Flere andagter

Ugens andagt 2021

Ugens andagt fra www.vivit.dk, skrevet af kirkens præster.

Ideer og kommentarer er velkomne! Skriv til post@vivit.dk.

Uge 31: 2.-8. august 2021

Håb til deling
– i en tid med frygt

1 Peter 3,15 … men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har.

Gud har givet os et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde (1 Peter 1,3). Det gav han os i dåben. Og han fornyer det for os.

Det håb, vi har i troen på Jesus, er ikke et håb til os selv, at vi nu ved Guds hjælp er blevet bedre mennesker, som nok alligevel klarer at blive bedre mennesker, så vi blive værdige til at blive frelst. Det er et håb til Gud, at Gud fortsat tilgiver os og redder os. For Jesus har genløst os. (1 Peter 1,18-21).

Dette håb er totalt ukendt i verden. Og når nogen spørger, hvor vi har det fra, og om grunden til, at vi har håb til Gud, da skal vi dele det med dem.

Vi kan med trosbekendelsens enkle ord fortælle, at vi tror på Gud Fader, som har skabt verden og også os. Og at han søger for os. Vi kan fortælle om Jesus Kristus, at han er Guds Søn, som kom til os i denne verden, bar vore sygdomme og synder og sejrede over døden og dommen. Vi kan fortælle om Helligånden, som samler kristne i kirken om tilgivelsen med håb om kødets opstandelse og det evige liv.

Glæd dig, hvis nogen ligefrem kræver dig til regnskab for, at du håber på Kristus, selv om alt håb er ude. Vi har selv så meget brug for håb, og vi har et levende håb, som bliver endnu større, når vi deler det med andre.

Uge 30: 26. juli - 1. aug. 2021

Håb til Gud
- i en menighed med frygt

1 Peter 1,21 … I, som takket være ham tror på Gud, der oprejste ham fra de døde og gav ham herlighed, så at jeres tro også er håb til Gud.

Det er godt at have et håb til hinanden i en kristen menighed. Håb til de ældre, håb til de unge, håb til børnene og håb til forældre og andre voksne. Man siger også, at ”børnene er kirkens fremtid”.

Men hvad gør en kristen menighed, når medlemmer skuffer hinanden? Hvem kan vi håbe på, når vi selv har svigtet og gjort det håbløst for dem, som ellers stolede på os? Hvilken fremtid har en menighed, hvor der ikke er børn? Da ser det ud, som om kirkens liv er truet.

Alle menneskelige fællesskaber smuldrer, når vi sætter vort håb til hinanden og ikke kan leve op til vore egne og andres håb. Det gælder også fællesskabet i en kristen kirke. Da går vi på et tidspunkt fra hinanden, og menigheden går i opløsning, fordi den jo blevet til et fællesskab, der byggede på menneskers evner og indsats. Det giver næring til frygt i menigheden.

Det en stor gave, at apostlen Peter forkynder Evangeliet ind i denne frygt og fortæller, at vores tro ikke er håb til mennesker, men til Gud. Derfor går fællesskabet ikke i stykker, selv om nogen svigter eller dør. For vi er bundet sammen ved troen på Jesus Kristus, som aldrig svigter. Og sådan er vores tro HÅB til GUD.

Derfor er det kristne håb særligt stærkt i tider, hvor vi ikke kan håbe på noget hos os selv og hos andre. I troen på Jesus bliver alle jordiske håb visket ud af det store håb, vi har ved troen på Kristus, han, som døde for vore synder og opstod påskemorgen. Han er i sin menighed, når Evangeliet og Sakramenterne samler os hos Ham.

Uge 29: 19.-25. juli 2021

Levende håb
- i liv og død

Første Petersbrev 1,3-5: Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid.

At håbet er levende betyder, at det har liv i sig selv. Det er levende, fordi Jesus Kristus er opstået fra de døde. Han lever og giver håb til mennesker midt i deres håbløshed. Ja, han rejser os fra graven til sidst.

Derfor kan vi som kristne håbe, også når vi rammes af frygt og ikke tør håbe på noget som helst hos os selv. For Jesus Kristus er opstået fra de døde og kommer til os i mørkets og dødens dal. Han kommer til os i lidelsen og smerten. Han kommer til os i skylden og ensomheden. Han giver os levende håb, når alt håb er ude.

Det gør han ved Evangeliet, som vi hører i bibellæsning derhjemme, i skriftlæsning, bibelundervisning og prædikener i den kristne menighed. Og ved Sakramenterne (dåb, skriftemål og nadver), hvor han genføder os, tilgiver osog giver os sit Jesu legeme og blod.

Til det håb blev alle døbte genfødt. Og i det håb bliver en kristen begravet. I det håb kan du leve hele livet i tillid til Jesus Kristus, som opstod fra de døde.

Uge 28: 12.-18. juli 2021

Kaldet fra Gud befrier os

Markusevangeliet 2,14-17: Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: «Følg mig!» Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: «Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?» Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: «De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.»

Der findes kun én slags kristendom. Nemlig den, som vi får hos Jesus, når han giver os tro og tillid til at han er vor Frelser. At være kristen er at leve i tillid til Ham. Han gør os ikke fri til at leve efter vore egne følelser og lyster, så vi realiserer vort økonomiske og seksuelle begær. Hos ham består friheden i, at han kalder os tilbage til den kærlighed, som andre har brug for: kærlighed til dit barn, dine forældre, din ægtefælle, din nabo.

Jesus giver os sig selv som forbillede, når han kalder på os og siger: ”Følg mig!” Og endnu vigtigere: Når han siger ”Følg mig!” indbyder han os til ved Ordet og Sakramenterne at tage med derhen, hvor han blev korsfæstet og opstod. Det gør vi ikke ved at opsøge Jerusalem geografisk eller at forsøge at tænke os tilbage til en svunden tid. Nej, vi gør det ved at deltage i den kristne gudstjeneste. Her kommer Jesus Kristus med dåb, nadver, syndsforladelse og vejledning. Han døber os, giver os sit legeme og blod og tilgiver os alle vore synder. Vi omfavnes af Gud, vor Fader. Og Helligånden giver os tillid og tro.

Kristen frihed er, at han tilgiver os alt ondt, vi har gjort mod hinanden og andre i jagten på at realisere os selv.

Tolderen Levi og de andre, som festede sammen med Jesus i tolderens hus, glædede sig over, at de ikke mere skulle deltage i denne tomme jagt. Nu var de befriet af ham, som ville noget langt bedre med dem. Og han vil det samme gode med os. Han tilgiver dig og kalder dig til at leve i kærlighed.

Uge 27: 5.-11. juli 2021

Nok i læge og psykolog?

Markus 2,1-12

Vi har både sjæl og legeme. Sjælen er vores person og vort jeg. Legemet er kroppen med hud og hår. Sjæl og legeme er en enhed. Når man er glad og ved godt mod inderst inde, har legemet det bedst, ligesom et sundt legeme påvirker ens livsmod positivt. Derimod kan det sætte sig spor i legemet, hvis man er knuget af skyld. Og legemlig sygdom kan gøre sjælen træt og tung.

