Utilfredshed og modløshed

Søndag septuagesima, 12. februar 2017. Aarhus. Leif G. Jensen
Salmer: 642, 146, 31, 11.

Matthæus 20,1-16
For Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård.

Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste."

Lignelsen om arbejderne i vingården handler om mennesker, som har arbejdet godt fra morgen til aften. De får, hvad de har brug for nemlig en dagløn på én denar. Én denar svarede til det, der på den tid var brug for i en familie, så de kunne få mad og tøj. Det nødvendige for at leve. Men så heller ikke mere. Ingen luksus. Intet ekstra til overforbrug. Kun til det nødvendige. Det daglige brød. Og den handler også om andre, som ikke fik noget arbejde. Men alligevel til sidst fik lov at arbejde en lille time uden nogen at der blev aftalt nogen form for løn. Alligevel fik alle samme løn. Samme løn for så forskelligt arbejde. Samme løn selv om livet blev levet så forskelligt!

Evangeliet fortæller om reaktionen hos dem, som var ansat først: ”De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede.” Her har vi det ene tema: "Utilfredshed". Vi hører også om dem, der blev ansat til sidst. Da de blev ansat, blev de spurgt: ”Hvorfor har I stået ledige her hele dagen?” De svarede ham: ”Fordi ingen har lejet os.” Det er det andet tema: "Modløshed". Utilfredshed og modløshed.

I. UTILFREDSHED

Det første er utilfredsheden: Hvis du slider i det og alligevel ikke får mere ud af det end andre, vil du så ikke ændre på din indsats og ikke arbejde så hårdt? Måske. Det afhænger nok af, hvem vi arbejder for! Og om vi arbejder for at få løn, eller om vi arbejder for bare at være til gavn. De i lignelsen, som har arbejdet fra solopgang til solnedgang, ser på, hvordan de har knoklet, og hvad de får for det. De får én denar. Udmærket. Men når de sammenligner med dem, der næsten ikke har løftet en finger, bliver de utilfredse: ”De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede.”

Jeg hørte to i menigheden tale om lønforhandlinger med chefen. Og det lød rimeligt, hvad de fortalte hinanden. Sådan er det bare på arbejdsmarkedet: Har man slidt i det og haft stort ansvar, da skal man også have en tilsvarende løn. Sådan er det bare på arbejdsmarkedet, hvor vi alle er mennesker, og hvor nogle arbejder for andre. Vi aflønner efter indsats, og vi får løn efter indsats. Sådan er det mellem mennesker. Men vingårdsmanden, som er arbejdsgiveren i lignelsen, laver om på denne orden. Han gør det helt anderledes, end vi mennesker gør. Her handler det nemlig ikke om, hvor meget et menneske kan præstere, men om Guds godhed. Vingårdsejeren modsiger ikke de utilfredse arbejderes indvending, at de har slidt hele dagen, men nævner i stedet to ting, som er baggrunden for, at han behandler alle ens.

Det første er:”Blev du ikke enig med mig om én denar. Tag det, der er dit og gå! Du har jo, hvad du har brug for. Og det lovede jeg dig. Hvorfor da være utilfreds? Din indsats i livet har været god. Men er der nogen grund til, at du skal have mere end én denar, så du kan overforbruge? - Jo, hvis du er herre i dit eget liv, mener du måske, at du har ret til det. Men det er du jo ikke. Din arbejdsgiver er ikke et menneske. Han er ikke din ligemand. Gud er din arbejdsgiver og livgiver. Og nu har Gud lovet at give dig dagligt brød og tilgivelse. Det ligger jo i Fadervors bønner: ”Giv os vort daglige brød!” og ”Forlad os vor skyld!” Han vil give dagligt brød og tilgivelse. Ingen af os har grund til at være utilfredse overfor Gud, fordi vi ikke får ekstra til overforbrug. Vi lever, og Gud sørger for os. Endda ret godt. Og når livet trues af død, da er han hos os med sit løfte om evigt. Og det er af nåde.

