hvis lægen ikke kommer ind i huset, fordi han ikke tør være sammen med den syge, hvordan skal han da kunne hjælpe? Jesus anså intet menneske for at være et “umuligt tilfælde”.

Jesus Kristus ved også, hvad der er sket med dig, og hvad du ligger under for. Lad ikke religiøse menneskers snak og forargelse hindre dig i at være sammen med ham. Hos Jesus Kristus er der tilgivelse og håb uanset hvad! Mød ham i gudstjenesten, i evangeliet, i skriftemålet og i nadveren. Han kommer til os gennem kristne søstre og brødre med nåde og tilgivelse.

 

Uge 31: 2.-8. august 2021

Håb til deling
– i en tid med frygt

1 Peter 3,15 … men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har.

Gud har givet os et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde (1 Peter 1,3). Det gav han os i dåben. Og han fornyer det for os.

Det håb, vi har i troen på Jesus, er ikke et håb til os selv, at vi nu ved Guds hjælp er blevet bedre mennesker, som nok alligevel klarer at blive bedre mennesker, så vi blive værdige til at blive frelst. Det er et håb til Gud, at Gud fortsat tilgiver os og redder os. For Jesus har genløst os. (1 Peter 1,18-21).

Dette håb er totalt ukendt i verden. Og når nogen spørger, hvor vi har det fra, og om grunden til, at vi har håb til Gud, da skal vi dele det med dem.

Vi kan med trosbekendelsens enkle ord fortælle, at vi tror på Gud Fader, som har skabt verden og også os. Og at han søger for os. Vi kan fortælle om Jesus Kristus, at han er Guds Søn, som kom til os i denne verden, bar vore sygdomme og synder og sejrede over døden og dommen. Vi kan fortælle om Helligånden, som samler kristne i kirken om tilgivelsen med håb om kødets opstandelse og det evige liv.

Glæd dig, hvis nogen ligefrem kræver dig til regnskab for, at du håber på Kristus, selv om alt håb er ude. Vi har selv så meget brug for håb, og vi har et levende håb, som bliver endnu større, når vi deler det med andre.

 

Uge 30: 26. juli - 1. aug. 2021

Håb til Gud
- i en menighed med frygt

1 Peter 1,21 … I, som takket være ham tror på Gud, der oprejste ham fra de døde og gav ham herlighed, så at jeres tro også er håb til Gud.

Det er godt at have et håb til hinanden i en kristen menighed. Håb til de ældre, håb til de unge, håb til børnene og håb til forældre og andre voksne. Man siger også, at ”børnene er kirkens fremtid”.

Men hvad gør en kristen menighed, når medlemmer skuffer hinanden? Hvem kan vi håbe på, når vi selv har svigtet og gjort det håbløst for dem, som ellers stolede på os? Hvilken fremtid har en menighed, hvor der ikke er børn? Da ser det ud, som om kirkens liv er truet.

Alle menneskelige fællesskaber smuldrer, når vi sætter vort håb til hinanden og ikke kan leve op til vore egne og andres håb. Det gælder også fællesskabet i en kristen kirke. Da går vi på et tidspunkt fra hinanden, og menigheden går i opløsning, fordi den jo blevet til et fællesskab, der byggede på menneskers evner og indsats. Det giver næring til frygt i menigheden.

Det en stor gave, at apostlen Peter forkynder Evangeliet ind i denne frygt og fortæller, at vores tro ikke er håb til mennesker, men til Gud. Derfor går fællesskabet ikke i stykker, selv om nogen svigter eller dør. For vi er bundet sammen ved troen på Jesus Kristus, som aldrig svigter. Og sådan er vores tro HÅB til GUD.

Derfor er det kristne håb særligt stærkt i tider, hvor vi ikke kan håbe på noget hos os selv og hos andre. I troen på Jesus bliver alle jordiske håb visket ud af det store håb, vi har ved troen på Kristus, han, som døde for vore synder og opstod påskemorgen. Han er i sin menighed, når Evangeliet og Sakramenterne samler os hos Ham.

 

Uge 29: 19.-25. juli 2021

Levende håb
- i liv og død

Første Petersbrev 1,3-5: Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid.

At håbet er levende betyder, at det har liv i sig selv. Det er levende, fordi Jesus Kristus er opstået fra de døde. Han lever og giver håb til mennesker midt i deres håbløshed. Ja, han rejser os fra graven til sidst.

Derfor kan vi som kristne håbe, også når vi rammes af frygt og ikke tør håbe på noget som helst hos os selv. For Jesus Kristus er opstået fra de døde og kommer til os i mørkets og dødens dal. Han kommer til os i lidelsen og smerten. Han kommer til os i skylden og ensomheden. Han giver os levende håb, når alt håb er ude.

Det gør han ved Evangeliet, som vi hører i bibellæsning derhjemme, i skriftlæsning, bibelundervisning og prædikener i den kristne menighed. Og ved Sakramenterne (dåb, skriftemål og nadver), hvor han genføder os, tilgiver osog giver os sit Jesu legeme og blod.

Til det håb blev alle døbte genfødt. Og i det håb bliver en kristen begravet. I det håb kan du leve hele livet i tillid til Jesus Kristus, som opstod fra de døde.

 

Uge 28: 12.-18. juli 2021

Kaldet fra Gud befrier os

Markusevangeliet 2,14-17: Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: «Følg mig!» Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: «Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?» Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: «De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.»

Der findes kun én slags kristendom. Nemlig den, som vi får hos Jesus, når han giver os tro og tillid til at han er vor Frelser. At være kristen er at leve i tillid til Ham. Han gør os ikke fri til at leve efter vore egne følelser og lyster, så vi realiserer vort økonomiske og seksuelle begær. Hos ham består friheden i, at han kalder os tilbage til den kærlighed, som andre har brug for: kærlighed til dit barn, dine forældre, din ægtefælle, din nabo.

Jesus giver os sig selv som forbillede, når han kalder på os og siger: ”Følg mig!” Og endnu vigtigere: Når han siger ”Følg mig!” indbyder han os til ved Ordet og Sakramenterne at tage med derhen, hvor han blev korsfæstet og opstod. Det gør vi ikke ved at opsøge Jerusalem geografisk eller at forsøge at tænke os tilbage til en svunden tid. Nej, vi gør det ved at deltage i den kristne gudstjeneste. Her kommer Jesus Kristus med dåb, nadver, syndsforladelse og vejledning. Han døber os, giver os sit legeme og blod og tilgiver os alle vore synder. Vi omfavnes af Gud, vor Fader. Og Helligånden giver os tillid og tro.

Kristen frihed er, at han tilgiver os alt ondt, vi har gjort mod hinanden og andre i jagten på at realisere os selv.

Tolderen Levi og de andre, som festede sammen med Jesus i tolderens hus, glædede sig over, at de ikke mere skulle deltage i denne tomme jagt. Nu var de befriet af ham, som ville noget langt bedre med dem. Og han vil det samme gode med os. Han tilgiver dig og kalder dig til at leve i kærlighed.

 

Uge 27: 5.-11. juli 2021

Nok i læge og psykolog?

Markus 2,1-12

Vi har både sjæl og legeme. Sjælen er vores person og vort jeg. Legemet er kroppen med hud og hår. Sjæl og legeme er en enhed. Når man er glad og ved godt mod inderst inde, har legemet det bedst, ligesom et sundt legeme påvirker ens livsmod positivt. Derimod kan det sætte sig spor i legemet, hvis man er knuget af skyld. Og legemlig sygdom kan gøre sjælen træt og tung.

Markus fortæller om en ung mand, som var lam. Men han havde nogle venner, som bar ham hen til Jesus. Da Jesus så deres tro, siger han til den lam­me: “Søn, dine synder tilgives dig!” Og der­efter helbredte han også hans legemlige lidelse (Markus 2,1-12). Jesus vidste, at hvis manden skulle virkelig hjælpes, skulle han hjælpes både i sjælen og i lege­met.

Det er der også mange, der ved i dag. Derfor har vi både læger og psykologer.

Men Jesus havde noget, som hverken læger eller psykologer råder over: Guds tilgivelse. Desværre er der ikke stor efterspørgsel efter til­gi­velse. Vi har nemlig alle svært ved at indse og bekende vores skyld, og vi gør mange forsøg på at bortforklare, når vi har syndet mod Gud og mod hin­anden. Men resultatet er, at vi lammes og ikke kommer ud af stedet.

Da har vi brug for at høre om, at den unge mands problem ikke kun sad i hans lamme ben, men i hans sjæl. Jesus både tilgav og helbredte ham.

Jesus Kristus har givet den kristne menighed magt til at tilgive mennesker i Guds navn. Han sørger både for vort legeme og vort følelselsliv.

Læger og psykologer bliver brugt af ham. Men til sidst tager han det helt i sin egen hånd på opstan­delsens dag, når han oprejser vo­res legemer fra graven. Intet menneske er for alvor hjulpet, før det er blevet tilgivet af Gud.

 

Uge 26: 28. juni - 4. juli 2021

Selvhjælp eller Guds hjælp?

Ganske tidligt, mens det endnu var helt mørkt, stod Jesus op, og han gik bort og ud til et øde sted og bad dér. Markus 1,35.

