Forside www.vivit.dk-
Prædiken-oversigt Søgemaskine

Om at vælge det, en anden har tildelt os

9. september 2018, 15. søndag e. trinitatis. København. Leif G. Jensen

Lukas 10,38-42
Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: "Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig." Men Herren svarede hende: "Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende."

1.

Når vi i vores kultur hører om valg og at vælge, handler det sjældent om at sige ja tak til det, andre har valgt til os. Nej, det er op til os selv at skabe vort eget liv og vælge det, som er godt for os. Når vi vælger en uddannelse og et arbejde, hvor det er os selv, der arbejder og har ansvar for, at livet bliver godt. Det gælder vel også ved valg af ægte­fælle. Ja, i vores kultur bliver det endda fremstillet som en mulighed og et gode, at man kan vælge et andet køn, end man er skabt til.

Valgmuligheder gør mange gange livet kompliceret. Det ville være så meget lettere, hvis vi kunne hvile i, at andre havde forberedt livet for os, så vi bare kunne tage imod det og leve det, som Gud, vor Skaber og Frelser havde forberedt det for os. Men sådan er det ikke i vores kultur. Her er det guddommelige fraværende. Og hvis det findes, må vi finde det i os selv. Ikke meget er forudbestemt og givet på forhånd.

Når vi hører, at Maria havde valgt ”den gode del”, er det nærliggende at tænke ud fra, hvordan vi vælger i vores kultur. Men da misforstår vi hende og mister pointen i evangelgiet! Derfor er det nødvendigt at se ind i jødisk kultur på Jesu tid for at forstå, hvad der menes i evangeliet.

2.

Baggrund om ”Den gode del”: Maria og Martha kendte ordet ”del” fra deres barndom og fra den tro, de havde fået som en del af Guds folk. De vidste, at Gud havde givet sit folk arvelodder (en lod og en del) og fordelt dem til hver af Israels 12 stammer. Enhver troende jøde vidste, at Gud havde tildelt dem det, de behøvede til liv og salighed. Det var ikke noget, de skulle vælge selv. Den gode del var blevet tildelt dem. De skulle bare tage den i brug. Det står skrevet i 4 Mosebog 33,54: Ved lodkastning skal I udskifte landet imellem jeres slægter; en stor slægt skal I give stor arvelod, en lille skal du give lille arvelod. Den jord, loddet bestemmer til en slægt, skal tilhøre den. I skal udskifte landet imellem jeres fædrenestammer.

Den gode del var, hvad Gud havde tildelt stammerne og en hver familie i stammerne. De vidste, at det, de havde, var fra Gud, og at det var tilstrækkeligt til at leve. For det var det. - Men der dog var én stamme, som ikke havde fået nogen arvelod, Levi stamme. De blev kaldt for levitterne. Årsagen var, at de ikke skulle bruge tiden på fåreavl og kornhøst, men stå i Guds hus, dele Mose-loven med folket og velsigne og undervise. Levitterne fik deres andel og arvelod gennem de øvrige stammer, når de i tak til Gud bragte tiende til Guds hus. Se fx 5 Mosebog 14,28-29: Hvert tredje år skal du udtage hele tienden af din afgrøde i det år og lade den blive hjemme i dine byer. Så skal levitterne, der jo ikke har fået tildelt arvelod, sådan som du fik det, og de fremmede, de faderløse og enkerne, der bor i dine byer, komme og spise sig mætte, for at Herren din Gud kan velsigne dig i al den gerning, du udfører.

I Salme 73,26 beder Asaf til Gud og siger, at Herrens er hans ”lod”. Han fortæller, at selv om han ikke har noget her på jord, så har han dog Gud som sin ”lod”. Og han ser frem til Himlens herlighed. Han fortæller også, at det var svært at nå til denne erkendelse. Det tog tid. Men da han kom ind i Guds helligdom og hørte Guds ord, indså og forstod han, hvor rig han var, fordi Gud var hans lod, hans arvelod og del. Og da gjorde det ikke noget, om han mistede alt her på jorden, blot han havde Herren.

Så er "den gode del" altså noget, vi skal arbejde os frem til. Den er den nådegave, som Gud allerede har skænket os, da vi blev døbt og blev hans børn. Og vi tager den i brug, når vi sætter os og lytter til Evangeliet.

Ligesom israelitterne kunne have valgt ikke at tage deres jordlodder i brug og dyrke korn og lade geder græsse der, sådan kan vi have så travlt med alt muligt andet end det, Gud har kaldet os til. Vi kan bilde os ind, at livet afhænger af os og vores indsats. Vi kan bilde os ind, at vi skal sørge for at blive rige, få mere og mere, og vi får mere og mere travlt, og alt afhænger af vores indsats. Og hvad får vi ud af det? Bekymringer og uro.

3.

Evangeliet lærer os at gøre noget helt andet: nemlig at tage den gode andel i brug, som Gud har til os. Gud har tildelt et liv her på jorden. Og han har lovet at sørge for os. Ja, han vil lede os i de gerninger, han forud har lagt til rette for os (Ef 2,10). Det er en ufattelig stor gave, når vi fyldes af bekymringer og uro.

