Guds smerte og glæde

Prædiken i Løsning og Århus 12. juni 2005 ved pastor Leif G. Jensen
Salmer: 366 - 535 - 475 - 464 - 430 - 462
Søndagens læsninger: Esajas 57,17-19; 1. Petersbrev 5,6-11; Lukas 15,1-10.

Evangelium: Lukas 15,1-10

Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: "Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem." Men han fortalte dem denne lignelse: "Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.
Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig."

Søndags-teksterne åbner op for den virkelighed, at vi ikke uden videre er, hvor vi hører hjemme, og at livet ikke uden videre er så trygt, som vi måske forestiller os. I profet-ordet siger Gud: Jeg blev vred over deres syndige griskhed, jeg slog dem og skjulte mig i vrede; i frafald fulgte de den vej, de ville. Men jeg så deres færd ... . (Es.57). Guds folk var faldet fra Gud. Men de indså det ikke.

Evangeliet fortæller om en gruppe af fromme mennesker, som havde travlt med at kritisere andre mennesker for deres forkerte handlemåde - deres færd. Og nu kritiserede de Jesus, fordi han var holdt sammen med mennesker, som havde en dårlig vej bag sig. Ja, det så ud, som om Jesus var ved at være lige så langt ude, som disse mennesker. Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig. Kritikerne sagde: “Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.”

De så Gud som Esajas fortæller det: For dette siger den højt ophøjede, som troner for evigt, og hvis navn er Hellig: “Jeg bor i det høje og hellige.” Men de så ikke det næste, som Esajas også fortæller: at Gud bor hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte. Deres problem var, at de mente, at de boede i højhed og hellighed, og at deres liv var trygt, sikkert og godt. Sådan som vi også kan have det til tider. - Vi ved jo også om andre mennesker, som har det skidt og dårligt. Og vi ved om mennesker, som har gjort andre meget ondt. Det ved vi. Og vi taler nogen gange om det.

Men hvad er sandheden, hvad er virkeligheden om os og om andre, og om Gud, vores skaber og HERRE? JESUS! Vis os, hvor vi færdes, hvor vi bor, og vis os, om vi lever i falsk og indbildt tryghed. Vis os virkeligheden, HERRE! Og Jesus svarer med at fortælle Gud og menneske i lignelserne om hyrden og fårene og kvinden og drakmen.

Det første vi lægger mærke til er, at det tabte er Guds!

De hundrede får tilhører hyrden. De er alle hans. Og drakmerne, alle ti, er kvindens. Sådan er det med Gud og os mennesker. Der er intet menneske, som tilhører den Onde. Den Onde går derimod rundt som en brølende løve og søger nogen at opsluge. Men han ejer ingen og intet. Han er en morder. Han er en tyv og røver. Og hvis han kan få os til at tænke om os selv, at vi er vores egen herre, ejer os selv og kan gå vor egen vej og selv tilrettelægge livet efter den moral og livsform, vi har fundet frem til på det sidste, så har han muligheden for at opsluge os - nemlig når vi kommer bort fra Gud - bort fra JESUS, vores HERRE.

Men sandheden - virkeligheden fra begyndelsen - er, at vi er Guds! Gennem profeten Esajas siger Gud: Jeg anklager ikke for evigt og vredes ikke for altid; for så ville deres ånd svigte for mine øjne, den livsånd, jeg selv har skabt.

Gud har selv skabt dig og alle andre mennesker. Han har givet os sin Ånd, så vi har åndedræt og liv. Det er hans kære og kostbare gave til os. Og han vogter over sin skabning. Vi er hans helt fra begyndelsen af.

Det andet er, at det, som er Guds, er mistet og tabt

Selv om udgangspunktet er, at vi tilhører Gud, er der indtryffet noget frygteligt. Vi er kommet bort fra Gud. Profeten taler om deres syndige griskhed. Og det siges, at de i frafald fulgte den vej, de ville. Jesus siger i lignelsen: Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem ... Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem.

Spørgsmålet er: Hvor er vi? Hvad er sandheden om os? Hører vi også til de fortabte og mistede mennesker? Syndig griskhed vil jo sige, at du vil have noget på andres bekostning, og at du tager noget, hvor andre mister, at du tager sit liv bort fra Guds vilje, så du følger din egen vilje, ikke mere er i hans plan, men følger din egen plan - i frafald. Er det dig? Hvor er du på vej hen? Hvad er meningen med dit liv?

Disse spørgsmål kan vi stille til fåret og drakmen: "Hvad laver du på dine egne veje borte fra din hyrde?" Og: "Hvad nytte er du til, når du ligger under sofaen, bag komfuret eller i en gulvsprække under dørtrinet?" - Men hele tiden er du noget: nemlig tabt og mistet. Og det er bedre end slet ikke at være noget, eller blot at være sig selv. For så er der én, som har mistet og tabt. Og det er Gud. Og det er vores redning, at Gud føler tab. Gud føler tab, når vi ikke er hjemme i hans hjord. Gud erfarer tab, når én af de 10 mønter er væk.