Vi skal have vores søvn for at kunne gå på arbejde. Sund og rigtig kost er også afgørende for, at vi har det godt. Desuden er vor kultur fyldt med forslag til, hvordan man "får det godt med sig selv". - Mobiltelefonen kan klare det meste med forskellige apps, som regulerer søvn og kalorieindtag. Og kombineres det med et jævnligt besøg hos en psykolog en en god selvhjælpsbog, klares resten med nogle afspændingsøvelser. Eller hvad?

Ved psykologisk opladning er vi tilbøjelige til at sætte os selv i cen­trum. Med i kristen bøn kommer Gud centrum i vores liv. Gud taler til os i Evangeliet. Vi lytter og svarer i bøn med de ord, han har lært os at bede. Han vil give os kraft til dagen og vejen. Da får vi det godt med Gud. Og Herren viser os, hvad vi kan gøre for hinanden og andre. Derfor behøver en kristen hver morgen at bede til Gud før dagens travlhed og larm tager over.

Evangelisten Markus fortæller: Ganske tidligt, mens det endnu var helt mørkt, stod Jesus op, og han gik bort og ud til et øde sted og bad dér.

Sådan levede Jesus Kristus sit liv, i bøn. Han gjorde intet, uden at han først havde talt med sin Fader. Derfor blev hans liv et godt liv. Sådan bliver også vores dage gode dage, når vi fra morgenstunden finder hvile hos vor Fader. Da er vi ikke overladt til vore egen selvhjælp, men til Guds gode hjælp.

Uge 25: 21. - 27. juni 2021

Hvor kommer modet fra?

Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: "Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!" Markus 1,14-15.

Efter at Johannes var fængslet, sagde Jesus ikke: ”Nu trækker jeg mig. Jeg skal ikke have samme skæbne som Johannes Døber”. Tværtimod. Han begyndte i stedet sin offentlige tjeneste vel vidende, hvad det indebar – mange glæder og velsignelse – og kors og død.

- Hvor fik han modet fra? Fra Dåben! Jesus var jo kort forinden blevet døbt af Johannes i Jordan. (Markus 1,9-11). Gud havde fra himlen sagt til Jesus:  "Du er min elskede søn, i dig har jeg velbehag!" Skulle Jesus da give op, fordi Johannes var fængslet? Nej, nu var tiden kommet, hvor Evangeliet skulle forkyndes i Galilæa og Judæa.

Jesus var selv hovedindholdet i Evangeliet. Han skulle hjælpe mennesker i al lidelse og nød. Han skulle forkynde om Himmeriget og selv dø på korset og besejre dødens magt påskemorgen. Og det, han dengang begyndte med, det fortsætter den dag i dag gennem den kristne kirke!

- Og hvor får vi modet fra til at leve som kristne, så vi ikke trækker os, når livsopgaverne bliver tunge? Fra dåben og fra Guds ord til os, fra Evangeliet om Jesus, som fortæller os, at vi er uendeligt meget værd.

Når livet går os imod, må vi bare holde endnu mere fast ved vort kald og opgave i familien, ægteskabet, samfundet og i den kristne menighed. For vi er ved troen og dåben forenet med Jesus Kristus. Kristne hører hjemme i gudstjenesten om søndagen. Og vi er under Guds beskyttelse nat og dag. Når vi hører evangeliet om Jesus, giver Gud os mod til at leve. Amen.

 

Uge 24: 14.-20. juni 2021

“Det kan jeg aldrig få mig selv til!”

Og i fyrre dage var han i ørkenen og blev fristet af Satan; han levede blandt de vilde dyr, og englene sørgede for ham. Markus 1,13.

Vi læser og hører om umoral og bagtalelse, om bedrageri og vold. Mennesker udnytter hinanden. Vi hører om det hos naboens og ude i byen. Det sker blandt politikere og forretningsfolk. Og vi snakker om det.

Men hvad med os selv? Ville du kunne bedrage din ægtefælle? Ville du kunne leve højt på andres bekostning? Kunne du finde på at leve i sus og dus, mens andre sulter og lider? “Det ville jeg aldrig kunne få mig selv til!” Sådan er vi hurtige til sige. Men er det også sandt?

Når vores livssituation ændres, kan der ske ting og sager med os. Når en ung flytter hjemmefra, når man kommer til penge, når man bliver syg, eller når man får mulighed for stor lykke øjeblikkeligt, da er det muligt, at vi reagerer på en måde, vi ikke før havde troet mulig. Når det kommer til stykket, er der ikke ret meget, som er fast og urokkeligt hos os mennesker.

Danskernes moral ændres til stadighed. Forbrug og levemåde skifter med voksende velstand. Og der er grund til at standse op og spørge: Hvad er det, der sker med os?

Vi er nok ikke de rigtige til at svare for os selv. For vi befinder os midt i det og har ikke overblik. Men Gud taler til os og kan afsløre, hvad det er for kræfter, der kan få os til både at forlade hans bud og hans kærlighed, så vi bliver hjerteløse overfor andre og gudløse i forhold til vor Gud.

Jesus Kristus har selv oplevet denne virkelighed, da han blev fristet i ørkenen: I fyrre dage var Jesus i ørkenen og blev fristet af Satan; han levede blandt de vilde dyr, og englene sørgede for ham. Derfor er han den eneste, som kan bevare os mod Satan og give os fasthed. Han er den klippe og det værn, som kan beskytte dig under alle forhold. Hør evangeliet om hans fristelse i ørkenen. Den er beskrevet lidt udførligere af evangelisten Matthæus i Matt 4,1-11. Her er hjælp.

www.vivit.dk, post@vivit.dk

 

Uge 23: 07.-13. juni 2021

Evangeliet begynder i os, når ...

Bibeltekst: Markusevangeliet 1,1-5:
v1 Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn. v2 Som der står skrevet hos profeten Esajas: Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej. v3 Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne! v4 således trådte Johannes Døber frem i ørkenen og prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse. v 5 Og hele Judæa og alle Jerusalems indbyggere drog ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.

Evangeliet betyder "godt budskab". Det er en beretning om Jesus Kristus. Evangeliet fortæller, at han er Guds Søn, som blev menneske, født af jomfru Maria. Det er fortællingen om alt det gode, han gjorde for mennesker i nød. Evangeliet indeholder også hans undervisning og prædikenen. Og det slutter med hans død på korset og opstandelsen fra de døde. Evangeliet fortæller, at han gav sit liv i vort sted. Guds Søn bar menneskers synd og led straffen for os. Og han sejrede over døden ved sin opstandelse.

Men hvordan begynder det? Der er to svar på spørgsmålet.

Det ene svar er, at det begyndte med profeterne, som skrev i Gamle Testamente, at Gud lovede at sin søn, og at han blev født i Betlehem. Det er evangeliets begyndelse.

Det andet svar har vi i Markusevangeliet 1,1-5: Evangelisten Markus fortæller, at begyndelsen på evangeliet var, da Johannes Døber prædikede i en ørken. Og hele Judæa og alle Jerusalems indbyggere drog ud til ham og blev døbt, idet de bekendte deres synder. Evangeliet begyndte i dem, som hørte Døberens prædiken, indrømmede hvad de havde gjort forkert, og fik tilgivelse i dåben.

Evangeliet begynde på samme måde i os. Det sker, når vi hører en kristen prædiken og bliver døbt. Eller når vi hører en kristen prædiken og det går op for os, hvad vi fik i vor dåb - nemlig tilgivelse. Da vender Gud os fra skyld til tilgivelse, fra håbløshed til håb, fra død til liv. Ja, evigt liv. Det bliver vores, når evangeliet begynder i os.

 

Uge 20: 17.-23. maj 2021

Vej ud af døden
Sl 68,1-36: Hos Gud Herren er der vej ud af døden (v21)

LGJ

Idé til bibellæsning uge 20, 17.-23. maj 2021

Herrens ånd fylder jo hele verden; da den holder alting sammen, har den kundskab om alt, hvad der siges. (Visdommens Bog 1,7)

Man. 17.5. Sl 80: Lad dit ansigt lyse, så vi bliver frelst (v20).

Tir. 18.5. 2 Mos 21,1-17: Retsregler om trælle, drabsmænd og menneskerøvere

Ons. 19.5. 2 Mos 21,18-22,14: Retsregler ved skænderi og ved uforsætlige ulykker

Tor. 20.5. 2 Mos 22,15-23,9: Retregler ved voldtægt, sex med dyr, hjælp til fremmede, enker og faderløse, falske rygter

Fre. 21.5. 2 Mos 23,10-19: Retsregler om hviledag og festdage

Lør. 22.5. Sl 68,1-36: Hos Gud Herren er der vej ud af døden (v21)

Pinsedag 23.5. Joh 14,22-31: Helligånden, skal minde jer om alt, hvad jeg har sagt (v26)

Ugens bøn: Salme 68,1-20 og Fadervor

 

Uge 19: 10.-16. maj 2021

6. søndag e. påske "Hør mig!" "Exaudi!" Salme 27,7

Hør mig! Exaudi!
Den kommende søndag kaldes i den kristne kirke for "Hør mig!" (latin: Exaudi!). Det er de to første ord i Davids Salme 27,7: "Hør mig, Herre, når jeg råber, vær mig nådig og svar mig!" 6. søndag e. påske

Jesus sagde i søndags, 5. søndag e. påske: "Den dag skal I bede i mit navn!" (Joh 16,26). Han har fremelsket bønnen med sine løfter. Derfor tør vi bede, ja, vi kan slet ikke lade være! Derfor beder vi til ham i hjertet i ugens løb og igen næste søndag i gudstjenesten. Vi stoler på Jesus Kristus, vor Herre og beder: Hør mig, Herre, når jeg råber, vær mig nådig og svar mig! (Sl 27,7).

