3. søndag e. påske, 17. april 2016. LGJ
Evangelium: Joh 14,1-11. Salmer: 487, 510, 267, 487, 5Hebræerbrevet 4,14-16: Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.
2. Mosebog 3,1-7.10-14: Moses vogtede får for sin svigerfar Jetro, præsten i Midjan. Da han engang havde drevet fårene langt ud i ørkenen, kom han til Guds bjerg Horeb. Dér viste Herrens engel sig for ham i en flammende ild fra en tornebusk. Moses så, at busken stod i lys lue, men at den ikke blev fortæret af ilden, og han tænkte: "Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke?" Men da Herren så, at han gik hen for at se det, råbte Gud til ham inde fra busken: "Moses! Moses!" Han svarede ja, og Gud sagde: "Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord." Og han sagde: "Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud." Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud.
Så sagde Herren: "Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde.
Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten." Moses sagde til Gud: "Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?" Gud svarede: "Jeg vil være med dig, og dette skal du have som tegn på, at det er mig, der sender dig: Når du har ført folket ud af Egypten, skal I dyrke Gud på dette bjerg." Moses sagde til Gud: "Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?" Gud svarede Moses: "Jeg er den, jeg er!" Og han sagde: "Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer."”Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone.” Men hvor er ”nådens trone? Og hvorfor skal vi gå derhen?
I. Af med skoene
Vi begynder i Moses’ og vores hverdag. Moses vogtede får for sin svigerfar Jetro, præsten i Midjan. Da han engang havde drevet fårene langt ud i ørkenen, kom han til Guds bjerg Horeb. Moses var i Midjans land. Han gik frem og tilbage med fårene – ligesom vi går frem og tilbage fra vores arbejde dag efter dag. Frem og tilbage fra supermarkedet. Frem og tilbage fra skole, sport og kirke. Frem og tilbage. Sådan er hverdagen. Det virker hverken helligt eller særligt for os.
Men der er alligevel noget helligt ved din indgang og udgang. For der står i Bibelen: ”Herren bevare din udgang og din indgang fra nu af og til evig tid” (Sl 121,8). Og det er, hvad Moses bliver klar over, da han er på arbejde og kommer til Guds bjerg. Dér viste Herrens engel sig for ham i en flammende ild fra en tornebusk. Moses så, at busken stod i lys lue, men at den ikke blev fortæret af ilden, og han tænkte: "Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke?" Og da han går nærmere bliver der råbt inde fra busken: ”Moses, Moses!” Det betød jo: ”Trukket op af vandet. Trukket op af vandet!” Reddet engang – det er, hvad du er. Det er dit navn. Og da får han at vide, at han ikke skal træde nærmere. Stedet er helligt. Han skal tage sine sko af og stå med bare fødder. Bare fødder. Det er svært at flygte, når man er barfodet. Svært, hvis der er skarpe sten, brændende sand, kaktusser og tornebuske. Man når ikke langt.
Når vi tager skoene af, er det, fordi vi skal blive, hvor vi er, indtil vi tager dem på igen. Være der. Ligesom når vi folder hænderne. Da kan vi ikke foretage os andet. Vi låser dem ved at binde dem til hinanden. Bare fødder og foldede hænder er i familie med hinanden. - Vi har brug for de foldede hænder og de bare fødder et par gange om dagen. Ikke flygte ud i hverdagens travlhed, så snart vi vågner. Men stå med bare fødder og foldede hænder nogle minutter hver morgen. Sådan må det gerne være en gang om dagen. Gud overraskede Moses og sagde til ham: ”Det sted, du står på, er hellig jord.” Jeg hører en genklang fra Hebræerbrevet: ”Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone!”
II. Gud er i lidelsen hos sit folk
Hvad ser den barfodede Moses? Han ser, at tornebusken ikke fortæres af ilden. Den brænder og brænder, men bliver ved at være der. Og der er en person inde i busken. Og personen, som taler, giver sig til kende: ”Jeg er din fades Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud” (v6). Er det mon ham, der brænder? Er han ved at brænde op? Både ja og nej.
Guds folk var i Egypten. Guds folk var som en tornebusk i brand. Hvem kunne redde dem? Og hvem kan redde mig og min slægt fra ulykke, lidelse og død? Moses havde personligt opgivet at redde sit folk, da han flygtede for snart 40 år siden. Men nu ser han, at er Gud midt i tornebusken. Midt i ilden. Midt i lidelsen. Hos sit folk. Og derefter skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud (v7).