Markus fortæller om en ung mand, som var lam. Men han havde nogle venner, som bar ham hen til Jesus. Da Jesus så deres tro, siger han til den lam­me: “Søn, dine synder tilgives dig!” Og der­efter helbredte han også hans legemlige lidelse (Markus 2,1-12). Jesus vidste, at hvis manden skulle virkelig hjælpes, skulle han hjælpes både i sjælen og i lege­met.

Det er der også mange, der ved i dag. Derfor har vi både læger og psykologer.

Men Jesus havde noget, som hverken læger eller psykologer råder over: Guds tilgivelse. Desværre er der ikke stor efterspørgsel efter til­gi­velse. Vi har nemlig alle svært ved at indse og bekende vores skyld, og vi gør mange forsøg på at bortforklare, når vi har syndet mod Gud og mod hin­anden. Men resultatet er, at vi lammes og ikke kommer ud af stedet.

Da har vi brug for at høre om, at den unge mands problem ikke kun sad i hans lamme ben, men i hans sjæl. Jesus både tilgav og helbredte ham.

Jesus Kristus har givet den kristne menighed magt til at tilgive mennesker i Guds navn. Han sørger både for vort legeme og vort følelselsliv.

Læger og psykologer bliver brugt af ham. Men til sidst tager han det helt i sin egen hånd på opstan­delsens dag, når han oprejser vo­res legemer fra graven. Intet menneske er for alvor hjulpet, før det er blevet tilgivet af Gud.

Uge 26: 28. juni - 4. juli 2021

Selvhjælp eller Guds hjælp?

Ganske tidligt, mens det endnu var helt mørkt, stod Jesus op, og han gik bort og ud til et øde sted og bad dér. Markus 1,35.

Vi skal have vores søvn for at kunne gå på arbejde. Sund og rigtig kost er også afgørende for, at vi har det godt. Desuden er vor kultur fyldt med forslag til, hvordan man "får det godt med sig selv". - Mobiltelefonen kan klare det meste med forskellige apps, som regulerer søvn og kalorieindtag. Og kombineres det med et jævnligt besøg hos en psykolog en en god selvhjælpsbog, klares resten med nogle afspændingsøvelser. Eller hvad?

Ved psykologisk opladning er vi tilbøjelige til at sætte os selv i cen­trum. Med i kristen bøn kommer Gud centrum i vores liv. Gud taler til os i Evangeliet. Vi lytter og svarer i bøn med de ord, han har lært os at bede. Han vil give os kraft til dagen og vejen. Da får vi det godt med Gud. Og Herren viser os, hvad vi kan gøre for hinanden og andre. Derfor behøver en kristen hver morgen at bede til Gud før dagens travlhed og larm tager over.

Evangelisten Markus fortæller: Ganske tidligt, mens det endnu var helt mørkt, stod Jesus op, og han gik bort og ud til et øde sted og bad dér.

Sådan levede Jesus Kristus sit liv, i bøn. Han gjorde intet, uden at han først havde talt med sin Fader. Derfor blev hans liv et godt liv. Sådan bliver også vores dage gode dage, når vi fra morgenstunden finder hvile hos vor Fader. Da er vi ikke overladt til vore egen selvhjælp, men til Guds gode hjælp.

Uge 25: 21. - 27. juni 2021

Hvor kommer modet fra?

Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: "Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!" Markus 1,14-15.

Efter at Johannes var fængslet, sagde Jesus ikke: ”Nu trækker jeg mig. Jeg skal ikke have samme skæbne som Johannes Døber”. Tværtimod. Han begyndte i stedet sin offentlige tjeneste vel vidende, hvad det indebar – mange glæder og velsignelse – og kors og død.

- Hvor fik han modet fra? Fra Dåben! Jesus var jo kort forinden blevet døbt af Johannes i Jordan. (Markus 1,9-11). Gud havde fra himlen sagt til Jesus:  "Du er min elskede søn, i dig har jeg velbehag!" Skulle Jesus da give op, fordi Johannes var fængslet? Nej, nu var tiden kommet, hvor Evangeliet skulle forkyndes i Galilæa og Judæa.

Jesus var selv hovedindholdet i Evangeliet. Han skulle hjælpe mennesker i al lidelse og nød. Han skulle forkynde om Himmeriget og selv dø på korset og besejre dødens magt påskemorgen. Og det, han dengang begyndte med, det fortsætter den dag i dag gennem den kristne kirke!

- Og hvor får vi modet fra til at leve som kristne, så vi ikke trækker os, når livsopgaverne bliver tunge? Fra dåben og fra Guds ord til os, fra Evangeliet om Jesus, som fortæller os, at vi er uendeligt meget værd.

Når livet går os imod, må vi bare holde endnu mere fast ved vort kald og opgave i familien, ægteskabet, samfundet og i den kristne menighed. For vi er ved troen og dåben forenet med Jesus Kristus. Kristne hører hjemme i gudstjenesten om søndagen. Og vi er under Guds beskyttelse nat og dag. Når vi hører evangeliet om Jesus, giver Gud os mod til at leve. Amen.

Uge 24: 14.-20. juni 2021

“Det kan jeg aldrig få mig selv til!”

Og i fyrre dage var han i ørkenen og blev fristet af Satan; han levede blandt de vilde dyr, og englene sørgede for ham. Markus 1,13.

Vi læser og hører om umoral og bagtalelse, om bedrageri og vold. Mennesker udnytter hinanden. Vi hører om det hos naboens og ude i byen. Det sker blandt politikere og forretningsfolk. Og vi snakker om det.

Men hvad med os selv? Ville du kunne bedrage din ægtefælle? Ville du kunne leve højt på andres bekostning? Kunne du finde på at leve i sus og dus, mens andre sulter og lider? “Det ville jeg aldrig kunne få mig selv til!” Sådan er vi hurtige til sige. Men er det også sandt?

Når vores livssituation ændres, kan der ske ting og sager med os. Når en ung flytter hjemmefra, når man kommer til penge, når man bliver syg, eller når man får mulighed for stor lykke øjeblikkeligt, da er det muligt, at vi reagerer på en måde, vi ikke før havde troet mulig. Når det kommer til stykket, er der ikke ret meget, som er fast og urokkeligt hos os mennesker.

Danskernes moral ændres til stadighed. Forbrug og levemåde skifter med voksende velstand. Og der er grund til at standse op og spørge: Hvad er det, der sker med os?

Vi er nok ikke de rigtige til at svare for os selv. For vi befinder os midt i det og har ikke overblik. Men Gud taler til os og kan afsløre, hvad det er for kræfter, der kan få os til både at forlade hans bud og hans kærlighed, så vi bliver hjerteløse overfor andre og gudløse i forhold til vor Gud.

Jesus Kristus har selv oplevet denne virkelighed, da han blev fristet i ørkenen: I fyrre dage var Jesus i ørkenen og blev fristet af Satan; han levede blandt de vilde dyr, og englene sørgede for ham. Derfor er han den eneste, som kan bevare os mod Satan og give os fasthed. Han er den klippe og det værn, som kan beskytte dig under alle forhold. Hør evangeliet om hans fristelse i ørkenen. Den er beskrevet lidt udførligere af evangelisten Matthæus i Matt 4,1-11. Her er hjælp.

www.vivit.dk, post@vivit.dk

Uge 23: 07.-13. juni 2021

Evangeliet begynder i os, når ...

