Forside www.vivit.dk/kirkeaar.htm
Vi takker dig, Gud Fader, at du har givet os din enbårne Søn, Jesus Kristus, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Vi takker dig, Jesus Kristus, at du på dit hellige legeme har båret alle vore synder og med dit blod udslettet alle vore overtrædelser. Vi takker dig, du gode Helligånd, at du har givet os den tro i vore hjerter, at vi intet andet ved til salighed end den korsfæstede Jesus Kristus. Giv os, Gud, din nåde, at vi af hjertet tror, at alle vore synder er os for Jesu Kristi lidelses og døds skyld forladt, og oplys os ved din Helligånd, så vi daglig ved Jesu døds kraft afstår fra synd og aldrig slipper Jesus af vore hjerter, førend vi ser ham klarligt i det evige liv, hvor han med dig og Helligånden lever og regerer fra evighed og til evighed.
Senere skete det, at Gud satte Abraham på prøve. Han sagde: "Abraham!" og da Abraham svarede ja, sagde han: "Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om." Tidligt næste morgen sadlede Abraham sit æsel og tog sine to karle og sin søn Isak med. Da han havde kløvet offerbrændet, begav han sig på vej til det sted, Gud havde givet ham besked om.
To dage efter fik Abraham øje på stedet i det fjerne, og han sagde til karlene: "Bliv her med æslet, mens jeg og drengen går derhen for at tilbede; så kommer vi tilbage til jer." Abraham tog offerbrændet og lagde det på sin søn Isak. Selv tog han ilden og kniven, og så gik de to sammen. Isak sagde til sin far Abraham: "Far!" Abraham svarede: "Ja, min dreng!" Isak sagde: "Vi har ilden og brændet, men hvor er offerlammet?" Abraham svarede: "Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng." Og så gik de to sammen.
Da de kom til det sted, Gud havde givet ham besked om, byggede Abraham et alter og lagde brændet til rette; han bandt sin søn Isak og lagde ham oven på brændet på alteret. Så rakte Abraham hånden ud og tog kniven for at slagte sin søn. Men Herrens engel råbte til ham fra himlen: "Abraham, Abraham!" Han svarede ja, og englen sagde: "Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn."
Da Abraham så op, fik han øje på en vædder, som hang fast med hornene i det tætte krat bagved. Abraham gik hen og tog vædderen og bragte den som brændoffer i stedet for sin søn. Abraham gav dette sted navnet: "Herren ser". I dag kaldes det: "Bjerget, hvor Herren viser sig." Herrens engel råbte igen til Abraham fra himlen: "Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte. Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig."
Og/eller
Se, min tjener får lykken med sig, han knejser, han ophøjes og løftes højt.
Som mange gyste over ham - så umenneskeligt ussel så han ud,
så ussel var hans skikkelse blandt mennesker -
sådan hensætter han mange folk i forundring, over ham lukkes munden på konger;
for det, de ikke har fået fortalt, ser de, og det, de ikke har hørt, indser de.
Hvem troede på det, vi hørte? For hvem blev Herrens arm åbenbaret?
Han skød op foran Herren som en spire, som et rodskud af den tørre jord.
Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet.
Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom,
én man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget.
Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar;
og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud.
Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder.
Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.
Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej;
men Herren lod al vor skyld ramme ham.
Han blev plaget og mishandlet, men han åbnede ikke sin mund;
som et lam, der føres til slagtning, som et får, der er stumt, mens det klippes,
åbnede han ikke sin mund.
Fra fængsel og dom blev han taget bort.
Hvem tænkte på hans slægt, da han blev revet bort fra de levendes land?
For mit folks synd blev han ramt.
Man gav ham grav blandt forbrydere og gravplads blandt de rige,
skønt han ikke havde øvet uret, der fandtes ikke svig i hans mund.
Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom.
Når hans liv er bragt som skyldoffer, ser han afkom og får et langt liv,
og Herrens vilje lykkes ved ham.
Efter sin lidelse ser han lys, han mættes ved sin indsigt.
Min tjener bringer retfærdighed til de mange, og han bærer på deres synder,
Derfor giver jeg ham del med de store, med de mægtige deler han bytte,
fordi han hengav sit liv til døden og blev regnet blandt lovbrydere.
Men han bar de manges synd og trådte i stedet for syndere.
Da de havde hånet ham, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.
På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors. Da de kom ud til det sted, der hedder Golgata - det betyder Hovedskalsted - gav de ham vin at drikke, som var blandet med malurt, men da han smagte det, ville han ikke drikke det. Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig ved at kaste lod om dem. Så satte de sig dér og holdt vagt over ham. Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: "Det er Jesus, jødernes konge". Sammen med ham blev der korsfæstet to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Og de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: "Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!" Også ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste hånede ham på samme måde og sagde: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham. Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn." Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde.
Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: "Elí, Elí! lemá sabaktáni?" - det betyder: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: "Han kalder på Elias." Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke. Men de andre sagde: "Lad os se, om Elias kommer og frelser ham." Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden.
Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange. Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: "Sandelig, han var Guds søn." Der var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham. Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor.
Eller
Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.
Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus.
De førte ham ud til stedet Golgata - det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: "Jødernes konge". Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: "Og han blev regnet blandt lovbrydere."
De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: "Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!" Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels konge - lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!" Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.
Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: "Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?" - det betyder: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: "Hør, han kalder på Elias." Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: "Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned." Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: "Sandelig, den mand var Guds søn."
Eller
Johannes 18,1-11
Da Jesus havde sagt det, gik han ud sammen med sine disciple og over på den anden side af Kedronbækken, hvor der var en have, som han og hans disciple gik ind i. Også Judas, som forrådte ham, kendte det sted, for dér mødtes Jesus ofte med sine disciple. Judas tog så vagtstyrken og nogle af ypperstepræsternes og farisæernes tempelvagter med sig og kom derover med lygter og fakler og våben.
Jesus, som vidste alt, hvad der skulle ske med ham, gik ud til dem og spurgte: «Hvem leder I efter?» «Jesus fra Nazaret,» svarede de. Han sagde til dem: «Det er mig.» Også Judas, som forrådte ham, stod sammen med dem. Da Jesus sagde: «Det er mig,» veg de tilbage og faldt om på jorden. Han spurgte dem så igen: «Hvem leder I efter?» «Jesus fra Nazaret,» svarede de. Jesus sagde til dem: «Det er mig; det har jeg jo sagt jer. Når det altså er mig, I leder efter, så lad de andre gå.» For sådan skulle det ord, han havde sagt, gå i opfyldelse: «Af dem, du har givet mig, har jeg ikke mistet nogen.»
Men Simon Peter trak et sværd, som han havde med, og slog efter ypperstepræstens tjener og huggede højre øre af ham; tjeneren hed Malkus. Jesus sagde til Peter: «Stik sværdet i skeden! Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?»
Johannes 18,12-24
Vagtstyrken og officeren og jødernes tempelvagter anholdt nu Jesus og bandt ham; de førte ham først til Annas, for han var svigerfar til Kajfas, der var ypperstepræst det år. Det var Kajfas, der havde givet jøderne det råd, at det var bedst, at ét menneske døde for folket.
Simon Peter og en anden discipel fulgte efter Jesus. Denne anden discipel var kendt af ypperstepræsten og gik ind i ypperstepræstens gård sammen med Jesus, men Peter blev stående udenfor ved porten. Den anden discipel, som var kendt af ypperstepræsten, gik ud og talte med pigen, der holdt vagt ved porten, og fik Peter med ind. Tjenestepigen, der holdt vagt ved porten, sagde til Peter: «Er du ikke også en af den mands disciple?» «Nej, jeg er ikke,» svarede han. Tjenerne og tempelvagterne havde tændt et bål af trækul, fordi det var koldt, og stod og varmede sig. Også Peter stod og varmede sig sammen med dem.
Ypperstepræsten spurgte nu Jesus ud om hans disciple og om hans lære. Jesus svarede ham: «Jeg har talt til verden i fuld offentlighed; jeg har altid undervist i synagoger og på tempelpladsen, hvor alle jøderne kommer sammen, og i det skjulte har jeg intet talt. Hvorfor spørger du mig? Spørg dem, der har hørt mig, hvad jeg har talt til dem; de ved jo, hvad jeg har sagt.» Da Jesus sagde det, var der en af tempelvagterne, som stod ved siden af, der gav ham et slag i ansigtet og sagde til ham: «Er det en måde at svare ypperstepræsten på?» Jesus svarede: «Har jeg sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert; men er det rigtigt, hvorfor slår du mig så?» Annas sendte ham så bundet til ypperstepræsten Kajfas.
Johannes 18,25-19,3
Imens stod Simon Peter og varmede sig. Da sagde de til ham: «Er du ikke også en af hans disciple?» Han nægtede det og sagde: «Nej, jeg er ikke.» Så sagde en af ypperstepræstens tjenere, en slægtning til ham, som Peter havde hugget øret af: «Så jeg dig ikke i haven sammen med ham?» Atter nægtede Peter, og i det samme galede hanen.