Mens han således stod med tildækkede øjne fortæller Gud ham, var Gud ser. ”Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem” (v8). ”Lidelse, klageskrig, lidelser, fangenskab”. ”Gud har set, har hørt, og har lagt mig deres lidelse på sinde. Derfor er han kommet ned for at redde.” Det er jo netop, hvad billedet med torbusken fortæller. Gud har set, folkets lidelser ligger på hans sind, og han er kommet og er her. På samme måde med os. Når vi i vores morgenandagt lukker øjnene i bøn og derefter læser et ord fra Skriften, da viser Gud os virkeligheden, sådan som han ser den, og som den er i virkeligheden.
Nu hører jeg endnu stærkere, at ”tornebusken” er nådens trone. For jeg genkender ypperstepræsten, som taler inde fra busken, inde fra ilden. Han er kommet ned i min verden, som der står i Hebræerbrevet: For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Han har set, har erfaret, og er steget ned til os. Og han er ikke langt borte. Han er kommet til dig her midt i dine synder, midt i din skyld, midt i din sygdom, midt i din lidelse. Og midt ind i det, du har ødelagt for andre, midt i det, du burde gøre godt for andre, men ikke gjorde og heller ikke kan genoprette. Han er en ypperstepræst. Og han ofrer. Det er hovedsagen i hebræerbrevet, at Jesus er vores ypperstepræst, som bringer sig selv som offer for vore synder.
III. Nådens trone – er ikke langt borte
Hvor er så nådens trone? Nådens trone er jo ikke langt borte. Den er hos Moses her i ørkenen. Midt i hans arbejde og hverdag. Der, hvor han går ud og ind. Herren bevarer virkelig hans udgang og hans indgang – fra hans fødsel, da han blev lagt i sivkurven, da han blev trukket op af vandet og fik sit navn, og da han voksede op og fik sin fine uddannelse som prins. Og da han måtte flygte fra Egypten og som en ensom vandrer kom til Midjan, da han fik en af præstens døtre som kone, da han fik sine to drenge, og da han passede fårene i ørkenen. Han havde været med hele tiden.
Her bliver det virkelighed, som Jesus siger til kvinden ved brønden i Samaria: Sandelig, sandelig siger jeg dig, den time kommer, ja er nu, da de sande tilbedere skal tilbede i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i Ånd og sandhed. Kvinden svarer: Jeg ved, at Messias skal komme; når han kommer vil han fortælle os alt. Jesus sagde til hende: JEG ER taler med dig (Joh 4,23-26). Gud den almægtige stiger ned og er hos hende ved brønden, ligesom han er hos Moses midt i hans arbejde. Og han er blevet kød og har taget bolig iblandt os.
Nådens trone er, hvor Jesus kommet til os i evangeliet og den hellige nadver. Og det er lige her.
IV. På med skoene
Og herefter kunne Gud havde sagt til Moses , at han skulle gå tilbage til arbejdet som fårehyrde. Det siger han til de fleste af os. Vær trofast i din hverdag. Jeg er hos dig. Og jeg sørger for dig og dine. For jeg er dit folks Gud. Derfor skal du ikke være bekymret for dem. Jeg holder de løfter, jeg har givet dig og dem.
Men Gud giver Moses et særligt kald. Han skal gå til Egypten og udfri Guds folk. Et ufatteligt stort kald. Og dog var det ligesom vores er. Nemlig fra Gud. Når vi ved, at det er Gud, som kalder os på arbejde, ind i familien, ud i samfundet og ind i kirken, da gælder det, som gjaldt for Moses: ”Jeg vil være med dig!” (v12). Og tegnet på at jeg vil være med dig er: ”Når du har ført folket ud af Egypten, skal I dyrke Gud på dette bjerg.” (v12).
Tegnet på, at Gud er med os, får vi i gudsdyrkelsen eller gudstjenesten. Gud taler om gudstjenesten, som de senere skulle holde ude ved Sinaj bjerg, eller Horeb, som det kaldes her. Dér fik de Loven og alle ordningerne med ofringerne. Dér fik de teltet (eller tabernaklet), hvor Gud ville bo midt i sit folk. Det var deres gudstjeneste, deres bibel, og deres sakramenter.
Tegnet på, at Gud er med os i hverdagen, får vi når slår de krogede tæer ud på det kolde gulv en tidlig morgen og skal på badeværelset. Da tænk på Moses og kvinden ved brønden. Gud har set dig. Han har givet dig den dag, der nu begynder for dig. Da bliv siddende på sengekanten og bed til Ham. Og læs et stykke i Skriften. Da giver han dig vished om, at han er med dig og vil med dig ud i din nye dag, når du har fået sko på. Og tegnet på, at Gud er med os får vi særligt, når vi pudser skoene om søndagen og går i kirke, lytter til Evangeliet og får Jesu legeme og blod i Sakramentet. Så "på med skoene"!
Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid. ”Rette tid” er alle hverdage og hver søndag. Amen.
Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 18.4.2016. post@vivit.dk