Vi har jo ellers god grund til at tvivle, at tvivle på alt, hvad der kommer fra os selv. Også på vore egne bønner og krav. Men vi har en Far, som elsker os og tilgiver os vore synder for Kristi skyld. Vi har en far, som har lovet at bønhøre os i Jesu navn.

Det lærte jeg i søndags hos Jesus, da han sagde: "Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Gud!" (Joh 16,27). Og jeg lærte det som barn og da jeg var ung af en af mine fædre i troen, nemlig Alfred, som boede i Bastemose på Nordlangeland. Han sagde ofte i sin bøn til Gud: "Bønnen kommer fra dig og går tilbage til dig!" Han bad med de ord, han fik af Gud i Bibelen. De ord gav ham vished. Derfor bad han.

Når vi beder "Hør mig!", siger vi det ikke som trodsige børn, der forstyrrer de voksne og presser sig ind i deres verden. Vi siger det til Gud, som sendte sin søn ind i vores verden. Vi beder, fordi Gud indbyder os, ligesom David gør i Salme 27. Jeg husker, at du siger: "I skal søge mit ansigt!" Herre, jeg søger dit ansigt, skjul ikke dit ansigt for mig; vis ikke din tjener bort i vrede; thi du er min hjælp. Forkast mig ikke, svigt mig ikke, min frelses Gud! (vers 8-9).

Så lad os bede med på Davids Salme 27 denne uge og igen på søndag: "Hør mig, Herre!"

LGJ

Idé til bibellæsning uge 19, 10.-16. maj 2021

Hør mig, Herre, når jeg råber, vær mig nådig og svar mig! (Sl 27,7)

Man. 10.5. Sl 79: Lad din barmhjertighed nå os hurtigt.
Tir. 11.5.: 2 Mosebog 19: I den tredje måned efter israelitterne var draget ud af Egypten
Ons. 12.5. 2 Mosebog 20: Gud talte alle disse ord
Tor. 13.5. ApG 1,1-14: I galilæiske mænd
Fre. 11.5. ApG 1,15-26: En af de mænd, som var sammen med os hele tiden ...
Lør. 15.5. Sl 27: Hør mig! = Exaudi (latin) er navnet på 6. søndag e påske
Søn. 16.5. Joh 15,26-16,4: Når Talsmanden kommer

Ugens bøn: Salme 27 og Fadervor

 

Uge 18: 3.-9. maj 2021

Bed! Rogate!

Uge 18: 5. søndag e. påske "Bed!" "Rogate!" Joh 16,23

Den kommende søndag kalder man i den kristne kirke for "Bed!" "Så bed da!" Navnet kommer fra evangeliet, hvor Jesus lover: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen." (Joh 16,23-24)

Bed til Faderen! Bed i Jesu navn! Og I skal få.

1) Bed til Faderen: Jesus har lært os om Gud som vor Fader. I kapitel 3,16: Således elskede Gud verden, at han gav sin søn, den enbårne. Og her i Johannes 16, at "Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen" (Joh 16,27). Derfor: Bed til Faderen!

2) Bed i Jesu navn: At bede i en andens navn betyder, at det er den anden person, som står inde for os. Det er på grund af ham, at vi beder. Det er på grund af ham, at vi må forvente at blive lyttet til. Og det er ham, som garanterer, at vi får det, vi beder om. Jesus døde for vore synder. På grund af ham, siger Faderen: Din synd er forladt! Derfor: Bed i Jesu navn!

3) Og I skal få: Den bøn, Jesus har lært os, er bønnen i hans navn. Og den bøn har han sammenfattet for os i "Fadervor". Her giver han os syv bønner, som dækker alt, hvad et menneske behøver. Så bed da!

Bed Fadervor! Bed i Jesu navn. Og Gud giver dig alt, hvad du beder om. Amen.

Idé til bibellæsning uge 18, 3.-9. maj 2021:

Evangeliets ord fortrænger mine tunge tanker og fylder hjertet med tro på Kristus!

3.5.: Sl 78: Vi syndede. Herren frelste os.
4.5.: 2 Mosebog 14: Vandringen gennem havet
5.5. 2 Mosebog 15: Jeg vil synge for Herren
6.5. 2 Mosebog 16: Menigheden gav ondt af sig
7.5. 2 Mosebog 17: Anklage mod Mosos
8.5. 2 Mosebog 18: Gæst i et fremmed land
9.5.: Joh 16,23b-28: Bed i Jesu navn

Ugens bøn: Salme 78 og Fadervor

Uge 17: 26. april - 2. maj 2021

Syng! Kantate!

Syng en ny sang for Herren! Salme 98,1.

Når døden sætter sit aftryk i livet, synger vi ikke. Vi er snarere tavse og sukker. Jo, vi kan godt synge med på sange om natur og kærlighed. Det gør glad for en tid. Men sangen forstummer, når sygdom, skyld og død truer.

Her kommer evangeliet os til undsætning. For det har været påske. Kristus har båret vore sygdomme og lidt straffen for vore synder. Og han overvandt døden, da han påskemorgen opstod fra graven. Derfor lyder det i Den hellige Skrift og i den kristne kirke: "Syng!" Og når mennesket svarer: "De sange jeg kender, dur ikke længere!", da svarer Skriften tilbage: "Syng en ny sang!" (Salme 98,1).

Kristen sang er ikke som andre sange i verden. Derfor kaldes den for "ny". Fx i Salme 98: Syng en ny sang for Herren, for han har udført undere; hans højre hånd og hans hellige arm har skaffet ham sejr! (vers 1). Det første ord i dette salmevers har givet navn til 4. søndag efter påske i den kristne kirke. Søndagen hedder "Syng!" eller på kirkens internationale sprog (latin) "Kantate!" (indledningsordet i Salme 98).

Og hør, hvordan den nye sang bliver vores. Det fortæller Salme 40: Han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd; han satte min fod på klippen, så jeg stod fast. Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud. (Sl 40,3-4). Den nye sang lægger Gud os i munden, når han trækker os op af undergangens grav, op af slam og dynd. Dvs. når vi hører evangeliet og får tillid til Kristus. Og i Bibelens sidste bog fortæller apostlen Johannes: "Og de sang en ny sang: Du er værdig ..., for du blev slagtet og købte mennesker til Gud med sit blod (Åb 5,9).

Evangeliets budskab lægger frelsens glæde ind i hjertet. Da har vi håb. Og da kan vi synge en ny sang. Kantate! Syng med på søndag i kirken! Amen.

Idé til bibellæsning uge 17, 26.4.-2.5.2021:

Evangeliets ord fortrænger mine tunge tanker og fylder hjertet med tro på Kristus!

26.4.: Sl 77: Jeg råber til Gud om hjælp
27.4.: Joh 5,31-47: Sønnens vidnesbyrd fra Faderen
28.4.: Joh 6,1-21: Ved og på Tiberias sø
29.4.: Joh 6,22-59: Livets brød
30.4.: Joh 6,60-71: Du har det evige livs ord
1.5.: Sl 98: Syng en ny sang for Herren
2.5.: Joh 16,5-15: Han skal tage af mit og forkynde det for jer!

Ugens bøn: Salme 98 og Fadervor.

 

Uge 16: 19.-25. april

Bryd ud i fryderåb - Jubilate!
Han taler sorgen op - sammen med evig glæde
Salme 66,1-2 + Johannes 16,20

”Bryd ud i fryderåb for Gud, hele jorden, lovsyng hans herlige navn (Sl 66,1-2). Disse ord fra Bibelens Salme 66 siges og synges i den kristne kirke over hele jorden på søndag. Og man har givet søndagen navnet: "Bryd ud i fryderåb!" eller "Jubilate!" (som det hedder i den latinske salmetekst).

Det er vor Herre Jesus Kristus, som er grunden til glæde. Han siger i den kommende søndags evangelium: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men jeres sorg skal blive til gælde.” (Joh 16,20).

Jesus Kristus taler på en måde sorgen op. Disciplene skal græde og klage. Det kommer de ikke uden om. Skærtorsdag aften talte han til dem om sorg og glæde. Sorgen handlede om, at han skilles fra dem. De ville svigte ham. Og næste dag skulle han dø på korset. Den dobbelte sorg over egne svigt og over mesterens død kom de ikke udenom.

For at hjælpe dem og os til at forstå sorgens nødvendighed, sammenlignede Jesus deres (og vores) sorg med en kvindes sorg, når hun har veer og skal føde. Den fødende kvinde undgår ikke smerte. Men netop fødslens smerte skal vendes til glæde.

Ligesom disciplene slipper kristne i dag ikke udenom smerten over at have svigtet og syndet mod Gud og sin næste. Den smerte må vi tage imod og mærke, når Gud taler til os. Men formålet er jo netop, at vi skal høre, at Kristus døde for os, og at vore synder er tilgivet, og vor død er overvundet.

Herren siger: Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer (Joh 16,22).

Derfor beder vi i kirken: Herre, lær mig at sørge over mine synder - og giv mig tro på Jesus. Amen.

