Er der ikke grænser for Guds nåde?

Prædiken søndag den 27. juni 2004, 3 e. trinitatis (II), i Løsning og Århus ved pastor Leif G. Jensen.
Salmer: 25, 397, 405, 403, 585, 385

Evangelium: Lukas 15,11-32

Jesus sagde også: "En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger, da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet."

Nåde være med jer, og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus!

Hvor går grænsen for, hvad man kan tillade sig som kristen? - Hvor meget går det an at overskride de ti bud?

Over grænsen?
Når en flok drenge om vinteren står og ser ud over en tilfrossen sø, spørger de måske hinanden: "Hvor langt kan isen bære?" "Hvem tør gå længst ud?" Denne overvejelse kender enhver af os i forhold til de ti bud - desværre! "Hvor langt kan vi gå i forhold til, hvad der er Guds vilje med os?" Der er blevet og bliver eksperimenteret, ikke blot blandt yngre kristne, men også blandt voksne og ældre! Hvor langt kan jeg gå i forhold til Gud? Hvor går grænsen, hvor det ikke mere er muligt at vende tilbage?

I Jesu lignelse går den yngste søn langt over grænsen. Han beder om at få halvdelen af arven og siger farvel og tak for altid. Han går langt over grænsen!! Det ønsker ingen af os at gøre. Men vi ville måske nok ikke være alt for strenge mod os selv, men sætte grænsen et sted der ude, hvor det passer os bedst.

Lad os overveje nogle eksempler:
- I forhold til ens ægtefælle: Her går grænsen ved utugt. Fuldbyrdet utugt. Ingen tvivl om det. Men hvad med skænderier og hårde ord i dagligdagen? Det er jo ikke til at undgå. Det er måske også noget, man synes, at man godt kan leve med. Men er det rigtigt at give sig selv en sådan tilladelse i forhold til det menneske, man har lovet at elske og ære både i gode og onde dage?

- I forhold til ens forældre: Er det i orden at vise ulydighed i små ting og foragt og ringeagt, når de forsøger at vejlede? Det kan man jo være nødt til, for at de kan forstå, at man er ved at blive voksen! Men hvordan svarer det til det 4. bud: "Du skal ære din far og mor?" Hvor langt går du?

- I forholdet til andagt og bibellæsning: Hvor lidt kan man klare sig med i tider, hvor man har børn og travlt med så mange ting? Der er jo både arbejde, venner og interesser. Bordbøn og fadervor vil man nok ikke slække på. Men personlig andagt med stilhed og bibellæsning dagligt, hvem kan overkomme det til hverdag?

- Og hvad med forholdet til menigheden og gudstjenesten om søndagen? Præsten prædiker ganske vist hver søndag og nadverbordet dækkes, og der indbydes og uddeles igen og igen. Der er bibeltimer og undervisning. Men behøver jeg at deltage? Nogle gange føler man det jo som en pligt. Og er det godt at komme af pligt? Er det da ikke bedre at komme en gang om måneden eller måske sjældnere. Hvor går grænsen i forhold til det 3. bud?

Vi bør hver især spørge videre, hvordan det er med vort forhold til Gud og vor næste: Om vores altergang, kirkebidrag, forhold til bekendte, øvrigheden og til sladder ved køkkenbordet. Hvor sætter du grænsen?

Hvor satte Jesus grænsen?
Jesus er sammen med toldere og syndere, mennesker, som er gået over grænsen, så det var til at forstå: Prostituerede og toldere. Mennesker, der lod sig misbruge for penge, og mennesker, som levede økonomisk højt på bekostning af andre. Hvor sætter Jesus grænsen, siden han er sammen med den slags mennesker? Tillader han hor og tyveri? Sætter han grænsen for, hvad der er overtrædelse af Guds bud, længere ude end de farisæerne, som knurrer over, at han er sammen med toldere og syndere? Nej! Tværtimod. Hør, hvordan han svarer i lignelsen.