De førte nu Jesus fra Kajfas til statholderens borg. Det var tidligt om morgenen. Selv gik de ikke ind i borgen, for at de ikke skulle blive urene, men kunne holde påskemåltid. Pilatus gik ud til dem og sagde: «Hvilken anklage fremfører I mod denne mand?» De svarede: «Havde han ikke været forbryder, ville vi ikke have udleveret ham til dig.» Pilatus sagde til dem: «Så tag I ham og døm ham efter jeres lov.» Jøderne sagde: «Vi har ikke ret til at henrette nogen.» For sådan skulle Jesu ord gå i opfyldelse, det ord, han sagde, da han betegnede, hvordan han skulle dø.
Pilatus gik ind i borgen igen; han kaldte Jesus for sig og sagde til ham: «Er du jødernes konge?» Jesus svarede: «Siger du det af dig selv, eller er det noget, andre har sagt dig om mig?» Pilatus svarede: «Er jeg måske jøde? Det er dit eget folk og ypperstepræsterne, som har udleveret dig til mig. Hvad har du gjort?» Jesus svarede: «Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.» Pilatus sagde til ham: «Så er du altså konge?» Jesus svarede: «Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.» Pilatus sagde til ham: «Hvad er sandhed?»
Da han havde sagt det, gik han atter ud til jøderne og sagde til dem: «Jeg finder ham ikke skyldig. Men det er skik og brug hos jer, at jeg løslader en fange i påsken. Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?» De råbte tilbage: «Ikke ham, men Barabbas!» Barabbas var en røver. Pilatus tog så Jesus og lod ham piske. Og soldaterne flettede en krone af torne og satte den på hans hoved, og de hængte en purpurkappe om ham, stillede sig foran ham og sagde: «Hil dig, jødernes konge!» og slog ham i ansigtet.
Johannes 19,4-16
Pilatus gik atter ud af borgen og sagde til dem: «Nu fører jeg ham ud til jer, for at I kan vide, at jeg ikke finder ham skyldig.» Så kom Jesus ud med tornekronen og purpurkappen på. Pilatus sagde til dem: «Se, her er manden!» Da ypperstepræsterne og tempelvagterne så ham, råbte de: «Korsfæst ham, korsfæst ham!» Pilatus sagde til dem: «Så tag I ham og korsfæst ham, for jeg finder ham ikke skyldig.» Jøderne svarede: «Vi har en lov, og efter den lov skal han dø, fordi han har gjort sig selv til Guds søn.» Da Pilatus hørte de ord, blev han endnu mere bange, og han gik ind i borgen igen og sagde til Jesus: «Hvor er du fra?» Men Jesus gav ham intet svar. Pilatus sagde så til ham: «Svarer du mig ikke? Ved du ikke, at jeg har magt til at løslade dig og magt til at korsfæste dig?» Jesus svarede ham: «Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra. Derfor har han, der udleverede mig til dig, større synd.»
Efter dette ville Pilatus løslade Jesus, men jøderne råbte: «Løslader du ham, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren.» Da Pilatus hørte de ord, førte han Jesus ud, og han satte sig i dommersædet på det sted, som kaldes Stenbroen, på hebraisk Gabbata. Det var forberedelsesdagen til påsken, ved den sjette time. Pilatus sagde til jøderne: «Her er jeres konge!» Da råbte de: «Bort med ham, bort med ham, korsfæst ham!» Pilatus sagde til dem: «Skal jeg korsfæste jeres konge?» Ypperstepræsterne svarede: «Vi har ingen anden konge end kejseren.» Da udleverede han Jesus til dem, for at han kunne blive korsfæstet. Så tog de Jesus med sig.
Johannes 19,17-30
Han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata, hvor de korsfæstede ham, og sammen med ham to andre, én på hver side, med Jesus i midten. Pilatus havde lavet en indskrift og sat den på korset. Den lød: «Jesus fra Nazaret, jødernes konge.» Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk. Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus: «Skriv ikke: «Jødernes konge», men: «Han sagde: Jeg er jødernes konge».» Pilatus svarede: «Hvad jeg skrev, det skrev jeg.» Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst; derfor sagde de til hinanden: «Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem der skal have den.» For sådan skulle det skriftord gå i opfyldelse: De delte mine klæder mellem sig, de kastede lod om min klædning. Det gjorde soldaterne altså. Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: «Kvinde, dér er din søn.» Derpå sagde han til disciplen: «Dér er din mor.» Fra den time tog disciplen hende hjem til sig. Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: «Jeg tørster.» Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund. Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: «Det er fuldbragt.» Og han bøjede hovedet og opgav ånden.
