Hvem er du?
Prædiken på 4. søndag i advent, 19. dec. 2010.
Salmer: 71, 397, 65, 93, 430, 74Evangelium: Johannes 1,19-28
Dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: "Hvem er du?" Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: "Jeg er ikke Kristus." "Hvad er du da?" spurgte de ham, "er du Elias?" "Det er jeg ikke," svarede han. "Er du Profeten?" "Nej," svarede han. Så sagde de til ham: "Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?" Han svarede: "Jeg er 'en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!' som profeten Esajas har sagt." De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: "Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?" Johannes svarede dem: "Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse." Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.
I: Spørgsmålet
Hvem er du?
Sådan bliver der spurgt. Præster og levitter var sendt ud for at spørge. For der var forventninger. Folket var i forventning. Og forventning skabte bevægelse. Man forventede Messias, Frelseren. Mange drog ud til Johannes ved Jordanfloden og blev døbt. Håbet vågnede. Troen blev levende. Hvem er han? Er han profeten, som skal komme, før Messias kommer? Eller er han måske Messias? Når noget så stort sker, da står der nogen bag. Er det Gud, der nu sender Messias? Kommer Gud nu og frelser sit folk? Derfor spørger de ham, som prædiker og døber ved Jordan: ”Hvem er du?”Hvem er jeg?
Men sådan en forventning er desværre ikke udbredt i vores tid. Det spørgsmål, som oftest stilles, er snarere: ”Hvem er jeg?” Nutidens spørgsmål vender indad. Hvor kommer jeg fra, hvor går jeg hen? Rodløshed, rådvildhed. Man eksperimenterer med sit eget liv og med andres liv for at få svar. Hvem er jeg? - Vi ved måske nok meget mere, end de vidste i tidligere generationer. Men personlig usikkerhed er ikke blevet mindre af den grund. Vi er måske klogere på psykologi, og hvordan kroppen fungerer. Men vi er ikke spor klogere på, hvem vi selv er. Måske fordi der ikke er nogen røst fra Gud i vores ørken? Eller fordi de færreste hører røsten, som lyder i Evangeliet. I stedet lytter de fleste til andre menneskers røst, fagfolks meninger og til sig selv. ”Hvem er jeg?” Men denne verdens røster har ikke svar, fordi de, der svarer, også selv leder efter svar. ”Hvem er jeg?”Da er det fantastisk, at der lyder en røst i ørkenen. Det er en stor gave, når den kristne dåb genvinder sin betydning i en menighed, og når Jesus Kristus er hos os i Evangeliets ord. For da hører vi svaret. Ja, han er svaret på vore spørgsmål. ”Mellem alle verdens røster – din er ene den, der trøster.” Sådan synges der i en salme. Hans røst giver ikke blot svar til forstanden, men også trøst til hjertet.
II: Døberens "NEJ!"
Men nu handler det i første omgang om Johannes Døber, som bliver spurgt: ”Hvem er du?” Og evangeliet fortæller, at han svarede tre gange med Nej. Jeg er ikke Kristus! Jeg er ikke Elias! Og jeg er ikke profeten! De gætter forkert hver gang. Og han hjælper dem ikke meget. Siger bare nej. Han troede jo selv på Kristus (Messias), men han var ikke selv Kristus. Han var derimod udsendt forud for ham. Han vidnede om Lyset, men han var ikke selv lyset. Derfor svarede han ”nej, nej og atter nej!”
Vores nej
Vi lærer af Johannes Døber, at der hører et vigtigt NEJ med til den kristne tro. At være kristen er ikke at være Kristus. At være kristen er ikke at være fuldkommen. At være kristen er ikke at være sin egen frelser. At være kristen betyder ikke, at man kan opfylde ens egne håb og ønsker gennem sin kristendom. At være kristen betyder ikke, at man er den, som andre kan sætte deres håb til. Det gælder også om andre kristne – selv en Johannes døber. Også om vor tids bedste præster. Vi må ikke sætte forventningerne til et menneske, heller ikke til de mennesker, vi stoler mest på. De er ikke Kristus. - At være kristen er ikke at være som Kristus, men at have brug for Kristus. Som Johannes Døber selv sagde, da Jesus bad om at blive døbt: ”Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?” (Matt 3,14). Og han føjede til: ” Hans skorem er jeg ikek værdig til at løse”Til den kristne tro hører Johannes’ klare ”Nej”. Vi synger om det i nr. 65 i salmebogen: ”Han ej værdig kender sig dine sko at løse dig, hvad er da jeg Adams barn? Skygge, støv og jord og skarn. Jeg er ikke værd at gå på den jord, du trådte på, eller i din forgård stå (v3). - Sådan også med mig. Jeg er ikke den, jeg burde være. Jeg er en synder. Jeg bærer ansvar, men jeg kom bort fra det. Og lige meget, hvor meget jeg arbejder på at komme tilbage, mærker jeg at det ikke lykkes. Jeg er kommet ud i en ørken. Jeg har livet som en gave, men hvordan har jeg brugt den? Hvordan bruger jeg det lige nu – i denne adventstid? Jeg er ikke værdig.
Men bliver vi så bedre, når vi er i flok? Kan man forvente sig noget mere af sin menighed, end man kan forvente af sig selv? Jeg mærker hos mig selv, at det er en nærliggende tanke. Men den er forkert. Det gælder også om en menighed: Den er ikke Kristus! Ligesom vi ikke må sætte vor lid til os selv eller til andre personer, må vi heller ikke sætte vor lid til et fællesskab, som om det kunne redde os. For da vil vi blive skuffet og snydt! Johannes’ klare ”Nej” er meget vigtigt for os. Det skal hjælpe os mod at forveksle både os selv, prædikanter og menigheder med Frelseren. Johannes siger: ”Jeg er uværdig!” ... Men hvad er vi da?
