Når Gud tager os afsides
12. e. trinitatis, 18. aug. 2013 i Martinskirken og Gratiakirken, LGJ.
Es 29,17-24; 2 Kor 3,4-11 og Mark 7,31-37.
Salmer: 681. 60v1-4. 326. 141. Jesus, det eneste. 430. 30v1-3. 286v1.Markus 7,31-37: Jesus drog fra egnen ved Tyrus over Sidon til Galiæas sø midt igennem Dekapolis
(Teksten læses i løbet af prædikenen)Faktisk en lang rejse. Derfor får man ligefrem lyst til at høre, hvorfor han var rejst så langt, når han ellers næsten altid opholdt sig enten i Galilæa eller Judæa. Markus fortæller, at han var taget helt til Tyrus for en enkelt kvindes skyld – og for hendes datters skyld. Ja, "bare" på grund af dem (Mark 7,24-31). Kvinden havde opsøgt Jesus og råbt: ”Forbarm dig over mig, Herre, Davids Søn. Min datter plages slemt af en dæmon.” Og disciplene brød sig ikke om det. En hysterisk kvinde. Hedning. Men Jesus hjalp hende og datteren. Og disciplene lærte, at det er godt at rejse langt bare for en ukendt kvindes skyld – for at hun kan råbe – og få hjælp!
Det stiller os overfor spørgsmålet: Hvad ville vi gøre bare for et enkelt menneskes skyld? Ville du gå så langt for at hjælpe et menneske, du ikke kendte i forvejen? Ville du bare rejse af sted? Det gjorde Jesus – og disciplene. Og det gør han også i dag, når han kalder kristne til at rejse af sted for at hjælpe mennesker langt væk. Sådan er det at være missionær. En missionær er jo sendt til et fremmed sted for at hjælpe andre. Men på måde er det også at være menneske. Vores Skaber giver jo os mennesker til hinanden. Bare tænk på mor og barn. Eller på søskende. Eller ægtefæller. Eller vi kan tænke på kærlighedens bud: ”Elsk din næste!” Derfor er vi alle sammen på vandring. Sådan bliver sætningen ”At rejse er at leve” sand. Det er ikke tilfældigt, hvem vi møder. Og kan det ikke fylde dig dit liv med mening og glæde? Er der nemlig noget mere glædeligt og godt, end når det ene menneske hjælper det andet? Og når et menneske bliver hjulpet af et andet menneske. Det er kærlighed. Guds kærlighed.
V32a: Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale.
Og det første, som sker, da han er kommet retur , er, at folk kommer til ham med en døvstum. Igen samme historie. En enkelt mand og Jesus. Det virker som om Jesus er til for andres skyld. Og det er han også! Det er sådan det er at være menneske: Vi er til for andres skyld. Og de er til for vores skyld. Vi er ikke skabt til ensomhed og tavshed. Og hvor er det godt. For da er ensomhed og isolation hele tiden noget, der bekæmpes og overvindes, hvor du er. Din ensomhed og isolation angribes af dem, der lytter og holder af dig. Og andres ensomhed og ulykke angribes og overvindes af dig, når du lytter og tilbyder fællesskab, og når du beder for dem og med dem til Gud.
Manden var døv og havde svært ved at tale. Manden kunne altså godt sige enkelte ting. Men han havde svært ved det. Det tyder på, at han for længe siden havde kunnet høre. Men måske var han blevet døv på grund af sygdom eller ved en ulykke. Og langsomt havde han mistet evnen til at tale. - Sådan sker der også ting i vores liv, som ændrer vores tilværelse drastisk. Da er det svært. Svært at være til. Vi føler os alene og har svært ved at tale med andre om det. Selv om vi både kan høre og tale, forstår vi godt, hvordan manden må have haft det. For ensomhed rammer ikke kun døve, men også os som hører. Vi er sammen med andre, men vi udveksler måske ikke tanker. Vi får ikke gjort det. Der er lukket eller næsten lukket. Vi siger noget overfladisk til hinanden og går videre – i ensomhed. Er alt håb da ude, når du føler dig både døv og stum som manden her, eller noget, der ligner det?
Før vi går videre til evangeliets svar, så lad os et øjeblik overveje, hvorfor er der ofte lukket mellem os? Er det ikke, fordi vi nogle gange nøjes med overfladen, nøjes med skallen og de ydre oplevelser. Andre gange er det, fordi andre er overfladiske. De har nok i sig selv. De går efter det, der gavner dem, tror de. Men det gavner dem ikke at leve kun for at gavne sig selv. For ingen af os er skabt til at leve i ensomhed. Heller ikke til at leve i nydelse for vor egen skyld. Når vi gør det, bliver livet tomt. Venskaber tømmes for kærlighed og fællesskab. Man laver noget sammen, men får ikke talt sammen. Sådan kan et ægteskab udarte sig og blive tomt. Men deler ikke de inderste tanker med hinanden. Sådan kan også menighedens liv degenerere. Man mødes om søndagen, og alt kører på skinner, men kærligheden og omsorgen bliver kold, fordi man ikke taler sammen og undlader at dele glæde, sorg og smerte med hinanden. - Men hvad skal der til for at der åbnes? Evangeliet giver os svaret.