Johannes 19,31-42
Det var forberedelsesdag, og for at legemerne ikke skulle blive hængende på korset sabbatten over -- for det var en stor sabbatsdag -- bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte blive knust og de døde taget ned. Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med Jesus. Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben, men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud. Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro -- og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt. Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: «Ingen af hans knogler må blive knust.» Og atter et andet skriftord siger: «De skal se hen til ham, de har gennemboret.» Josef fra Arimatæa, som var discipel af Jesus, men hemmeligt, af frygt for jøderne, bad derefter Pilatus om at måtte tage Jesu legeme ned; og det tillod Pilatus. Josef kom så og tog Jesu legeme ned. Også Nikodemus kom; det var ham, som tidligere var kommet til Jesus om natten; han medbragte en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund. Så tog de Jesu legeme og viklede linnedklæder om det sammen med de vellugtende salver, som det er skik hos jøderne ved begravelse. På det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet, var der en have, og i haven var der en ny grav, hvor der endnu ikke havde været lagt nogen. Da det var jødernes forberedelsesdag, lagde de Jesus dér, fordi den grav var i nærheden.Translation: English: NKJ (New King James 1982) eller KJV (King James Version).
Kilde for oversættelsen til Farsi og Cantonese: https://www.wordproject.org/bibles/parallel/b_40/
چون عیسی این را گفت، با شاگردانخود به آن طرف وادی قِدْرون رفت و در آنجا باغی بود که با شاگردان خود به آن در آمد.
2 و یهودا که تسلیم کننده وی بود، آن موضع را میدانست، چونکه عیسی در آنجا با شاگردان خود بارها انجمن مینمود.
3 پس یهودا لشکریان و خادمان از نزد رؤسای کَهَنَه و فریسیان برداشته، با چراغها و مشعلها و اسلحه به آنجا آمد.
4 آنگاه عیسی با اینکه آگاه بود از آنچه میبایست بر او واقع شود، بیرون آمده، به ایشان گفت، که را میطلبید؟
5 به او جواب دادند، عیسی ناصری را! عیسی بدیشان گفت، من هستم! و یهودا که تسلیم کننده او بود نیز با ایشان ایستاده بود.
6 پس چون بدیشان گفت، من هستم، برگشته، بر زمین افتادند.
7 او باز از ایشان سؤال کرد، که رامیطلبید؟ گفتند، عیسی ناصری را!
8 عیسی جواب داد، به شما گفتم من هستم! پس اگر مرا میخواهید، اینها را بگذارید بروند!
9 تا آن سخنی که گفته بود تمام گردد که از آنانی که به من دادهای یکی را گُم نکردهام.
10 آنگاه شمعون پطرس شمشیری را که داشت کشیده، به غلام رئیس کَهَنَه که ملوک نام داشت زده، گوش راستش را برید.
11 عیسی به پطرس گفت، شمشیر خود را غلاف کن! آیا جامی را که پدر به من داده است ننوشم؟
12 آنگاه سربازان و سرتیبان و خادمانِ یهود، عیسی را گرفته، او را بستند.
13 و اوّل او را نزد حنّا، پدر زن قیافا که در همان سال رئیس کَهَنَه بود، آوردند.
14 و قیافا همان بود که به یهود اشاره کرده بود که بهتر است یک شخص در راه قوم بمیرد.
15 امّا شمعون پِطرُس و شاگردی دیگر از عقب عیسی روانه شدند، و چون آن شاگرد نزد رئیس کَهَنَه معروف بود، با عیسی داخل خانهٔ رئیس کَهَنَه شد.
16 امّا پطرس بیرونِ در ایستاده بود. پس آن شاگرد دیگر که آشنای رئیس کَهَنَه بود، بیرون آمده، با دربان گفتگو کرد و پطرس را به اندرون برد.
17 آنگاه آن کنیزی که دربان بود، به پطرس گفت، آیا تو نیز از شاگردان این شخص نیستی؟ گفت، نیستم!
18 و غلامان و خدّام آتش افروخته، ایستاده بودند و خود را گرم میکردند چونکه هوا سرد بود؛ و پطرس نیز با ایشان خود را گرم میکرد.
19 پس رئیس کَهَنَه از عیسی دربارهٔ شاگردان وتعلیم او پرسید.
20 عیسی به او جواب داد که من به جهان آشکارا سخن گفتهام. من هر وقت در کنیسه و در هیکل، جایی که همهٔ یهودیان پیوسته جمع میشدند، تعلیم میدادم و در خفا چیزی نگفتهام!
21 چرا از من سؤال میکنی؟ از کسانی که شنیدهاند بپرس که چه چیز بدیشان گفتم! اینک، ایشان میدانند آنچه من گفتم!
22 و چون این را گفت، یکی از خادمان که در آنجا ایستاده بود، طپانچه بر عیسی زده، گفت، آیا به رئیس کَهَنَه چنین جواب میدهی؟
23 عیسی بدو جواب داد، اگر بد گفتم، به بدی شهادت ده؛ و اگر خوب، برای چه مرا میزنی؟
24 پس حنّا او را بسته، به نزد قیافا رئیس کَهَنَه فرستاد.
