Derfor går vi i kirke

1. søndag e. hellig 3 kongers dag, Aarhus 8. januar 2017, LGJ
Salmer: 113, 62v2-3, Salme 8, 120, 385, 430, 51v1-2.

Lukas 2,41-52
Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påske­dagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: “Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.” Men han sagde til dem: “Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?” Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

I. DERFOR DROG DE OP TIL JERUSALEM
I evangeliet hører vi, at Jesu forældre op til Jerusalem hele to gange. Første gang med glæde, som de plejede ved påskefesten. Anden gang ugen efter - med stor ængstelighed, fordi Jesus var blevet borte. Sådan går vi også i kirke og holder andagt. For det meste udramatisk helt som vi plejer. Men andre gange gør vi det med bange hjerter, fordi vi har mistet orienteringen og ikke kan finde Gud.

Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Jerusalem var ikke et rejsemål, de selv valgte. De rejste, fordi de troede på Gud, og fordi Gud havde sagt i Moseloven, at de hvert år skulle rejse op til Jerusalem ved påskefesten. De skulle høre om fangenskabet i Egypten og om, at Gud udfriede sit folk af slaveriet. De skulle holde påskemåltid og gentage, hvad Guds folk havde gjort mere en tusind år tidligere. Spise påskelam. Høre hvordan Gud frelste sit folk og førte dem gennem Det røde Hav. Det var den mest afgørende begivenhed i deres folks historie. Den blev aldrig gammeldags. Når de hørte beretningen, blev de fornyet i troen og håbet. For den pegede fremad mod den forløsning og frelse, Gud havde lovet sit folk, når Messias kom!

Josef var far i familien. Og der stod i Mose­loven, hvad han skulle: Husk denne dag, da I drog ud af Egypten, af trællehuset. … På den dag skal du sige til din søn: Det er på grund af det, Herren gjorde for mig, da jeg drog ud af Egypten (2 Mos 13,3.7). Faderen i familien skulle sige: Herren gjorde det for mig, da jeg drog ud af Egypten. Frelsen for skulle gennemleves i familien hvert år. Derfor tog de årligt til Jerusalem. Af samme grund skal vi også have påsken som et af vore mål, efter at det har været jul.

Evangeliet fortæller, at Jesus var med. - Josef skulle som far fortælle Jesus: "Herren gjorde det for mig." Sådan fik Jesus bibelhistorie og Guds frelse lagt ind i sit hjerte gennem barndommen. - Også vi har brug for hjælp til at sige: ”Det gjorde han for mig!” Og det er så vigtigt for børnene i familien, at en far siger: "Det gjorde Gud for mig!" - Det var med til, at Jesus havde Jerusalem som målet for sit liv. Lukas fortæller i kap. 9,51: Da tiden var ved at være ind, til at Jesus skulle optages til Himlen, vendte han sig mod Jerusalem som målet for sine rejse. Og senere sagde han til sine disciple: "Se, vi går nu op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedning­erne ... hånes, piskes, slås ihjel - og opstå på den tredje dag" (Luk 18,31f). Det er ikke en smuk tradition, men det er en begivenhed, hvor Jesus selv er til stede! I ordet og i nadveren søndag efter søndag frem mod påske!

II. DERFOR VENDTE DE TILBAGE IGEN
Men Josef og Maria rammes af en katastrofe. Jesus er borte. De leder iblandt familie og venner, men finder ham ikke. Og derfor vender de tilbage til Jerusalem. Ikke for at holde påskefest, men fordi han er forsvundet. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet. - Sådan kan det gå for forældre. Og det er forfærdeligt. Men det værste er måske forældrenes tanke, at deres barn er alene og ikke kan finde sine forældre! - Men der er også noget andet, som også er slemt for os mennesker: Nemlig når vi ikke kan finde Gud og føler os ladt i stikken. Da siger vi: Hvad er meningen med det, der sker i mit liv? Hvorfor skulle jeg miste det og det? Hvorfor skulle det ramme mig? Hvorfor? Sådan havde Josef og Maria det de tre dage, hvor de forgæves ledte efter Jesus. Derfor vendte de tilbage til Jerusalem. Fordi de ikke kunne finde ham andre steder.

