Påske-ord

Seks dage før påske - Før påskefesten - Påskedags morgen - Påskedags aften - Otte dage efter - Påsketid

..........

Seks dage før påske

Giver det mening at ofre?

Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham. Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. Johannes 12,1-3

Giver det mening at ofre sig eller ofre noget for nogen? Vi spørger umiddelbart, hvad vi selv får ud af det. Og om vi har råd til det. Og måske føles det rimeligt at spørge. Men hvis vi nøjes med de svar, vi selv kan give, blive der virkelig ofret, hverken til de fattige eller til vor Herre Jesus!

Der er hjælp til os i evangeliet. Evangeliet fortæller om Marias offer for Jesus, og om Judas’ argumenter imod at ofre så meget. En kostbar nardusolie til en værdi af 300 denarer svarede til en årsløn. Hun gav det til ære for Guds Søn. Det meste brugte hun sabbatten før påske i Betania, da hun salvede hans fødder og hår. Hun bekendte dermed: "Jesus, du er den salvede! Du er Messias!" Resten gemte hun til hans begravelse langfredag.

Her åbner Jesus for betydningen af at ofre, så vi - gennem vort offer - kan vidne for hinanden og andre, at Jesus er Messias, verdens frelser. Han har reddet os fra døden ved at dø i vort sted. Han bar vore synder. Det skal forkyndes i gudstjenesten. Og duften fra evangeliet må gerne brede sig. Kristne må bringe ofre (af tid, penge og kræfter) i menigheden, så der kan holdes gudstjeneste, prædikes og missioneres.

Men var det ikke bedre at give en skærv til socialt arbejde? - Jesus svarer: De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.. Det er ikke et enten eller, men et både og.

Ingen af os ville leve, hvis ikke vore forældre havde ofret for os, da vi var nyfødte og spæde. Og ingen af os ville overvinde synden og døden, om ikke Kristus havde ofret sig for os, båret straffen vore synder og overvundet døden for os.

.............

Før påskefesten - skærtorsdag

"Havde jeg dog bare vidst det!"

Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Johannes 13,1

"Havde jeg dog bare vidst det." Sådan tænker og siger vi nogle gange. Men da er det for sent. Vi vidste det ikke. Og derfor handlede vi forkert. Helt forkert.

Skærtorsdag fortæller evangeliet, at Jesus i påsken gjorde, hvad han gjorde, fordi han vidste, hvad han vidste. Og han hjælper disciplene og os til at forstå noget, som gør det muligt for os at tro og handle anderledes, end vi ellers ville have gjort. Derfor er evangeliet en stor gave. Det giver os TILLID til Gud midt i livet og døden. Og det KALDER os til kærlighed her og nu.

Hvad Jesus vidste:
Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen. … og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud. Han vidste, hvem han var: at han var udgået fra Gud, at han altså havde været i herligheden hos Faderen fra evighed af, men var kommet til menneskene som frelser. Det vidste han. Og han vidste også, at han skulle vende tilbage. Hans liv som Guds Søn var ikke en usikker ting. Da han blev født, blev han født som Guds søn. Han var det, da han var tolv år. Han var det, da han blev døbt. Han var det, når han prædikede, underviste og helbredte. Han var det, da han gik til Jerusalem, og da han døde på korset og sagde: ”Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.” Han var udgået fra Gud og skulle tilbage. Han vidste, hvem han var. - Det forkyndes nu for os, så vi kan kende ham og tro på ham!