25 و شمعون پطرس ایستاده، خود را گرم میکرد. بعضی بدو گفتند، آیا تو نیز از شاگردان او نیستی؟ او انکار کرده، گفت، نیستم!
26 پس یکی از غلامان رئیس کَهَنَه که از خویشان آن کس بود که پطرس گوشش را بریده بود، گفت، مگر من تو را با او در باغ ندیدم؟
27 پطرس باز انکار کرد که در حال خروس بانگ زد.
28 بعد عیسی را از نزد قیافا به دیوانخانه آوردند و صبح بود و ایشان داخل دیوانخانه نشدند مبادا نجس بشوند بلکه تا فِصَح را بخورند.
29 پس پیلاطُس به نزد ایشان بیرون آمده، گفت،چه دعوی بر این شخص دارید؟
30 در جواب او گفتند، اگر او بدکار نمیبود، به تو تسلیم نمیکردیم.
31 پیلاطُس بدیشان گفت، شما او را بگیرید و موافق شریعت خود بر او حکم نمایید. یهودیان به وی گفتند، بر ما جایز نیست که کسی را بکُشیم.
32 تا قول عیسی تمام گردد که گفته بود، اشاره به آن قسم موت که باید بمیرد.
يوحنا ايش 19
پس پیلاطُس عیسی را گرفته، تازیانه زد.
2 و لشکریان تاجی از خار بافته بر سرش گذاردند و جامه ارغوانی بدو پوشانیدند
3 و میگفتند، سلام ای پادشاه یهود! و طپانچه بدو میزدند.
4 باز پیلاطُس بیرون آمده، به ایشان گفت، اینک، او را نزد شما بیرون آوردم تا بدانید که در او هیچ عیبی نیافتم.
5 آنگاه عیسی با تاجی از خار و لباس ارغوانی بیرون آمد. پیلاطُس بدیشان گفت، اینک، آن انسان.
6 و چون رؤسای کَهَنَه و خدّام او را دیدند، فریاد برآورده، گفتند، صلیبش کن! صلیبش کن! پیلاطس بدیشان گفت، شما او را گرفته، مصلوبش سازید زیرا که من در او عیبی نیافتم.
7 یهودیان بدو جواب دادند که ما شریعتی داریم و موافق شریعت ما واجب است که بمیرد زیرا خود را پسر خدا ساخته است.
8 پس چون پیلاطُس این را شنید، خوف بر او زیاده مستولی گشت.
9 باز داخل دیوانخانه شده، به عیسی گفت، تو از کجایی؟ امّا عیسی بدو هیچ جواب نداد.
10 پیلاطُس بدو گفت، آیا به من سخن نمیگویی؟ نمیدانی که قدرت دارم تو را صلیب کنم و قدرت دارم آزادت نمایم؟
11 عیسی جواب داد، هیچ قدرت بر من نمیداشتی اگر از بالا به تو داده نمیشد. و از این جهت آن کس که مرا به تو تسلیم کرد، گناه بزرگتر دارد.
12 و از آن وقت پیلاطُس خواست او را آزاد نماید، لیکن یهودیان فریاد برآورده، میگفتند که اگر این شخص را رها کنی، دوست قیصر نیستی. هر که خود را پادشاه سازد، برخلاف قیصر سخن گوید.
13 پس چون پیلاطُس این را شنید، عیسی را بیرون آورده، بر مسند حکومت، در موضعی که به بلاط و به عبرانی جبّاتا گفته میشد، نشست.
14 و وقت تهیّه فِصَح و قریب به ساعت ششم بود. پس به یهودیان گفت، اینک، پادشاه شما.
15 ایشان فریاد زدند، او را بردار، بردار! صلیبش کن! پیلاطس به ایشان گفت، آیا پادشاه شما را مصلوب کنم؟ رؤسای کَهَنَه جواب دادند که غیر از قیصر پادشاهی نداریم!
16 آنگاه او را بدیشان تسلیم کرد تا مصلوب شود. پس عیسی را گرفته بردند
17 و صلیب خود را برداشته، بیرون رفت به موضعی که به جُمجُمه مسمّیٰ بود و به عبرانی آن را جُلجُتا میگفتند.
18 او را در آنجا صلیب نمودند و دو نفر دیگر را از این طرف و آن طرف و عیسی را در میان.
19 و پیلاطس تقصیرنامهای نوشته، بر صلیب گذارد؛ و نوشته این بود، عیسی ناصری پادشاه یهود.
20 و این تقصیر نامه را بسیاری از یهود خواندند، زیرا آن مکانی که عیسی را صلیب کردند، نزدیک شهر بود و آن را به زبان عبرانی و یونانی و لاتینی نوشته بودند.