Idé til bibellæsning uge 16:
Bibeltekster om Guds omsorg og frelse
Man. Sl 23: Herren er min hyrde
Tir. Joh 10,17-31: Derfor elsker faderen mig
Ons. Joh 10,32-42: Dér kom mange til tro
Tor.
Joh 5,1-18: Jeg arbejder
Fre. Joh 5,19: Sønnens fuldmagt
Lør. Sl 66: Bryd ud i fryderåb for Gud
Søn. Joh 16,16-22: Jeres sorg skal vendes til glæde

 

Uge 15: 12.-18. april

Som nyfødte børn
1 Petersbrev 2,2 + Salme 81,2

Ugens andagt vil i ugerne fra påske til pinse handle om søndagenes navne i påsketiden. I Danmark kalder vi søndagene med numre: 1., 2., 3. søndag efter påske osv. Men i den kristne kirke har man op igennem kirkens historie opkaldt søndagene ud fra bibelord, som blev brugt disse søndage. Det lever i mange kristne kirker i andre lande. – Så hvorfor ikke også hos os?

Første søndag efter påske har navnet: ”Som nyfødte børn!” Navnet stammer fra, at påskedag var en stor dåbsdag i kirken. De, som var kommet til tro og var blevet forberedt til dåb, fik en hvid klædning i dåben påskedag. De bar den i ugen frem til 1. søndag e. påske, hvor de fik Herrens legeme og blod i nadveren.

Den søndag blev de døbte mødt med ordet fra 1. Petersbrev kap. 2: "Som nyfødte børn skal I hige efter ordets rene mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse, så sandt I har smagt, at Herren er god." De smagte Herrens godhed i den hellige nadver.

Man kaldte også søndagen for ”Herrens dag i hvidt”, fordi de, som blev døbt påskedag, bar den hvide dragt frem til 1. søndag efter påske. Efter nadveren lagde deres hvide klædning til side.

Søndagene fra påske til pinse glæder vi os særligt over, at Herren er opstået og kommer til sin menighed. Han siger: ”Fred være med jer!”. Han giver os beviset på, at han har båret vore synder. For sine apostle viste han påskedag om aftenen sine gennemborede hænder og side, så de kunne se, at han var deres korsfæstede Frelser. Os giver han sit legeme og blod i den hellige nadver. Herren lever og er midt i sin menighed.

I påsketiden kan vi som nyfødte børn glæde os over, at vi blev døbt og dermed blev begravet og opstod med Jesus Kristus. Og vi må som nyfødte børn suge til os af ordets rene mælk. Her smager vi, at Herren er god. Amen.

Søndagens bibelske salmevers er Sl 81 vers 2: ”Bryd ud i jubel for Gud, vor styrke, bryd ud i fryderåb for Jakobs Gud!” Amen.

Idé til bibellæsning uge 15:
Bibeltekster om dåb og vækst i troen
Mandag: Joh 3,1-21: Født af vand og ånd
Tirsdag: Joh 3,22-35: Han skal blive større!
Onsdag: Joh 4,1-26: En kvinde får troen
Torsdag: Joh 4,27-42: Alle i byen får troen
Fredag: Joh 4,43-54: En embedsmand får troen
Lørdag: Joh 10,1-10: Jesus er døren
Søndag: Joh 10,11-16: Jesus er den gode hyrde

Uge 14: 5.-11. april

Hjælp i modløshed
Salme 143

v4 Mit mod svigter, mit hjerte står stille i brystet. - Modløshed af denne kaliber er noget andet end at hænge med hovedet. Det handler om livsmodet, modet til at leve. For hjertet står stille i brystet. Sådan har vi det, når selve livet er truet, og vi ikke ser nogen udvej. Vi er ramt i vores livsnerve. Vi har mistet en, som betød alt for os. Hvor er hjælpen?

Men David fortæller, at at problemet er endnu større end manglende livsmod og tab af ens nærmeste: v2 Før ikke sag mod din tjener, for intet menneske er retfærdigt over for dig. Problemet er, at han har fået Gud imod sig. Derfor står hjertet stille i ham, og modet har svigtet.

Alligevel råber han til Gud: v1 Herre, hør min bøn, lyt til min tryglen, svar mig i din trofasthed og retfærdighed! Han afslører her, hvorfor han tør bede til Gud: Fordi Gud er TROFAST. Hvad der ligger i Guds trofasthed forstår vi, når vi gør, som David gjorde. Han siger: v5 Jeg mindes fortids dage, jeg grunder over alle dine gerninger og tænker over dine hænders værk.

Når vi grunder over alle Guds gerninger - og særligt det, han gjorde for os i påsken, da vor Herre døde og opstod for os - giver Gud os troens mod, så vi kan bede med David: v6 Jeg rækker hænderne frem imod dig, min sjæl tørster som den udpinte jord efter dig. v11 Hold mig i live for dit navns skyld, Herre.

Evangelisterne fortæller om modløse mennesker i beretningerne om Jesu opstandelse. Kvinderne ved den tomme grav var bange (Mark 16,8). Disciplene klagede og græd og kunne ikke tro, at Jesus var opstået (Mark 16,10). Men evangelisterne fortæller også, at Jesus kom til dem og fortalte, hvad Gud havde forudsagt i Skrifterne om Kristi lidelse, død og opstandelse. Og en ting til: at han holdt måltid med dem og "brød brødet" (Lukas 24,31). Det er medicinen, når vi mister livsmodet. At vi hører om Guds trofasthed i Skriftens ord og modtager Jesu legeme og blod i den hellige nadver. Her er livskraft til os, når livsmodet svigter.

Idé til bibellæsning uge 14:
Bibeltekster om Jesu opstandelse
Mandag: Markus 16,1-8: Han er opstået
Tirsdag: Markus 16,9-13: De kunne ikke tro det.
Onsdag: Markus 16,14-20: Evangeliet og dåben giver tro.
Torsdag: Lukas 24,13-35: To modløse mænd
Fredag: Lukas 24,36-49: Jesus midt iblandt dem
Lørdag: Johannes 20,1-18: Jesus, Peter, Johannes og Maria Magdalene
Søndag: Johannes 20,19-31: Gudstjeneste bag lukkede døre

BØN: Salme 143 + Fadervor

SALME 143: Hjælp i modløshed

v1 Salme af David.
Herre, hør min bøn, lyt til min tryglen,
svar mig i din trofasthed og retfærdighed!
v2 Før ikke sag mod din tjener,
for intet menneske er retfærdigt over for dig.

v3 Fjenden forfølger mig,
han træder mig i støvet
og lader mig sidde i mørket
som dem, der for længst er døde.
v4 Mit mod svigter,
mit hjerte står stille i brystet.

v5 Jeg mindes fortids dage,
jeg grunder over alle dine gerninger
og tænker over dine hænders værk.
v6 Jeg rækker hænderne frem imod dig,
min sjæl tørster som den udpinte jord efter dig. Sela

v7 Svar mig i hast, Herre,
min ånd går til grunde,
skjul ikke dit ansigt for mig,
så jeg bliver som de, der gik i graven.
v8 Forkynd mig din godhed hver morgen,
for jeg stoler på dig.
Vis mig den vej, jeg skal gå,
for jeg længes efter dig.
v9 Red mig fra mine fjender, Herre,
jeg skjuler mig hos dig.
v10 Lær mig at gøre din vilje, for du er min Gud.
Din gode ånd skal lede mig i slettelandet.
v11 Hold mig i live for dit navns skyld, Herre,
og før mig ud af nøden i din retfærdighed!
v12 Udryd mine fjender i din godhed,
og tilintetgør alle mine modstandere,
for jeg er din tjener.

(Oversættelse: Bibelselskabet 1992)

Uge 13: 29. marts - 3. april

Hjælp i det dybe
Salme 130

Fra det dybe råber jeg til dig, Herre. Herre, hør mit råb! (vers 1).

"Det dybe" kan være mange ting i et menneskes liv. Fangenskabets dyb, hvor krig eller hungersnød holder en fast. Eller depressionens dyb i sindet, fordi man er ramt af krigens rædsler, som har gjort livet håbløst. Eller meningsløshedens dyb midt i et liv, hvor man har alt, hvad man kan ønske sig, undtagen mening og håb.

I Salme 130 er "det dybe" en personlig ulykke, nemlig den ulykke, som stammer fra personlige skyld. Nu vil nogle måske hævde, at skyld kun er en subjektiv ting, som man kan arbejde sig ud af med en god portion terapi, så man atter finder tilbage til et godt selvværd. - Men så enkelt er det ikke. En forbryder slipper ikke for straf ved at gennemgå et terapeutisk forløb, hvor han får det bedre med sig selv. Har han slået nogen ihjel, er problemet en objektiv skyld, fordi han dræbte et andet menneske. Og han slipper ikke for sin straf.

I Salme 130 er der tale om at være fanget i det dybe på grund af sin skyld. Den bedende erkender, at han har forbrudt sig overfor Gud, som gav ham livet. Og hvor skal man da vende sig hen?

Det underlige og forunderlige er, at den skyldige vender sig til Gud. Han siger jo: "Men hos dig er der tilgivelse, for at man skal frygte dig" (vers 4). Og i salmens sidste to vers fortæller han, at tilgivelsen gælder hele Guds folk: "Israel, vent på Herren, for hos Herren er der troskab, hos ham er der altid udfrielse. Han udfrier Israel fra al dets skyld" (vers 7-8).

I påsken hører vi, at Guds Søn kom ned i dybet til os, som var fanget i dødens og skyldens minskakt. Og her gjorde vi det af med ham. Vi korsfæstede ham. Men han bar vores skyld. Og på korset bad han for sine fjender: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!"