Hvad Jesus gjorde:
Evangelisten fortæller: - så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han gjorde det, som slaven skulle have gjort. Disciplene havde forberedt påskemåltidet. Også sat et vaskefad frem, sørget for vand i en kande og lagt et klæde klar. Måske var de spændt på, hvem Jesus ville bede om at vaske fødder. Men så rejste han sig og gjorde det selv. Fordi han vidste, hvad han vidste! Han vidste at de havde brug for renselse. Han sagde: "Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig." Derfor gjorde han, hvad han gjorde. - Det forkyndes for os, for at vi må ønske, at han renser os i dåben. Vi behøver ham. Vi behøver hans tilgivelse. Det har vi brug for at vide hver især. Ellers vil vi ikke tage imod den hellige dåb, hveken for os selv eller for vore børn. Og han må hjælpe os til at forstå, hvad det betyder, at han vaskede disciplenes fødder, for at vi også må påtage os en tjeneste for hinanden.

..............

Påskedag om morgenen

I virkeligheden

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: «Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.» Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Matthæus 28,1-8

I sidder sammen ved morgenbordet. Du fortæller de andre noget, du har oplevet: Det lyder fantastisk. Men så spørger de: „Hvor skete det? Hvornår skete det? Hvem så det?“ Og du tænker efter og svarer: "Det var noget, jeg drømte i nat, men synes I ikke, at det var smukt?" - Og jo. Det lyder smukt. Men det var kun en drøm. Det skete ikke i virkeligheden.

På morgenbordet står en påskelilje. Den er ikke plukket i nogens tanker eller drøm, men vokset frem i haven. Den har sit løg et sted i jorden. Det var din hånd, der plukkede den. Nu står den i vasen i al sin pragt og dufter. Den er virkelig.

Sådan er det med påskeevangeliet og Jesu opstandelse fra de døde. Det er ikke en oplevelse i en drøm eller i andres tanker. Jesus opstod fra graven "den første dag i ugen"! Maria Magdalene og den anden Maria, Jakobs mor, og Salome mødte ham. Stedet, hvor han opstod, var et helt bestemt sted, nemlig Josef af Arimatæas grav udenfor Jerusalem. Evangelisterne fortæller. De kunne ikke selv tro det i begyndelsen. Men de så , at graven var tom. Det blev forkyndt for dem af øjenvidner. Og Kristus selv kom til dem og åbnede Skrifterne for dem. Da indså de, at han måtte lide og død for deres synder. Da troede de, at han var deres Herre og Frelser. I virkeligheden.

Kristus-tro er tro på virkeligheden, på det, som skete på et bestemt tidspunkt og et bestemt sted. Det er tro på Ham, som døde for vore synder og opstod fra de døde påskemorgen - i virkeligheden! Der var navngivne vidner til det. Og i De hellige Skrifter i Bibelen møder vi det som profeti og opfyldelse. Derfor tror vi, at Jesus er vores redningsmand i liv og død.

For vore synder er han død,
til vor retfærdighed han brød
de stærke dødens porte.
At han opstod, det viser grant,
at synden ganske vistog sandt
er død og evig borte,
vor nat er brat
overvunden og forsvunden,
da vor søde Jesus han stod op af døde.
Gl. DS nr. 199v2

..........

Påskedag om aftenen

Døråbner

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: «Fred være med jer!» Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: «Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.» Johannes 20,19-21

Påskedags aften sad Jesu disciple bag lukkede døre af frygt for jøderne. De erfarede tomhed og frygt, meningsløshed og skyld. Men da brød den opstandne Jesus Kristus ind i deres tillukkede menighed med sin fred. Han viste dem sine naglemærker. Og de blev glade. Nu vidste de, at han var deres Jesus, som blev korsfæstet og døde, og at han var hos dem som Guds offerlam, der bærer verdens synd.

Det gør han også i dag. Han kommer til sin menighed for at være levende til stede "med al sin kærligheds rigdom". Han taler i Evangeliets ord. Og han er nærværende i den hellige nadver. Han siger: "Fred være med jer!" Fred, i stedet for skyld og angst. Denne fred er uløseligt forbundet med hans offer for vore synder. Her er fred for både i går og i morgen. Jesus er stærkere end alle dine fjender! Han har besejret dødens og syndens magt.

