Tilbage til prædiken-oversigtSammen med Jesus på bjerget

Prædiken på sidste søndag e. hellig3kongers dag, 13. februar 2011.
Salmer: 366 Lover Herren - Tillæg 6: Send dit lys (veksel) - 149: Med strålekrans // 504: O Du min Immanuel – 430 - 46: Du Herre Krist  

Evangelium: Matthæus 17,1-9

Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: "Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias." Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: "Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!" Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: "Rejs jer, og frygt ikke!" Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene.
Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: "Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde."

Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. - Lad os i dag se, hvad der skete på det bjerg og holde det sammen med, hvad der skete både før og efter på andre bjerge. Det kan måske give os et godt perspektiv og udsyn. For evangelisten Matthæus fortæller om mindst fem bjerge.

1. Hvad skulle Jesus på Fristelsens bjerg. Et meget højt bjerg. Han blev af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes – og Djævelen tog ham med. Her fik han det hele tilbudt – uden at skulle lide for det – uden at skulle tjene sine medmennesker – herlighed. Fristet til egenkær­lighed. Tag dog det hele selv! - Er det herligt? I førte øjekast ser det sådan ud. Men alt går i stykker. Kærligheden til vore nærmeste. Lydigheden mod Gud. Man falder ud af Guds vilje med os mennesker. Dér var Jesus alene. Hebræerbrevet forklarer, at det var nødvendigt for vor skyld. Som den, der er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes (Hebr 2,18).

2. Bjergprædikenes bjerg

Hvis Jesus havde taget imod den form for herlighed, han fik tilbudt på fristelsens bjerg, havde han ikke haft noget at give videre på det næste bjerg. Men han modstod fristelsen. Derfor kunne han på bjergprædikenens bjerg trøste og hjælpe: ”Salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.” (Matt 5,3ff). Han valgte at give sit liv, sådan som det var meningen, da Gud Fader sendte ham til os. Som tjener. Som forsoner. Derfor kunne han gøre dem - og os - salige. Virkelig salige i troen nu og i evigheden efter døden. Det kan han.

3. Bønnens bjerg

Det tredje bjerg Matthæus fortæller om er bønnens bjerg. I kap. 14 er Jesus taget af sted sammen med sine disciple for at være alene. Men folkeskarerne finder ham og kommer med deres syge. Og Jesus giver dem mad med fem brød og to fisk. Da det er ved at blive mørkt, sætter Jesus sine disciple i båden og siger, at de skal sejle hjem over søen. Selv går han op på bjerget for at bede. - Hvad mon foretog han sig, når han bad? Hvordan var det? Disciplene havde hørt ham bede og set ham bede. De havde bedt ham om at lære dem at bede. Men hvilken virkelighed var han i, når han bad alene? Det var som om så meget var forandret, når han havde bedt. Jesus var hos Gud, hans far.

Bøn er fællesskab og forberedelse. Forberedelse til det, Gud har til os – så vi tager imod det. Så vi er i hans vilje. ”Ske din vilje. …” Uden forberedelse er der ikke meget, som lykkes. Bønnen er forberedelsen i en kristens liv. Forberedelse til at tage imod, til at lytte og kende Guds vilje. For Gud taler til os i ordet, når vi læser og beder. Efter at Jesus havde bedt kom han til dem på bølgerne og reddede dem fra frygten for at gå under på den oprørte sø.

4. Forklarelsens bjerg

Derefter tager Jesus nu – den eneste gang vi ved af - tre disciple med op på bønnens bjerg, for at de skal være ene sammen med ham. Her ser de ham i hans himmelske herlighed. De ser den virkelighed, som de havde undret sig over: hvordan mon den er. Sådan var den. Sådan er den. Jesus kom fra herligheden – og kunne i et nu træde tilbage i herligheden – som på bjerget. De så ham, som han er: den herliggjorte. Så var Jesus både nede i deres elendighed. Og samtidig kunne han træde ind i den himmelske herlighed. - Det er også vores virkelighed, når vi beder til Gud.

Og to mænd trådte frem på bjerget. Moses, som fik de 10 bud og ordningen for gudstjenesten på Guds bjerg, Sinai. Og Elias, som engang kom til Guds bjerg, da han havde mistet modet og håbet, og fik det tilbage. De tre talte sammen. Og disciplene blev vidner til samtalen. Evangelisten Lukas fortæller, at de talte ”om den udgang han skulle opfylde i Jerusalem” (Luk 9,31). Hans udgang i Jerusalem, dvs. hvordan han skulle forlade denne verden, hvor der er så meget herligt, men hvor det herlige bliver misbrugt alt for ofte. Derfor er det blevet skyldens og skammens og dødens verden. Jesu udgang i Jerusalem vil altså sige hans korsdød og opstandelse. Det var noget, han skulle opfylde. Opfyldelse det, Moses fik at vide på Bjerget, og opfylde det, profeterne havde fået at vide om Messias.

”Herre, det er godt, at vi er her.” Sådan udbrød Peter. Han syntes om det. Han tilbød at bygge 3 hytter for de tre. Så kunne det fortsætte og fortsætte! Sådan som vi også gerne vil fastholde den herlighed vi enkelte gange kan opleve med hinanden i en bibelkreds, i bøn og ved en gudstjeneste.

Men hvordan gik det? Der kom en sky og en røst lød fra himlen: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!” Og det gjorde dem meget bange. De faldt på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Gud havde velbehag i Jesus. I ham alene. Ja, og gemme ham med syndere som de tre og som os. - Hvad var de bange for? Mødet med den almægtige gjorde dem rædselsslagne. Her synes alt at blive slået i stykker. Men netop da er der en, som rører ved dem og siger: ”Frygt ikke!” Det er Jesus. Og da de kigger op, ser de Jesus. Kun Jesus. Jesus alene.

”Frygt ikke.” Det ord afgør sagen. Det ord giver os virkeligheden hos Gud med ind i hverdagen. Når han har sagt det, og vi kigger op, da er vores virkelighed fyldt af ham. Ser ham alene. Kun ham. "Hør ham!" Det er vores redning og frelse. Og derfra gik han sammen med dem ned i deres hverdags-virkelighed – og i vores.

5. Missionsbefalingens bjerg

Og da mærker vi suset fra det sidste bjerg, hvor Jesus gav dem missionsbefalingen. For var det ikke her han sagde:   ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!” Det var der, han sagde: ” Mig er givet al magt i himlen og jorden.”  Nu havde han gennem sin lidelse død og opstandelse fået den magt og herlighed, som han nogle år tidligere blev tilbudt uden lidelse.

Som kristne lever vi i denne virkelighed hos ham. Derfor kan vi gå ud i verden, døbe andre mennesker og leve som lærlinge og som menighed lære hinanden og andre alt det, Jesus har lært os. Og vi kan samles på ”søndagsbjerget” og høre hans ord, som bevarer os i frelsens virkelighed.Og se, han er med os alle dage indtil verdens ende. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 13. februar 2011