Øvrighedens, Guds og dit?

23. søndag e. trinitatis, 8. november 2015 i Aarhus og Løsning. Leif G. Jensen
Salmer: 690. Salme 130, Vær stille for Gud, Guds nåde vær med alle, 747, 430, 226

Evangelium: Matthæus 22,15-22
Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodi­anerne, og de sagde: "Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?" Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: "Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!" De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: "Hvis billede og indskrift er det?" "Kejserens," svarede de. Da sagde han til dem: "Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!" Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej.

I. SPØRGESMÅLET
Er det tilladt at betale skat, hvis man er kristen? Er det tilladt at være soldat, hvis man er kristen? Må en kristen binde sig så tæt til en verdslig stat og tjene den med sine penge, med sit liv? Der er muslimer, som ikke stemmer til folke­tinget – de ønsker, at der indføres en helt anden lovgiv­ning (sharia). Og der er sekter, som sætter sig uden for samfun­det: Jehovas Vidner mener ikke, at en kristen kan være soldat. Vi går ikke til sådanne yderligheder. Men vi kender til overvejelsen: Hvor meget kan staten og samfun­det bestemme over en Kristen? Hvor meget skal jeg aflevere til samfundet? Hvor meget skal jeg aflevere til Gud? Og hvor i livet bestemmer jeg selv. … Kan man opdele det sådan?

Teksten rejser også et andet spørgsmål: Nemlig: hvorfor spørger vi? Er vi rede til at kaste alt, hvad vi har i hænderne og gøre det, som Gud siger, Skaberen, Frelseren, Den Alvidende og Almægtige. Vil du virkelig gøre det, som er til gavn for din kone – for din mand – for dine forældre – for dine børn – for din nabo – for samfundet – for øvrigheden – for den fattige – enken – for den faderløse – for dine kristne søskende – for Guds mission? Vil du risikere dit liv for kejseren og for Gud?

Farisæerne spurgte: ”Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?” Men ikke for at få hjælp til at leve efter Guds vilje, men for at fange Jesus i ord. De spurgte ud af deres ondskab. Ja, ondskab. Og de tog nogle ”herodianere” med. Herodianere hørte til kong Herodes hof. De stod på kongens og kejserens side. Og hvis Jesus svarede nej på spørgsmålet: ”Giv ikke kejseren skat!” da ville de melde ham og fange ham. Og hvis han svarede, at man skulle give kejseren skat, da kunne de anklage Jesus over for den jødiske domstol for at gøre Kejseren til herre over jøderne. Og for at skjule over, hvad de var i gang med, indledte med ros. ”Du er en dygtig lærer … du gør ikke forskel på folk.”

Men Jesus har gennemskuet dem. Han svarer: Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere! Farisæ­erne forsøger at sætte Jesus i et dilemma, som han ikke kan løse. Sådan gjorde Guds eget folk mange gange i Gamle Testamentes tid. Eksempel: 2 Mos 17,1-2: På Her­rens befaling brød hele israelitternes menighed nu op fra Sins ørken og drog videre fra sted til sted. De slog lejr i Refidim, men da folket ikke kunne få vand at drikke dér,  rettede de anklage mod Moses og sagde: »Skaf os vand at drikke!« Moses svarede: »Hvorfor retter I anklage mod mig? Hvorfor udæsker I Herren?« (Hvorfor sætter I Herren på prøve)? Hvis Gud er kærlighed, hvorfor udrydder han da ikke al ondskaben – fjern alt det onde. – Det er Guds dilemma. Og hvordan skal han løse det uden at udrydde menneskeheden – os, der er onde og årsag til elendighed. For han elsker jo os! Han løser sit dilemma ved at give os Jesus Kristus, som påtager sig al verdens skyld.

II. SVARET
Jesus svarer, selvom han sagtens kunne have ladet være . Han kalder mennesker til det, de er kaldet til - os til det, vi skal som skabninger. Det ønskede han for sine tilhørere – og det ønsker han for os. Svaret er en gave til dem – og til os, for at vi kan se og indse, at vi lever i to riger. Og han er genial, når han svarer med at stille dem et spørgsmål – så de faktisk selv svarer på spørgsmålet – og derfor ikke kan anklage ham for noget bagefter. ”Vis mig skattens mønt: Hvis billede og indskrift er det?” ”Kejserens svarer de. Da sagde han til dem. Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”