Måske vi kan få hjælp til at håndtere vore bekymringer bedre, hvis vi skelner mellem de tre former for bekymringer og uro, der findes:
a) Den bekymring og uro, som vi selv kan gøre noget ved, hvis vi smøger ærmerne op og går i gang – på arbejde ude, eller hjemme i huset.
b) Den bekymring og uro, som stammer fra sygdom, lidelse, tab, og som vi ikke kan ændre på med vores indsats. Her opstår en anden form for bekymring og uro, som er meget vanskelig.
c) Og den bekymring og uro, som vi ikke forstår os på hos os selv. Det kan være en angst, en uro, som vi ikke kan sætte ord på, fordi vi ikke forstå den. Den kan gribe os om natten, en følelse af tomhed og meningsløshed. Måske den stammer fra døden? Måske hører den uløseligt sammen med at være et menneske, som skal dø, og som er en synder – men ikke forstår, hvor elendigt det er ikke at elske sin næste som sig selv.

4.

Jesus taler til Martha, som er fuld af bekymring og uro. Og han indbyder hende til at følge Marias eksempel og tage imod den gode del, som Maria har valgt. Lad os derfor se, hvordan vores tildelte arvelod hjælpe os, når vi rammes af de tre former for uro og bekymring!

a) Den første uro og bekymring er den, som vi kan gøre noget ved. Martha var i gang med at ordne grøntsager, stege kød og gøre rent. Alt sammen nødvendigt for at den fine gæst kunne mærke, at han var velkommen, og så han og hans disciple fik et godt måltid. Og i den situation sad Maria og lyttede til Jesus. "Kom dog i gang, min dovne søster!"

Det kan nogle gange være på sin plads at du sige sådan til din søster eller ægtefælle. For når han/hun ikke hjælper til med det, som bør gøres i dag, er det jo ikke altid, fordi han/hun er i kirke eller lytter til Jesu ord. Det kan være underholdning eller ligegyldighed, som er grunden til, at du føler dig ene om de tunge ting. Og bekymring og uro fylder dig. Og du skælder måske ud. Det er heller ikke godt. - Her er det godt, om begge parter afsætter tid til det, som måske er blevet forsømt: Regelmæssigt at læse sammen i Skriften og bede Gud om hjælp. Og at ægtefolk ser hinanden i øjnene og stille gentager: ”Ja, jeg vil elske og ære hele livet.” Se din søster og din ægtefælle som et menneske, du har fået tildelt som gave fra Gud! Hvordan kan I leve sammen og ære og elske i medgang og modgang, hvis I er ophørt at lytte sammen til Evangeliet? Tag det i brug igen i familien! Vælg det igen! Slid og slæb kan ikke overvinde din uro og bekymring. Hør, hvad Jesus siger til Martha!

b) Men så er der den anden årsag til bekymring og uro: nemlig sygdom, smerter i krop og sjæl, en stor sorg, der har ramt dig, og tunge spørgsmål om, hvordan det skal gå en ven, dit barn og din menighed. Din bekymring er meget konkret. Og du hverken gøre fra eller til. - Da lyt igen til Jesus: "Maria har valgt den gode del." Du kan vælge den gode del og gå ind i bønnen til Gud, ind i det lille rum, hvor du er sammen med ham i bøn. Du har jo fået tildelt Fadervor som din bøn. Der har du 7 bønner, som dækker det hele. Da tager du så at sige det land i besiddelse, som Gud har skænket dig. Du bruger det, han har delt med dig: Du siger: ”Ske din vilje, Far!” ”Giv os i dag vort daglige brød!” Du siger: "Giv mig tro på, at du søger for mig og mine, så jeg kan hvile i, at du er min Far."

c) Og den tredje og måske værste form for uro og bekymring, er den du ikke kan beskrive og forstå. Nogle kalder det depression. Andre kalder det angst. Du ligger søvnløs, og tvivl og usikkerhed nager dig. Livet virker meningsløst for dig. - Da kan vi måske særligt bruge trosbekendelsen og stave os igennem den virkelighed, som er skjult til stede: Gud er den Almægtige og din Far! – Det siger dig måske ikke noget lige nu. Men da bliv siddende og overvej. Gør som Asaf i Salme 73 i Bibelen. Sig trosbekendelsen lige så stille og overvej, hvad det dog er for store ord, du her siger. Gud er din Far, som sørger for dig. Jesus er din Frelser, som døde for dine synder. Og Helligånden tilgiver dig alle dine synder rigeligt og dagligt giver dig evigt liv.

Sammenfatning: Sæt jer ned og vær stille sammen, når du er på vej til at skælde ud og strides med dine nærmeste for at få gjort det, der er brug for. Overvej, hvor rige I er, fordi Gud har givet jer hinanden. Og brug Fadervor, når sygdom og lidelse plager. Og brug Trosbekendelsens enkle og stærke indhold, når uro og bekymring stammer fra den meningsløshed, der rammer os alle. Hvilken befrielse og lettelse, at vi ikke skal vælge og selv sørge for vort liv. Gud har skabt os. Og han har givet os den lod livet, som netop passer til os. Jo, det har han.

Bøn: Gud vi beder dig om at give os at hvile hos dig, hvile i, at du er den Almægtige, som er hos os. Tak for dåbens gave. Amen

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 24.09.2018. post@vivit.dk