Salme 130 er en hjælp til det menneske, som er i det dybe. Både til de indespærrede i dødens mineskakt, i en dybe depression og i skyldens dyb. Gud har givet os sin Søn, Jesus Kristus, som redningsmand ind i vores verden med dødsfrygt, psykiske lidelse og personlig skyld. Evangeliet tager os med ind i hans mørke. Og påskemorgen ser vi lyset. Derfor kan vi vente på Herren mere end vægteren venter på morgen (vers 6). Salme 130 giver os håb i det dybe mørke. Opstandelsens morgen er på vej!

Salme 130 kan læses her.

Idé til bibellæsning:
Et afsnit fra vor Herres Jesu Kristi lidelseshistorie. Eller Markus-evangeliet 15,16-47: Tornekroningen, Korsfæstelsen, Jesu død og JesGravlæggelsen. Salme 130 som bøn + Fadervor

SALME 130: Hjælp i det dybe

v1 Valfartssang.
Fra det dybe råber jeg til dig, Herre.
v2 Herre, hør mit råb,
lad dine ører lytte til min tryglen!

v3 Hvis du, Herre, vogtede på skyld,
hvem kunne da bestå, Herre?
v4 Men hos dig er der tilgivelse,
for at man skal frygte dig.

v5 Jeg håber på Herren,
min sjæl håber;
jeg venter på hans ord,
v6 min sjæl venter på Herren
mere end vægterne på morgen,
end vægterne på morgen.

v7 Israel, vent på Herren,
for hos Herren er der troskab,
hos ham er der altid udfrielse.
v8 Han udfrier Israel
fra al dets skyld.

(Oversættelse: Bibelselskabet 1992)

Uge 12: 22.-28. marts

Hjælp i hjælpeløshed
Salme 102

v1 En bøn. Til brug for en hjælpeløs, når han føler afmagt og udøser sin klage for Herren.

En hjælpeløs hjælper andre. Hvordan går det til? For den, som selv behøver hjælp, er vel den ringeste til at hjælpe andre, eller hvad? - Når jeg bruger bibelens salmebog i Gamle Testamente mærker jeg, at de, der havde aller mest brug for hjælp, hjælper mig mere end alle, som har styrke, visdom og overskud.

Bed salmen, når du er hjælpeløs og føler afmagt. Her er nogle overskrifter: *Den bedende kalder på Herren. *Han beskriver sin situation for Herren. *Han kender Herrens harme og vrede, *men også Herrens barmhjertighed og medynk mod Zion. *Det får følger for alle mennesker - også de nøgne. *Det skal skrives ned. *Herren ser mig, hører og sætter i frihed.*Hans navn skal forkyndes på Zion, han skal dyrkes af alle mennesker.

Der kan siges meget klogt om salmen. Men det bedste man kan gøre med salmen er at bede den. Bed, *når du er i nød, *når du kun er skin og ben, *når ligner en alike i ørkenen, en ugle i ruinerne eller en enlig fugl på taget. Bed, *når du må spise aske som brød og *blande dit vand med tårer (det løbet fra dine øjne ned i dine hænder, når du øser vand fra vaskefadet op til dit ansigt). Når du har det sådan, da bed Salme 102. Meditér. Tænk efter.

Salmen fylder ikke med selvmedlidenhed. For du mærker, at din situation skyldes Herrens vrede og harme (vers 11). Der er et og andet i dit liv, som er forkert, ja, meget forkert.

Mens du beder omsluttes du snarere af din Herres barmhjertighed. For du kan jo læse i Skriften, at din Herre blev menneske. Han kom ind i elendigheden. Han blev selv hjælpeløs i Getsemane, da de tog ham til fange. Han tømte Guds vredes bæger. Det gjorde han villigt. Jesus er din Frelser.

Derfor kan du bede: *Du vil rejse dig og være barmhjertig mod Zion, for det er tid at vise nåde, ja, tiden er kommet. Vers 14-15. For Herren genopbygger Zion, han viser sig i sin herlighed. Han vender sig til de nøgnes bøn, han afviser ikke deres bøn. Vers 16-18. - "Zion" var templets sted i Jerusalem. For en kristen er "Zion" det sted, hvor Evangeliet om Jesus forkyndes, og hvor dåb og nadver er i brug.

Nu er der lovsang i hjælpeløsheden (vers 22). Og den bedende fortæller, at alle mennesker skal dyrke denne Gud og Herre. Altså os. Det kan vi jo ikke lade være med, når vi hører Evangeliet om Jesus, at han er Herren, som er steget ned og har gjort sig til ét med os. Det forkyndes for os på vej til påske, når vi læser evangelierne. Hør det på "Zion". Og bed!

Salme 102 kan læses her.

Idé til bibellæsning:
Et afsnit fra vor Herres Jesu Kristi lidelseshistorie. Eller Markus-evangeliet 15,1-15: Jesus for Pilatus. Salme 102 som bøn + Fadervor

Salme 102: Hjælp i hjælpeløshed

v1 En bøn.
Til brug for en hjælpeløs,
når han føler afmagt
og udøser sin klage for Herren.

Den bedende kalder på Herren
v2 Herre, hør min bøn,
lad mit råb om hjælp nå dig.
v3 Skjul ikke dit ansigt for mig,
når jeg er i nød.
Vend dit øre mod mig,
svar mig i hast, når jeg råber!

Beskriver sin situation for Herren
v4 For mine dage svinder som røg,
og mine knogler brænder som ild;
v5 mit hjerte er som græs, der svides og visner.
Jeg er hørt op med at spise mit brød,
v6 for jeg må sukke dybt,
jeg er kun skind og ben.
v7 Jeg ligner alliken i ørkenen,
jeg er som uglen i ruinerne;
v8 når jeg ligger vågen, er jeg
som en enlig fugl på et tag.
v9 Dagen lang håner mine fjender mig,
de spotter mig og bruger mit navn til forbandelse.
v10 Jeg må spise aske som brød
og blande mit vand med tårer.

Kender Herrens harme og vrede
v11 Det skyldes din harme og vrede;
du løftede mig op og kastede mig bort.
v12 Mine dage er som skyggen, der hælder,
og jeg må visne som græs.

Men også hans barmhjertighed mod Zion
v13 Men du, Herre, troner for evigt,
dit ry består i slægt efter slægt.
v14 Du vil rejse dig og være barmhjertig mod Zion,
for det er tid at vise nåde,
ja, tiden er kommet.
v15 Dine tjenere elsker Zions sten
og ynkes over dens ruindynger.

Følger for alle mennesker - også de nøgne
v16 Folkene skal frygte Herrens navn,
alle jordens konger skal frygte din herlighed.
v17 For Herren genopbygger Zion,
han viser sig i sin herlighed.
v18 Han vender sig til de nøgnes bøn,
han afviser ikke deres bøn.

Det skal skrives ned
v19 Det skal skrives ned til den kommende slægt,
det folk, der skabes, skal lovprise Herren.

Herren ser, hører og sætter i frihed
v20 For Herren ser ned fra sin høje helligdom,
fra himlen ser han ned til jorden;
v21 han hører fangernes stønnen,
han sætter de dødsdømte i frihed.

Hans navn skal forkyndes på Zion, han skal dyrkes af alle
v22 Herrens navn skal forkyndes på Zion,
hans lovsang lyde i Jerusalem,
v23 når folk og riger samles
for at dyrke Herren.

(Oversættelse: Bibelselskabet 1992)

 

Uge 11: 15.-21. marts

Hjælp i skyld
Davids salme 51 og Kristus på "Urias-posten"

Davids salmer har i 3000 år været Guds folks bønnebog. De ligger som en skat, vi må øse af både i smerte, glæde, skyld og hjælpeløshed. Salme 51 kan bedes altid - men især når vi er ramt af skyld.

For korlederen. Salme af David. Dengang profeten Natan kom til ham, fordi David havde været sammen med Batseba. (Salme 51 vers 1-2)

David fortæller, hvordan det gik til, at han bad denne salme: fordi profeten Natan kom til ham. (Læs baggrunden i 2 Samuelsbog kapitel 11-12).

Davids var skyldig i hor og mord. Han havde ligget med sin hærfører Urias' hustru, som hed Batseba. Og hun blev gravid. For at skjule det, havde David forsøgt at få Urias til at forlade sin post som hærfører en enkelt aften og gå hjem til sin kone. Men Urias sagde: "Nej! Jeg bliver på min post." Derfor valgte David at sætte Urias forrest i krigen, på det, vi siden har kaldt "en uriaspost". Og han faldt i krigen. - Havde David dræbt Urias? Både ja og nej. Ja, fordi David havde sat Urias på den farligste post i krigen. Nej, fordi det jo var fjendtlige krigere, der dræbte Urias. Og herefter kunne David hente den smukke Batseba over på slottet.

David skjulte sin forbrydelse for omverdenen. Men Guds profet Natan vidste det. En dag fortalte han kongen om en rig og en fattig mand. Den rige havde får og køer i mængde. Den fattige havde kun ét lille lam. Det var som en datter i familien. Men da den rige fik besøg og skulle tilberede et festmåltid, tog han den fattige mands lam. David blev rasende og sagde, at denne rige mand skulle henrettes. Da sagde Natan: "Du er manden!" David havde fældet dødsdommen over sig selv. David indså sin forbrydelse og sagde: ”Jeg har syndet mod Herren.” Og Natan svarede David: "Så tilgiver Herren din synd." (2 Sam 12,13). Og han bad Salme 51.

