10. søndag e. trinitatis (II) 15.8.2004. Løsning og Århus. Leif G. Jensen.
Salmer: 30, 465, 510, 349.
Matthæus 11,16-24
Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!" Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger.
Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: "Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I [helvedet] skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.
Slægt og generation
En "slægt" er mennesker med et særligt indbyrdes bånd. De er i familie med hinanden og har fælles stamtræ. Man taler også om "generation". Dermed tænker man på mennesker, som lever i samme slægtled, i samme årti eller århundrede og under nogenlunde ens forhold og vilkår.
Normalt forbinder vi noget positivt med ordet "slægt". Tænk blot på glæden, når et nyt menneske kommer til verden. Da samles slægtninge og fejrer fødsel og barnedåb. Og livet igennem kommer vi sammen med vore slægtninge. Slægt og familie er i grunden positive ord. De udtrykker samhørighed og fortæller os, at vi blev båret af hinanden og var sammen dag efter dag og år efter år.
Alligevel kan det være smertefuldt at være i slægt med hinanden. For dem, man er i slægt med, er man jo på en særlig måde tæt på. Man kender hinanden på godt og ondt og har desværre også mulighed for at skade hinanden desto mere. Det samme gælder for mennesker, som lever i samme generation. Sådan var det med indbyggerne i Sodoma og Gomorra. De trak hinanden ned i moralsk og åndeligt forfald. Det oplever vi også i dag. Den generation, vi er vokset op iblandt, kan i den grad præge vores holdninger, at det bliver uendeligt svært at tro og leve som kristen.
En utilfreds slægt
Jesus spørger: Hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Hvad skal han sammenligne jøderne dengang med? Og os danskere i dag med? Hvordan er den slægt og generation, som vi lever i?
Han svarer selv: Med legende børn, der selv vil bestemme, hvad der skal leges. Slægten anser livet for at være en leg og har svært ved at tage ansvar og tage noget alvorligt. Man vil ikke være med på de vilkår, som virkelig gælder. Man forsøger at modarbejde, og vil helst indrette en anden tilværelse end den givne.
Jesus giver to eksempler på deres leg: "Vi spillede på fløjte... I dansede ikke. Og vi sang klagesange ... I sørgede ikke." Børn leger det, som sker blandt de voksne: bryllup og begravelse. Bryllup er slægtens arnested. Begravelse er det sted, hvor man tager afsked med sin slægt. Det kan der nok siges meget om på det medmenneskelige plan, både psykologisk og adfærdsmæssigt.
Men Jesus vil sige os noget andet og mere: Han taler om slægtens forhold til Johannes Døber og til Menneskesønnen: For Johannes kom og hverken spiste eller drak ... Og Menneskesønnen, som både spiser og drikker.
Slægtens forhold til Guds ord og til Jesus
Forholdet til Johannes Døber handler om slægtens og vores forhold til Guds ord. For Johannes var en profet, som prædikede Guds ord. Og forholdet til Menneskesønnen er jo slægtens forhold til Jesus selv. Sammenligningen med børnene viser os børn på den ene side af torvet. De repræsenterer "denne slægt". Johannes og Jesus står på den anden side af torvet, dvs. overfor slægten. Og nu siger børnene, som er slægten: "Vi spillede og dansede; og vi sang klagesange ... men I ville ikke lege med." Slægten kunne ikke få profeten og Frelseren til at være med på deres lege.
Slægten vil lege bryllup
"Vi spillede på fløjte, og I dansede ikke." De ønskede lidt sjov i gaden og en positiv holdning til deres måde at leve på. Men Johannes ville ikke lege med. Han gav ikke mennesker medhold i deres umoral. Han støttede ikke Herodes, som havde taget sin brors hustru. Johannes gav heller ikke sin støtte til farisæerne, når de useriøst kom ud for at være en del af dåbs-vækkelsen ved Jordan. Han lod ikke sin prædiken være baggrundsmusik til deres egenretfærdighed. Han sagde ikke: I er vel nok nået langt. Fortsæt, så bliver I nok frelst. Han sagde derimod: Bild jer ikke ind er Abrahams børn! Og Jesus prædiker stærkt i vor tekst, når han siger: Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I [helvedet] skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.
Jesus og Johannes og kaldte til omvendelse. Det skal også prædikes i vores tid og i vores slægt: Jesus og Johannes prædiker både mod løssluppethed og nydelseskristendom: Mod løssluppetheden, som siger: "Vi vil have lov at nyde os selv ... og hinanden", uden at det fører til bryllup og børn, uden at det fører til alvor og ansvar. Og mod nydelseskristendom, som siger: "Vi vil have lov at nyde os selv ... og hinanden ... uden at det fører til livslangt fællesskab i menigheden, hvor vi må give os hen og blive bundet af at tjene de gamle og børnene. Vi vil bare have oplevelsen på torvet i dag."