Han sagde også: "En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv." Ikke nogen rar fortælling at høre på for toldere og skøger. Jesus forsvarer ikke denne søn. Sønnen sætter ikke blot grænsen lidt langt ude, men siger indirekte til sin far: "Far, gid du var død, så jeg kunne få min arveandel. For jeg vil hellere have dine penge, end dig. Jeg vil helst være helt fri for dig. Giv mig min del af arven." Ikke så lidt! Et totalt brud. Og underligt nok går faderen ind på hans krav og giver ham, hvad han beder om.

Også vi kan få lov at gå over grænsen! Der er gode muligheder for, at vi kan opnå et liv med velfærd, velstand, gode dage, rigeligt med penge og godt helbred - og samtidig leve med ryggen til Gud. Ligesom faderen i lignelsen står Gud tilbage, sådan vil han spejde efter os. Sådan er Gud! Han er ligesom denne far. Han har overøst os med alt godt til sjæl og legeme! - Men Jesus fortæller det ikke for at sige, at det er uden betydning, om sønnen vender sin far ryggen. Tværtimod. Det bliver sønnens ruin. Og det river faderens hjerte i stykker.

En kærlighedsgrænse
Hvor siger Jesus, at grænsen går? Slækker han på den? Nej! Grænsen er en kærlighedsgrænse. Der, hvor et menneske ikke har respekt for Guds bud og vilje og ikke mere tror på, at Gud er god, der er det på vej bort, på vej til at ødsle sit liv bort. Når vi mener, at vi kan sætte grænsen et andet sted, end Gud sætter den for os i de ti bud, da er vi på vej bort og på vej ind i fortabelse og dom. Det ender med hungersnød og tomhed og skyld, med mindre vi indser det og vender om.

Jesus giver os intet sted i evangelierne anledning til at tro, at vi kan rykke grænserne og opsætte vore egne regler for vores liv og gudstjeneste. Du skal elske og ære din ægtefælle indtil døden skiller jer ad! Og du må ikke stjæle! Det er absolut. Du skal ære din far og mor! Du skal holde hviledagen hellig, og holde dig trofast til den hellige nadver! Du skal takke Gud med førstegrøden af din indtægt og prise ham med dit liv. Det står helt fast. Grænsen for overtrædelse af Guds bud kan ikke rykkes en meter af os!

Det bringer os hen til det andet spørgsmål: Hvor går grænsen for Guds nåde? - hvis der altså er en grænse.

Er der ikke grænser for nåden i Guds rige? Kan man ikke komme så langt ud, at der ikke er nogen vej tilbage? Hvad med toldere og syndere? Hvad med dem, som driver utugt? Hvad med tyve? Og hvad med dem, der har vendt deres forældre ryggen? Hvad med dem, som har lagt menigheden bag sig og ikke mere går til alters, men lever helt og holdent i verden? Er der ikke grænser for Guds nåde? - Jesu lignelse er også på dette punkt tindrende klar og svarer, så vi ikke skal være i tvivl.

Sønnerne satte grænse for faderens nåde
- Den fortabte søn tænkte, at der var grænser. Han ville vende hjem, men han forestillede sig ikke på nogen måde, at han igen ville blive optaget i hjemmet. Han vendte hjem af ren og skær nødvendighed. Han håbede at få lov at være daglejer. Han gik i sig selv og tænkte: "Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere."

- Og storebroderen derhjemme, han, som altid havde givet enhver sit og altid gjort sin pligt, han mente også, at der burde være grænser for faderens glæde over den hjemvendte bror. Der måtte da være nogle sanktioner, en straf og nogle konsekvenser, som kunne mærkes. Det var for ham utænkeligt, at hans lillebror skulle fejres. Han svarede sin far: "Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger - da han kom, slagtede du fedekalven til ham."

