Johannes 6,9: "Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?”

Sådan sagde Jesu disciple engang, da han havde spurgt dem, hvordan de skulle få mad til 5000 mennesker i ørkenen. "Hvad er det til så mange?" Den voksne fornuft indser straks, at drengens madpakke ikke nytter meget. Voksne er realister. Sådan må det jo være. Voksne har jo fået ansvar. Og det nytter ikke, at vi bygger livet på undere.

Alligevel viste argumentet sig at være uden gyldighed. Der blev mad nok til alle. At være virkelighedsnær er at regne med Jesus. Jesus var virkeligt hos disciplene. Men de regnede kun med sig selv og deres egne muligheder. Underet i ørkenen lærer os, at alt, hvad vi har, er fra Herren, og at han kan gøre, hvad han vil med os og vort. Ser vi bort fra Jesu nærvær, da ser vi bort fra den virkelighed, der er blevet vores ved troen på ham.

Det andet vi lærer af underet i ørkenen er, hvordan han greb ind: nemlig ved at velsigne brødet i tak og bøn. Og derpå lagde han det i disciplenes hænder og bad dem dele ud. Sådan griber Herren også ind i dag: ved at vi får et andet forhold til det, vi har i vore hænder. Gennem bøn og tak kan det også blive virkeligt for os, at alt, hvad vi er og har, er en gave fra Herren. Da er underne i vore liv begyndt. Jesu nærvær og livets gaver er de første. Og de formerer sig, når vi på Jesu befaling tør give videre af vort til andre.

Ugens andagt fra www.vivit.dk, post@vivit.dk. LGJ