Jesus arbejder for os på "hviledagen"

Johannes 5,16-18: Derfor gav jøderne sig til at forfølge Jesus, fordi han havde gjort dette på en sabbat. Men Jesus sagde til dem: «Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.» Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel; for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig.

Det lyder voldsomt. De vil udrydde Jesus. For han bryder sabbatten. Han skal dø, fordi han arbejder den dag, hvor Gud har sagt, at vi skal hvile. Han skal dø.

Vi har svært ved at forstå problemstillingen i en kultur, hvor helligdage er afskaffet. Også langt ind i kristne menigheder og familier. Helligdage er for mange kristne et minde om en svunden tid. For ”vi er blevet fri fra den trældom af regler på påbud. Vi behøver ikke gudstjeneste og menighed en gang om ugen. Og var det ikke Jesus, som afskaffede hviledagen?” – Jo. Men ikke sådan, som vi måske tænker. Jesus sendte ikke sine disciple ud at fiske eller at grave grøfter, mens andre jøder var til gudstjeneste. Jesus vendte IKKE ryggen til Moses og Profeterne, men kom trofast i synagogen og underviste sine disciple og andre, som ville høre ham.

Hans ”forbrydelse” bestod i, at han på sabbatsdagen havde helbredt en mand, der havde været syg i 37 år (Johannes 5,1-15). Men kunne han ikke have ventet til det blev hverdag? Nej. Det kunne han åbenbart ikke. Jesus valgte ofte hviledagen til sine undergerninger, hvor han viste dem, at han er Guds Søn, og at han er kommet for at frelse os i vores elendighed.

Når vi holder hviledag en gang om ugen, er det ikke bare en ”slapper”. Det er hvile hos ham, som genopretter os, giver os troen, håbet, og kærligheden tilbage! Men er det nu også nødvendigt? Har vi ikke rigeligt af tro, kærlighed og håb? Det har vi jo netop ikke. Vi behøver at Jesus arbejder for os og med os om søndagen.

Ugens andagt fra www.vivit.dk, post@vivit.dk. LGJ