Faderens grænseløse nåde
Men Faderen tænkte helt anderledes. Han fortalte begge sine sønner, at der ikke var grænser for hans kærlighed og nåde. Den overgik alt, hvad begge sønnerne kunne forestille sig.

Vi ser det i den måde, Faderen mødte sin fortabte søn på: Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Her er et glimt af Guds nåde, som han viser os i Jesus! Gud er kommet os i møde, ligesom denne far kom løbende ud gennem byen for at tage imod sin søn. Det er uværdigt for en jødisk mand at løbe. Det gør kun jødiske børn. Ikke fædre. Men denne far løber. Han løber ud gennem byen. Og han modtager den søn, som har vanæret ham overfor alle i byen. Alle ved, hvad denne far har lidt af foragt. Og så ved denne far ikke af andet at gøre end at løbe ud og omfavne sin søn, når sønnen kommer hjem. Ikke et eneste ondt ord.

Og da den hjemvendte søn begyndte på sin forklaring og talte om sin store skyld, og at han blot kom for at få lov at være slave, sagde faderen til sine tjenere: "Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet." Så gav de sig til at feste.

Det havde været rimeligt, om sønnen havde fået lov at gå som daglejer - i det mindste i nogle måneder eller år. Men faderen giver ham ring og sko, slagter fedekalven og kalder til fest. Faderen ved, at det vil være svært for sønnen at tro, at han igen helt og holdent er tilgivet. Derfor overøser han ham med beviser og tegn på nåden.

Sådan er Guds nåde
Der er ikke grænser for Guds nåde! Han overøser os med tegn på den kærlighed, han har til os. Først blev han selv menneske om kom til os. Så ofrede han sig for vore synder på korset. Og dernæst siger han det til os i evangeliets prædiken og stadfæster det i dåben og i nadveren. Desuden giver han os en kristen menighed, hvor han tager os til sig, og hvor vi kaldes til at vise hinanden den kærlighed, som vi selv modtager hos ham. I sådan en menighed holder vi fest sammen med toldere og syndere, som er vendt hjem. Vi løber hinanden i møde. Hvordan kan vi andet?

Men vil denne grænseløse nåde ikke blive misbrugt? Jo! Det vil den! Og det bliver den. I stor udstrækning. Vi misbruger den, når vi mener, at nåden giver os lov til at bryde et af Guds bud. Da misbruger vi Guds vilje og synder på nåden. Og hvis vi oven i købet mener, at vi ikke behøver at bede om nåde, altså at vi ikke har brug for omvendelse, da er vi i en endnu værre situation end den søn, som var gået hjemmefra. Da er vi som den selvretfærdige søn, som gik derhjemme! Hvad gør faderen ved ham? Han siger: "Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet." - Er der grænser for Guds nåde? Nej! Der er ingen grænse. Det er derfor, den kan blive misbrugt og forkastet. Men skulle det få os til at indskrænke nåden? Nej, da ville det jo ikke mere være nåde. Og da ville ingen kunne blive frelst, ikke en eneste af os.

Guds lov og Guds nåde
Guds lov stor fast. Vi har ikke ret til at rykke grænserne blot en meter i forhold til, hvad Gud har sagt i de 10 bud. Men Guds nåde er samtidig så stor og grænseløs, at den rig nok for alle dem, som påkalder ham.

Vi har erfaret det i dag i dåben. Han har i sin nåde taget et spædbarn ind i sin favn. Der vil han forsvare det hele sit liv, forsvare det ved sin nåde. Og han vil ved sin nåde lære os, at hans bud står fast. De gælder her på "gården", hvor vi er vokser op og lever. De gælder her i vores menighed og overalt i verden. Det er en god lov, som vi gør vel i at holde os til, så vi elsker Gud, dyrker ham, søger hans ord og den hellige nadver, og så vi lever i kærlighed og tjeneste for hinanden. Må Gud give os det i sin nåde. Amen.