III: Døberens "JA!"
De, som spurgte ham, blev forvirrede over hans klare ”nej”. Derfor spurgte de videre: ”Men hvorfor døber du da, hvis du ikke er Kristus, Elias eller profeten? Vi skal jo have svar med til bage til Jerusalem. Hvad siger du om dig selv?” Kunne han slet ikke sige ja til noget som helst? Jo, det kunne han – og også i den grad. Og det er anden del i evangeliet. Her hører vi hans ja til Guds ord, hans ja til dåben og hans ja til Jesus.
Ja til Guds ord
Det første store JA er hans ja til Guds ord. Han siger: ”Jeg er en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej! Som profeten Esajas har sagt.” Her er et stort ja Guds ord hos profeten Esajas og hos Moses og alle de andre profeter. Johannes siger ja til, at han taler Guds ord. Han gør det i den ørken, folket befinder sig i. Og her kan det være godt at vide, at ørkenen hos profeten Esajas lå mellem Israels land og Babylon. Folket kom i fangenskab på den anden side af ørkenen – i Babylon. Hvordan skulle de komme hjem? Ved at Herren kom gennem ørkenen til dem og befriede dem. Johannes var en røst i denne ørken. Men den røst banede han Herrens vej. Sådan hjalp han præsterne og levitterne, som spurgte – og os - til at læse efter hos Esajas og høre Guds løfter igen. For her er svar på, hvem de og vi er, og hvem Gud er for os. Vi kan også tænke på ordene i 1 Petersbrev 1: ”I er jo ikke genfødt af en forgængelig, men af en uforgængelig sæd, Guds levende og blivende ord; for alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne falder, men Herrens ord forbliver til evig tid. Det er dette ord, som er forkyndt for jer i evangeliet.”At være kristen er at leve af det ord. Han taler til mig. Han kalder mig ved navn. Jeg er hans. Folk kom ud i ørkenen til Johannes, fordi der var liv i hans prædiken. Ikke Johannes’ person, men hans budskab. Sådan med forkyndelsen i dag. Der er liv i evangeliets ord. Vi skal bindes til evangeliets ord, ikke til mennesker, men til Gud. Og her bruger Gud mennesker som tjenere. Uværdige mennesker.
Ja til dåben
Derefter bekræfter han, at han døber. ”Ja, jeg døber med vand.” Og vi ved, hvad Johannes’ dåb betød for de mennesker, der blev døbt: Han kom så til egnen omkring Jordan og overalt prædikede han omvendelsesdåb til syndernes forladelse, ligesom der står skrevet i bogen med profeten Esajas’ ord: ”Der er en, der råber i ørkenen, Ban Herrens vej, gør hans tier jævne! Hver dal skal fyldes, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, de krogede veje skal rettes ud og de ujævne gøres jævne. Og alle mennesker skal se Guds frelse” (Luk 3,3-6). Derfor kom mennesker til Johannes og blev døbt. De blev udfriet af fangenskab, de fik svar på, hvem de var: Fortabte mennesker, som Gud genløste og frelste. Herrens folk.Sådan også med os. Når vi lever i rådvildhed og håbløshed og mærker skylden og synden og døden i vore liv, da må vi se hen til Guds pagt. Han sluttede pagt med mig i dåben. Jeg blev døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Jeg er hans. Hans barn. Jeg er tilgivet. Jeg tilhører Kristus. Så er jeg, som var uværdig, værdig. Så er jeg, som ikke var Guds barn, Guds barn. Så har jeg, som ikke havde frelse og tryghed, frelse og tryghed.
Ja til JESUS
Johannes’ tredje store JA er hans ja til Jesus. Han siger: ”Midt iblandt jer står en, I ikke kender!” Og lidt efter udpeger han ham og siger ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd!”Det værste, som kunne ske for Johannes, var, at de forvekslede ham med Jesus. Så var alt tabt. Sådan også i dag. For det er Jesus, som giver både forkyndelsen og dåben liv. Han står bag. Men vi overser ham alt for ofte. Vi hører Guds ord, men tænker, at det bare er menneskers ord. Vi ser dåben og overser, hvor stor en gave det er, fordi det jo kun er vand. Men - siger Johannes – ”midt iblandt jer står en, I ikke kender,” Jesus Kristus. Og når vi ser, at han er Guds Lam, der bærer vores og verdens synder (Joh 1,29), da får Guds ord og den kristne dåb sin betydning tilbage. Da er det jo Jesus Kristus, der taler til os, og det er ham, der døber os. Og nu kender vi ham. Alligevel er det sandt, hvad Johannes siger: Vi kender ham alt for dårligt. Men han kender os ind og ud. Og det er det vigtigste af alt: at vide, at vi er kendt af Gud.
Det udtrykkes bedre end noget andet sted i Salme 139, hvor David trøster sig ved, at Herren kender ham ind og ud:
Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke;
du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med.
Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre;
bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig.
Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det. (v 2-6)
Det var dig, der dannede mine nyrer, du flettede mig sammen i min mors liv.
Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt, underfulde er dine gerninger, jeg ved det fuldt ud!
Mine knogler var ikke skjult for dig, da jeg blev formet i det skjulte, blev vævet i jordens dyb.
Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, før en eneste af dem var kommet.
Hvor er dine tanker dyrebare for mig, hvor stor er dog summen af dem, Gud!
Tæller jeg dem, er de flere end sandet, bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig (v.13-18).Når jeg er færdig, er jeg stadig hos dig. For midt iblandt os står en, som vi kender os: Jesus. Amen.