Begge disse veje, som vælges i vores slægt, afvises af Guds ord og Guds Søn. Vi kaldes til at vende om fra vores forløjede virkelighed til Guds rige, og til at vi vender os til Gud i bøn, idet vi siger: Tilgiv! Tilgiv! Og tak for nåden i Jesus Kristus.
For Jesus Kristus er jo kommet til os. Han kom og var hos dem dengang. Og han kommer ved evangeliet og er hos os i nadveren med sit legeme og blod. Han er her. Han har udført de store frelses-gerninger, som er nødvendige, for at vi kan tro på ham og leve med ham. Han afslørede synden dengang. Og han afslører synden i dag. Han tilgav dengang. Og han tilgiver i dag. Han døde på korset og giver i dag sit legeme og blod til os. Han opstod fra graven og lever hos os i vore hjerter ved Ordet og troen.
Slægten vil lege begravelse
Den anden leg beskrives med ordene: "Vi klagede, og I sang ikke klagesange." Menneskesønnen kom som spiser med toldere og skøger. Og mange i slægten tænkte: "Det er noget værre noget. Giv dem nu, hvad de har godt af. Afvis dem dog! Send dem bort, så de kan forbedre sig og blive bedre mennesker!" Men Jesus indbød til fest. Han spredte håb og glæde, hvor det ellers var oplagt at holde begravelse. Det betød ikke, at han retfærdiggjorde synden; men han retfærdiggjorde synderne. Han tog mennesker til sig, som var plaget af skyld og synd. Han tilgav dem. Han gjorde det dengang, og han gør det i dag, før nogen af os har forbedret os det mindste.
Sådan er frelsen. Han tilgiver dig, før du har gjort det mindste for ham. Mens vi endnu var syndere, og mens vi endnu var ugudelige, døde Kristus for os (Rom 5).
Hertil siger den almindelige moral: "Nej, det er for billigt. Det er for galt. Det går ikke an. Sådan en tilgivelse vil mennesker jo misforstå og misbruge." Og Jesus blev misbrugt dengang, ligesom evangeliet bliver misbrugt i dag. Men evangeliet skal ikke ændres af den grund. Det skal bruges.
Jesus siger, at visdommen er retfærdiggjort ved sine gerninger. Det, Jesus gjorde, blev bekræftet som rigtigt, gennem de frugter det bar. Selv om nogle misbrugte nåden, og selv om mange slet ikke ville vide af den, så var der dog nogle, som tog imod. Tænk på kvinden, der blev grebet på fersk gerning i hor. Jesus sagde til hende: Jeg fordømmer dig heller ikke (Joh 8). Sådan en nåde får ikke mennesket til at leve videre i synd og i løssluppethed, men omvender til Jesus, som har betalt så dyrt for os. Det skaber tak og glæde i hjertet.
Det er ikke billig snak eller hurtige oplevelser. Det er ikke en leg eller for sjov. Det er selve virkeligheden. Se, hvad det kostede! Guds Søn kom ind i slægten og blev menneske. Derfor kan han kalde sig for "Menneskesønnen". Han kom i familie med min familie, med vores familie og vores slægt. Og han står midt i vores generation som slægtens og generationens eneste håb. Slægten, som forkastede ham, misbrugte ham, korsfæstede ham og slængte ham på møddingen.
Hvad sker, hvis vi forkaster ham? Da har vi afvist den kærlighed, som han har vist mod os og vor slægt! Derfor spørger han: Skal du da ophøjes til himlen? Skal du ophøjes for din løssluppenhed og for dine åndelige oplevelser? Til dommens sted skal du styrtes ned!
Frelseren er midt i denne slægt
Jesus er slægtens håb og frelser. Når vi hænger med hovedet og siger til os selv og hinanden: "Lad os sørge og klage, for vi har syndet og der er ikke mere noget håb for os," da siger han: "Nej! Lad os tværtimod glæde os. For jeg er iblandt jer som jeres frelser!"
Og når vi er stolte af os selv og synes, at vi klarer livet ganske godt, og er fortræffelige kristne, da siger han: "Nu er det tid til at sørge og græde over jeres falske tro på jer selv og jeres egne muligheder!" Sorg, når der ellers er glæde. Og glæde, når der ellers er sorg. Ligeså modsætningsfyldt som i salmen "Aldrig er jeg uden våde, aldrig dog foruden nåde!" (DS 510).
Når Jesus er hos os på den måde, gør han også noget ved vort indbyrdes fællesskab. Han forener der, hvor vi tænkte, at ingen forening er mulig. Han giver frimodighed til at leve i ægteskab dér, hvor vi ikke mere tænkte, at det var muligt. Han giver mod på at være hinandens søstre og brødre i en kristen menighed og leve sammen i tjeneste og forpligtelse - og i glæde.
Med andre ord, han giver os det nyt sammenhold, så vi lever i en genfødt slægt med ønske om at tjene midt i vor generation som hans frelste disciple. Amen.
