Juleevangeliet beretter om noget, der er sket en helt bestemt dag i denne verdens historie. Der angives tid og sted. Det skete i Betlehem, mens Augustus var kejser i Rom.
Lukas gik grundigt til værks, da han skrev sit evangelium. Han fortæller i indledningen, at han opsøgte øjenvidner og talte med ordets tjenere. Han understreger dermed, at evangeliet er ikke eventyr, men handler om "det, som har fundet sted iblandt os" (Lukas 1,1-4).
Dermed er der sagt noget afgørende om at være kristen. Det handler ikke om at drømme sig ind i et eventyr. Men vi skal indse og vende tilbage til virkeligheden. Vi skal kende sandheden om, hvem vi selv er, og hvem Gud er, og hvad han har gjort for os. Det er at tage livet alvorligt på godt og ondt og at stole på Jesus Kristus.
Her - midt i vores virkelige liv - midt i menneskehedens historie - her trådte Gud selv ind som menneske. Han lod sig føde. Han blev ét med os. Han vil have kontakt. Han vil forene sig med os og genoprette fællesskabet. Han vil give os troen. Han vil, at vi tager imod tilgivelsen og det evige liv fra ham. For "det skete". Begivenhederne den første jul i Betlehem om et lille barns fødsel er selve Guds fødsel som menneske midt iblandt os. Barnet er Jesus Kristus. Det er ham, som siden blev korsfæstet, døde og opstod fra graven. Han lever i dag!
I dag et lidet barn er fød til bod for verdens synd og nød; det er den Herre Jesus Krist, som frelse bringer os for vist. (DS 79v2)