21 پس رؤسای کَهَنَهٔ یهود به پیلاطس گفتند، منویس پادشاه یهود، بلکه که او گفت منم پادشاه یهود.
22 پیلاطس جواب داد، آنچه نوشتم، نوشتم.
23 پس لشکریان چون عیسی را صلیب کردند،جامههای او را برداشته، چهار قسمت کردند، هر سپاهی را یک قسمت؛ و پیراهن را نیز، امّا پیراهن درز نداشت، بلکه تماماً از بالا بافته شده بود.
24 پس به یکدیگر گفتند، این را پاره نکنیم، بلکه قرعه بر آن بیندازیم تا از آنِ کِه شود. تا تمام گردد کتاب که میگوید، در میان خود جامههای مرا تقسیم کردند و بر لباس من قرعه افکندند. پس لشکریان چنین کردند.
25 و پای صلیب عیسی، مادر او و خواهر مادرش، مریم زن کَلوُپا و مریم مَجْدَلِیّه ایستاده بودند.
26 چون عیسی مادر خود را با آن شاگردی که دوست میداشت ایستاده دید، به مادر خود گفت، ای زن، اینک، پسر تو.
27 و به آن شاگرد گفت، اینک، مادر تو. و در همان ساعت آن شاگرد او را به خانهٔ خود برد.
28 و بعد چون عیسی دید که همهچیز به انجام رسیده است تا کتاب تمام شود، گفت، تشنهام.
29 و در آنجا ظرفی پُر از سرکه گذارده بود. پس اسفنجی را از سرکه پُر ساخته، و بر زوفا گذارده، نزدیک دهان او بردند.
30 چون عیسی سرکه را گرفت، گفت، تمام شد. و سر خود را پایین آورده، جان بداد.
31 پس یهودیان تا بدنها در روز سَبَّت بر صلیب نماند، چونکه روز تهیّه بود و آن سَبَّت، روز بزرگ بود، از پیلاطس درخواست کردند کهساق پایهای ایشان را بشکنند و پایین بیاورند.
32 آنگاه لشکریان آمدند و ساقهای آن اوّل و دیگری را که با او صلیب شده بودند، شکستند.
33 امّا چون نزد عیسی آمدند و دیدند که پیش از آن مرده است، ساقهای او را نشکستند.
34 لکن یکی از لشکریان به پهلوی او نیزهای زد که در آن ساعت خون و آب بیرون آمد.
35 و آن کسی که دید شهادت داد و شهادت او راست است و او میداند که راست میگوید تا شما نیز ایمان آورید.
36 زیرا که این واقع شد تا کتاب تمام شود که میگوید، استخوانی از او شکسته نخواهد شد.
37 و باز کتاب دیگر میگوید، آن کسی را که نیزه زدند خواهند نگریست.
38 و بعد از این، یوسف که از اهل رامه و شاگرد عیسی بود، لیکن مخفی بهسبب ترس یهود، از پیلاطس خواهش کرد که جسد عیسی را بردارد. پیلاطس اِذن داد. پس آمده، بدن عیسی را برداشت.
39 و نیقودیموس نیز که اوّل در شب نزد عیسی آمده بود، مُرِّ مخلوط با عود قریب به صد رطل با خود آورد.
40 آنگاه بدن عیسی را برداشته، در کفن با حنوط به رسم تکفین یهود پیچیدند.
41 و در موضعی که مصلوب شد باغی بود و در باغ، قبر تازهای که هرگز هیچکس در آن دفن نشده بود.
42 پس بهسبب تهیّه یهود، عیسی را در آنجا گذاردند، چونکه آن قبر نزدیک بود.
