Tro og gerning i virkeligheden

Sankt Stefans dag, 26. december 2003 i Gratiakirken, Århus, ved pastor Leif G. Jensen.
Læsninger: Esajas 50,4-7; 1 Johannesbrev 4,1-6.'
Salmer: DDS 98, Jeg kommer til din krybbe her, 107, 99

Matthæusevangeliet 10,32-42

Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn."

Nåde være med jer, og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus! Amen.

På 2. juledag bevidner den første martyr, Stefanus, for os, at evangeliet er et stærkt budskab, der svarer til virkeligheden. Ja, det er stærkere end alt andet, så vi i troen på vores HERRE kan involvere os og kaste os ind i hverdagen i tro og tillid til ham. Profeten Esajas siger i dagens læsning fra Gamle Testamente: Gud Herren har åbnet mit øre, og jeg var ikke genstridig, .... Jeg lod dem slå min ryg og rive skægget ud af mine kinder. .... Gud Herren er min hjælper, derfor blev jeg ikke til spot og spe ... jeg ved, at jeg ikke bliver til skamme (Es 50,5-7). De ord kunne have været Stefanus', da han stod anklaget overfor det jødiske råd og vidnede for dem om sin tro. Det fik følger for ham, at Gud havde åbnet hans øre. Han blev ført af Gud. Han fik det bedste af alle liv, livet som Jesu discipel. Han ville ikke bytte med noget i verden.

Stefanus blev "fattigforstander". Sammen med seks andre mænd var han med til at uddele mad og sørge for nogle af de fattige kristne i Jerusalem, som Jesus taler om i evangeliet: Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn. Stefanus' tro gjorde ham til en glad tjener. Tro og tjeneste hører uløseligt sammen for os, som er Jesu disciple. Og netop denne sammenhæng bekræfter, at troen på Jesus er for alvor og dur' i virkeligheden.

Stefanus' modstandere var medlemmerne af det jødiske råd, som for ikke længe siden havde overgivet Jesus til korsfæstelse. De kristnes "nye" tro var et opgør med de skriftkloge jøders forståelse af Gud, af frelse og af Den hellige Skrift. Den tro udfoldede sig nu gennem kærlighedens gerninger i hovedstaden. Det måtte rådet gøre noget ved. Ikke at man skulle undlade at tage sig af enker og faderløse. Moses havde jo sagt, at det var en pligt at sørge for de værgeløse. Men man kunne ikke se passivt til, når det blev kædet sammen med troen på den Jesus.

Men kærligheden kunne ikke kvæles. For Gud havde åbnet Stefanus' og de andre kristnes øre. De kunne ikke sige sig fri for kaldet til at tjene og vidne om Jesus i Jerusalem. For Jesus var blevet deres frelser, ja, folkets frelser og verdens frelser.

Sådan går det også os, når Gud nu åbner vort øre. Vi hører og tror, at Ordet er blevet kød og tog bolig hos os. Det skete julenat. Jesus er vor frelser. Han blev menneske. Nu tæller mennesket på en helt ny måde. Nu ser vi også os selv på en helt ny måde: i Kristus! Nu kan du ikke mere lade dig styre af det, du synes er mest behageligt for dig selv lige i øjeblikket. Du må i stedet spørge Gud, hvad han kalder dig til og vil, du skal gøre. Du er befriet for din egen private og usikre dagsorden. Og han viser dig hen til andre og bedre gerninger.

Jesus havde ved sit eget liv frem til sin himmelfart fortalt de første kristne, hvem enkerne i Jerusalem var. Han havde i ugen op til sin korsfæstelse fortalt om en fattig enke, der lagde to små mønter i tempelblokken. Og hans sidste befaling fra korset angik netop enke-omsorg, da han sagde til Johannes, at han skulle tage Maria til sig som sin mor. Derfor var det ikke til at komme udenom for den første kristne menighed. Den måtte sørge for enkerne. For det gør ondt at sulte. Det er smertefuldt at være ensom og glemt. De kristne dengang måtte tage sig af hinanden og af andre, fordi ... ja, fordi de andre er mennesker, ja netop: mennesker.

Hvad er et menneske? Det lærer vi først rigtigt, når vi lærer Guds egen søn at kende som menneske. Se i ham, hvordan Gud tænker om vores liv. Han træder ind i det. Bliver i familie med os. Her begynder et helt nyt syn på Gud, en ny tro, en virkelig tro, og et nyt menneskesyn og en virkelig næstekærlighed.

Jesus siger: Enhver, som kendes ved mig overfor mennesker, vil jeg også kendes ved overfor min fader, som er i himlene. Men den, som fornægter mig overfor mennesker, vil jeg også fornægte overfor min fader, som er i himlene. Det er ikke tilfældigt, at Jesus sætter sig selv øverst. Hvis ikke han står øverst, hvis ikke han er den vigtigste for os, mister vi alle værdien; da bliver alt ligegyldigt. Derfor må vi kendes ved ham. Hos ham bliver hyrder værdifulde hyrder. Hos ham bliver Maria og Josef værdifulde forældre. På grund af ham bliver vismænd værdifulde vismænd. I ham! Her finder Stefanus og de første kristne efter pinsedagen deres salighed. I Jesus.