Bibeltekst: Markusevangeliet 1,1-5:
v1 Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn. v2 Som der står skrevet hos profeten Esajas: Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej. v3 Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne! v4 således trådte Johannes Døber frem i ørkenen og prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse. v 5 Og hele Judæa og alle Jerusalems indbyggere drog ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.

Evangeliet betyder "godt budskab". Det er en beretning om Jesus Kristus. Evangeliet fortæller, at han er Guds Søn, som blev menneske, født af jomfru Maria. Det er fortællingen om alt det gode, han gjorde for mennesker i nød. Evangeliet indeholder også hans undervisning og prædikenen. Og det slutter med hans død på korset og opstandelsen fra de døde. Evangeliet fortæller, at han gav sit liv i vort sted. Guds Søn bar menneskers synd og led straffen for os. Og han sejrede over døden ved sin opstandelse.

Men hvordan begynder det? Der er to svar på spørgsmålet.

Det ene svar er, at det begyndte med profeterne, som skrev i Gamle Testamente, at Gud lovede at sin søn, og at han blev født i Betlehem. Det er evangeliets begyndelse.

Det andet svar har vi i Markusevangeliet 1,1-5: Evangelisten Markus fortæller, at begyndelsen på evangeliet var, da Johannes Døber prædikede i en ørken. Og hele Judæa og alle Jerusalems indbyggere drog ud til ham og blev døbt, idet de bekendte deres synder. Evangeliet begyndte i dem, som hørte Døberens prædiken, indrømmede hvad de havde gjort forkert, og fik tilgivelse i dåben.

Evangeliet begynde på samme måde i os. Det sker, når vi hører en kristen prædiken og bliver døbt. Eller når vi hører en kristen prædiken og det går op for os, hvad vi fik i vor dåb - nemlig tilgivelse. Da vender Gud os fra skyld til tilgivelse, fra håbløshed til håb, fra død til liv. Ja, evigt liv. Det bliver vores, når evangeliet begynder i os.

Uge 20: 17.-23. maj 2021

Vej ud af døden
Sl 68,1-36: Hos Gud Herren er der vej ud af døden (v21)

LGJ

Uge 19: 10.-16. maj 2021

Hør mig! Exaudi!
Den kommende søndag kaldes i den kristne kirke for "Hør mig!" (latin: Exaudi!). Det er de to første ord i Davids Salme 27,7: "Hør mig, Herre, når jeg råber, vær mig nådig og svar mig!" 6. søndag e. påske

Jesus sagde i søndags, 5. søndag e. påske: "Den dag skal I bede i mit navn!" (Joh 16,26). Han har fremelsket bønnen med sine løfter. Derfor tør vi bede, ja, vi kan slet ikke lade være! Derfor beder vi til ham i hjertet i ugens løb og igen næste søndag i gudstjenesten. Vi stoler på Jesus Kristus, vor Herre og beder: Hør mig, Herre, når jeg råber, vær mig nådig og svar mig! (Sl 27,7).

Vi har jo ellers god grund til at tvivle, at tvivle på alt, hvad der kommer fra os selv. Også på vore egne bønner og krav. Men vi har en Far, som elsker os og tilgiver os vore synder for Kristi skyld. Vi har en far, som har lovet at bønhøre os i Jesu navn.

Det lærte jeg i søndags hos Jesus, da han sagde: "Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Gud!" (Joh 16,27). Og jeg lærte det som barn og da jeg var ung af en af mine fædre i troen, nemlig Alfred, som boede i Bastemose på Nordlangeland. Han sagde ofte i sin bøn til Gud: "Bønnen kommer fra dig og går tilbage til dig!" Han bad med de ord, han fik af Gud i Bibelen. De ord gav ham vished. Derfor bad han.

Når vi beder "Hør mig!", siger vi det ikke som trodsige børn, der forstyrrer de voksne og presser sig ind i deres verden. Vi siger det til Gud, som sendte sin søn ind i vores verden. Vi beder, fordi Gud indbyder os, ligesom David gør i Salme 27. Jeg husker, at du siger: "I skal søge mit ansigt!" Herre, jeg søger dit ansigt, skjul ikke dit ansigt for mig; vis ikke din tjener bort i vrede; thi du er min hjælp. Forkast mig ikke, svigt mig ikke, min frelses Gud! (vers 8-9).

Så lad os bede med på Davids Salme 27 denne uge og igen på søndag: "Hør mig, Herre!"

LGJ

Uge 18: 3.-9. maj 2021

Bed! Rogate!

Den kommende søndag kalder man i den kristne kirke for "Bed!" "Så bed da!" Navnet kommer fra evangeliet, hvor Jesus lover: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen." (Joh 16,23-24)

Bed til Faderen! Bed i Jesu navn! Og I skal få.

1) Bed til Faderen: Jesus har lært os om Gud som vor Fader. I kapitel 3,16: Således elskede Gud verden, at han gav sin søn, den enbårne. Og her i Johannes 16, at "Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen" (Joh 16,27). Derfor: Bed til Faderen!

2) Bed i Jesu navn: At bede i en andens navn betyder, at det er den anden person, som står inde for os. Det er på grund af ham, at vi beder. Det er på grund af ham, at vi må forvente at blive lyttet til. Og det er ham, som garanterer, at vi får det, vi beder om. Jesus døde for vore synder. På grund af ham, siger Faderen: Din synd er forladt! Derfor: Bed i Jesu navn!

3) Og I skal få: Den bøn, Jesus har lært os, er bønnen i hans navn. Og den bøn har han sammenfattet for os i "Fadervor". Her giver han os syv bønner, som dækker alt, hvad et menneske behøver. Så bed da!

Bed Fadervor! Bed i Jesu navn. Og Gud giver dig alt, hvad du beder om. Amen.

Uge 17: 26. april - 2. maj 2021

Syng! Kantate!

Syng en ny sang for Herren! Salme 98,1.

Når døden sætter sit aftryk i livet, synger vi ikke. Vi er snarere tavse og sukker. Jo, vi kan godt synge med på sange om natur og kærlighed. Det gør glad for en tid. Men sangen forstummer, når sygdom, skyld og død truer.

Her kommer evangeliet os til undsætning. For det har været påske. Kristus har båret vore sygdomme og lidt straffen for vore synder. Og han overvandt døden, da han påskemorgen opstod fra graven. Derfor lyder det i Den hellige Skrift og i den kristne kirke: "Syng!" Og når mennesket svarer: "De sange jeg kender, dur ikke længere!", da svarer Skriften tilbage: "Syng en ny sang!" (Salme 98,1).