Og dermed er vi ved det tredje: Hyrden og kvinden leder og leder

Jesus spørger: Lader hyrden så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet? Og kvinden, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt?

Her lever vi i vores tryghed, mens en anden er ude for at lede efter os. Gud leder. Han søger.
Gennem profeten Esajas siger Gud til os: Men jeg så deres færd, og jeg vil helbrede dem og skaffe dem hvile, jeg giver dem trøst til gengæld. Gud så vores færd, dvs. vores færden, vores måde at leve på, og hvor forkert og ulykkeligt det var for os. Det så Gud fra himlen. Og han så det, da han blev menneske og selv færdedes på jord. Han søgte og opsøgte. Han ledte og var på vej. Og han ser os i dag og søger os ved evangeliet og kalder og kalder på os.

Profeten siger: For dette siger den højt ophøjede, som troner for evigt, og hvis navn er Hellig: Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte. Derfor var Jesus sammen med toldere og syndere. Og nogle gange fik det sådan et udtryk, at det virkede helt forkert. Sådan som når hyrden sætter sit eget liv på spil for fårets skyld. Skulle det give mening, at en hyrde dør for sin hjord? Eller når en kvinde roder rundt under komfuret, sviner sig til og virker som en, der gør hovedrent for at finde den ene mønt. Ligger på knæ i skidtet for at finde den tabte drakme.

Sådan er Gud. Han bor hos den knuste i ånden, den bøjede, for at vække til live. Han giver afkald på alt, for at finde sit tabte og mistede menneske.

Det fjerde er udholdenheden: “indtil”

... indtil han finder det ... og: lige til hun finder den. Jesus gør det klart for sin tilhørere og for os, at det krævede udholdenhed, hvis han skulle finde sine tabte og mistede skabninger. Men det var lykkedes i forhold til mange toldere og syndere, som han nu var sammen med. De var ikke kommet af sig selv. Det havde været hårdt arbejde for ham.

Gud arbejder hårdt. Han drives af kærlighedens smerte. Han drages af mennesket, som er faldet dybt. Og han bliver ved med at søge os med stor tålmodighed og omsorg. Det fortæller om kærlighed hos ham og om værdi hos dem, han leder efter - værdi, som de har, fordi de oprindelig er hans.

Det er hemmeligheden bag troens fællesskab med Gud. Troens fællesskab hviler ikke på vores indsats. Det er ikke os, der forbarmer os over Gud, så han kan få nogen at vise kærlighed og have nogen, som tror på ham. Det er ikke os, der skaber Gud ved vores tro, eller kommer til ham, fordi vi skal have en mening med livet. Det er Gud, der kommer til os. Og det er Guds kærlighed og udholdenhed og hans offer for os på korset, der skaber troen i vore hjerter. Den værdi, han dermed viser, at vi har trods vores ugudelighed og syndighed og trods al den skade, vi har gjort mod andre og mod ham, vækker vores tillid til ham.

Hyrden havde ikke fået sit får tilbage blot ved at kalde et par gange ud over klipperne og ind i ørkenen. Nej, hyrden drog afsted og fandt fåret, såret og forkommet. Og kvinden havde aldrig fundet sin dyrebare mønt, hvis ikke hun havde endevendt huset.

Sådan finder vi aldrig tilbage til Gud, hvis han ikke endevender verden og vores liv for at komme til os og tage os på sine skuldre.

Her ydmyger Jesus faktisk de toldere og syndere, som er hos ham. De er ikke kommet til ham af sig selv. Når de er hos Jesus, skyldes det hårdt arbejde fra hans side. Og her ydmyger han også dig, som tror på ham. Troen og omvendelsen og dit liv i menigheden skyldes ikke din indsats, men Jesus Kristus. Sådan som vi også hører det i dagens epistel: Ydmyg jer derfor under Guds stærke hånd, så vil han ophøje jer, når tiden kommer, og kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer. Denne ydmygelse hører med til at være kristen. At være kristen er at være hos ham, som døde for vore synder på korset. Det er ydmygende. For her ser vi, hvor umulig vores situation er uden vores Herre Jesus Kristus.

Det femte og sidste er glæden

Jesus siger om hyrden: Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Og om kvinden fortæller han: Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt.

Smerte og glæde følges ad hos Jesus. Smerte og glæde hører kærligheden til. Den store smerte bliver til den store glæde, når et af Guds utallige mennesker bliver fundet og kommer tilbage til Gud og lever med Gud. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.

Når Gud finder os, sker det under, at vi omvender os til Gud. Omvendelse er Guds store gave. Det er vores glæde, at Guds Søn, Jesus Kristus sådan er kommet til os og har fundet os. Vi mærker jo nu i evangeliet, hvordan han har taget os til sig og bærer os afsted på sine skuldre. Der er glæde i himlen over sådan mennesker som dig og mig. Er det ikke også en grund til glæde hos os, når vi synger med på næste salme? Amen.

Lagt på www.vivit.dk 12.06.2005