Efterår, lus og bekymringer
15. søndag e. trinitatis (I) i Løsning og Århus menigheder ved pastor Leif G. Jensen
Salmer: 697 - 43 - 31 - 430 - 3v6-10
Matthæus 6,24-34
Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.
Nåde være med jer, og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus! Amen.
Efteråret er lusetid, siger man. Efteråret kan også være bekymringernes tid, når man tænker på, at efteråret er den tid, hvor det bliver mørkt, hvor vinteren er på vej og hvor livet går i dvale. Vi mindes om, at det ikke er en selvfølge, at vi har mad, tøj, kærlighed og liv. I sådan et efterår kan vi alle gå rundt med den slags lus, som vi kalder "bekymringer". Men ligesom det ikke er meget ved at vedgå, at man har lus, er det heller ikke så ligetil at tale om sine bekymringer. Og da går det let sådan, at man ikke får gjort noget ved dem. Og resultatet er, at de bliver flere og flere, og de smitter og springer fra den ene til den anden. Det kan være vanskeligt at finde lusene. Men når man har fået fat på dem, behøver man ikke mikroskop for at undersøge dem. De er, hvad de er. Lus. - Ser man dem i mikroskop bliver de til frygtelige uhyrer. Men de er det ikke i virkeligheden. Anderledes, hvis man er syg, og lægen skal finde ud af, hvad man fejler. Da tager han måske en prøve af huden og sender den til nærmere undersøgelse. Prøverne sendes ind til mikroskopi. Det kan være nødvendigt for at få den rette behandling.
Hvordan med bekymringer? Er de som lus, man ikke skal tage sig særligt af og ikke behøver at frygte, eller truer de vores liv og eksistens? Fortjener de at komme under lup eller i mikroskop? Eller skal de snarere negligeres, hvorefter de forsvinder af sig selv? På en måde siger Jesus i vores evangelium, at bekymringer ikke er noget: "Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?" De duer ikke til noget positivt og hjælper os ikke videre. Men på den anden side sætter han bekymringerne ind i en meget alvorlig sammenhæng: 1) sammenhængen med at have en falsk herre: at være under en falsk og ødelæggende magt og 2) med at være "lidettroende": at mangle tillid til Ham, vi mennesker først og sidst har grund til at stole på og også behøver at stole på.
Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Det lille "Derfor ..." i teksten viser, at der er sammenhæng mellem bekymringer og mammon. Bekymringer er vel ikke i sig selv så slemme, men de afslører, at der er noget andet alvorligt galt, ligesom kløe på kroppen ikke i sig selv er farligt; men hvis det stammer fra eksem eller en farlig hudsygdom, er det ikke godt. Sådan er det med bekymringerne.
Du bekymrer dig ... og hvorfor? Fordi din gud er blevet svag; fordi han har mistet overblik; fordi du mærker, at han ikke klarer det for dig. Han er på vej til at svigte dig. Ja, du kan ikke mere bede til ham. Han har givet dig mangt og meget, men nu er det ved at være slut med hans hjælp. Jesus kalder denne herre for "mammon". Han tænker ikke på pengene i sig selv, for da havde han sagt "penge". Nu siger han "mammon", og han peger dermed på den afgud, som penge og jordiske ting kan gøres til af os. Her er det vigtigt lige at indskyde, at de mennesker, Jesus dengang talte til, slet ikke havde penge i en målestok, som kan sammenlignes med noget af det, vi har i dag - ligesom man ikke kan sammenligne en nogenlunde alm. indbygger i en landsby i Afghanistan med en dansker. Vi er langt rigere. Sammenlignet med os i dag var mennesker dengang fattige. Og alligevel taler Jesus om "mammon" som en farlig afgud. Mammon, pengene, indtægten, det, man selv kan slæbe hjem til huset og familien, det er blevet ens afgud. Dvs. at det gode helbred, den personlige styrke, det gode udseende, ungdommeligheden, uddannelsen eller det gode arbejde er blevet det, man støtter sig til og trøster sig ved. Og hvis man trues på noget af det - og det vil jo ske før eller siden - er der ikke noget som kan hjælpe os. Og da er man på vej ind i bekymringernes blindgyde. Bekymringerne er her vejen til angst og frygt. Selv om det går godt lige i øjeblikket, kan man godt forestille sig, at det kan gå dårligt i morgen, hvis man nemlig mister det ene og det andet.
Når bekymringerne kommer under mikroskop, ser vi altså en elendig afgud stikke hovedet frem. Og den afgud er faktisk os selv. Og da har man kun sig selv at stole på. Dvs. du skal leve af alt det, du kan og skal, af, hvor god du er, hvor godt du ser ud, og hvor godt du vil klare dig frem over. - Det kan kun føre ud i bekymringer.