Kristen sang er ikke som andre sange i verden. Derfor kaldes den for "ny". Fx i Salme 98: Syng en ny sang for Herren, for han har udført undere; hans højre hånd og hans hellige arm har skaffet ham sejr! (vers 1). Det første ord i dette salmevers har givet navn til 4. søndag efter påske i den kristne kirke. Søndagen hedder "Syng!" eller på kirkens internationale sprog (latin) "Kantate!" (indledningsordet i Salme 98).

Og hør, hvordan den nye sang bliver vores. Det fortæller Salme 40: Han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd; han satte min fod på klippen, så jeg stod fast. Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud. (Sl 40,3-4). Den nye sang lægger Gud os i munden, når han trækker os op af undergangens grav, op af slam og dynd. Dvs. når vi hører evangeliet og får tillid til Kristus. Og i Bibelens sidste bog fortæller apostlen Johannes: "Og de sang en ny sang: Du er værdig ..., for du blev slagtet og købte mennesker til Gud med sit blod (Åb 5,9).

Evangeliets budskab lægger frelsens glæde ind i hjertet. Da har vi håb. Og da kan vi synge en ny sang. Kantate! Syng med på søndag i kirken! Amen.

Uge 16: 19.-25. april

Bryd ud i fryderåb - Jubilate!
Han taler sorgen op - sammen med evig glæde
Salme 66,1-2 + Johannes 16,20

”Bryd ud i fryderåb for Gud, hele jorden, lovsyng hans herlige navn (Sl 66,1-2). Disse ord fra Bibelens Salme 66 siges og synges i den kristne kirke over hele jorden på søndag. Og man har givet søndagen navnet: "Bryd ud i fryderåb!" eller "Jubilate!" (som det hedder i den latinske salmetekst).

Det er vor Herre Jesus Kristus, som er grunden til glæde. Han siger i den kommende søndags evangelium: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men jeres sorg skal blive til gælde.” (Joh 16,20).

Jesus Kristus taler på en måde sorgen op. Disciplene skal græde og klage. Det kommer de ikke uden om. Skærtorsdag aften talte han til dem om sorg og glæde. Sorgen handlede om, at han skilles fra dem. De ville svigte ham. Og næste dag skulle han dø på korset. Den dobbelte sorg over egne svigt og over mesterens død kom de ikke udenom.

For at hjælpe dem og os til at forstå sorgens nødvendighed, sammenlignede Jesus deres (og vores) sorg med en kvindes sorg, når hun har veer og skal føde. Den fødende kvinde undgår ikke smerte. Men netop fødslens smerte skal vendes til glæde.

Ligesom disciplene slipper kristne i dag ikke udenom smerten over at have svigtet og syndet mod Gud og sin næste. Den smerte må vi tage imod og mærke, når Gud taler til os. Men formålet er jo netop, at vi skal høre, at Kristus døde for os, og at vore synder er tilgivet, og vor død er overvundet.

Herren siger: Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer (Joh 16,22).

Derfor beder vi i kirken: Herre, lær mig at sørge over mine synder - og giv mig tro på Jesus. Amen.

Uge 15: 12.-18. april

Som nyfødte børn
1 Petersbrev 2,2 + Salme 81,2

Ugens andagt vil i ugerne fra påske til pinse handle om søndagenes navne i påsketiden. I Danmark kalder vi søndagene med numre: 1., 2., 3. søndag efter påske osv. Men i den kristne kirke har man op igennem kirkens historie opkaldt søndagene ud fra bibelord, som blev brugt disse søndage. Det lever i mange kristne kirker i andre lande. – Så hvorfor ikke også hos os?

Første søndag efter påske har navnet: ”Som nyfødte børn!” Navnet stammer fra, at påskedag var en stor dåbsdag i kirken. De, som var kommet til tro og var blevet forberedt til dåb, fik en hvid klædning i dåben påskedag. De bar den i ugen frem til 1. søndag e. påske, hvor de fik Herrens legeme og blod i nadveren.

Den søndag blev de døbte mødt med ordet fra 1. Petersbrev kap. 2: "Som nyfødte børn skal I hige efter ordets rene mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse, så sandt I har smagt, at Herren er god." De smagte Herrens godhed i den hellige nadver.

Man kaldte også søndagen for ”Herrens dag i hvidt”, fordi de, som blev døbt påskedag, bar den hvide dragt frem til 1. søndag efter påske. Efter nadveren lagde deres hvide klædning til side.

Søndagene fra påske til pinse glæder vi os særligt over, at Herren er opstået og kommer til sin menighed. Han siger: ”Fred være med jer!”. Han giver os beviset på, at han har båret vore synder. For sine apostle viste han påskedag om aftenen sine gennemborede hænder og side, så de kunne se, at han var deres korsfæstede Frelser. Os giver han sit legeme og blod i den hellige nadver. Herren lever og er midt i sin menighed.

I påsketiden kan vi som nyfødte børn glæde os over, at vi blev døbt og dermed blev begravet og opstod med Jesus Kristus. Og vi må som nyfødte børn suge til os af ordets rene mælk. Her smager vi, at Herren er god. Amen.

Søndagens bibelske salmevers er Sl 81 vers 2: ”Bryd ud i jubel for Gud, vor styrke, bryd ud i fryderåb for Jakobs Gud!” Amen.

Uge 14: 5.-11. april

Hjælp i modløshed
Salme 143

v4 Mit mod svigter, mit hjerte står stille i brystet. - Modløshed af denne kaliber er noget andet end at hænge med hovedet. Det handler om livsmodet, modet til at leve. For hjertet står stille i brystet. Sådan har vi det, når selve livet er truet, og vi ikke ser nogen udvej. Vi er ramt i vores livsnerve. Vi har mistet en, som betød alt for os. Hvor er hjælpen?

Men David fortæller, at at problemet er endnu større end manglende livsmod og tab af ens nærmeste: v2 Før ikke sag mod din tjener, for intet menneske er retfærdigt over for dig. Problemet er, at han har fået Gud imod sig. Derfor står hjertet stille i ham, og modet har svigtet.

Alligevel råber han til Gud: v1 Herre, hør min bøn, lyt til min tryglen, svar mig i din trofasthed og retfærdighed! Han afslører her, hvorfor han tør bede til Gud: Fordi Gud er TROFAST. Hvad der ligger i Guds trofasthed forstår vi, når vi gør, som David gjorde. Han siger: v5 Jeg mindes fortids dage, jeg grunder over alle dine gerninger og tænker over dine hænders værk.

Når vi grunder over alle Guds gerninger - og særligt det, han gjorde for os i påsken, da vor Herre døde og opstod for os - giver Gud os troens mod, så vi kan bede med David: v6 Jeg rækker hænderne frem imod dig, min sjæl tørster som den udpinte jord efter dig. v11 Hold mig i live for dit navns skyld, Herre.

Evangelisterne fortæller om modløse mennesker i beretningerne om Jesu opstandelse. Kvinderne ved den tomme grav var bange (Mark 16,8). Disciplene klagede og græd og kunne ikke tro, at Jesus var opstået (Mark 16,10). Men evangelisterne fortæller også, at Jesus kom til dem og fortalte, hvad Gud havde forudsagt i Skrifterne om Kristi lidelse, død og opstandelse. Og en ting til: at han holdt måltid med dem og "brød brødet" (Lukas 24,31). Det er medicinen, når vi mister livsmodet. At vi hører om Guds trofasthed i Skriftens ord og modtager Jesu legeme og blod i den hellige nadver. Her er livskraft til os, når livsmodet svigter.

