Forside www.vivit.dk

De mødtes ved drikkestedet

Oversigt
Søgemaskine

Sidste søndag e. hellig tre kongers dag, 21. janaur 2018 i Aarhus, LGJ
Salmer: 218, 113 v6, 129-salmer nr. 982, // 539, 430, 189, Udgangsvers 31v1.

Johannes 4,[3-4]5-26
[Så forlod han Judæa og vendte tilbage til Galilæa. Han måtte tage vejen igennem Samaria.] Han kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobs­kilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.

En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: "Giv mig noget at drikke." Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: "Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?" - jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: "Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand." Kvinden sagde til ham: "Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?" Jesus svarede hende: "Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv." Kvinden sagde til ham: "Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand."

Han sagde til hende: "Gå hen og kald på din mand, og kom herud!" Kvinden svarede: "Jeg har ingen mand." Jesus sagde til hende: "Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt."

Kvinden sagde til ham: "Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem." Jesus sagde til hende: "Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed." Kvinden sagde til ham: "Jeg ved, at Messias skal komme" - det vil sige Kristus; "når han kommer, vil han fortælle os alt." Jesus sagde til hende: "Det er mig, den der taler til dig."

 

Man kan jo godt undre sig over, at kristne undertiden synes, at man skal være mange for at holde en rigtig god gudstjeneste, når nu de store ting i evangelierne næsten altid sker, når der er få til stede. De store øjeblikke, hvor mennesker tror og tilbeder, er, når Jesu ord får fat og trøster helt ind i hjertet. Prædiketeksten i dag er endnu et eksempel på, at frelse og håb bliver givet til den enkelte af os, når der bliver tid til at lytte efter, tænke efter og tage imod.

Disciplene er sendt til byen for at købe mad. Derfor møder kvinden kun Jesus. Kun de to. Disciplene er ude af billedet. På samme måde når vi er i kirke. Det er meget vigtigt, at mennesker træder i baggrunden, når de tjener Gud. Det afhænger af Guds ord. Hvis ikke vi tjener Evangeliet, men sætter os selv i centrum, var det lang bedre, at vi gik i Netto og købte ind til kirkefrokosten, ligesom disciplene, i stedet for at forstyrre gudstjenesten med vores pjank og betydningsfuldhed.

1. MÅTTE!
Jeg har taget vers 3-4 med, fordi det er indled­ningen til evangeliet og viser os, hvordan det gik til, at Jesus og kvinden mødtes. Han måtte tage vejen igennem Samaria. Jøderne tog normalt ruten over Jordan ved Jeriko og gik på østsiden af floden op til Galilæa og undgik helt at rejse gennem Samaria. For de regnede ikke med samaritanerne. Og samaritanerne følte sig som ”anden rangs” mennesker i forhold til jøderne. Det var med Samaria som en sort slum-bydel i en amerikansk storby, eller som med et radikalt muslimsk område i Afganistan eller Pakistan. Det kunne være direkte farligt at gå ind. Men Jesus ”måtte”. Det var ikke en tilfældighed, at hun mødte Jesus. Han vidste om hende, før han kom. Han kendte alle husene i Sykar. Han MÅTTE – for hendes skyld.

Når vi ved det, kan det jo godt smitte af på vores måde at holde gudstjeneste på – og at missionere på: Jesus MÅ komme, hvor hans ord prædikes, og hvor der er 2-3 sammen i hans navn. Det har han jo lovet os. Derfor MÅ han simpelt hen. Derfor MÅ vi som kristne også opsøge det sted, hvor vi ved, han befinder er. Ikke for at få en kulturel musikalsk oplevelse eller for at blive intellektuelt stimuleret af en spændende prædikant og taler, men for at høre Skriften blive læst op og udlagt lige ind i hjertet, så vi kan møde Ham, som ved alle ting om os. Og derfor MÅ vi også nødvendigvis dele evangeliet med mennesker uden på forhånd at tænke, at det ikke nytter.

Derfor holder vi gudstjeneste, som vi gør. Og vi er afhængige af dette ene: At Jesus også MÅ holde sit løfte og komme og være hos os. Og at vi MÅ være sammen med rig og fattig, muslim og jøde, dansker og tyrker.

2. HVORDAN?
Det andet er ”hvordan”. Og det er kvinden der spørger: "Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?" Og evangelisten Johannes forklarer os: jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Oversat kunne det det lyde sådan: ”Kristne vil nemlig ikke have med muslimer at gøre. For de tror på Allah. Og de har i deres religion farlige ting, som kan være samfundsom­væltende. De har deres lovning, som de kalder sharia. Og den går jo ud på, at de love, som gælder for den enkeltes fromhedsliv også gælder for samfundet, så alle skal underkaste sig disse love.

Nu er det meget interessant, at Sharia betyder ”vejen til drikkestedet”, vejen til Allah. Ved at følge Loven, føres mennesket til Gud. Og nu er kvinden kommet til et drikkested på jorden. Og der møder hun ham, som er Vejen. Hun ved det ikke endnu. Hun ved kun, at han er jøde. Og hun undrer sig meget, da han taler til hende og beder hende om hjælp. For at bede andre om hjælp, er jo at sætte sig i gæld til andre. ”Hvordan kan du det? Og jeg er endda en kvinde.” Kvinder havde lavere status end mænd, ligesom i Islam. Hvordan?

