Tilbage til prædiken-oversigt”Det er mig, der trøster dig!”

Salmer: 6, 30v4, Jeg løfter op til Gud min sang, 343, 19, 430, 49
Læsninger: Esajas 51,12-16. 1 Thess 4,13-18. Matt 24, 15-28.

Prædiketekst. Esajas 51,12-16
Det er mig, der trøster jer, hvordan kan du da frygte for mennesker, der dør, for menneskebørn, der svinder bort som græsset?Hvordan kan du glemme Herren, der skabte dig, som spændte himlen ud og grundlagde jorden. Hvordan kan du dagen lang frygte for undertrykkerens rasen?… Jeg lægger mine ord i din mund og skjuler dig i skyggen af min hånd; .. og siger til Zion: Du er mit folk!

Det er ikke lige meget, hvem der trøster. En tilfældig forbipasserende. En svag og magtesløs person. En, som snakker, men ikke holder, hvad han lover. De kan jo ikke trøste. Det er heller ikke ingen trøst, hvis trøsten blot er talt i generelle vendinger – så den gælder alle, og så på en måde ingen af os. Derfor siger Herren først: ”Det er mig, der trøster jer!” Og apostelen Paulus trøster ved at sige: . For det siger vi jer med et ord af Herren! Og han slutter med at sige. Så trøst hinanden med disse ord! For det er ikke alle ord, som kan trøste. Ord fra Herren Jesus Kristus er jo ord, fra ham som døde og opstod. Paulus siger det sådan: For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham. Her er klippen: Så sandt Jesus døde og opstod. Det er basis. Det er trøstens levende og klippefaste holdepunkt.

1: HVAD SKAL VI MED TRØST?

Men først: Hvad skal vi med trøst? Hvad er der at være ked af? Er der nogen grund til at være modløs? Hvad er det, der er så svært? Er der noget at være bange for? Ja, meget! Profeten Esajas, apostelen Paulus og Jesus nævner en del.

a) Profeten Esajas stiller spørgsmålet: Hvordan kan du frygte for mennesker, der dør? Og han uddyber: Hvordan kan I frygte undertrykkerens rasen? Frygt for andre menneskers dårlige indflydelse, for vold og ødelæggelse, som kommer fra mennesker. Jo, der er brug for trøst!

b) Og apostelen Paulus nævner frygten for dem, som er døde, nemlig hvordan det skal gå dem. Vi kender frygten, når en af vore kære bliver syg, ramt af kræft eller en anden livstruende sygdom. Hvordan skal det gå os, som er tilbage? Og hvordan skal det gå den, som er ved at dø eller som vi fulgte til graven? Hvor er hun nu? Har vi håb? Eller er det hele håbløst?

c) Og Jesus nævner frygten, når I ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed stå på Hellig grund – når alt helligt spottes og vanæres. Han nævner også den trængsel, som rammer alle, som tror på Jesus Kristus. Der vil komme en stor trængsel. Og han nævner falske messias’er, som med store tegn og undere forsøger at føre de udvalgte vild. Hvordan vil det da gå os? Hvordan vil det gå Guds folk? Er det ikke også i vores tid, at tegn og undere tiltrækker mennesker, og hvor mange vil drage mennesker efter sig med tegn og undere på bekostning af sandheden om synd og nåde, skyld og tilgivelse, frelse og fortabelse, ja, Jesus, som korsfæstet for os. Lever vi ikke også i en tid, hvor ødelæggelsens vederstyggelighed trænger ind på hellig grund? I samvittigheder og hjerter, og i kirker og menigheder, i prædikener og kristelige udgivelser? Hvem kan tale til os, så vi holder modet oppe og bliver bevaret?

e) Frygten kan gælde så meget: Hvordan skal det gå min far og mor? Vil de bevare troen og holde modet oppe? Hvordan får de trøst og hjælp? Og hvad med dig selv? Hvordan vil det gå os selv? Hvordan vil det gå vore børn – hvis vi har børn? Hvordan får vi mod til at gennemføre en uddannelse og arbejde som kristne? Hvordan får vi mod og styrke til at holde sammen i en kristen menighed, i stedet for at søge efter nye mulige kristus’er i ørkenen, når vi hører om store undere og tegn? Vil vi tro på Gud om 2 år? Eller vil vi være opslugt af vores kulturs åndelighed og moderne strømninger i underholdning, film og oplevelser? Eller vil vi stå fast, som Noa og hans familie stod fast og byggede arken? - JO, vi har brug for trøst!

Jeg så for et par dage siden en trailer for en ny film om Noa. Den kommer i 2014. Handler om syndfloden og jordens undergang på Noas tid. Noa betyder ”trøst”. Hans far Lemek kaldte sin søn ”Noa” og sagde: ”For han skal trøste os i det slidsomme arbejde, vi har på jorden, som Herren har forbandet”. Her er en ting mere. Vi behøver trøst i hverdagens slid og slæb, og særligt når vi mærker at livet mislykkes og går til grunde.