Uge 13: 29. marts - 3. april

Hjælp i det dybe
Salme 130

Fra det dybe råber jeg til dig, Herre. Herre, hør mit råb! (vers 1).

"Det dybe" kan være mange ting i et menneskes liv. Fangenskabets dyb, hvor krig eller hungersnød holder en fast. Eller depressionens dyb i sindet, fordi man er ramt af krigens rædsler, som har gjort livet håbløst. Eller meningsløshedens dyb midt i et liv, hvor man har alt, hvad man kan ønske sig, undtagen mening og håb.

I Salme 130 er "det dybe" en personlig ulykke, nemlig den ulykke, som stammer fra personlige skyld. Nu vil nogle måske hævde, at skyld kun er en subjektiv ting, som man kan arbejde sig ud af med en god portion terapi, så man atter finder tilbage til et godt selvværd. - Men så enkelt er det ikke. En forbryder slipper ikke for straf ved at gennemgå et terapeutisk forløb, hvor han får det bedre med sig selv. Har han slået nogen ihjel, er problemet en objektiv skyld, fordi han dræbte et andet menneske. Og han slipper ikke for sin straf.

I Salme 130 er der tale om at være fanget i det dybe på grund af sin skyld. Den bedende erkender, at han har forbrudt sig overfor Gud, som gav ham livet. Og hvor skal man da vende sig hen?

Det underlige og forunderlige er, at den skyldige vender sig til Gud. Han siger jo: "Men hos dig er der tilgivelse, for at man skal frygte dig" (vers 4). Og i salmens sidste to vers fortæller han, at tilgivelsen gælder hele Guds folk: "Israel, vent på Herren, for hos Herren er der troskab, hos ham er der altid udfrielse. Han udfrier Israel fra al dets skyld" (vers 7-8).

I påsken hører vi, at Guds Søn kom ned i dybet til os, som var fanget i dødens og skyldens minskakt. Og her gjorde vi det af med ham. Vi korsfæstede ham. Men han bar vores skyld. Og på korset bad han for sine fjender: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!"

Salme 130 er en hjælp til det menneske, som er i det dybe. Både til de indespærrede i dødens mineskakt, i en dybe depression og i skyldens dyb. Gud har givet os sin Søn, Jesus Kristus, som redningsmand ind i vores verden med dødsfrygt, psykiske lidelse og personlig skyld. Evangeliet tager os med ind i hans mørke. Og påskemorgen ser vi lyset. Derfor kan vi vente på Herren mere end vægteren venter på morgen (vers 6). Salme 130 giver os håb i det dybe mørke. Opstandelsens morgen er på vej!

Salme 130 kan læses her.

Uge 12: 22.-28. marts

Hjælp i hjælpeløshed
Salme 102

v1 En bøn. Til brug for en hjælpeløs, når han føler afmagt og udøser sin klage for Herren.

En hjælpeløs hjælper andre. Hvordan går det til? For den, som selv behøver hjælp, er vel den ringeste til at hjælpe andre, eller hvad? - Når jeg bruger bibelens salmebog i Gamle Testamente mærker jeg, at de, der havde aller mest brug for hjælp, hjælper mig mere end alle, som har styrke, visdom og overskud.

Bed salmen, når du er hjælpeløs og føler afmagt. Her er nogle overskrifter: *Den bedende kalder på Herren. *Han beskriver sin situation for Herren. *Han kender Herrens harme og vrede, *men også Herrens barmhjertighed og medynk mod Zion. *Det får følger for alle mennesker - også de nøgne. *Det skal skrives ned. *Herren ser mig, hører og sætter i frihed.*Hans navn skal forkyndes på Zion, han skal dyrkes af alle mennesker.

Der kan siges meget klogt om salmen. Men det bedste man kan gøre med salmen er at bede den. Bed, *når du er i nød, *når du kun er skin og ben, *når ligner en alike i ørkenen, en ugle i ruinerne eller en enlig fugl på taget. Bed, *når du må spise aske som brød og *blande dit vand med tårer (det løbet fra dine øjne ned i dine hænder, når du øser vand fra vaskefadet op til dit ansigt). Når du har det sådan, da bed Salme 102. Meditér. Tænk efter.

Salmen fylder ikke med selvmedlidenhed. For du mærker, at din situation skyldes Herrens vrede og harme (vers 11). Der er et og andet i dit liv, som er forkert, ja, meget forkert.

Mens du beder omsluttes du snarere af din Herres barmhjertighed. For du kan jo læse i Skriften, at din Herre blev menneske. Han kom ind i elendigheden. Han blev selv hjælpeløs i Getsemane, da de tog ham til fange. Han tømte Guds vredes bæger. Det gjorde han villigt. Jesus er din Frelser.

Derfor kan du bede: *Du vil rejse dig og være barmhjertig mod Zion, for det er tid at vise nåde, ja, tiden er kommet. Vers 14-15. For Herren genopbygger Zion, han viser sig i sin herlighed. Han vender sig til de nøgnes bøn, han afviser ikke deres bøn. Vers 16-18. - "Zion" var templets sted i Jerusalem. For en kristen er "Zion" det sted, hvor Evangeliet om Jesus forkyndes, og hvor dåb og nadver er i brug.

Nu er der lovsang i hjælpeløsheden (vers 22). Og den bedende fortæller, at alle mennesker skal dyrke denne Gud og Herre. Altså os. Det kan vi jo ikke lade være med, når vi hører Evangeliet om Jesus, at han er Herren, som er steget ned og har gjort sig til ét med os. Det forkyndes for os på vej til påske, når vi læser evangelierne. Hør det på "Zion". Og bed!

Salme 102 kan læses her.

Uge 11: 15.-21. marts

Hjælp i skyld
Davids salme 51 og Kristus på "Urias-posten"

Davids salmer har i 3000 år været Guds folks bønnebog. De ligger som en skat, vi må øse af både i smerte, glæde, skyld og hjælpeløshed. Salme 51 kan bedes altid - men især når vi er ramt af skyld.

For korlederen. Salme af David. Dengang profeten Natan kom til ham, fordi David havde været sammen med Batseba. (Salme 51 vers 1-2)

David fortæller, hvordan det gik til, at han bad denne salme: fordi profeten Natan kom til ham. (Læs baggrunden i 2 Samuelsbog kapitel 11-12).

Davids var skyldig i hor og mord. Han havde ligget med sin hærfører Urias' hustru, som hed Batseba. Og hun blev gravid. For at skjule det, havde David forsøgt at få Urias til at forlade sin post som hærfører en enkelt aften og gå hjem til sin kone. Men Urias sagde: "Nej! Jeg bliver på min post." Derfor valgte David at sætte Urias forrest i krigen, på det, vi siden har kaldt "en uriaspost". Og han faldt i krigen. - Havde David dræbt Urias? Både ja og nej. Ja, fordi David havde sat Urias på den farligste post i krigen. Nej, fordi det jo var fjendtlige krigere, der dræbte Urias. Og herefter kunne David hente den smukke Batseba over på slottet.

