Hofnar eller hofprædikant?

Vi vil hellere roses end revses. Og vi er tilbøjelige til at vælge sjov og underholdning frem for alvor og nærgående spørgsmål.

Alligevel ønsker ingen af os at blive snakket efter munden. Det er ikke godt, når venner ikke tør sige hinanden sandheden. Og det er uholdbart, hvis vi får ret, når vi faktisk har uret.

Det er i orden med en hofnar nu og da. Vi har godt af lidt sjov og et ordentligt grin. Men det er ikke godt, når hofnarren fortrænger hofprædikanten!

Nye Testamente fortæller om Johannes Døber som kong Herodes' hofprædikant. Ikke sådan forstået, at Døberen blev ansat til at holde festtaler og underholde kongen. Snarere tværtimod. For kongen havde aldrig ønsket at lytte til Døberen. Alligevel prædikede han for kongen. Han opsøgte ham og satte ham i rette, fordi han var brudt ind i sin brors ægteskab og havde taget hans hustru. Døberen sagde kongen sandheden. Og som svar smed kongen sin "hofprædikant" i fængsel - senere blev Døberen halshugget.

Det udfordrer os til at overveje, hvordan det er med sjov og alvor i vores liv? Lytter du til Guds vilje med dit liv? Eller lader du dig holde for nar? Hvad gør du, når du mærker i din samvittighed, at du lever forkert? Hvad gør du, når du fornemmer, at du står overfor den levende Gud og behøver hans tilgivelse?

- Beretningen om kongen og hofprædikanten findes i Markus 6,14-29.