Der er en parallel mellem Josef og Maria, som var ængstelige og bekymrede her i begyndelsen af evangeliet, og to disciple i slutningen af evangeliet. Jeg tænker på de to disciple, som gik til Emmaus (Lukas 24,12ff)). De forstod ikke, hvorfor Jesus var død og borte. De var bedrøvede, ligesom Josef og Maria – og dig, måske? Men da kom Jesu og vandrede sammen med dem, uden at de genkendte ham. Han spurgte, og de fortalte, hvad der var galt. Og derpå viste ham dem, at der overalt i Skrifterne stod fortalt om Kristi lidelse og død, om påskelammet og om Herrens lidende tjener, der skulle bære folkets overtrædelser. Jo mere Jesus fortalte, desto mere gik det op for dem, at Jesus var død for deres synder. Og da Jesus brød brødet i huset i Emmaus, genkendte de ham. Da skyndte de sig tilbage til Jerusalem og fandt disciplene samlet sammen med kvinderne, som havde været ved korset. Og de bekræftede, at Jesus var opstået fra de døde og lever. Sådan kan vi nogle gange få det, når vi samles med hinanden om Guds ord og den hellige nadver. Jesus lever! Han er jo hos os.

III. DERFOR HOLDER VI ANDAGT OG GÅR I KIRKE
Det er også den egentlige grund til, at vi skal holde andagt og gå i kirke. Og det fremgår indirekte af, hvad Jesus sagde til sine forældre: ”Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far?” Læg mærke til, at Jesus ikke siger: ”Vidste I ikke, at I bør være hos jeres far?” Han taler ikke om, hvor de skal være. Han bebrejder dem heller ikke: ”Hvorfor passede I ikke ordentligt på mig?” … Bebrejdelser er der jo ellers nok af - også iblandt kristne, bebrejdelser fra andre kristne og fra din samvittighed. Men bebrejdelser får ingen af os til at søge Gud eller til at gå i kirke. Hør i stedet, hvad Jesus siger: "Vidste I ikke, at jeg bør være hos min Fader!” Vi får at vide, hvad Jesus bør, og hvor Jesus er. Havde Maria og Josef vidst, at Jesus var i templet, var de gået direkte tilbage dertil og havde sluppet for at flakke om i uvished i tre dage.

Her har vi den bedste begrundelse for at holde andagt og at gå i kirke, hvor Guds ord bliver læst op og forkyndt, og hvor nadveren med Jesu legeme og blod bliver givet til os. Den egentlige grund er ikke, at vi SKAL. Begrundelsen er, at Jesus er der. Vi kan virkelig finde ham dér. Du finder ham i de 4½ minutters bibellæsning og 2 minutters stilhed i bøn en mandag morgen. Ved du det ikke? Morgen­kaffen er vigtig. Men det er hans ord nu også! Og dit samvær hos ham. Du vidste måske ikke, at han var der? Men nu ved du det. Og for fremtiden slipper måske for at gå de mest umulige omveje med vore fortvivlede tanker i løbet af formiddagen, hvis vi i morgenbønnen får et lille ord fra Gud. Det kan vi jo hvile i. Derfor: Gå i kirke og hold morgenbøn, fordi Jesus er lige netop dér. Jesus er i sin menighed! Han er der, hvor Ordet lyder, og hvor nadveren uddeles. - Det er den viden, vi behøver! Hvis vi ikke tror på det, vil vi naturligvis ikke bruge tid på gudstjeneste og andagt. Og da er det lige meget, hvor mange formaningstaler præsten eller ens forældre holder. Men hvis Jesus er der, er der grund til at bede morgenbøn og at gå i kirke.

Denne tro på, at Jesus er til stede ved sit Ord og Sakramenter, er den nødvendige baggrund for at oplære sine børn i troen: at forældrene selv stoler på, at de er hos deres far og lever i bøn og gudstjenetse. Da spørger barnet jo: ”Far, hvad laver du? Hvorfor lukker du øjne­ne? Hvorfor læser du i Bibelen hver aften? Hvem snakker du med?" Og da kan en far sige: "Jeg beder til Gud. Og jeg lytter til Gud. Det er så godt at være hos min og din Far i Himmelen." Og Maria viser os, hvad en kristen kvinde kan gøre: GEMME det, der skete med Jesus, i sit hjerte. Jo, det vil vi gøre. Gemme. Ikke for at andre ikke skal se det, men for at vi selv kan overveje og glæde os over denne virkelighed: At jeg virkelig er elsket af Gud, og at han er hos mig. Når børn mærker, at far og mor og andre kristne i menigheden lever sådan, mon det da ikke bliver lettere for børnene at vise deres forældre ære og lydighed i hverdagen? Det kunne jo godt være. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 08.01.2017. post@vivit.dk