David skjulte sin forbrydelse for omverdenen. Men Guds profet Natan vidste det. En dag fortalte han kongen om en rig og en fattig mand. Den rige havde får og køer i mængde. Den fattige havde kun ét lille lam. Det var som en datter i familien. Men da den rige fik besøg og skulle tilberede et festmåltid, tog han den fattige mands lam. David blev rasende og sagde, at denne rige mand skulle henrettes. Da sagde Natan: "Du er manden!" David havde fældet dødsdommen over sig selv. David indså sin forbrydelse og sagde: ”Jeg har syndet mod Herren.” Og Natan svarede David: "Så tilgiver Herren din synd." (2 Sam 12,13). Og han bad Salme 51.

Salme 51 er en hjælp til os midt i vor skyld. Men den største gave er evangeliet om en mand, som blev sat på en "urias-post" og døde i krigen mod umoral, synd og skyld. Manden er Jesus Kristus, Guds søn. Han bar vore synder. Og på grund af ham kan vi bede som David gjorde i Salme 51 og høre tilgivelsens ord i Evangeliet i den kristne kirke.

Salme 51 kan læses nedenfor.

Uge 10: 8.-14. marts

Hjælp i smerte (Davids salme 38)

"Ugens andagt" gennemgår frem til påske syv bibelske salmer. Uge 7 var der "krisehjælp" i salme 6. Uge er der "hjælp til lykke" salme 32. Denne uge "Hjælp i smerte" salme 38.

Davids salmer har i 3000 år været Guds folks bønnebog. De ligger som en skat, vi må øse af både i glæde og i smerte. Salme 38 er en af dem, som indeholder smerte. Smerte, fordi jeg har syndet mod Gud.
v5 Min skyld vokser mig over hovedet,
den er en byrde, der er for tung for mig.

Denne bøn udspringer af en erkendelse af, at jeg har forbrudt mig mod Livets skaber. Jeg har svigtet dem, jeg skulle elske. Jeg har fået livet af ham, men har misbrugt det. Og nu er jeg ramt. Samvittigheden er ramt. Ja, selv kroppen smerter.
v7 Jeg er knuget og dybt nedbøjet,
hele dagen går jeg sørgende omkring.
v8 Det brænder i mine lænder,
og der er intet uskadt på min krop.

Hvad tør jeg håbe på, hvis jeg har forbrudt mig mod Livets Gud og svigtet mine aller kæreste?

David viser os, at vi stadig kan håbe på Gud. Han siger:
v2 Herre, straf mig ikke i din vrede,
v10 Herre, du kender alle mine ønsker,
v16 Dig, Herre, venter jeg på,
v23 Skynd dig til hjælp,
v22 Svigt mig ikke, Herre.

I tiden op til påske møder vi i Evangeliet en mand, som ligner ham i Salme 38, nemlig Jesus Kristus. Han påtager sig lidelse og smerte. Ikke selvforskyldt, men uforskyldt. Han går ind i denne verdens mørke lidelse og bærer stedfortrædende vore synder.

Hos ham er lys. Hos ham er frelse. Hos ham er håb. I hans navn kan vi bede til Gud fader. Til ham kan vi sige:
v23 Skynd dig til hjælp, Herre, min frelser. Og han hører vor bøn.

Salme 38 kan læses nedenfor.

Uge 8: 22. - 28. februar

Hjælp til lykke (Davids salme 32)

"Ugens andagt" gennemgår frem til påske syv bibelske salmer. Uge 7 var der "krisehjælp" i Davids salme 6. Denne uge er der "hjælp til lykke" i Davids salme 32.

Lykkelig den, hvis overtrædelser er tilgivet, og hvis synder er blevet skjult; lykkeligt det menneske, som Herren ikke tilregner skyld, og i hvis sind der ikke er svig. (Salme 32 vers 1-2)

David var konge i Israel. Han var rig og magtfuld. Men det var ikke ensbetydende med lykke. - Penge og magt gør ingen lykkelig. Et menneskes lykke i sin inderste og mest ægte form er at høre sammen med dem, som elsker os på trods af vore synder og Ham, som har skabt os, fordi han har tilgivet os.

David fortæller os om sin ulykke: Da jeg tav, sygnede min krop hen, mens jeg stønnede dagen lang. For dag og nat lå din hånd tungt på mig, min livskraft svandt ind i sommerens hede. Sela. (vers 3-4). Det er den største ulykke: vores skyld, og at vi ikke vil indrømme den. Benægtelse og fortielse tapper os for livskraft og fastholder os i skylden.

David fortæller om vejen ud af ulykken: Min synd bekendte jeg for dig, og jeg skjulte ikke min skyld. Jeg sagde: Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren, og du tilgav min syndeskyld. Sela (vers 5). Vi får ikke at vide, hvad David havde på samvittigheden. Kun at han fortalte det til Herren. Der opstod en fortrolighed i ham, så han sagde: "Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren!" Fortrolighed opstår, når man har tiltro. Og vi mærker, at David stolede på, at Herren ville tilgive. Mærk hans lykke i ordene: "Og du tilgav min syndekyld."

I denne tid op til påske, vil de gode ord om Jesu lidelse og død for vore synder give os den nødvendige tiltro, så vi får fortrolighed til Gud og åbner os. Det kristne evangelium er jo netop budskabet om, at Gud tilgiver os, fordi Jesus Kristus bar vore synder og døde på korset. Gud ER nådig og barmhjertig. Det ER han. Derfor kan vi betro os til ham - tillidsfuldt - og modtage hans tilgivelse.

Til lykke med tilgivelsen!

Uge 7: 15 - 21. februar

Hjælp i krise (Davids Salme 6)

Når vi kommer ud for katastrofer og ulykker, kan vi gribes af rædsel. Samfundets svar er "krisehjælp". Det er godt og flot, at sådanne tilbud gives. Men hvem kan hjælpe det enkelte menneske, når kroppen sygner hen, og når sjælen gribes af rædsel?

Herre, straf mig ikke i din vrede! Vær mig nådig, Herre, for jeg er svag, helbred mig, Herre, for min krop sygner hen, og min sjæl er grebet af rædsel.

Sådan beder mennesket i Bibelens sjette salme. Han er grebet af angst, angst for den Gud, som står bag hans liv, nu hvor livet er i stykker.

"Krise" er et græsk ord, som betyder "dom". Krisehjælp betyder: hjælp i dommen.

Når krisen skyldes personlig skyld, ulægelig smerte og døden selv, er det ikke let at forestille sig effektiv krisehjælp. Det nytter ikke bare at påstå, at Gud er kærlig og god. Sådanne "lette ord" har ikke tyngde i forhold til erfaringen af lidelse og følelsen af at være forladt af Gud.

