Prædiken på fastelavns søndag 2. marts 2003 (I) i Løsning og Århus menighed ved Leif G. Jensen
Salmer: 363 - Det skete langt herfra - 123 - Ren og retfærdig - 646 - 430 - 55.
Matthæusevangeliet 3,13-17
Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: "Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?" Men Jesus svarede ham: "Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed." Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: "Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!"
Bøn: Herre, hos dig søger jeg tilflugt, lad mig ikke for evigt blive til skamme, udfri mig i din retfærdighed! (Sl 31,2)
Tilflugt og retfærdighed
Der var dåb ude ved Jordan. Nogle tog derud for at blive døbt. Andre tog blot ud for at se på. Når der er dåb i kirken sker det også, at nogle kommer for at se på - som en slags udflugt, hvor de oplever en menighed og en gudstjeneste for første gang i lang tid. Men for menigheden og for kristne forældre er en gudstjeneste med dåb ikke en udflugt. Det er snarere tilflugt. De står med deres lille barn og ved, hvad det behøver: at få Gud som sin far og blive renset for arvesyndens urenhed, og at blive taget ind i Guds nåde og frelse. De søger tilflugt hos Gud med deres barn.
Når vi er i kirke en almindelig søndag som i dag, er vi da på udflugt, hvor vi ser frem til en oplevelse? Eller er vores kirkegang snarere udtryk for, at vi søger tilflugt hos Gud? Det er et afgørende spørgsmål, både når vi går i kirke om søndagen, og når vi holder andagt i hverdagen.
Der er jo ikke noget nødvendigt over en udflugt. Man kan tage med eller lade være at tage med. Og man behøver ikke nogen særlig begrundelse for at sige nej. Men søger du tilflugt, da har du ikke mange valg. Man kan måske vælge mellem forskellige tilflugtstssteder. Men én ting er sikker: Du er nødt til at gøre ét eller andet. - Tilflugt mærker vi som nødvendigt. Tilflugt i et uvejr. Tilflugt, når du føler dig truet. Tilflugt, når du er skyldig og behøver tilgivelse. Tilflugt, når du mærker, at dit legeme ikke mere kan, og at du skal dø.
Udflugts-mennesket føler ikke, at det har brug for tilflugt, men går efter nydelse og oplevelse og vælger det sted, hvor han mener, at han får den bedste udflugt. Tilflugts-mennesket derimod spørger, hvor han kan få hjælp og tryghed mod den fare, han ser i øjnene.
Der er ingen frygt og rædsel i forbindelse med en udflugt. Men udflugter er nogle gange endt med rædsel. Sådan vil det også ende med den udflugt, som mange opfatter livet som. Hvis vi tænker, at livet er vores egen private udflugt, hvor vi kan vælge og vrage, som vi har lyst, da ender det med dom og rædsel.
Evangeliet fortæller, at Jesus kom ud til Jordan for at blive døbt. Johannes fandt det forkert, at han skulle døbe Jesus. Men Jesus sagde: "Lad det nu ske, for således bør vi opfylde al retfærdighed."
Ordet "bør" udtrykker, at dette var nødvendigt. Vi bør, skal og er nødt til. Jesus var under tvang, kærlighedens og opgavens tvang, missionens nødvendighed. Han kom til Jordan, fordi han måtte og skulle. Det var ikke en udflugt, men et kald. Det var hans mission. Det var nødvendigt for ham, på grund af hans kærlighed til menneskene.
Han kom derhen, hvor nogle tog hen på udflugt: for at se og høre en af den tids mest omtalte prædikanter. Ikke for selv at høre og få hjælp, men mere for at opleve Døberen og tale om ham bagefter. Men Jordan var også det sted, hvor andre tog ud, fordi de var i nød. De fandtt tilflugt i Johannes Døbers prædiken og dåb. De fik svar på, hvordan de skulle leve i deres hverdag.
Sådan møder Jesus også os i vores menighed en fastelavns søndag, hvor vi som kirkegængere kan være mere præget af ønsket om en hyggelig udflugt, end vi selv vil være ved. Han vil hjælpe os til at se, at vi har brug for tilflugt, når han taler om ...
Den nødvendige retfærdighed
Han taler om en retfærdighed, som er nødvendig at få opfyldt. "Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed." Det er nødvendigt, at du lever retfærdigt i dit liv. Ikke for at andre mennesker skal synes om dig, men fordi Gud har skabt dig til retfærdighed, hellighed og kærlighed. Det er nødvendigt, at du lever efter Guds bud - retfærdigt. Den rette færd. Det skylder du Gud. Livet er ikke en udflugt, hvor du kan vælge, hvad du selv har mest lyst til. De 10 bud er ikke et ta' selv-bord, hvor vi kan vælge og sortere og lave vores egen version af Guds vilje. Guds vilje står fast!
Det er det, kristne forældre har indset, når de anser dåben for et tilflugtssted og kommer med deres barn. De ved, at de har fået en stor gave, barnet. Men samtidig ved de også, at de har givet barnet en tung og frygtelig arv: døden, synden, og dermed skylden. Og her hjælper udflugter og underholdning ikke, hverken for børn eller voksne. Her hjælper kun tilflugt. Vi er bundet ind af synden og døden på en sådan måde, at vi ikke kan befri os selv. Vi behøver tilflugt!
Men findes der tilflugt? Findes der et sted at ty hen? Apostelen Peter siger i Epistelen: For også Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud. Han blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden (1 Pet 3,18).