Salme 51 er en hjælp til os midt i vor skyld. Men den største gave er evangeliet om en mand, som blev sat på en "urias-post" og døde i krigen mod umoral, synd og skyld. Manden er Jesus Kristus, Guds søn. Han bar vore synder. Og på grund af ham kan vi bede som David gjorde i Salme 51 og høre tilgivelsens ord i Evangeliet i den kristne kirke.

Salme 51 kan læses nedenfor.

Idé til bibellæsning:
Et afsnit fra vor Herres Jesu Kristi lidelseshistorie. Eller Markus-evangeliet 14,66-72.
Salme 51 som bøn + Fadervor

Salme 51: Hjælp i skyld
v1 For korlederen. Salme af David. v2 Dengang profeten Natan kom til ham, fordi David havde været sammen med Batseba.

Bøn
v3 Gud, vær mig nådig i din godhed,
udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!
v4 Vask mig fuldstændig ren for skyld,
rens mig for synd!

Syndsbekendelse
v5 For jeg kender mine overtrædelser,
og min synd har jeg altid for øje.
v6 Mod dig alene har jeg syndet,
jeg har gjort, hvad der er ondt i dine øjne;
så er du retfærdig, når du anklager,
og ren, når du dømmer.
v7 I skyld har jeg været, fra jeg blev født,
i synd, fra min mor undfangede mig.

Syv dobbelte bønner om tilgivelse
v8 Du elsker sandhed i det dunkle,
du lærer mig visdom i det skjulte.
v9 Rens mig med isop for synd,
vask mig hvidere end sne!
v10 Forkynd mig fryd og glæde,
lad de knogler, du knuste, juble!
v11 Vend dit ansigt bort fra mine synder
og udslet al min skyld!
v12 Skab et rent hjerte i mig, Gud,
giv mig på ny en fast ånd!
v13 Kast mig ikke bort fra dig,
og tag ikke din hellige ånd fra mig!
v14 Lad mig atter frydes over din frelse,
styrk mig med en villig ånd!

Tilgivelsen skaber jubel
v15 Jeg vil lære lovbrydere dine veje,
så syndere kan vende om til dig.
v16 Fri mig for blodskyld, Gud, min frelses Gud,
så min tunge kan juble over din retfærdighed.
v17 Herre, åbn mine læber,
så min mund kan forkynde din pris.
v18 For du vil ikke have slagtoffer,
og bringer jeg brændoffer, tager du ikke imod det;
v19 mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd,
et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.

Bøn for alle i Guds folk
v20 Gør i din nåde godt mod Zion,
opbyg Jerusalems mure!
v21 Da vil du tage imod de rette ofre,
brændoffer og heloffer;
da skal tyre ofres på dit alter.

(Oversættelse: Bibelselskabet 1992)

 

Uge 10: 8.-14. marts

Hjælp i smerte (Davids salme 38)

"Ugens andagt" gennemgår frem til påske syv bibelske salmer. Uge 7 var der "krisehjælp" i salme 6. Uge er der "hjælp til lykke" salme 32. Denne uge "Hjælp i smerte" salme 38.

Davids salmer har i 3000 år været Guds folks bønnebog. De ligger som en skat, vi må øse af både i glæde og i smerte. Salme 38 er en af dem, som indeholder smerte. Smerte, fordi jeg har syndet mod Gud.
v5 Min skyld vokser mig over hovedet,
den er en byrde, der er for tung for mig.

Denne bøn udspringer af en erkendelse af, at jeg har forbrudt mig mod Livets skaber. Jeg har svigtet dem, jeg skulle elske. Jeg har fået livet af ham, men har misbrugt det. Og nu er jeg ramt. Samvittigheden er ramt. Ja, selv kroppen smerter.
v7 Jeg er knuget og dybt nedbøjet,
hele dagen går jeg sørgende omkring.
v8 Det brænder i mine lænder,
og der er intet uskadt på min krop.

Hvad tør jeg håbe på, hvis jeg har forbrudt mig mod Livets Gud og svigtet mine aller kæreste?

David viser os, at vi stadig kan håbe på Gud. Han siger:
v2 Herre, straf mig ikke i din vrede,
v10 Herre, du kender alle mine ønsker,
v16 Dig, Herre, venter jeg på,
v23 Skynd dig til hjælp,
v22 Svigt mig ikke, Herre.

I tiden op til påske møder vi i Evangeliet en mand, som ligner ham i Salme 38, nemlig Jesus Kristus. Han påtager sig lidelse og smerte. Ikke selvforskyldt, men uforskyldt. Han går ind i denne verdens mørke lidelse og bærer stedfortrædende vore synder.

Hos ham er lys. Hos ham er frelse. Hos ham er håb. I hans navn kan vi bede til Gud fader. Til ham kan vi sige:
v23 Skynd dig til hjælp, Herre, min frelser. Og han hører vor bøn.

Salme 38 kan læses nedenfor.

Idé til bibellæsning:
Et afsnit fra vor Herres Jesu Kristi lidelseshistorie. Eller Markus-evangeliet 14,53-65.
Salme 38 som bøn + Fadervor

Salme 38
v1 Salme af David. Le-hazkir.

v2 Herre, straf mig ikke i din vrede,
tugt mig ikke i din harme!
v3 Dine pile sidder dybt i mig,
din hånd hviler tungt på mig.
v4 Der er intet uskadt på min krop
på grund af din vrede;
ingen af mine knogler er hele
på grund af min synd.
v5 Min skyld vokser mig over hovedet,
den er en byrde, der er for tung for mig.
v6 Mine sår stinker og væsker
på grund af min dårskab.
v7 Jeg er knuget og dybt nedbøjet,
hele dagen går jeg sørgende omkring.
v8 Det brænder i mine lænder,
og der er intet uskadt på min krop.
v9 Jeg er lammet og fuldstændig knust,
jeg skriger i mit hjertes uro.

v10 Herre, du kender alle mine ønsker,
og mine suk er ikke skjult for dig.
v11 Mit hjerte hamrer, min kraft er borte,
selv mine øjne har mistet deres glans.
v12 Mine venner og frænder holder sig borte fra min lidelse,
mine nærmeste holder sig langt borte;
v13 men de, der vil mig til livs, lægger fælder,
de, der søger min ulykke, planlægger ondskab,
dagen lang tænker de på svig.
v14 Jeg er som en døv, der ikke kan høre,
som en stum, der ikke kan åbne munden;
v15 jeg er blevet som en, der ikke hører,
og som ikke tager til genmæle.

v16 Dig, Herre, venter jeg på,
du skal svare, Herre, min Gud.
v17 Jeg siger: Lad dem ikke glæde sig over mig!
De hoverer, når min fod vakler.
v18 For jeg kan let snuble,
og min smerte har jeg altid for øje;
v19 jeg vil bekende min skyld,
jeg er foruroliget over min synd.
v20 Mange er mine fjender uden grund,
talrige hader mig med urette;
v21 de, der gengælder godt med ondt,
anklager mig, fordi jeg stræber efter det gode.

v22 Svigt mig ikke, Herre,
hold dig ikke borte fra mig, min Gud!
v23 Skynd dig til hjælp,
Herre, min frelser

(Oversættelse: Bibelselskabet 1992)

 

Uge 8: 22. - 28. februar

Hjælp til lykke (Davids salme 32)

"Ugens andagt" gennemgår frem til påske syv bibelske salmer. Uge 7 var der "krisehjælp" i Davids salme 6. Denne uge er der "hjælp til lykke" i Davids salme 32.

Lykkelig den, hvis overtrædelser er tilgivet, og hvis synder er blevet skjult; lykkeligt det menneske, som Herren ikke tilregner skyld, og i hvis sind der ikke er svig. (Salme 32 vers 1-2)

David var konge i Israel. Han var rig og magtfuld. Men det var ikke ensbetydende med lykke. - Penge og magt gør ingen lykkelig. Et menneskes lykke i sin inderste og mest ægte form er at høre sammen med dem, som elsker os på trods af vore synder og Ham, som har skabt os, fordi han har tilgivet os.

David fortæller os om sin ulykke: Da jeg tav, sygnede min krop hen, mens jeg stønnede dagen lang. For dag og nat lå din hånd tungt på mig, min livskraft svandt ind i sommerens hede. Sela. (vers 3-4). Det er den største ulykke: vores skyld, og at vi ikke vil indrømme den. Benægtelse og fortielse tapper os for livskraft og fastholder os i skylden.

David fortæller om vejen ud af ulykken: Min synd bekendte jeg for dig, og jeg skjulte ikke min skyld. Jeg sagde: Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren, og du tilgav min syndeskyld. Sela (vers 5). Vi får ikke at vide, hvad David havde på samvittigheden. Kun at han fortalte det til Herren. Der opstod en fortrolighed i ham, så han sagde: "Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren!" Fortrolighed opstår, når man har tiltro. Og vi mærker, at David stolede på, at Herren ville tilgive. Mærk hans lykke i ordene: "Og du tilgav min syndekyld."