Stefanus vedkendte sig Jesus. Det gjorde han både gennem uddeling af mad til enker, og når han vidnede om Jesus ud fra Skrifterne. At kendes ved Jesus er at kendes ved en af disse små og at give et bæger koldt vand til en lille discipel. Enhver, som gør det, vil Jesus også kendes ved. Men vil du i stedet leve i nydelse af dig selv, da mister du alt, både livet, frelsen og frelseren. Ja, du har mistet det hele på grund af din vantro. "At kendes ved Jesus er at kendes ved en af disse små." Her er noget at tænke over!

Her smelter troen og gerningerne sammen. For troen er netop dette: At Kristus er kommet i kød. Den falske kristendom vil netop adskille tro og virkelighed, og få os til at se bort fra lidelsen og nøden både i verden og i os selv. Den falske kristendom vil gøre Jesus til en fjern person, som vi kun kan erfare og kende, hvis vi er tilstrækkeligt åndelige. Apostelen advarer og siger: Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden. Derpå kan I kende Guds ånd: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud; men enhver ånd, som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud, og det er Antikrists ånd, som I har hørt skal komme, og den er allerede nu i verden.

Derfor er det helt afgørende, hvad vi tror om Jesus, og om vi holder fast sandheden om Jesus. Frelsen står og falder med, hvem han er. Og tjenesten og kærligheden vokser ud af den sande tro. Hvis vi adskiller kærligheden fra ham, står vi snart tilbage med en forkrøblet kærlighed, med vor egen forståelse af kærlighed. Og det varer da ikke længe, før vi er løbet tør, før vi ikke kan lide de andre nok til at elske og tjene dem. Eller vi løber tør for kærlighed, fordi vi ikke bliver rost så meget, som vi har behov for, og ikke bliver påskønnet og takket, som vi tænkte, vi havde fortjent. Og kærligheden ebber ud.

Mine kære! Det afhænger alt sammen af, om Kristus er kommet i kød! Det afhænger alt sammen af, om han er levende til stede hos os, og om han virkelig har givet sig hen i døden for os og for dem, vi er sammen med. Har han det, da må vi kendes ved ham som Gud og menneske og dermed også ved "de små", ved enkerne og andre i nød. Da må vi kende vores plads som tjenere i verden. Men kendes vi ikke ved ham, da flyder alt. Da drives vi hid og did af kammerater, venner, holdninger, stemninger, synspunkter og hensyn.

Det er netop, hvad Jesus advarer mod i evangeliet. Han advarer mod at tage falske hensyn, som jo hverken gavner os selv eller dem, vi forsøger at tage hensyn til. Og samtidig vanærer vi Jesus og hans ord. Jesus siger: Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.

At fornægte Jesus overfor mennesker er at dække korset til af hensyn til andres tanker om os. Det er at lægge bibelen til side og tie med bønnen af hensyn til nogle i ens familie. Det er at skjule skammen og at foregive, at vi ikke behøver Jesus og hans nåde. Det er at slække på kirkegangen for andres skyld. Men alt dette gavner hverken dem eller os. Det er derimod en forbrydelse. Det er frygteligt at gøre sådan mod vore nærmeste. Det er udtryk for vantro. Og så er det lige meget, om det er din far og mor, din søn eller din datter. Det siger Jesus i evangeliet. Han understreger, at det netop er overfor vore nærmeste, at vi skal vedkende os ham. Vi skylder dem det. Vi skylder at vise dem, at vi ikke kan undvære Jesus Kristus. Hvis vi ikke vil kendes ved ham overfor dem, vil resten af vor kristendom blot være overfladisk og ligegyldig tjeneste, ja uforpligtende kristendom. Vidnesbyrdet overfor fremmede kan være helt uforpligtende og derfor også ligegyldigt. Det er overfor vore nærmeste i familie og på arbejde, at troen skal stå sin prøve. Det er her, vi skal vidne om, hvad Kristus er værd for os.

"Stefanus, fortæl os her til sidst, hvordan du gjorde! Hvad var din hemmelighed?" Og Apostlenes Gerninger 7 giver os svar. Stefanus så Menneskesønnen stå ved Guds højre hånd. Han så, hvem modstanderne og fjenderne var i forhold til Jesus: Underordnet ham, under hans kors, under hans tilgivelse med alle deres synder og med hele deres liv. Og når vi ser hinanden og andre i det lys, bliver det ikke nogen præstation at vidne om Jesus, men en nødvendighed og et privilegium. Se Kristus! Se jeres eget liv! Se, hvor meget vi trænger til ham.

Jesus lover os i dag, at han ikke vil skamme sig over os, når vi åbent og ærligt vedgår, at vi passer sammen med ham. Han skammer sig ikke over din skam. Han siger: Du er min. Og da kan vi ikke andet end give os hen for hinanden og andre. For vi hører Kristus til. Amen.