Tilbage til prædiken-oversigtLovsang fra Gud og til Gud

Prædiken på 3. søndag i advent 2007. (LGJ)
Salmeforslag: 62 – Nu tænder vi det tredje lys - 65 – 73 - 430 – 72. Udgangsvers 74,1

Prædiketekst: Lukas 1,67-80

Johannes' far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: “Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige pro­feters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.” Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.

Der er nok ingen grund til at påstå, at Zakarias sang, fordi han havde en optimistisk indstilling til livet. Det ved vi nemlig intet om. Men vi ved, at han havde helt andre grunde til at synge og takke Gud.

Lovsang til Gud er ikke en naturlig ting, som kommer af sig selv, ligesom hos de fleste fuglearter. Optimisme og pessimisme er noget, som kan ligge i vores natur. Men lovsang til Gud er ikke et naturligt anlæg, men en gave, som kommer med troen og frelsen. Det er en stemning i hjertet, som til tider kan bryde ud i sang, når Gud træder os nær som vores frelser. Lovsangen kommer fra Gud, og den synges til Gud. Det er stort, at Gud giver denne gave til os mennesker.

Zakarias lærer os derom. Han var en præst, som var tæt på pensions­alde­ren. Han boede i Judas bjergland og havde sand­syn­ligvis ikke mange år tilbage at leve i. Han brød ud i lovsang.

Lad os spørge ham, hvordan det gik til, at han fik denne lovsang. Men før han svarer, skal vi lige vide, at navnet Zakarias betyder “HERREN husker”, “HERREN husker det, han har lovet”. I dette navns betydning rummes den kristne lovsangs hemmelighed. Lærer vi betydningen af det navn, og bliver vi klar over, hvad Herren har lovet os og opfyldt for i Jesus Kristus, da er det en kilde til lovsang også hos os. Herren husker, hvad han har lovet. Herren opfylder sine løfter.

Bøn

I beretningen, som går forud for Zakarias’ lovsang, hører vi om lovsangens forudsætning og baggrund. Det begyndte med, at Zakarias og hans hustru, Elisabeth, bad til Herren. Siden de var blevet gift, havde de bedt Gud om at give dem børn. Det nævnte englen specielt for Zakarias i templet: ”Frygt ikke, Zakarias! For din bøn er hørt. Din hustru Elisabeth skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes” (Luk 1,13). Lovsangen begyndte med deres bønner til Gud.

Den, som ikke beder, har ikke meget at takke Gud for. Det, som han opnår i sit liv, skyldes jo netop ikke Gud, men ham selv. Derfor udebliver takken.

Men den som beder, får, og han får meget at lovsynge Gud for. Derfor skal vi af Zakarias og Elisabeth lære at bede. Lev af Guds hånd! Se, hvordan køer og heste, hunde og katte kan lade sig knytte til deres herre gennem det foder, han giver dem. Der opstår et fællesskab og et bånd. Men vi mennesker har den frygtelige evne, at vi kan udskifte Gud med os selv, med andre mennesker eller med afguder, som om vi slet ikke havde nogen Skaber og Herre. Og da lever vi jo uden fællesskab og dermed også uden tak og lovsang. Vi venter os alt godt af os selv og skrotter derfor bønnen. Og dermed bliver salmesangens tak også overflødig. Vi bliver svage til at takke Gud med vores liv og tjeneste. Vi bliver uduelige til at sige tak både med hjerte, hænder og tunge.

- Men lad os ikke snakke alt for meget om os selv, men blive hos Elisabeth og Zakarias. Evange­listen Lukas fortæller, at de levede med Gud. De havde et langt liv igennem bedt om at få en søn, men havde ikke fået det. Men nu - mange år efter, at det menneskeligt set var blevet umuligt for dem at få børn - var Zakarias i templet og gjorde tjeneste for Gud. Og Herrens engel kom og forkyndte: “Frygt ikke, Zakarias! For din bøn er hørt.”

Herefter kunne vi forvente lovsang. Men den udeblev. For Zakarias havde ventet for længe. Alle menneskelige muligheder var udtømt. Han troede stadig på Gud, men han forventede ikke længere nogen søn. Og nu, da Gud ved sin engel lovede ham det, satte han spørgsmålstegn ved Guds løfte i stedet for at modtage det med tak og lovsang. Og i den situation gjorde Gud ham stum.

En lukket mund

Englen sagde: ”Men nu skal du blive stum og ikke kunne tale før den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord, som vil gå i opfyldelse, når tiden er inde” (Luk 1,20).

Herren fratog Zakarias muligheden for at lovsynge i en periode. Zakarias mistede dermed også muligheden for at velsigne Guds folk ved gudstjenesten. Han blev ramt der, hvor han var mest følsom, på sit arbejde og i sit præstekald. Det ville svare til, at du blev invalid, så du ikke kun gå på arbejde. Sådan begyndte det for ham, som i dag lærer os at lovsynge Gud.

Hvilken ulydighed og vantro hos os må Gud røre ved og afsløre, før der kan blive tale om lovsang i vores liv? For mon ikke vi kan have brug for, at Gud også får lukket munden på os, så vi får tid til at tænke os om og spørge, hvad der spærrer for troen og frelsens budskab hos os?

Måske vi når frem til, at det hænger sammen med det andet bud, som lyder sådan: ”Du må ikke misbruge Guds navn!” - Misbruger du Guds navn? Opstår der somme tider eder og forbandelser i dine tanker? Klager du ud i den tomme luft over dit liv? Og når du kører fast og ikke kan komme længere, bliver du da utilfreds, vred, aggressiv, voldsom eller måske ligeglad, så du bare lader stå til?