I denne tid op til påske, vil de gode ord om Jesu lidelse og død for vore synder give os den nødvendige tiltro, så vi får fortrolighed til Gud og åbner os. Det kristne evangelium er jo netop budskabet om, at Gud tilgiver os, fordi Jesus Kristus bar vore synder og døde på korset. Gud ER nådig og barmhjertig. Det ER han. Derfor kan vi betro os til ham - tillidsfuldt - og modtage hans tilgivelse.

Til lykke med tilgivelsen!

Idé til bibellæsning:
Læs et afstnit fra vor Herres Jesu Kristi lidelseshistorie. Eller læs Markus-evangeliet 14,43-52. Og brug Salme 32 som din bøn.

Salme 32
Maskil af David.

Lykkelig den, hvis overtrædelser er tilgivet,
og hvis synder er blevet skjult;
lykkeligt det menneske, som Herren ikke tilregner skyld,
og i hvis sind der ikke er svig.

Da jeg tav, sygnede min krop hen,
mens jeg stønnede dagen lang.
For dag og nat lå din hånd tungt på mig,
min livskraft svandt ind i sommerens hede. Sela

Min synd bekendte jeg for dig,
og jeg skjulte ikke min skyld.
Jeg sagde: Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren,
og du tilgav min syndeskyld. Sela

Derfor beder alle fromme til dig, når du er at finde.
Bruser de vældige vande frem, skal de ikke nå dem.
Hos dig søger jeg skjul, du beskytter mig mod trængsel;
du lader jubel over min redning lyde omkring mig. Sela

Jeg vil lære og undervise dig om den vej, du skal gå, jeg vil give dig råd, mit blik er rettet mod dig.
Vær ikke som heste og muldyr uden forstand,
deres kræfter tøjles med tømme og bidsel,
når de ikke vil komme hen til dig.
Mange plager rammer den ugudelige,
men den, der stoler på Herren, omgiver han med godhed.

Glæd jer over Herren,
fryd jer, I retfærdige,
alle I oprigtige skal juble!

(Oversættelse: Bibelselskabet 1992)

Uge 7: 15 - 21. februar

Hjælp i krise (Davids Salme 6)

Når vi kommer ud for katastrofer og ulykker, kan vi gribes af rædsel. Samfundets svar er "krisehjælp". Det er godt og flot, at sådanne tilbud gives. Men hvem kan hjælpe det enkelte menneske, når kroppen sygner hen, og når sjælen gribes af rædsel?

Herre, straf mig ikke i din vrede! Vær mig nådig, Herre, for jeg er svag, helbred mig, Herre, for min krop sygner hen, og min sjæl er grebet af rædsel.

Sådan beder mennesket i Bibelens sjette salme. Han er grebet af angst, angst for den Gud, som står bag hans liv, nu hvor livet er i stykker.

"Krise" er et græsk ord, som betyder "dom". Krisehjælp betyder: hjælp i dommen.

Når krisen skyldes personlig skyld, ulægelig smerte og døden selv, er det ikke let at forestille sig effektiv krisehjælp. Det nytter ikke bare at påstå, at Gud er kærlig og god. Sådanne "lette ord" har ikke tyngde i forhold til erfaringen af lidelse og følelsen af at være forladt af Gud.

Her træder Jesus Kristus overraskende frem i mørket med hjælp. Aftenen før sin død blev han selv grebet af forfærdelse og angst i Getsemane: "Min sjæl er fortvivlet til døden!" Han bad om, at den time måtte gå ham forbi, om det var muligt (Mark.14,33-35). Han, som havde hjulpet andre ud af fortvivlelse og opvakt mennesker fra de døde, var nu på vej ind i angst og død. Han blev ramt af den vrede og dom, vi har fortjent med vores liv.

Jesus fylder os ikke med lette ord om kærlighed, men står selv midt i krisen og tager dommen alvorligt. Det giver hans kærlighed tyngde og styrke. Tag imod ham og hans hjælp i den kommende tid - søndage og hverdage. Lær ham at kende, mens livet er lyst og let. Da vil du have en hjælper, som gør dig åben for krisen i andres liv, og som er hos dig, når det bliver mørkt i dit eget liv.

BØN: Herre, red mit liv, frels mig i din godhed!

Fastetiden begynder onsdag 17. febr. Så er der 40 hverdage til påske. Dagen kaldes "askeonsdag" i kirkens kalender. Udtrykket "sæk og aske" har Jesus givet os i Matthæus 11,24.

Idé til bibellæsning:
Læs et afstnit fra vor Herres Jesu Kristi lidelseshistorie. Findes bag i salmebogen. Eller læs Markus-evangeliet 14,32-42. Brug Salme 6 som bøn.

Salme 6
For korlederen. Til strengespil.
Al-ha-sheminit. Salme af David.

Herre, straf mig ikke i din vrede,
og tugt mig ikke i din harme!
Vær mig nådig, Herre, for jeg er svag,
helbred mig, Herre, for min krop sygner hen,
og min sjæl er grebet af rædsel.

Herre, hvor længe endnu?
Vend tilbage, Herre, red mit liv,
frels mig i din godhed!
Ingen påkalder dig i døden,
hvem takker dig i graven?
Mine suk udmatter mig,
hver nat væder gråden mit leje,
min seng er våd af mine tårer.
Mit øje er sløret af sorg,
det er udslukt, for mine fjender er mange.

Bort fra mig, alle I, der volder ondt!
Herren har hørt min gråd,
Herren hørte, da jeg bønfaldt ham,
Herren tager imod min bøn.
Alle mine fjender beskæmmes og gribes af rædsel,
i et nu drives de tilbage med skam.

(Oversættelse: Bibelselskabet 1992)

 

Uge 6: 8. - 14. februar

Hvad er der brug for?

”Der er brug for smukke kvinder og mænd, dejlig mad og vin - og nydelse. Der er brug for, at nydelsen bliver stærkere og varer længere, så længe som muligt.” ”Og der er brug for fri handel, så økonomien og dermed velstanden og velfærd kan vokse.” –

Overraskende nok er det Jesus, som siger det: "For i dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken." (Matthæus 24,38). … "Eller som i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede; men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og udslettede dem alle." (Lukas 17,28-29).

Eksemplerne, han tager frem fra bibelhistorien, beskriver vores tid med sexdyrkelse, som ødelægger os, og forurening, som kvæler os. Det er skræmmende læsning, men også en stor hjælp. For Jesus Kristus fortæller os samtidig, hvad vi har brug for, og hvor hjælpen findes.

Der er brug for retfærdighed, gode ægteskaber, nøjsomhed hos den rige og hjælp til fattige. Der er brug for omsorg for hinanden.

Og hjælpen findes i hans undervisning. Men aller mest i hans liv, hans død i vort sted og hans sejr over døden for os. Her er tilgivelse og frelse. Gud Fader tilgiver os for vort misbrug af sex og vort overforbrug af mad og vin og teknik.

Hvad er der brug for? Der er brug for, at Gud kalder os ud af nydelsens rus, tilgiver os og frelser os fra død og dom. Det er gaven til os i det evangelium, Jesus Kristus giver os.

 

Uge 5: 1. - 7. februar

Hvad er pointen?

Jesus tager ofte udgangspunkt i billeder fra hverdagen, når han fortæller sine lignelser. Vi nikker genkendende. Men lignelserne indeholder også næsten også altid noget, som man må undres over. Ofte sker der noget, som ellers ikke sker i virkeligheden, og det er her, pointen ligger gemt!

En af de mest kendte lignelser er evangeliet på søndag. Den lyder sådan: «En sædemand gik ud for at så sit korn. Og da han såede, faldt noget på vejen, og der blev trådt på det, og himlens fugle åd det op. Noget faldt på klippen, og da det var vokset frem, visnede det, fordi det ikke havde væde. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne groede helt sammen og kvalte det. Men noget faldt i god jord, og det voksede op og gav hundrede fold.» Da han havde sagt det, råbte han: «Den, der har ører at høre med, skal høre!» (Lukas 8,4-8)

En bonde sår sit korn i marken. Det er normalt. Det er også normalt, at ikke alt korn vokser op og bærer frugt. Men det er er påfaldende og underligt, at en sædemand/bonde kan finde på at sprede sit korn så ødselt som i denne lignelse. Han strøer om sig til højre og venstre. Han er ikke påpasselig med, hvor kornet falder.

Heri skal vi se vi Guds godhed og hans ønske om, at alle skal høre Guds ord. Det er et kald til, at vi som menighed og kirke forkynder evangeliet til alle. Gør ikke forskel på mennesker! Lad alle høre Guds ord! Det er en vigtig pointe.

Det fremgår også af, at Jesus – efter at have fortalt lignelsen – råbte: ”Den, som har øre at høre med, han skal høre.” Sådan råbte han! Det, som afgør, hvem frelsens evangelium er beregnet for og gælder, er altså, om de har ører at høre med. Har vi det, da er Evangeliet til os! Og det har vi jo!

Her er lignelsens afgørende pointe: Vi skal høre Evangeliet. Vores liv afhænger af, at vi hører Guds ord, at det slår rod i os, så det knytter os til Jesus Kristus, vor Herre.

 

Uge 4: 25. - 31. januar

Når Himmeriget kommer nær, bliver alt af nåde - ufortjent

For Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård.
Matthæus 20,1

Jesus fortæller i lignelsen, at Himmeriget ligner en vingårdsejer, som gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Han fandt dem i en lille kø af ledige arbejdere på torvet. De var stået op lidt før solopgang. De havde sagt farvel til kone og børn i håb om at der var et arbejde for dem. Og det var der. Vingårdsejeren aftalte at give dem 1 denar, hvis de arbejdede den dag i hans vingård fra solopgang til solnedgang. 12 timer. Hårdt, men også fair. Det er ikke så tungt at slide i det, hvis vi ved, at vi får til det daglige brød.