2. HVAD ER VORES TRØST?

a) Trøsten i en gudløs tid – ved Noa: Lad os først blive et øjeblik ved Noa. Hvordan trøstede han sin far? Hans far døde 5 år før syndfloden. Og hans farfar døde samme år, syndfloden kom. Lemek var 182 år da han fik Noa. Levede yderligere 595 år. Noa var 600 år gammel da syndfloden kom. Lemek har derfor uden tvivl været med til at bygge arken, men blev hentet hjem af Gud 5 år før de fik brug for arken. Og farfar Metusalem overlevede Noas far og døde i det år, syndfloden kom. Jo, Noa var til trøst for dem i familien, som troede på Herren. Den ark, han byggede på, stod som et tegn på Guds ord. Og apostelen Peter trøster de adspredte kristne i romerriget og siger: Ligesom 8 mennesker dengang blev frelst gennem vand, sådan frelser dåben også nu jer. Vores trøst er, at Gud sluttede en pagt med os i dåben. For i dåben er vi begravet og opstået med Jesus Kristus! Den redder os, ligesom arken reddede Noa og hans familie.

b) Trøsten når vi står overfor døden: På samme måde trøster Paulus de kristne i menigheden i Thessalonika i Grækenland. De sørgede over, at nogle i menigheden var døde. Mon de så var gået fortabt? De var jo døde - døde før Jesu genkomst. Var det i orden? Er det i orden, når en af vore kære dør før tiden – som barn – i en ung alder – eller midt i livet. Hvorfor gik det dem sådan? Hvor er de nu? Er det måske udtryk for, at Gud er svag? Eller at vedkommende ikke havde tro på Gud, siden sygdommen fik magten over ham? Paulus svarer et klart og rungende NEJ: Brødre, vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb. Hvad ved vi da? – Apostelen svarer: Så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham. - Jesus døde og opstod. Det tror vi! Det er givet til os af øjenvidner! Jesus lever!

Og en ting mere: Herren har udtalt sig om dem, som sover ind i troen på ham – og om os, som er tilbage, når han kommer anden gang: For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. For Herren selv vil … stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren.

c) Trøst midt i livet og i menigheden: Men hvad så, når der kommer forfølgelse, trængsel, når dagene bliver for lange, og du ikke længere klarer det? Da er det godt, at Jesus har lovet: Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet. - Når vi frygter tiden, alderen og enkelte dag i livet, da er det jo fantastisk at vide, at tiden er i Guds hånd. Han tæller alle dine dage. Han giver dig dem, der er godt for dig at få. Når du ligger på hospitalet og ikke tror, at du klarer det. Da kan du stole på, at Gud afkorter din tid, så du klarer det. Det har han lovet. Det gælder for hans menighed på jorden. Han bevarer sine udvalgte hos sig. Og her skal vi vide, at de udvalgte er dem, som holder sig til at Gud vil, at alle mennesker skal frelses, og at Gud har døbt dig. Derfor ved du det. Alene derfor. Ikke på grund af noget i dig selv, men på grund af hans kærlighed mod syndere. Mod dig.

Men hvad så, hvis kirken rammes midt i gudstjenesten, hvad hvis Guds kirke vanhelliges? ”Ødelæggelsens vederstyggelighed på hellig grund, som der er talt om ved profeten Daniel, stå på hellig grund - den, der læser dette, skal mærke sig det!” Hvad skal vi stille op, når falsk forkyndelse og moral trænger ind, og hvis man lader sig forføre bort fra den sande Kristus ved falske undere og tegn, som Jesus her nævner? Da er det vores redning at han har sagt det til os forud. Her er de ord, som kan bevare os mod frafaldet – og hos den sande Kristus! Også selv om det er trangt og svært at være kristen! – Vi skal lægge mærke til ordet. Her er vi advaret, og her bliver vi trøstet!

AFSLUTNING

Det er mig, der trøster jer, hvordan kan du da frygte for mennesker, der dør, for menneskebørn, der svinder bort som græsset? Han minder os om, at mennesker jo svinder som græs. Hvad er et menneske? De kan jo ikke gøre os noget. Herren skabte dig. Han spændte himlen ud og grundlagde jorden. … Snart bliver den lænkede løst, han skal ikke dø og gå i graven, han skal ikke mangle brød. - Herren er din skaber og frelser! Han griber ind. Det gør han virkelig. Også her i livet – i morgen – og i overmorgen. Herren siger her til sidst: Jeg lægger mine ord i din mund og skjuler dig i skyggen af min hånd. Du lever som kristen i skyggen af Guds hånd. Han bevarer dig mod alt ondt. Det er vores trøst! Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 18.08.2013. post@vivit.dk