Sådan lirker Jesus den tillukkede kirkedør op indefra. - Nu tør disciplene gå ud i verden. Herren lever! De går på Jesu løfte og befaling. De ved sig beskyttet af ham, som er nærværende overalt: Jesus, deres opstandne Frelser.

Er det ikke også en "døråbner" for os i dag? En døråbner, både for dem, som ikke har været i kirke i mange år, og for dem, som i lang tid har gemt sig i kirken og ikke har turdet fortælle andre, at de tror på den opstandne Jesus Kristus!

........

Otte dage efter påske

Hvad gør du ved tvivlen?

Otte dage efter var hans disciple atter derinde, og Tomas sammen med dem. Da kom Jesus. Johannes 20,26.

Disciplen Tomas er kendt for at være "tvivleren". Det er nu ikke det eneste, han burde huskes for. Han var en af Jesu trofaste disciple. Det kan vi se i de fire evangelier. Og vi ved fra andre kildeskrifter fra kirkehistorien, at han kom til Babylon i Persien og siden til Indien og forkyndte evangeliet om Jesus. Han led meget for Kristi skyld og døde som martyr. Han forblev tro indtil det sidste. Alligevel husker vi ham som tvivleren. Han ville ikke tro, at Jesus var opstået fra de døde, med mindre han fik lov at se naglemærkerne i hans hænder og stikke sin hånd ind i hans side (Joh 20,25ff ).

I den forbindelse lærer vi en vigtig ting af Tomas: at han turde dele sin tvivl med de andre disciple. Vi har brug for et kristent fællesskab, hvor det er tilladt også at fortælle, hvor svært det kan være at tro, uden at vi af den grund bliver mistænkt og udstødt. Tomas turde vedgå sin tvivl og holdt sig dog stadig sammen med de andre disciple trods tvivlen. Og der, i denne lille menighed, kom Jesus otte dage efter og åbenbarede sig for Tomas og de øvrige disciple .

Tag din tvivl og vantro med i kirke. Betro dig til dine medkristne og til din præst. Lyt til dem. Evangeliet overvinder tvivlen. Præsten løser dig fra dine synder i Jesu navn. Jesus kommer til sin menighed i gudstjenesten. Han genføder i dåbens sakramente og bevarer os i pagten i nadverens sakramente. Og han nærer troen gennem Skriftlæsning og prædiken.

...........

I påsketiden

Ord med liv

"Salige er de, som ikke har set og dog tror." ... Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. Johannes 20,29 og 31

Evangelisten Johannes fortæller, at disciplen Tomas ikke ville tro, at Jesus var opstået fra de døde. Han krævede beviser. Skulle Jesus virkelig være den levende Frelser i dag? Opstod han legemligt? Vor erfaring siger, at døde ikke opstår. Men Guds virkelighed er større end vores.

Gud har gjort fantastiske ting for os i påsken! Og han lader sig hverken begrænse af Tomas' eller af vores fornuft og hverdags-erfaringer. Jesus viste sig for Tomas og sagde: "Vær ikke vantro, men troende. Fordi du har set mig, tror du; salige er de, som ikke har set og dog tror!" (Joh.20,29). Tomas så Herren og fik livet tilbage.

Gud giver også i dag troen til os gennem det skrevne ord i evangelierne. Dette er skrevet for at I skal tro. Jesus bekræfter, at det er sådan, vi bliver salige: ved troen. "Salige er de, som ikke har set og dog tror." Påskebudskabet, at Herren Jesus bar vor skyld og døde for vore synder, er så stærkt et ord, at det åbner vort åndelige øjne for det sande liv. Du er elsket! Jesus opstod. Han er din Herre og din Gud.

Du har måske været kristen i mange år og kender til, at dine egne tanker om livet kom i konflikt med, hvad Gud ville med dig. Men så hør det igen. Han, der bar din synd, han opstod. Han ser dig og elsker dig. Det er troens grund til glæde.

Andagter fra www.vivit.dk. post@vivit.dk