Nu gik vingårdsejeren ud flere gange i løbet af dagen. Han ville se, om han kunne finde flere arbejdere, flere, som havde brug for dagligt brød. Og han fandt flere. Nogle ved den 3. time (kl. 9), igen ved den 6. og 9. time (kl. 12 og 15). Og igen ved den 11. time (kl. 17). – Er det mon derfra vi har udtrykket: den 11. time?

Da det blev aften og solen gik ned, skulle de have deres løn. De, som blev ansat kl. 17 – 1 time før solnedgang – og som næsten ikke havde fået udført noget som helst, de fik 1 denar. Overraskende! Ufortjent!

 

Uge 3: 18. - 24. januar

Tar' du med på bjerget?

Omtrent otte dage efter at Jesus havde sagt dette, skete det, at han tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på bjerget for at bede. (Lukas 9,28)

Forestil dig, at du står overfor en meget vanskelig opgave, som du skal løse alene. Andre kan ikke hjælpe dig. Måske du da spørger nogle af dine nærmeste venner om at tage med dig et sted hen, hvor I kan være sammen en dag eller to, for at de kan bede til Gud sammen med dig.

Det var baggrunden, da Jesus tog 3 venner med op på bjerget for at bede. Evangelisten Lukas fortæller, at det skete omtrent otte dage efter, at Jesus ”havde sagt dette”. Og "dette" var den store opgave, han skulle udføre: "Menneskesønnen skal lide meget og forkastes af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag" (Lukas 9,22).

Jesus skulle lide meget, blive forkastet, kasseret og straffet. Han skulle lide straffen for sit folks gudløshed og ugerninger. Også for vore ugudelighed og selviskhed. På den måde ville Jesus sørge for, at vi frikendes og tilgives af Gud. Når du har gjort noget forkert og er skyldig, da har Jesus lidt straffen i dit sted. Han elsker dig. Han døde for dine synder og opstod fra de døde for at give dig evigt liv.

Ikke så mærkeligt, at Jesus trak sig tilbage for at få styrke til dette! Han gik op på bjerget for at bede sammen med Peter, Jakob og Johannes.

Tar' du med på bjerget på søndag? Der kan du bede sammen med to eller tre andre kristne i Guds kirke. I kan tale med hinanden og med Gud om, hvorfor I har brug for tilgivelse. Og I kan se Jesus i evangeliet. Det kan blive en vanskelig dag, men det bliver også godt - på søndag - i gudstjenesten!

Uge 2: 11. - 17. januar (Sigmund Hjorthaug)

Hvor er du, Gud?

Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, ... og hans mor sagde til ham: «Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.» (Lukas 2,45-46 og 48)

En kristen spørger somme tider: "Herre, hvor er du?" Det kan være i særlige trengselstider, når man sørger, fordi man har mistet en af sine kære. Det kan være, at man selv er ramt af alvorlig sygdom. Eller der kan være problemer med ens barn. Der er meget i livet, som kan bringe os i stor nød. Da spørger vi "Hvor er du Herre? Hvorfor hjælper du ikke?" Det synes, som om Jesus er borte, at han ikke er hos os mere.

Maria følte denne smerte, da Jesus var borte.

Men Jesus er os aldrig så nær, som når vi føler, at han er langt borte! Det står i bibelens Salme 46: Gud er vor tilflugt og styrke, altid at finde som hjælp i trængsler.

Netop når vi er i trængsel, er han os særligt nær og bliver vor styrke. Han er dig nær gennom sit Ord. Han vil, at du holder dig tæt til hans Ord. Derfor sker det, at han skjuler sig. Han tager sin følbare nåde fra dig, for at du skal holde dig til hans Ord alene. Han er dig også nær i den hellige nadver, hvor han giver dig sig selv med alt, hvad han er og har, selv om du ikke føler det. Han vil, at du skal tro det. Tro, at du får syndenes forladelse, når du spiser og drikker hans legeme og blod i nadveren! Og du kan også bruge korsets tegn. Tegn det på dit bryst. På den måde minder du dig selv om, at du er døbt til ham, og at du tilhører ham, og at alt hans er dit.

Uge 1: 4.-10. januar

Tænk, hvis Gud gjorde noget lignende med os!

I denne uge har vi Hellig Tre Kongers Dag den 6. januar. Så skal der synges om Jesus og de vise mænd fra Østerland. Og det er os, der skal synge. "Dejlig er den himmel blå!" "De ham fandt i Davids hjem, de ham fandt i Betlehem .." Læs Matthæus 2 og se, hvad Guds gjorde for de vise mænd fra Østerland! Deres hjerter blev levende, fordi de troede på Kristus. Man kan jo kun blive glad af det. Sikken en god start på det nye år! - Tænk, hvis Gud gjorde noget lignende med os!

Men det gør han. ... Det kan vi læse i Titus-brevet kap. 3,4-7, som er brevlæsningen på Hellig Tre Kongers søndag: Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og for­nyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i hå­bet skulle blive arvinger til evigt liv.

Først: Hvad mener apostlen med, at det "ikke var, fordi vi havde gjort retfærdige gerninger"? Det svarer han selv på i verset forinden: Vi var jo også selv engang uforstandige, ulydige og på afveje, vi lå under for alle mulige tilbøjeligheder og lyster; vi levede i ondskab og misundelse, vi var forhadt og hadede hinanden (Tit 3,3).  Det er sådan vi var. Og sådan er vi uden Kristus!

Dernæst: Hvordan frelste han os da? Underligt nok nævner Paulus ikke det, der skete, da Kristus døde og opstod for os for 2000 år siden og blev vor Frelser. Han nævner noget andet, som Gud gjorde personligt med os for ikke helt så længe siden. Paulus forklarer: Det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i hå­bet skulle blive arvinger til evigt liv (v5-7).

Gud frelste os personligt, da vi blev født igen, igenfødt og fornyet I dåben. Det samme har Jesus også lært os: ”I må fødes på ny!” ”Hvad der er født af kød er kød og kan ikke se Guds rige. I må fødes på ny ... af vand og Ånd” (Joh 3). Det er ikke nok at være født af en mor og eksistere. For vi bærer synd og død i os fra vores fødsel til grav. Vi skal fødes igen, hvis vi skal være Guds børn. Det gør Gud i det bad, der genføder.

Altså: Først lader Gud sig føde og bliver menneske for at frelse os; derpå frelser han os ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden. Derfor kan enhver kristen sige: "Jeg er kristen, fordi Gud har frelst mig ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden." Og vi kan føje til: "Jeg er gjort retfærdig ved Guds nåde og skal arve evigt liv!"
- Men hvad så, hvis du har glemt din dåb og ikke tror på Jesus? Ja, så kalder han jo dig tilbage til din frelse og til din dåbs pagt lige nu, men du hører Evangeliet.

Ved troen og dåben deler vi skæbne med kloge mænd fra Østerland og med alle, som Gud har frelst ved tro og dåb. I det nye år kan vi som vismænd rejse afsted med kostbare gaver for at tilbede Jesus og ofre til ham, idet vi tjener vore søstre og brødre. Det er vores gudstjeneste her i verden: at tilbede og ofre i tak.

Uge 53: 28. dec. - 3. januar

J E S US

Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fiks han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv. (Lukas 2,21)

Hvad skulle jomfru Maria kalde sit barn? Det havde Gud fortalt hende allerede før undfangelsen. Han skulle kaldes "Jesus". For det navn svarede fuldkomment til, hvad han skulle være og gøre i sit liv: JESUS = Herren frelser.

Englen Gabriel sagde til Maria: "Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus."

Han skulle hedde Jesus, fordi han skulle være hjælper sit folk, gøre det for evigt. "Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige." (Lukas 1,31-33).

Herrens engel kom også til Josef, da han hverken vidste ud eller ind, fordi han tænkte, at Maria havde været ham utro: "Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder." (Matt 1,21-22).

Navnet Jesus er det skønneste navn i verden. I salmen "Jesus, det eneste", synger vi, at det er det helligste og reneste navn fyldt med herlighed, kærlighed, nåde, sandhed og magt. Det er så godt at sige ”Jesus!”, og at sige det til Ham. Sig det i din bøn. Og bed Fadervor i ”Jesu navn”.

Hver gang vi kommer i kirke er det også ”i Jesu navn”. Jesus siger jo: "Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, er jeg midt iblandt dem." Det, vi ikke har, det kommer han med i gudstjenesten.

Jesus er J E S U S. Når vi læser i Matthæus-, Markus-, Lukas- og Johannes-evangeliet, lærer vi ham at kende. Og mens tilliden til ham vokser, siger vi med større og større glæde: "Jesus! Min Herre! Min Kristus! Min Frelser! Min Bror! Min Talsmand! Min Genløser! Min Trøster! Min Ven!"

I løbet af det nye år vil gennem Evangelierne åbenbare sig for os som J E S U S, så vi også bliver ved med at bede, synge og forkynde hans navn.

Da kan vi også sige hans navn som det sidste ord, før vi dør og sover ind i troen på ham. J E S U S. Amen.

Ugens andagt fra www.vivit.dk, post@vivit.dk