Her træder Jesus Kristus overraskende frem i mørket med hjælp. Aftenen før sin død blev han selv grebet af forfærdelse og angst i Getsemane: "Min sjæl er fortvivlet til døden!" Han bad om, at den time måtte gå ham forbi, om det var muligt (Mark.14,33-35). Han, som havde hjulpet andre ud af fortvivlelse og opvakt mennesker fra de døde, var nu på vej ind i angst og død. Han blev ramt af den vrede og dom, vi har fortjent med vores liv.

Jesus fylder os ikke med lette ord om kærlighed, men står selv midt i krisen og tager dommen alvorligt. Det giver hans kærlighed tyngde og styrke. Tag imod ham og hans hjælp i den kommende tid - søndage og hverdage. Lær ham at kende, mens livet er lyst og let. Da vil du have en hjælper, som gør dig åben for krisen i andres liv, og som er hos dig, når det bliver mørkt i dit eget liv.

BØN: Herre, red mit liv, frels mig i din godhed!

Uge 6: 8. - 14. februar

Hvad er der brug for?

”Der er brug for smukke kvinder og mænd, dejlig mad og vin - og nydelse. Der er brug for, at nydelsen bliver stærkere og varer længere, så længe som muligt.” ”Og der er brug for fri handel, så økonomien og dermed velstanden og velfærd kan vokse.” –

Overraskende nok er det Jesus, som siger det: "For i dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken." (Matthæus 24,38). … "Eller som i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede; men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og udslettede dem alle." (Lukas 17,28-29).

Eksemplerne, han tager frem fra bibelhistorien, beskriver vores tid med sexdyrkelse, som ødelægger os, og forurening, som kvæler os. Det er skræmmende læsning, men også en stor hjælp. For Jesus Kristus fortæller os samtidig, hvad vi har brug for, og hvor hjælpen findes.

Der er brug for retfærdighed, gode ægteskaber, nøjsomhed hos den rige og hjælp til fattige. Der er brug for omsorg for hinanden.

Og hjælpen findes i hans undervisning. Men aller mest i hans liv, hans død i vort sted og hans sejr over døden for os. Her er tilgivelse og frelse. Gud Fader tilgiver os for vort misbrug af sex og vort overforbrug af mad og vin og teknik.

Hvad er der brug for? Der er brug for, at Gud kalder os ud af nydelsens rus, tilgiver os og frelser os fra død og dom. Det er gaven til os i det evangelium, Jesus Kristus giver os.

Uge 5: 1. - 7. februar

Hvad er pointen?

Jesus tager ofte udgangspunkt i billeder fra hverdagen, når han fortæller sine lignelser. Vi nikker genkendende. Men lignelserne indeholder også næsten også altid noget, som man må undres over. Ofte sker der noget, som ellers ikke sker i virkeligheden, og det er her, pointen ligger gemt!

En af de mest kendte lignelser er evangeliet på søndag. Den lyder sådan: «En sædemand gik ud for at så sit korn. Og da han såede, faldt noget på vejen, og der blev trådt på det, og himlens fugle åd det op. Noget faldt på klippen, og da det var vokset frem, visnede det, fordi det ikke havde væde. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne groede helt sammen og kvalte det. Men noget faldt i god jord, og det voksede op og gav hundrede fold.» Da han havde sagt det, råbte han: «Den, der har ører at høre med, skal høre!» (Lukas 8,4-8)

En bonde sår sit korn i marken. Det er normalt. Det er også normalt, at ikke alt korn vokser op og bærer frugt. Men det er er påfaldende og underligt, at en sædemand/bonde kan finde på at sprede sit korn så ødselt som i denne lignelse. Han strøer om sig til højre og venstre. Han er ikke påpasselig med, hvor kornet falder.

Heri skal vi se vi Guds godhed og hans ønske om, at alle skal høre Guds ord. Det er et kald til, at vi som menighed og kirke forkynder evangeliet til alle. Gør ikke forskel på mennesker! Lad alle høre Guds ord! Det er en vigtig pointe.

Det fremgår også af, at Jesus – efter at have fortalt lignelsen – råbte: ”Den, som har øre at høre med, han skal høre.” Sådan råbte han! Det, som afgør, hvem frelsens evangelium er beregnet for og gælder, er altså, om de har ører at høre med. Har vi det, da er Evangeliet til os! Og det har vi jo!

Her er lignelsens afgørende pointe: Vi skal høre Evangeliet. Vores liv afhænger af, at vi hører Guds ord, at det slår rod i os, så det knytter os til Jesus Kristus, vor Herre.

Uge 4: 25. - 31. januar

Når Himmeriget kommer nær, bliver alt af nåde - ufortjent

For Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård.
Matthæus 20,1

Jesus fortæller i lignelsen, at Himmeriget ligner en vingårdsejer, som gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Han fandt dem i en lille kø af ledige arbejdere på torvet. De var stået op lidt før solopgang. De havde sagt farvel til kone og børn i håb om at der var et arbejde for dem. Og det var der. Vingårdsejeren aftalte at give dem 1 denar, hvis de arbejdede den dag i hans vingård fra solopgang til solnedgang. 12 timer. Hårdt, men også fair. Det er ikke så tungt at slide i det, hvis vi ved, at vi får til det daglige brød.

Nu gik vingårdsejeren ud flere gange i løbet af dagen. Han ville se, om han kunne finde flere arbejdere, flere, som havde brug for dagligt brød. Og han fandt flere. Nogle ved den 3. time (kl. 9), igen ved den 6. og 9. time (kl. 12 og 15). Og igen ved den 11. time (kl. 17). – Er det mon derfra vi har udtrykket: den 11. time?

Da det blev aften og solen gik ned, skulle de have deres løn. De, som blev ansat kl. 17 – 1 time før solnedgang – og som næsten ikke havde fået udført noget som helst, de fik 1 denar. Overraskende! Ufortjent!

Uge 3: 18. - 24. januar

Tar' du med på bjerget?

Omtrent otte dage efter at Jesus havde sagt dette, skete det, at han tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på bjerget for at bede. (Lukas 9,28)

Forestil dig, at du står overfor en meget vanskelig opgave, som du skal løse alene. Andre kan ikke hjælpe dig. Måske du da spørger nogle af dine nærmeste venner om at tage med dig et sted hen, hvor I kan være sammen en dag eller to, for at de kan bede til Gud sammen med dig.

Det var baggrunden, da Jesus tog 3 venner med op på bjerget for at bede. Evangelisten Lukas fortæller, at det skete omtrent otte dage efter, at Jesus ”havde sagt dette”. Og "dette" var den store opgave, han skulle udføre: "Menneskesønnen skal lide meget og forkastes af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag" (Lukas 9,22).

Jesus skulle lide meget, blive forkastet, kasseret og straffet. Han skulle lide straffen for sit folks gudløshed og ugerninger. Også for vore ugudelighed og selviskhed. På den måde ville Jesus sørge for, at vi frikendes og tilgives af Gud. Når du har gjort noget forkert og er skyldig, da har Jesus lidt straffen i dit sted. Han elsker dig. Han døde for dine synder og opstod fra de døde for at give dig evigt liv.