Skal vi føre dette videre, kan vi stille spørgsmålet: ”Hvordan går det til, at Guds søn vil være menneske og blive ét med os, blive født af en mor, blive afhængig af Josef og Marias hjælp? Hvordan går det til, at Jesus valgte disciple, som efter hans himmelfart skulle forkynde hans ord for mennesker? Han gjorde sig afhængig af disse svage mennesker, som så ofte misforstod deres opgave. De tog ofte æren, når det gik godt. Og de mistede let modet, når det gik skidt. Alligevel valgte Jesus dem som sine tjenere, ligesom han vælger os som sine tjenere. Han vil bruge os. … Han siger et sted: Ligesom Faderen har udsendt mig, sender jeg jer! (Joh 20). Han blev menneske og gjorde sig så meget til ét med os, at han blev korsfæstet for at frelse os.

Her ser vi, at kristendom er lige stik det modsatte som ortodoks jødedom og Islam. Dér viser man mennesker hen til loven, Sharia, som de skal opfylde for at komme til Gud, så de finder vejen til drikkestedet. I den kristne tro kommer Vejen til os mennesker, finder os, og frelser os. Den kristne tro pålægger ikke andre Guds lov, som Islam gør. Og det viser Jesus nu kvinden – og os.

3. HVEM ER DU? HVEM ER JESUS?
Jesus siger nu: ”Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.” Kræver han noget af hende? Nej. Han er ikke som farisæere og jødiske skriftkloge eller som muslimske lærere, der forkynder, at man frelses ved at gøre godt og følge loven. Han gav hende ikke Loven, for at hun ved den skulle finde Gud. Han talte i stedet for om Guds gave og levende vand, som kan fås lige her udenfor byen, lige der, hvor Jesus Kristus er. Men hun beder ikke om det – endnu. For hun kender ikke ham, hun taler med. Og hun kender ikke sit behov.

Sådan kan vi også gå i kirke og læse i bibelen uden at søge Guds gave. Det er alt sammen lov og krav. Det er noget, jeg skal præstere og yde. Så OK, jeg går i kirke og gøre det så godt, jeg kan, og så vil Gud måske hjælpe mig med resten. Måske. Hvem ved? …

Men Jesus taler om GAVE og LEVENDE VAND. Og det er noget helt andet. Det er GLÆDELIGT BUDSKAB. Det er Evangelium. Og det er den eneste grund til at der holdes gudstjeneste: At Jesus er her, og at Gud vil give os sin GAVE og LEVENDE VAND. Og kvinden lytter. Det er anderledes undervisning og prædiken, end hun er vant til. Og nu spørger. ”Du har ingen spand! Hvordan får du da levende vand til mig?” Jesus svarer: ”Det vand, jeg giver, skal i dig blive et kildespring til evigt liv.” Og da beder hun om at få det.

Men for at Jesus kan give hende det, så hun tager imod det, må Jesus vise hende, hvem hun er, og hvem Jesus er. Og derfor siger han nu: ”Gå hen og kald på din mand, og kom herud!” Hun svarer, at hun da ikke har nogen mand. Og da viser Jesus, at han ved noget, som han ikke kunne vide: At hun har haft 5 mænd, og at ham, hun har nu, ikke er hendes mand.

Hvordan mon hun har det? At have en mand, som ikke er hendes. Og at have mistet 5 mænd forinden. Det er jo en tragedie. Bliver hun misbrugt? Lader hun sig misbruge? Lever hun i utugt? Er det derfor hun går alene ud til brønden ved middagstid, hvor alle andre holder sig inden døre pga den bagende middagssol? Hjælper manden, som ikke er hendes mand, hende slet ikke? - Kvinden er overvældet: ”Herre, jeg ser, at du er en profet.” Og hun føjer til: ”Jeg ved, at Messias skal komme; når han kommer, vil han fortælle os alt.” Og det er jo, hvad Jesus har gjort: Talt til hende om Guds gave og levende vand. Og fortalt hende alt om hende selv. Hun har fået tillid til Jesus som Messias! Og nu siger Jesus til hende: ”Det er mig, der taler til dig!”

Ordret oversat siger Jesus: ”JEG ER – taler til dig”. Den samme vending, som Jesus gentager mange gange i Johannes-evangeliet: ”JEG ER opstandelsen og livet. JEG ER vejen og sandheden og livet. JEG ER den gode hyrde. JEG ER livets brød.” Og det var sådan Gud sagde til Moses: Sig til Israelitterne: ”JEG ER har sendt mig”.

Fantastisk. Her ude ved brønden er Ham, som mødte Moses i tornebusken, ham, som udfriede Israel fra fangenskabet. Det er ham, som døde på korset for kvindens og mine synder, og som opstod! Han er det levende vand. Han er den, som tilgiver og viser nåde.

HVOR?
Og han siger nu til kvinden: ”Tro mig, kvinde der kommer en time, at det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. Den time er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have.” Og hermed er vi tilbage ved det, som vi har så svært ved at holde fast ved som kristne: at det ikke er geografien, bygningsværkerne eller antallet af mennesker der afgør, om vi dyrker Gud og tilbeder ham ret. Det handler heller ikke om Loven – hvor langt vi er kommet ad med overholdelse af jødernes lov – eller islams love – eller de moralske love, vi som danskere synes bør være normen: Lidt næstekærlighed forbundet med menneskerettighederne.

Nej. Det handler om at Jesus taler til os om vore synder – og så der – lige på stedet – giver os Guds gave og det levende vand. Derfor er det ikke helt ved siden af, når vi læser evangelierne i kirken om søndagen, hører Den hellige Skrifts ord, og overvejer Guds vilje med vores liv - og beder Gud give os sin GAVE, som er: at tilgive os alle vore synder for Jesu skyld. Når Gud gør det – da falder vi ned for ham – og tilbeder ham ret. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 21.01.2018. post@vivit.dk