Forside

Andagter

Kærligheden hører aldrig op

Kærligheden hører aldrig op! 1 Korintherbrev 13,8.

Kærligheden er før alt og bliver ved at bestå, når alt andet er afskaffet! Det er Nye Testamentes påstand, ja, en grundsandhed i den kristne tro. Det lyder smukt. Men er det nu også noget, man kan regne med og bygge livet på?

Når man har venner, og når man har det godt og ser lyst på fremtiden, er det let at tale stort om kærligheden og at tro på den. Men midt under skuffelser, i afmagt, under sygdom og når man selv eller ens nærmeste bliver urimelige, hvordan kan man da tro, at kærligheden aldrig ophører?

Når Nye Testamente fastholder, at kærligheden aldrig ophører, er det ikke en udtryk for ønsketænkning. Kærligheden, som aldrig ophører, er nemlig ikke menneskers kærlighed, men Guds kærlighed i Jesus Kristus. Apostelen Johannes beskriver den sådan: Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder (1 Joh 4, 10). Den kærlighed er bevidnet i Jesu liv og i hans lidelse og død. Hvis du har fællesskab med Kristus, så har du del i en kærlighed, som aldrig hører op. Du kan du miste det kæreste, du ellers har. Du kan blive svigtet af alt og alle. Og du kan selv svigte andre på den værste måde. Alligevel gælder det: Kærligheden ophører aldrig.

Den kærlighed vil ikke blot lade os vide, at vi er elsket fra nu og i al evighed af Gud. Den kærlighed vil også ind i vore liv og præge vort forhold til andre mennesker.

Andagt fra www.vivit.dk, post@vivit.dk. LGJ