Ikke så mærkeligt, at Jesus trak sig tilbage for at få styrke til dette! Han gik op på bjerget for at bede sammen med Peter, Jakob og Johannes.

Tar' du med på bjerget på søndag? Der kan du bede sammen med to eller tre andre kristne i Guds kirke. I kan tale med hinanden og med Gud om, hvorfor I har brug for tilgivelse. Og I kan se Jesus i evangeliet. Det kan blive en vanskelig dag, men det bliver også godt - på søndag - i gudstjenesten!

Uge 2: 11. - 17. januar (Sigmund Hjorthaug)

Hvor er du, Gud?

Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, ... og hans mor sagde til ham: «Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.» (Lukas 2,45-46 og 48)

En kristen spørger somme tider: "Herre, hvor er du?" Det kan være i særlige trengselstider, når man sørger, fordi man har mistet en af sine kære. Det kan være, at man selv er ramt af alvorlig sygdom. Eller der kan være problemer med ens barn. Der er meget i livet, som kan bringe os i stor nød. Da spørger vi "Hvor er du Herre? Hvorfor hjælper du ikke?" Det synes, som om Jesus er borte, at han ikke er hos os mere.

Maria følte denne smerte, da Jesus var borte.

Men Jesus er os aldrig så nær, som når vi føler, at han er langt borte! Det står i bibelens Salme 46: Gud er vor tilflugt og styrke, altid at finde som hjælp i trængsler.

Netop når vi er i trængsel, er han os særligt nær og bliver vor styrke. Han er dig nær gennom sit Ord. Han vil, at du holder dig tæt til hans Ord. Derfor sker det, at han skjuler sig. Han tager sin følbare nåde fra dig, for at du skal holde dig til hans Ord alene. Han er dig også nær i den hellige nadver, hvor han giver dig sig selv med alt, hvad han er og har, selv om du ikke føler det. Han vil, at du skal tro det. Tro, at du får syndenes forladelse, når du spiser og drikker hans legeme og blod i nadveren! Og du kan også bruge korsets tegn. Tegn det på dit bryst. På den måde minder du dig selv om, at du er døbt til ham, og at du tilhører ham, og at alt hans er dit.

Uge 1: 4.-10. januar

Tænk, hvis Gud gjorde noget lignende med os!

I denne uge har vi Hellig Tre Kongers Dag den 6. januar. Så skal der synges om Jesus og de vise mænd fra Østerland. Og det er os, der skal synge. "Dejlig er den himmel blå!" "De ham fandt i Davids hjem, de ham fandt i Betlehem .." Læs Matthæus 2 og se, hvad Guds gjorde for de vise mænd fra Østerland! Deres hjerter blev levende, fordi de troede på Kristus. Man kan jo kun blive glad af det. Sikken en god start på det nye år! - Tænk, hvis Gud gjorde noget lignende med os!

Men det gør han. ... Det kan vi læse i Titus-brevet kap. 3,4-7, som er brevlæsningen på Hellig Tre Kongers søndag: Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og for­nyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i hå­bet skulle blive arvinger til evigt liv.

Først: Hvad mener apostlen med, at det "ikke var, fordi vi havde gjort retfærdige gerninger"? Det svarer han selv på i verset forinden: Vi var jo også selv engang uforstandige, ulydige og på afveje, vi lå under for alle mulige tilbøjeligheder og lyster; vi levede i ondskab og misundelse, vi var forhadt og hadede hinanden (Tit 3,3).  Det er sådan vi var. Og sådan er vi uden Kristus!

Dernæst: Hvordan frelste han os da? Underligt nok nævner Paulus ikke det, der skete, da Kristus døde og opstod for os for 2000 år siden og blev vor Frelser. Han nævner noget andet, som Gud gjorde personligt med os for ikke helt så længe siden. Paulus forklarer: Det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i hå­bet skulle blive arvinger til evigt liv (v5-7).

Gud frelste os personligt, da vi blev født igen, igenfødt og fornyet I dåben. Det samme har Jesus også lært os: ”I må fødes på ny!” ”Hvad der er født af kød er kød og kan ikke se Guds rige. I må fødes på ny ... af vand og Ånd” (Joh 3). Det er ikke nok at være født af en mor og eksistere. For vi bærer synd og død i os fra vores fødsel til grav. Vi skal fødes igen, hvis vi skal være Guds børn. Det gør Gud i det bad, der genføder.

Altså: Først lader Gud sig føde og bliver menneske for at frelse os; derpå frelser han os ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden. Derfor kan enhver kristen sige: "Jeg er kristen, fordi Gud har frelst mig ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden." Og vi kan føje til: "Jeg er gjort retfærdig ved Guds nåde og skal arve evigt liv!"
- Men hvad så, hvis du har glemt din dåb og ikke tror på Jesus? Ja, så kalder han jo dig tilbage til din frelse og til din dåbs pagt lige nu, men du hører Evangeliet.

Ved troen og dåben deler vi skæbne med kloge mænd fra Østerland og med alle, som Gud har frelst ved tro og dåb. I det nye år kan vi som vismænd rejse afsted med kostbare gaver for at tilbede Jesus og ofre til ham, idet vi tjener vore søstre og brødre. Det er vores gudstjeneste her i verden: at tilbede og ofre i tak.

Uge 53: 28. dec. - 3. januar

J E S US

Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv. (Lukas 2,21)

Hvad skulle jomfru Maria kalde sit barn? Det havde Gud fortalt hende allerede før undfangelsen. Han skulle kaldes "Jesus". For det navn svarede fuldkomment til, hvad han skulle være og gøre i sit liv: JESUS = Herren frelser.

Englen Gabriel sagde til Maria: "Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus."

Han skulle hedde Jesus, fordi han skulle være hjælper sit folk, gøre det for evigt. "Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige." (Lukas 1,31-33).

Herrens engel kom også til Josef, da han hverken vidste ud eller ind, fordi han tænkte, at Maria havde været ham utro: "Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder." (Matt 1,21-22).

Navnet Jesus er det skønneste navn i verden. I salmen "Jesus, det eneste", synger vi, at det er det helligste og reneste navn fyldt med herlighed, kærlighed, nåde, sandhed og magt. Det er så godt at sige ”Jesus!”, og at sige det til Ham. Sig det i din bøn. Og bed Fadervor i ”Jesu navn”.

Hver gang vi kommer i kirke er det også ”i Jesu navn”. Jesus siger jo: "Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, er jeg midt iblandt dem." Det, vi ikke har, det kommer han med i gudstjenesten.

Jesus er J E S U S. Når vi læser i Matthæus-, Markus-, Lukas- og Johannes-evangeliet, lærer vi ham at kende. Og mens tilliden til ham vokser, siger vi med større og større glæde: "Jesus! Min Herre! Min Kristus! Min Frelser! Min Bror! Min Talsmand! Min Genløser! Min Trøster! Min Ven!"

I løbet af det nye år vil gennem Evangelierne åbenbare sig for os som J E S U S, så vi også bliver ved med at bede, synge og forkynde hans navn.

Da kan vi også sige hans navn som det sidste ord, før vi dør og sover ind i troen på ham. J E S U S. Amen.