Det andet han siger er: Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, som jeg vil, med det, der er mit. Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?” Hvorfor er vi utilfredse, hvis vi lever og har mad på bordet? Er vi måske utilfredse, fordi vi ikke har fået så mange børn som andre? Eller er vi utilfredse over, at vi har fået flere børn, som giver mere slid, og derfor ikke får mulighed for at nyde livet selv? Er er vi utilfredse med, at andre har mere og kommer alt for let til det? Læg mærke til, at arbejderne i lignelsen er afhængige af deres arbejdsgiver. Det var faktisk en gave, at de kom i arbejde tidligt om morgenen, så de kunne arbejde i stedet for at bekymre sig. Det er det, vi skal: arbejde i stedet for at bekymre os. Og sige Gud tak. Og når han sørger godt for andre, må vi takke, fordi han har et godt øje til dem og giver dem disse to gaver: dagligt brød og tilgivelse. Det giver tilfredshed midt i vort slid og arbejde. Og hvis vi får mere end vi behøver til dagligt brød, kan vi jo bruge det på andre, der trænger, ligesom vi må tilgive andre, ligesom vi selv er blevet tilgivet af Gud.

II. MODLØSHEDEN

Det andet tema er modløshed. Vi møder den hos dem, som ikke kom i arbejde fra morgenstunden. Da de blev spurgt: ”Hvorfor har I stået ledige her hele dagen?” svarede det: ”Fordi ingen har lejet os.” Dette svar fortæller, at de har det vanskeligt. Tænk på en landarbejder, som ikke havde noget jord, men bare kunne stille sig til rådighed for en herremand om morgenen. Bare stå og vente som løsarbejder uden at vide, om man fik arbejde, så man kunne brødføde sin familie.

Det er svært at være menneske, hvis ingen har brug for os. Det er endnu vanskeligere end at have et hårdt arbejde. Man har problemet med, om man dur til noget. Man har bekymringen, om man mon klarer at leve livet. For det lykkes jo ikke. Hvis man ikke kan tjene til det daglige brød, hvordan skal man da få det?

Vi er tilbage til Bjergprædikenen kap 6, hvor Jesus siger: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Mad og klæder, ære, værdi og mening med livet. Vi har hårdt brug for det. Men her siger Jesus, at Livet er mere end maden. Livet er mere end din ære. Det er Livet i sig selv, der giver dig værdi. Du lever. Du behøver ikke at løfte en finger for at give dig selv værdi. Du har værdi for Gud, fordi du er skabt af ham og lever. Hvis du er handicappet, syg, er spæd eller gammel, kan du ikke udrette det, du har lyst til, og som giver dig ære i andre menneskers øjne. Men værdien af et menneskeliv er ikke afhængig af menneskets indsats. Du er værdifuld, fordi du er Guds skabning. Han har skabt dig.

Jesus gav værdi til mennesker, som var sat til side dengang: syge, lamme, spedalske, vanføre, enker og børn. Og sådan også i lignelsen. Vingårdsmanden lejede dem, som ikke kunne nå at gøre ret meget. Og han gav dem fuld løn. Sådan er din Frelser! Sådan er Gud. Det er vores glæde og redning, både hvad angår vores salighed og frelse og med hensyn til vores hverdagsliv, der, hvor vi bor, og i forhold til dem, vi er sammen med. Det kan godt være, at vore medmennesker ikke synes, at vi har værdi. Det er hårdt. Men Gud siger, at vi har det. Det kan også godt være, at vi selv har svært ved at se, at vi har værdi. Vi kan blive modløse. Men Gud siger: Se, jeg er med dig! Du er min!
Vingårdsmanden siger til os: Har jeg ikke lov at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit. Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? – Jo, Gud gør så meget godt for mig. Og så meget godt for dig. Vi kunne nogle gange ønske os mere. Men da se på, hvad han gjorde med det, der først og fremmest er hans: Han egen Søn. Han gav ham til os. Hvordan skulle han da kunne andet end give os alt andet godt med ham (Rom 8,31ff). Amen.
Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 15.02.2017. post@vivit.dk