Den nødvendige retfærdighed er den retfærdighed, Jesus Kristus giver os i dåben og i evangeliets ord. Kristus léd for jer! Den retfærdige léd for uretfærdige for at føre jer til Gud. Det var ingen udflugt, men en redningsaktion for at frelse os mennesker - dig og mig og andre. Det var, hvad Jesus talte om, da han sagde: "... for således bør vi opfylde al retfærdighed".
Derfor går vi helt galt i byen, hvis vi gør kirkegang og andagt til en slags udflugt, som vi overvejer, om vi synes, vi vil deltage i i dag. Og vi bedrager os selv, hvis vi går efter de oplevelser, som har størst underholdningsværdi for os. Det er måske vor tids farligste forvanskning af kristendommen: At kristendom skulle være en form for åndelig og religiøs underholdning, som giver mennesker en ekstra værdi eller dimension i tilværelsen.
Men det er løgn, at den kristne tro giver os en ekstra dimension i tilværelsen. Troen på Jesus Kristus er ikke noget ekstra, men det grundlæggende, selve redningen. Det handler om frelse og tilgivelse. Det handler om, at Gud giver os retfærdigheden, som vi skylder ham og vor næste. Og han giver os den af nåde. Uden denne retfærdighed er vi dødsens og står under Guds dom.
Jesus kom til Jordan og til Golgata for at blive døbt til sin mission: at opfylde al retfærdighed og retfærdiggøre os af nåde. - Derfor må og kan vi søge tilflugt hos ham. Og det er det andet, som evangeliet forkynder for os:
Tilflugt hos Gud
Evangeliet fortæller, at himlen åbnede sig over Jesus, og at Faderen sagde fra himlen: "Denne er min elskede søn. I ham har jeg fundet velbehag."
Disse ord viser os, hvordan Guds forhold var til sin Søn, Jesus Kristus. Det var denne virkelighed, Fader- og søn-forholdet, som skulle bære Jesus i hans mission, når han tjente og hjalp mennesker i lidelse og nød. Han stod i et inderligt fællesskab med sin far gennem hele sit liv. Han søgte tilflugt hos ham i bøn på øde steder og i bjergene. Det handler ikke om en ekstra dimension i Jesu liv, men om, hvem han overhovedet er: at han er Guds egen søn.
Sådan også for os. Det handler om at være hos Gud og finde tilflugt hos ham, eller ikke at være hos Gud og dermed leve uden Gud og uden håb i verden. Det handler om at være Guds elskede barn eller at være vredens barn. At være kristen er at leve under en åben himmel, hvor Gud siger: "Du er min elskede søn og datter, som jeg holder af." Derfor er der tilflugt hos Gud!
Apostelen Peter fortæller videre i søndagens epistel, hvordan Gud på Noas tid langmodigt ventede, mens arken blev bygget, for at mennesker kunne komme til tro på ham og finde tilflugt i arken. Og han fortsætter og siger: I den blev nogle få, nemlig 8 sjæle frelst gennem vand, som er et forbillede på det vand, som nu frelser jer, nemlig dåben.
Arken blev tilflugtssted for Noa og hans hustru og deres sønner og svigerdøtre. Men for andre kan arken have været et udflugtsmål, hvor man kunne se Noa og hans sønner arbejde på dette underlige skibsprojekt. Folk kom, når de havde tid og lyst. De tog på udflugt. Men da syndfloden kom, var de udenfor arken. For arken var kun deres udflugt og ikke deres tilflugt.
Sådan også med os, hvis dåben, Guds ord, kirkegang og tro er små udflugtsmål, som vi sætter ved siden af eller underordner andre ting i vores liv, såsom familie, indtægt, fritidsfornøjelser eller arbejde. Da vil det ende med rædsel. Apostelen Peter siger: I den blev nogle få - nemlig 8 sjæle, frelst. Der er glæde, men der er også dyb alvor i Peters ord. Han siger det ikke med lethed. Tænk, at kun 8 mennesker brugte arken som tilflugt. De øvriges gudstro var en udflugt, og de blev udenfor og gik fortabt, da dommen kom.
Noa og hans familie anså ikke arbejdet med arken som en fritids-fornøjelse. Det gjaldt selve livet. Arken, som de byggede på Guds løfte, blev deres hovedopgave her i verden, for at dyrene kunne frelses, og for at de selv kunne frelses som familie.
Det er en stor glæde, at troen ikke er udflugt, men tilflugt. Gud har ved dåben og troen gjort os til sine børn, så vi kan leve i ham og stole på, at han beskytter os og frelser os. Det kan vi ikke takke ham nok for. Tænk, at kunne søge tilflugt og finde hjælpen både for vore børn og for os selv i tid og evighed hos Jesus Kristus. Hos ham, som gjorde det nødvendige for os ved at lade sig døbe og binde til vores liv, ham, som døde for os uretfærdige, for at føre os til Gud.
Noa og hans familie hjalp hinanden til at holde sig til arken som det frelsesmiddel, Gud havde lovet at frelse dem ved. Lad også os hjælpe hinanden til at holde os til de midler, Gud har lovet at frelse os gennem, så vi ikke viger derfra. Frelsesmidlerne er dåben, nadveren og forkyndelsen af Guds ord.
Derfor kan vi ikke give afkald på andagt, kirkegang og altergang. For det er en nødvendighed for os. Når vi går til alters, er det ikke en udflugt, som vi vælger eller fravælger. Nej, vi drives af vores skyld, og vi drages af Guds tilgivelse og godhed mod os.
Det kan mærkes på dig, om du er udflugts-kristen eller tilflugts-kristen. Der er Jesus til forskel. Han er hos dig, når du søger ham i nøden. Dér er han. Der åbenbarer han sig og frelser. Amen.
