Tilbage til prædiken-oversigtLovsangen, som trodser al modstand

12. januar 2014: 1 søndag e. Hellig Tre Kongers Dag, Martinskirken (LGJ)
Salmer: 690 v1-4, Salme 8: Når jeg ser din himmel, Herodes, hvorfor frygter du? 397: Enhver, som tror og bliver døbt // 417: Sion, pris din saliggører, 429v1-2: O glædelig dag, 129salmer: Din trone står v1-2. 93v6: Priser, brødre, hvor I bygge.
Læsninger: Salme 8, Efeserbrevet 6,1-4, Markusevangeliet 10,13-16

Salme 8
Salme af David. Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden, du som har bredt din pragt ud på himlen! Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn mod dine modstandere for at standse fjender og hævngerrige. Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det. Du har gjort det til hersker over dine hænders værk, alt har du lagt under dets fødder, får og okser i mængde, selv de vilde dyr, himlens fugle og havets fisk, dem som færdes ad havenes stier. Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden!

1. ”Herre, vor Herre!”
Der er stor forskel på at sige det og ikke at sige det. Vi kan jo godt have en holdning til Gud. Men dermed er ikke sagt, at vi også lever under hans herredømme. Vi kan have holdninger og livsanskuelser og alligevel leve i vort eget tankeunivers og være vore egne herrer. Men det er ikke meningen med menneskelivet. Slet ikke. Derfor siger David: Vor! Han vil have Guds folk til at synge med. Både dem dengang og os i dag. - ”Herre, vor Herre!” David har ikke kun troen som livsanskuelse i sin tanke, men også i sin mund. Han siger det til Gud, hans Herre.

Sådan er der også forskel at tænke noget om hinanden og at sige det. Siger vi det, da gør det noget ved den anden, og vi træder ud af vore tanker og giver os til kende. Hvor har vi dog brug for det. Og da særligt i forhold til dem, som står os nærmest. Mand og kone. Venner. Søskende. Sig det dog til hinanden. Sig det, så ordene kan føre dig tættere på dem, du holder af og skal være noget for – og så de også kan træde tættere på dig. Om søndagen træder vi frem og bekender: Herre, vor Herre. Du er vores Herre. Som i Indgangsbønnen: Herre, jeg er kommet … Gud fader forbarme dig! Kristus forbarme dig! Herre Helligånd forbarme dig! … Og trosbekendelsen … Vi tror på Gud Fader, Jesus Kristus, vor Herre og på Helligånden. Og Fader vor. Lad os sige det.

2. ”Hvor herligt er dit navn!”
For der er jo noget godt at få sagt: Hvor Herligt er dit navn over hele jorden, du som har bredt din pragt ud på himlen. Sådan vil Gud, at lovsangen smitter og spreder sig og giver Gud ære. Her i januar ser et vinterlandskab for os ved solopgang. Det kan være så ufatteligt smukt. Vi ser det og glemmer alt andet for et øjeblik. Vi glemmer det vanskelige ved køkkenbordet eller i familien, i menigheden eller i vores egen krop. I stedet ser vi skaberværkets herlighed – og Skaberen, som står bag. ”Hvor herligt!”

Nej, vi vil ikke lade populærvidenskabens bombardement, at alt er skabt ved et tilfælde, kvæle vores undren. Vi vil sige, hvad vi ser. Og vi vil sige det til vor Herre: ”Hvor herligt er dit navn over hele jorden. Du som har bredt din pragt ud på himlen.” - Tak for denne skønne himmel, for træerne, for sneen, som falder, for istapperne, som drypper, for musvitten, som synger, for det strålende lys, som pludselig overvandt det triste januar-mørke. Synge det om morgenen i en dejlig morgensalme. Synge uafhængigt af alt andet, som går os på. I morgen, mandag: ”Tak for denne dag, som vågner. Tak for dem, du har givet mig at dele livet med. Jeg tror på dig, Gud Fader, du er almægtig. Du er himlens og jordens skaber.”

3. ”Et værn mod modstandere, fjender og hævngerrige”
Men det vanskelige i livet er ikke dermed glemt. Heller ikke af David. For han taler nu om Guds modstandere, om fjender og hævngerrige. Han overser ikke alt det svære og frygtelige. Tværtimod. Han ser det i øjnene, og alligevel synger han. Derfor der hans lovsang så meget mere troværdig. - Det er måske liget netop det, som kan få os til at deltage i sangen, også selv om livet er vanskeligt og svært for os, ja, endog når alt går i stykker omkring os eller i os. For Herren er vor Herre! – Eller også bliver sangen kvalt, når vi møder modstand og svære erfaringer i livet truer vores tro på Gud?

Hvilke modstandere kender vi til? Mon ikke døden, som gør det af med os? Og det, der fører til døden: uhelbredelig sygdom. Og vantroens herredømme, som vil fjerne Gud fra vore hjerter, så vi ikke synger. ”Herre, vor Herre!” Men også menneskets synd og skyld er vores fjende. Hvem kan værne os mod sådanne frygtelige modstandere?