Det er at misbruge Guds navn. For din Gud og Frelser vil, at du skal bede ham om hjælp. Men det undlader du og opfører dig i stedet, som om han ikke var til. Du husker ikke på hans løfter til dig. Du tænker ikke på alt det, han lovede dig og har gjort for dig. Du kalder dig måske kristen, men du lever i realiteten uden Kristus. Du går ikke ad bønnens vej til Gud med din nød, men håber, at du selv kan overvinde nøden. Og hvis ikke, så skælder du bare ud og føler lede ved livet. Derfor er lovsangen og takken tavs og stum.

Gud lukkede for Zakarias’ tunge og stemmebånd. Og Gud er måske også nødt til at lukke vor mund, hvis vi senere skal kunne lovsynge ham. Zakarias fik ni måneder, hvor han kunne tænke efter og huske på, at Gud er Gud, og hvad Gud har gjort er i færd med at gøre.

Apostelen Paulus siger et sted, at Gud lukker vores mund, når det går op for os, at vi er syndere: Og vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud (Rom 3,19).

Hvis synd og skyld ikke spiller nogen rolle i vores liv, er der måske lige så langt fra os til lovsangen, som det var for de selvglade jøder, som Zakarias’ søn, Johannes Døber, som voksen prædikede for, da han sagde: “Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kom­mende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader (Matt 3,7f).

Zakarias lærte om den elendighed, som udspringer af vantro og bitterhed, da han blev stum. Han fik personligt at mærke, at han levede udelukkende i kraft af Guds godhed og nåde. Også i dag taler Gud til os, så vi kan høre, at vi er syndere og mærke det i vores samvittighed. Og vi mærker på mange måder livet igennem, hvilke triste følger vantro og synd har både i vores og andres liv. Den erkendelse var en afgørende forudsætning for Zakarias’ lovsang. Og det er også en afgørende forudsætning for vores lovsang og tak, at vi får hjælp til at erkende, hvordan det står til med os.

Frelse

Men den alt afgørende grund til Zakarias’ lovsang er frelsen. Han siger jo: “Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk.” Her siges ligeud, at lovsangen skyldes, at Gud er kommet på besøg, og at han har forløst sit folk.

Zakarias havde så ofte ofret i templet - ofret for folkets synder - men hvad med ham selv? I denne situation lærte han frelsen at kende: Gud er barmhjertig, også mod en vantro og ulydig præst. Gud tilgiver. Nu kommer HERREN selv til sit folk. “Herren har besøgt sig folk!”

Det vidste han jo fra jomfru Maria, som i nogle måneder havde boet hos Elisabeth og Zakarias. Hun bar jo Guds egen søn i sit moderliv. Og ved at lytte til Marias og Elisabeths indbyrdes samtale de måneder, lærte Zakarias frelsen at kende. Maria havde jo sunget denne sang i deres hjem: Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, Han har øvet vældige gerninger med sin arm” (Luk 1,46ff).

Sådan havde deres unge niece Maria lovsunget og takket Gud. Og mon ikke hun også fortalte sine to gamle slægtninge, at englen havde sagt, at barnet skulle hedde Jesus, fordi ”han skulle frelse vores folk fra deres synder!” Alt dette og meget mere havde Zakarias lyttet til og haft tid til at tænke over og takke Gud for inderst inde i sit hjerte. Her slot lovsangen dybe rødder hos ham. Og da han igen fik mulighed for at tale, sang han: ”Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barm­hjertighed.”

Zakarias sang ikke først og fremmest om sit eget barn, men om Guds Søn. Hovedpersonen var Jesus. Johannes skulle være ”den Højestes profet og lære mennesker at kende frelsen i deres synders forladelse”. - Frelsen er en frelse fra synd og skyld og død. Og der er kun én at måde at lære frelsen at kende på, nemlig ved at blive tilgivet af Gud ved Jesus Kristus.

Pessimisten tænker, at det er umuligt. Optimisten tænker, at det ikke er nødvendigt. Og den ligegyldige tænker: Hvad skal jeg med tilgivelse? Zakarias derimod sagde: ”Solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.” Og dette budskab er en stadig solopgang, som også skaber lovsang i dag.

Jesus Kristus vil besøge dig helt inde i dit mørke, inde i din død og inde i din skyld og skam. Som en lavtstående morgen- og december-sol lyser han ind i mørket og dødens skygge. Han kommer ind i fattigdom og usselhed. Han opsøger det mørkeste mørke og i den dybeste fattig­dom. Jo vanskeligere du har det, og desto længere du føler sig væk fra alle andre, og desto mere mørkt det er i dit liv, desto bedre passer lovsangens ord på dig.

Vi synger derom i julesalmen ”Lovet være du Jesus Krist”: Himlens lys kom i dig til jord, / skinner til ny oplysning stor, / godt kan vi nu ved nattetid / kende som børn vor Fader blid. / O, Gud ske lov! / Fattig kom du til jorden ned / adlede armod og usselhed, / fattig du gjorde dig med flid, / rige blev vi til evig tid. / O, Gud ske lov!

I Jesus Kristus, Guds Søn, er HIMLENS LYS kommet til os. På grund af HAM kan vi endog ved "nattetid" kende og vide det, som vi har aller mest brug for i livet: nemlig at Gud er blevet vores kære Fader ved Jesus Kristus. Her er lovsangens kilde og ophav. Når Jesus - solopgangen fra det høje - lyser op i vores mørke, går det os ligesom fuglene en dejlig forårsmorgen. Vi må og skal synge med Zakarias. Nu afhænger lovsangen ikke af om vi er optimister og har livet foran os. Og lovsangen hindres heller ikke af medfødt pessimisme og alderdom. Zakarias synger for. Han synger for os. Og han synger for, så vi kan synge med. Herren har besøgt og forløst sig folk. Amen.

Lagt på www.vivit.dk 17.12.2007