V32b: Og de bad ham om at lægge hånden på ham.
Det er første del af svaret: Nemlig, at de, der gerne vil hjælpe, ikke kan. Men så kommer de til Jesus og beder ham om at lægge sin hånd på manden. Vi må sammen erkende, at vi ikke kan, men at Jesus kan. Han kan åbne. Han kan hjælpe os i al slags nød. Vi må tage hen til ham. Hen til hans menighed. Det gør vi, når vi er sammen 2 eller 3 i hans navn. Og når vi tager en fjerde med.
Vi kan gøre det på flere måder: i bønnen: bede for hinanden. Bede om åbenhed. Bede om, at vi ikke lever for os selv og vor egen nydelse, men lever for hinanden. For det er langt, langt bedre. Og vi kan gøre det ved at tage hinanden med til gudstjeneste, andagt – både i familien og i menigheden. Ligesom der måske skulle overtalelse til for at få manden med hen til Jesus, sådan må vi lokke med hinanden og opmuntre hinanden til at høre Guds ord og komme i kirke.
V33a: Jesus tog ham afsides, væk fra skaren.
Det er anden del af svaret: Jesus tog ham afsides. Det er nødvendigt at være alene med Gud. At komme afsides, så der ikke er andet til at tiltrække vores opmærksomhed – intet andet og ingen andre end Gud, din Frelser. David fortæller om det i Salme 62: Kun hos Gud finder min sjæl ro, fra ham kommer min frelse. Derfor søgte han Gud i hans hus – lyttede til hans ord.
Det er meningen med gudstjenesten. Her er mulighed for at være alene med Gud gennem salmesang og bøn, skriftlæsning og prædiken. I stilhed. Være sammen – og alligevel hver for sig være stille hos Gud. Vi kan tage afsides og være sammen med Herren. - Men når det går os dårligt, kan vi synke ned i håbløshed, så vi ikke orker at gå i kirke. Da er det både nødvendigt og godt, at andre tager os med, ligesom der var nogle, som tog den døvstumme med hen til Jesus. Han orkede det sandsynligvis ikke selv. - Men der er også tider, hvor Gud på en direkte måde tager os afsides ind i stilheden. Det kan være, når vi bliver ramt af sygdom, eller hvis kommer ud for en ulykke eller et stort tab.
Derfor er det langt fra givet, at vi møder Gud bedre og mere intenst , hvor der er mange kristne i flok. Tværtimod. Vi behøver at komme ”afsides”. Sammen med Jesus. Hos ham. Ham og dig! Når sygdom eller noget andet vanskeligt rammer, da er det måske netop måden han bruger for at du og ham kan være sammen. Da er alt håb ikke ude – tværtimod. Da har han dig, hvor du har brug for at være: Han har dig alene.
V33b-34: Jesus stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: "Effatha!" - det betyder: "Luk dig op!" Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt.
Det er tredje del af svaret: Berøring. Jesus rører ved manden. Og han rører ved dig. - Hvad mon det betød for manden? Det er nærgående, hvis en anden stikker fingrene ind i dine ører. Og endnu mere nærgående, hvis nogen spytter på fingrene og lægger dem på din tunge. Lægen bruger i det mindste en desinficeret træpind. Vi ville nok gøre vrøvl, hvis han gjorde som Jesus.
Jesus rørte ved manden. I høj grad. Sådan også med os. For Jesus Kristus er jo Guds Søn, som var fra evighed af. Han er den evige og almægtige Herre, som blev født ind i menneskeslægten og trådte ind i menneskelivet. Han rørte ved mennesker og tog helt bogstaveligt menneskelivet på sig. Også vores liv. Dit liv. Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.
* Når vi hører det 10 bud lægger Gud sin hånd på det syge sted. Han rører ved vores samvittighed.
* Og når vi hører, hvad Jesus har gjort for os, da lægger han i samme øjeblik sine fingre ind i vores liv med sit varme spyt for at sige: Nu redder jeg dig! Lige nu!
* Når vi går til nadver, lægger han sin finger på vores tunge og giver os sit blod i munden.Jesus sagde: "Effatha!" til den døvstumme. Det betyder: "Luk dig op!" Og ordet åbnede hans ører. Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Hvilken fantastisk forkyndelse af, at Guds ord både får os til at høre og giver os frelse. Når Jesus taler til os, taler han et lignende mægtigt ord til os. Vi hører evangeliet om tilgivelse og omsorg. Han åbner helt ind til hjertets inderste tavse mørke og skyld. Derinde lyser han op med sin tilgivelse og med sine løfter om frelse og evigt liv og med vedvarende omsorg her i tiden. Han redder og frelser. Han er hos dig og mig, og vi er hos ham.
V37: Og de var overvældede af forundring og sagde: "Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale."
Vi al grund til sammen med folk dengang at sige: "Jesus har jo gjort alle ting vel!" Han gør det i vores menighed ved sit ord. Han gør det i dit liv ved sit ord. Hvor er det godt, at han tager os afsides og rører ved os. Og hvor er det godt sammen at prise ham med de ord, han lægger os i munden og i hjertet. Amen.