4. ”Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn”
David svarer med at nævne børnenes og de diendes mund. Deres mund er Guds folks værn overfor de største modstandere og fjender, siger han. – Det lyder urealistisk og helt forkert. For hvad kan spæde og diende stille op mod de største fjender? Har de måske ikke selv brug for beskyttelse? Hvordan kan de da være grundlaget for det værn, Gud giver os mod sine modstandere? ”Grundlagt et værn”?

Men her kan vi tænke på Davids egen erfaring. Guds folks værn mod den største filister var ikke den stærkeste soldat i Israel, men hyrdedrengen David. David kom mod filisteren i Hær­skarers Herrers navn. Og han vandt. På samme måde er troen på Guds hjælp vort værn mod de største fjender. Troen gør os jo små. Men samtidig er vi hos den treenige Gud, som skabte os, frelste os og holder os i live. Troen trodser derfor alt, både døden, skylden, gudsfornægtelsen, mismodet og undergangen. Jo, den gør! Den lever jo ikke af det, den ser i verden, men af det, Gud har gjort og fortalt – og stadig fortæller. Derfor kan verden heller ikke kvæle den, så længe den vokser i Evangeliet. Derfor er troen et værn, den er grundlaget for al beskyttelse, fordi den knytter os til Gud. Derfor er det sandt, at Guds folks værn er de små, som har denne tro. Jesus siger jo: Hvis I ikke tager imod Guds rige ligesom et barn, kan I slet ikke komme ind i Guds rige, siger Jesus. Barnets tillid er vores redning.

5. Jesu egen udlægning
Jesus Kristus brugte salmens ord Palmesøndag, da han red ind i Jerusalem. Da sang folkeskaren: ”Hosianna, Davids Søn!” Og senere samme dag helbredte Jesus blinde og lamme i Jerusalem. Derfor blev børnene ved at synge ”Hosianna, Davids Søn” til ære for Jesus. Men da ypperstepræsterne og de skriftkloge så de undergerninger, som han gjorde, og børnene, som råbte i helligdommen og sagde: "Hosanna Davids Søn!" blev de vrede og sagde til ham: "Hører du ikke, hvad de siger?" Men Jesus siger til dem: "Jo! har I aldrig læst: ”Af umyndiges og diendes mund har du beredt dig lovsang?" Børnene var et værn om Jesus, så hans fjender ikke vovede at gribe ind og slæbe ham bort. De små, som Jesus havde taget i sin favn og velsignet, de sang nu til ære for ham, mens han gjorde alting vel blandt lamme og blinde.

Sådan er det i Kristi menighed. Umyndige og børn går foran i den kristne kirke, når den er sand og ikke falsk. Og vi voksne må godt deltage – som børn. Hvis ikke vores vantro da gør os skeptiske, så vi ringeagter sangen og ordene til Gud, fordi vi måske slet ikke mener, at han er her.

6. Hvad er da et menneske, at du tager dig af ham?
Men salmen har også en dimension, som endnu mere kan få os til at synge og tro på Gud. Nemlig når vi opdager, hvem mennesket er, som blev lidt ringere end Gud, og som en kort tid blev ringere end englene. Den dimension åbner sig for os, når vi hører, hvordan Hebræerbrevets kapitel 2 udlægger Salme 8. Her ser vi, at mennesket i salmen faktisk er Guds egen Søn, som blev menneske. Og da forstår vi både, at han beskrives som en herre over alle ting, og samtidig en kort tid blev gjort ringe og elendig i lidelser og endda led døden. Det er lige netop, hvad vi har brug for, hvis vi skal kunne takke Gud i vanskelige tider, i elendighed, på et sygeleje og midt i den største skyld og anfægtelse.

Hvis jeg skal synge ”Hvad er da et menneske, at du tager dig af det?”, da har jeg virkelig brug for at mærke, at Gud virkelig også tager sig af et menneske som mig, også når alt håb ellers er ude. Hør Hebræerbrevets udlægning: For han underlagde ikke den kommende verden, som vi taler om, under engle;men som én et sted har vidnet: Hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har kun en kort tid gjort ham ringere end engle, med herlighed og ære har du kronet ham, alt har du lagt under hans fødder. For da han lagde alt under ham, undtog han intet fra at være underlagt ham. Ganske vist ser vi endnu ikke alt underlagt ham; men vi ser Jesus, som kun en kort tid var blevet gjort ringere end engle, for sin lidelses og døds skyld kronet med herlighed og ære, for at det ved Guds nåde skulle komme alle til gode, at han havde smagt døden (Hebr 2,5-10).

Mennesket i lidelse og død er nok dig. Men det er også din bror, Jesus Kristus, Guds Søn! Vor Herre er en af os. Derfor er det helt særligt at synge: ”Herre, vor Herre!” Vi synger det til Jesus Kristus. Og han led og døde for os. Han sejrede over alt, hvad der kan føre til lidelse og død. Vi ser ganske vist ikke, at alt er ham underlagt. Men vi ser Jesus i evangeliet. Og da tør vi tro det. Han er hos os i evangeliet og i Sakramentet. Derfor er der grund til at synge både når januar-solen skinner klart, og når den ikke gør det. Både i gode dage og i de vanskelige dage.

Herre, vor Herre, hvor herligt er dit navn over hele jorden – og alle dage og i hele vort liv. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 12.01.2014. post@vivit.dk