約翰福音 18 章 [Cantonese]
耶穌 說了這話、就同門徒出去、過了汲淪溪、在那裡有一個園子、他和門徒進去了 。 2 賣 耶穌 的 猶大 也知道那地方.因為 耶穌 和門徒屢次上那裡去聚集。 3 猶大 領了一隊兵、和祭司長並 法利賽人 的差役、拿著燈籠、火把、兵器、就來到園裡。 4 耶穌 知道將要臨到自己的一切事、就出來、對他們 說、 你們找誰。 5 他們回答 說、找拿撒勒 人 耶穌。 耶穌 說、我就是。賣他 的 猶大 也同他們站在那裡。 6 耶穌 一 說我就是、他們就退後倒在地上 。 7 他又問他們 說、 你們找誰。他們 說、找拿撒勒 人 耶穌。 8 耶穌 說、我已經告訴 你們、我就是.你們若找我、就讓這些人去罷。 9 這要應驗 耶穌 從前的話、 說、 你所賜給我的人、我沒有失落一個。 10 西門 彼得 帶著一把刀、就拔出來、將大祭司的僕人砍了一刀、削掉他的右耳.那僕人名叫馬勒古。 11 耶穌 就對 彼得 說、收刀入鞘罷。我父所給我的那杯、我豈可不喝呢 。
-------------------------------
12 那隊兵和千夫長並 猶太 人的差役、就拿住 耶穌 、把他捆綁了. 13 先帶到亞那面前.因為亞那是本年作大祭司該亞法的岳父。 14 這該亞法、就是從前向 猶太 人發議論 說、一個人替百姓死是有益的那位 。 15 西門 彼得 跟著 耶穌 、還有一個門徒跟著.那門徒是大祭司所認識的.他就同 耶穌 進了大祭司的院子。 16 彼得 卻站在門外.大祭司所認識的那個門徒出來、和看門的使女 說了一聲、就 領 彼得 進去。 17 那看門的使女對 彼得 說、 你不也是這人的門徒麼.他 說、我不是 。 18 僕人和差役、因為天冷、就生了炭火、站在那裡烤火. 彼得 也同他們站著烤火。 19 大祭司就以 耶穌 的門徒和他的教訓盤問他。 20 耶穌 回答 說、我從來是明明的對世人說話.我常在會堂和殿裡、就 是 猶太 人聚集的地方、教訓人.我在暗地裡、並沒有 說甚 麼。 21 你為甚麼問我呢.可以問那聽見的人、我對他們 說的是甚 麼.我所 說的、他們都知道 。 22 耶穌 說了這話、旁邊站著的一個差役、用手掌打他說、 你這樣回答大祭司麼。 23 耶穌 說、我若說的不是、 你可以指證那不是.我若 說的是、 你為甚麼打我呢。 24 亞那就把 耶穌 解到大祭司該亞法那裡、仍是捆著解去的。
-------------------------------
25 西門 彼得 正站著烤火、有人對他 說、 你不也是他的門徒麼。 彼得 不承認、 說、我不是 。 26 有大祭司的一個僕人、是 彼得 削掉耳 朵那人的親屬、說、我不是看見你同他在園子裡麼 。 27 彼得 又不承認.立時雞就叫了。 28 眾人將 耶穌 、從該亞法那裡往衙門 內解去.那時天還早.他們自己卻不進衙門、恐怕染了 污穢、不能喫逾越節的筵席 。 29 彼拉多就出來、到他們那裡、 說、 你們告這人是為甚麼事呢。 30 他們回答 說、這人若不是作惡的、我們就不把他交給 你。 31 彼拉多 說、 你們自己帶他去、按著你們的律法審問他罷。 猶太 人 說、我們沒有殺人的權柄 。 32 這要應驗 耶穌 所 說、自己將要 怎樣死的話了。 33 彼拉多又進了衙門、叫 耶穌 來、對他 說、 你是 猶太 人的王麼。 34 耶穌 回答 說、這話是 你自己 說的、還是別人論我對 你 說的呢 。 35 彼拉多 說、我豈 是 猶太 人呢.你本國的人和祭司長、把你交給我.你作了甚麼事呢。 36 耶穌 回答 說、我的國不屬這世界.我的國若屬這世界、我的臣僕必要爭戰、使我不至於被交 給 猶太 人.只是我的國不屬這世界。 37 彼拉多就對他 說、這樣、 你是王麼。 耶穌 回答 說、 你 說我是王.我 為此而生、也為此來到世間、特為給真理作見證.凡屬真理的人、就聽我的話。 38 彼拉多 說、 真理是甚麼呢。 說了這話、又出來 到 猶太 人那裡、對他們 說、我 查不出他有甚麼罪來 。 39 但你們有個規矩、在逾越節要我給你們釋放一個人、你們要我給你們釋放 猶太 人的王麼。 40 他們又喊著 說、不要這人、要巴拉巴。這巴拉巴是個 強盜。
第 19 章
當下彼拉多將耶穌 鞭打了。 2 兵丁用荊棘編作冠冕、戴在他頭上、給他穿上紫袍 . 3 又挨近他 說、恭 喜 猶太 人的王阿 . 他們就用手掌打他。