Her bekræfter Jesus, 1) at vi lever i KEJSERENS RIGE: Vi lever i den skabte verden, som Gud har givet os, og hvor han har bestemt, hvordan vi skal forholde os til hinanden - gennem andre mennesker. Kejseren - kongen - folketinget – politiet, forældre - lærere – præster. 2) Men som kristne lever vi også i GUDS RIGE. Guds rige er troens rige her på jorden i denne tidsalder - og herlighedens rige engang, når Jesus Kristus kommer 2. gang. Det er Nådens rige her på jord, og salighedens rige engang himlen. Og der er ikke noget tredje rige, som du kan kalde ”dit eget rige”. Jesus omtaler det ikke. For det findes ikke. Adolf Hitler forsøgte at skabe det 3. rige. Men det gik galt. Og det går galt, hver gang vi vil være Herrer i vores liv. Du er ikke herre noget sted. Du er en skabning i KEJSERENS RIGE og i GUDS RIGE. Og du bestemmer ikke selv nogen af stederne. Du er underordnet Guds vilje.

I "kejserens rige", dvs. i det samfund og land, hvor vi lever, skal vi give enhver, hvad du skylder. Og vi bestemmer ikke selv, hvad vi skal yde, eller hvad vi skylder. Det bestemmer øvrigheden. Folketinget fastsætter færdselsreglerne, skat­teprocenten, momsen osv. Måske kunne vi tænke os den anderledes. Men vi skal underordne os. Apostelen Paulus skriver: Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom. Derfor skal man underordne sig, ikke kun for vredens, men også for samvittighedens skyld. Derfor betaler I jo også skat, og de styrende er Guds tjenere, når de tager vare på det. Giv alle, hvad I skylder dem: den, der har krav på skat, skat; den, der har krav på told, told; den, I skylder frygt, frygt; den, I skylder ære, ære. Og om øvrighedens opgave siger apostelen: De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde. Vil du slippe for at frygte myndighederne, så gør det gode, og du vil blive rost af dem; for de er Guds tjenere til dit eget bedste. Men gør du det onde, må du frygte. Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde.

Derfor kan og skal en kristen påtage sig borgerlige pligter i samfundet. Og støtte samfun­dets drift. Øvrigheden sætter din dagsorden i hver­dagen! - På samme måde sætter din ægtefælle, dine børn og din næste dagsordenen for dig. Du kaldes til at leve i kærlighed over for dem. Kom dem i forkøbet med kærlighed. Tjen dem. Hjælp dem. Her er du underordnet. Forældre skal opdrage deres børn, drage dem hen til Herren, give dem kundskab og visdom. Børn skal ære din far og din mor. Ægtefæller skal elske og ære i gode og onde dage – indtil døden skiller dem. De skal. Det er en valgmulighed blandt flere muligheder. De skal det. Vi skal gøre det for samvittighedens skyld! Samvit­tigheden har samme funktion i vores liv, som et kompas har på et skib – en sekstant – eller en GPS har i et skib på havet. Smadrer man sin samvit­tig­hed, mister man orienteringen. Handler vi imod, hvad Gud har overbevist os om er vores pligt – da taber vi alt! Men her læger tilgivelsen. Den genopretter. Den giver dig kompasset tilbage. Du kan begynde på ny! Jeremias skrev til dem i landflygtighed: Gud vil jer det godt. I skal leve i det land til bedste for dem, I er iblandt. Sådan skal vi også i forhold til dem, vi lever iblandt. Bede for øvrigheden - gå på arbejde - hjælpe til at god bestående orden opretholdes. At der indgås ægteskab, fødes børn, er vand i hanerne, asfalt på vejene, sygeplejesker på hospitalerne, læger i lægehusene, at maden bringes ud på plejehjem ... osv. Med andre ord: Giv kejseren hvad kejserens er!

Og det andet rige er "Guds rige". Det er nådens, troens og herlighedens rige. ”Giv GUD, hvad Guds er!” Gør det direkte til Gud - i bøn, gudstjeneste, Jesus forklarer i bjergprædikenen: Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet giver jer i tilgift. Det er et rige, hvor du bliver løftet op og får ufattelige store rettigheder og gaver. Du kan bede til din Almægtige Skaber, og han hører dig. Han elsker dig. Hans søn blev en tjener for dig. Han er rede hver eneste dag til at være din Herre og din Tjener på samme tid. Gud er alle gode gavers Gud. Og først og fremmest giver han én ting: Syndernes forladelse. Jesus fik navnet Jesus, fordi han skulle “frelse sit folk fra deres synder”. Det står fast. Kongen - den øverste - hænger på et kors for vore synder og beder “Fader, tilgiv dem!” Giv Gud, hvad der er Guds. Det betyder i nådens sprog: giv ham din skyld, din synd, dine nederlag. Og han tager imod det. Giv ham dine bønner. Giv ham din tomme og hule tro. Og søg ham i Ordet. Amen.