Men der er også en anden ting, som afsløres, når Jesus sætter bekymringer under lup. Jesus viser os det, når han siger: "I lidettroende". Der er tillid til Gud i dit hjerte, men den er lille, og bekymringerne er ved at tage over og kvæle den. Du er en Jesu discipel. Men dit forhold til Gud minder om en hednings forhold til Gud. "I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette." Der er en lille tro. Den er der, men den er lille. Det er troen på Gud, din Skaber og Fader, din gode og nådige Herre, som har lovet at sørge for dig fra fødsel til død og at tage dig hjem i sin himmel, når du ikke skal være her mere. Du tror på ham, som har ét ønske med dig her på jorden: nemlig at vise dig sin kærlighed, at lade dig erkende, hvem du er, og hvem Gud er, og hvad meningen med at du lever her og nu er: nemlig at du skal elske Gud, ære ham og elske din næste som dig selv.
Tænk at blive fyldt af dette, at blive fyldt og atter fyldt. Da bliver bekymringerne at sammenligne med lus. Da får de ikke noget at skulle have sagt. Du ryster dem af dig, som når du reder lus af dit hår. For du har en trofast Fader i Himlen, som gør dit hjerte sundt og stærkt. Når du ser livet i mikroskop, ser du døden, synden, sygdomme, en eksamen, som du dumper i, og meget mere. Men lige meget hvad, så ser du ustandselig dig som Guds kære barn. Du har en Skaber, som er din Fader. Du har en Frelser, og han hedder Jesus! Ham behøver vi midt i vores lille tro. Og han er der.
Når han er hos dig, er alt det forfærdelige ikke virkelig forfærdeligt. Jesus kalder det for "plager": "Hver dag har nok i sin plage," siger han. Men det, som plager og generer, kan ikke tage glæden og håbet og selve livet fra os. Sygdom, død og fattigdom er en plage, men også kun en plage, når Gud er din Fader og Jesus er din Frelser. Vi bærer på forskellige plager: plager i vore sind, i vores krop, plager i familien eller på arbejdspladsen, plager i skolen eller i samfundet. Jesus er ikke overfladisk, men taler ligeud om det plagsomme. Og han kender selv til din plage. Der er ingen som ham, der har set ind i sygdom, død, skyld, ensomhed, frygt, angst, smerte, lidelse. Jo, han ved det. Og han giver dig søndagens salmeord, som du kan bruge hele ugen - og altid: Glæd din tjener, jeg længes efter dig, Herre, for du, Herre, er god og tilgiver gerne, rig på troskab mod alle, der råber til dig (Sl 86,4-5). Et godt ord! En bøn, du må bede. En bøn med viden om, at din Herre tilgiver og er rig på troskab mod alle, der råber til ham. Derfor: Råb til ham. Gør som apostelen Peter siger: Ydmyg jer derfor under Guds stærke hånd, så vil han ophøje jer, når tiden kommer, og kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer! (1 Pet 5,6-7).
Kald på din Far. Brug bønnen. Og lyt til hans ord. Han taler til dig. Også her i dag i kirken. Han planter sit ord i dit hjerte. Han sår det. Han lægger det ind i dit hjerte og tager fat om dig og vil drage dig ind i sin favn med et klem, en knuser, med varme og gode ord, som læger og trøster og hjælper.
Han har også nogle spørgsmål, som angriber vore bekymringer. Prøv at besvar dem: Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? - Er I ikke langt mere værd end fuglene? - Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? - Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? Bekymringerne forsvinder ikke, fordi vi går en tur i skoven og ser på naturen. Naturen kan også vise sig fra sin barske side. Trøsten ligger i at Jesus siger: "Jeres Fader!" Når han sørger sådan for fugle og blomster, "hvor meget mere vil han så ikke sørge for jer," som han har skabt med en udødelig sjæl. Og hvad har han gjort for dig sjæl? Han har givet dig Jesus som frelser, din frelser!
Jesus sammenfatter og siger: "Søg først Guds rige!" Jesus er Herre og Konge. Din gode konge. Sæt dig - som du har gjort her i dag i kirken - sæt dig under Guds ord, under lægende ord fra ham. Lad ordet føre dig og favne dig og tage dig med. Tag imod indbydelsen til at bede og at bekende din synd og skyld. Han er dig nådig. Han elsker dig. .... Hvad så med plagen mandag morgen? Den vil være der, så længe vi lever i denne gamle verden med død og undergang. Men se, han har lovet at genoprette riget, det evige rige, Paradis, himlen, og han vil tage dig derind. Gennem trængsler ind i Guds rige. Gennem lidelse til herlighed. Det er vejen. Det er ikke nogen blind vej. Det er livets vej. Vejen er Jesus. ... Midt i en lusetid må man passe på. Midt i en efteråstid med bekymringer - må vi passe på at være meget sammen med Jesus og høre hans ord. Da ser vi virkeligheden på ret måde, og sådan vil han bevare os i troen. Amen.
Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk oktober 2001. Rettet marts 2004 