-------------------------------
4 彼拉多又出來對眾人 說、我帶他出來見 你們、叫你們知道我 查不出他有甚麼罪來。 5 耶穌 出來、戴著荊棘冠冕、穿著紫袍。彼拉多對他們 說、 你們看這個人。 6 祭司長和差役看見他、就喊著 說、釘他十字架、釘他十字架。彼拉多說、 你們自己把他釘十字架罷.我 查不出他有甚麼罪來。 7 猶太 人回答 說、我們有律法、按那律法、他是該死的、因他以自己 為 神的兒子。 8 彼拉多聽見這話、越發害怕。 9 又進衙門、對耶穌 說、 你是那裡來的.耶穌 卻不回答。 10 彼拉多 說、 你不對我 說話 麼.你豈不知我有權柄釋放你、也有權柄把你釘十字架麼。 11 耶穌 回答 說、若不是從上頭賜給 你的、你就毫無權柄辦我.所以把我交給你的那人、罪更重了。 12 從此彼拉多想要釋放耶穌 .無奈 猶太 人喊著 說、 你若釋放這個人、就不是該撒的忠臣.〔原文作朋友〕凡以自己為王的、就是背叛該撒了。 13 彼拉多聽見這話、就帶耶穌 出來、到了一個地方、名叫鋪華石處、希伯來話叫厄巴大、就在那裡坐堂。 14 那日是預備逾越節的日子、約有午正。彼拉多對 猶太 人 說、看 哪、這是你們的王。 15 他們喊著 說、除掉他、除掉他、釘他在十字架上。彼拉多說、我可以把 你們的王釘十字架麼。祭司長回答 說、除了該撒 、我們沒有王。 16 於是彼拉多將耶穌 交給他們去釘十字架。
-------------------------------
17 他們就把耶穌 帶了去.耶穌 背著自己的十字架出來、到了一個地方、名叫髑髏地、希伯來話叫各各他。 18 他們就在那裡釘他在十字架上、還有兩個人和他一同釘著、一邊一個、耶穌 在中間。 19 彼拉多又用牌子寫了一個名號、安在十字架上.寫的是猶太人的王、拿撒勒人耶穌。 20 有許多 猶太 人念這名號.因為耶穌 被釘十字架的地方、與城相近、並且是用希伯來、羅馬、希利尼、三樣文字寫的。 21 猶太 人的祭司長、就對彼拉多 說、不要 寫 猶太 人的王.要寫他自己 說我 是 猶太 人的王。 22 彼拉多 說、我所寫的、我已經寫上了。 23 兵丁既然將耶穌 釘在十字架上、就拿他的衣服分為四分、每兵一分.又拿他的裡衣.這件裡衣、原來沒有縫兒、是上下一片織成的。 24 他們就彼此 說、我們不要撕開、只要拈鬮、看誰得著.這要應驗經上的話說、『他們分了我的外衣、 為我的裡衣拈鬮。』兵丁果然作了這事。 25 站在耶穌 十字架旁邊的、有他母親、與他母親的姊妹、並革羅罷的妻子馬利亞 、和抹大拉的馬利亞 。 26 耶穌 見母親和他所愛的那門徒站在旁邊、就對他母親 說、母親、〔原文作婦人〕看 你的兒子。 27 又對那門徒 說、看 你的母親。從此那門徒就接他到自己家裡去了。 28 這事以後、耶穌 知道各樣的事已經成了、為要使經上的話應驗、就 說、我渴了。 29 有一個器皿盛滿了醋、放在那裡.他們就拿海絨蘸滿了醋、綁在牛膝草上、送到他口。
-------------------------------
30 耶穌 嘗〔原文作受〕了那醋、就 說、成了.便低下頭、將靈魂交付 神了。 31 猶太 人因這日是預備日、又因那安息日是個大日、就求彼拉多叫人打斷他們的腿、把他們拿去、免得屍首當安息日留在十字架上。 32 於是兵丁來、把頭一個人的腿、並與耶穌 同釘第二個人的腿、都打斷了。 33 只是來到耶穌 那裡、見他已經死了、就不打斷他的腿。 34 惟有一個兵拿槍扎他的肋旁、隨即有血和水流出來。 35 看見這事的那人就作見證、他的見證也是真的、並且他知道自己所 說的是 真的、叫你們也可以信。 36 這些事成了、為要應驗經上的話 說、『他的骨頭、一根也不可折斷。』 37 經上又有一句 說、『他們要仰望自己所扎的人。』 38 這些事以後、有亞利 馬太 人約瑟 、是耶穌 的門徒、只因怕 猶太 人、就暗暗的作門徒、他來求彼拉多、要把耶穌 的身體領去.彼拉多允准、他就把耶穌 的身體領去了。 39 又有尼哥底母、就是先前夜裡去見耶穌 的、帶著沒藥、和沉香、約有一百斤前來。 40 他們就照 猶太 人殯葬的規矩、把耶穌 的身體用、細麻布加上香料裹好了。 41 在耶穌 釘十字架的地方、有一個園子.園子裡有一座新墳墓、是從來沒有葬過人的。 42 只因是 猶太 人的預備日、又因那墳墓近、他們就把耶穌 安放在那裡。