Oversigt
Søgemaskine

Forside www.vivit.dk
Gud lader os ikke sejle vor egen sø!

1 søndag i fasten, 5. marts 2017. Gratiakirken i Aarhus. LGJ

Salmer: 443, Bibelkor Es 53v6, DS2002 nr 150, 560, 40, 295v1-2
Ved gudstjenesten blev kirkeskib introduceret (fra Lohals Kirke 1955)

1 Mosebog 3,1-19:
Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden: "Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?" Kvinden svarede slangen: "Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø." Men slangen sagde til kvinden: "Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt." Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet.

Ved aftenstid hørte de Gud Herren gå rundt i haven. Da gemte Adam og hans kvinde sig for Gud Herren mellem havens træer. Gud Herren kaldte på Adam: "Hvor er du?" og han svarede: "Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig." Han spurgte: "Hvem har fortalt dig, at du er nøgen? Har du spist af det træ, jeg forbød dig at spise af?" Adam svarede: "Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spiste jeg." Gud Herren spurgte så kvinden: "Hvad er det, du har gjort?" Hun svarede: "Slangen forledte mig til at spise."

Da sagde Gud Herren til slangen: "Fordi du har gjort dette, skal du være forbandet blandt alt kvæg og blandt alle vilde dyr. På din bug skal du krybe, og støv skal du æde, alle dine dage. Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen." Til kvinden sagde han: "Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde børn. Du skal begære din mand, og han skal herske over dig." Til Adam sagde han: "Fordi du lyttede til din kvinde og spiste af det træ, jeg forbød dig at spise af, skal agerjorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage. Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig, og du skal leve af markens planter. I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive."

 

”At sejle sin egen sø” er et udtryk fra søfarten. Det betyder at sejle efter sin egen skæve kurs uden at få hjælp, at være alene ombord, eller at være sammen med folk, som ikke har spor forstand på sejlads. Når man får lov til at "sejle sin egen sø", er det, fordi man er stædig og sig selv nok. Så må han ”sejle sin egen sø”. Så må han lære det, og måske forliser han og går under. For der er ikke mange, der klarer at "sejle deres egen sø". Ja, faktisk ingen. Ingen af os er Herre over livet, så vi klarer det alene. Det gælder i barndommen af, i ungdommen, i voksenlivet og i alderdommen.

1.

Vi ser det i beretningen om syndefaldet. Gud havde givet Adam og Eva hinanden og dernæst hele skaberværket. Og så havde han havde givet dem en herlig opgave: at passe haven og at blive frugtbare og få mange børn. De var skabt i Guds billede med alle de gaver, der hører med til det. Kærlighed, tillid og troskab. Og Gud gav dem desuden mulighed for at vise ham lydighed ved at leve, som han havde skabt dem til, og ved at være lydige mod det ene bud, han gav dem ang. et af de tusind træer.

Men fristeren kom og sagde: "Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?" Læg mærke til, hvordan han fordrejer, hvad Gud har sagt. Gud har jo netop ikke sagt, hvad Satan spørger om. Han havde sagt det modsatte: At de måtte spise af alle træerne undtagen ét træ. – Eva forsvarer Gud og siger: "Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø." Sådan kommer han også til dig og forsøger at fordreje Guds bud – med overdrivelser – så det ser helt urimeligt ud. Da skal vi som Eva huske på, hvad Gud har sagt: at seksualitet er Guds gode gave, at mad og drikke er Guds gode gave, at arbejde er godt, selvom det er slidsomt. Og at Gud er Gud, og at vi ikke skal skabe os selv, men elske Gud og vor næste.

Men slangen sagde til kvinden: "Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt." Slangen er Djævelen. Og han modsiger nu direkte: I kan få det langt bedre, end I har det. I kan få frihed og være jer selv. I kan sejle jeres egen sø! Prøv da at se dine muligheder, hvis du følger din lyst. Lev dog livet. Sådan begyndte kvinden at overveje. Er det ikke også i orden at tænke sig om? Det er vel vores pligt som fornuftsvæsner? Tro på Gud er vel ikke en blind tillid? Må vi ikke eksperi­mentere lidt med det ene og det andet? Har et barn ikke lov? Har en gammel kvinde ikke lov? Må unge ikke også have lov? Er det ikke nærmest nødvendigt, for at vi kan vide, hvad der er rigtigt, så vi kan kende forskel på ondt og godt? Er det ikke i orden at bryde Guds bud for at finde ud af, om du skal holde dem eller ej? – Det gjorde kvinden: Hun så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste.

De følte et kort øjeblik, at de var ved at stige ombord i deres egen krydstogtskib med mange flere muligheder, end de havde fået af Gud. For de var frie for hans begrænsninger. Frie. Er det ikke det, det hele handler om? Frihed og nydelse?

2.

Men fik de lov at "sejle deres egen sø"? Ikke uden videre. For nu kom Gud Herren gående i haven ved aftenstid. Han lod dem ikke sejle deres egen sø. Han opsøgte dem og rørte ved deres samvittighed. Og det gør han stadig, når vi hører hans ord. Guds ord er bibelens budskab om, 1) hvad der er Guds vilje med menneskelivet, hvad vi er skabt til – og 2) Guds frelsesvilje, hvorfor Kristus blev menneske og døde og opstod.

Herren spurgte dem, hvad der var sket? De skjulte sig for hinanden – i skam – bag figenblade. Og de skjulte sig for Gud bag havens træer. Og da Gud kaldte på Adam og fik kontakt, hører vi, at Adam slet ikke er på noget krydstogtskib med sin Eva, men er i ensomhed og frygt. Og han angriber både sin Eva og sin Gud. ”Kvinden, som du gav mig, gav mig frugten, og så spiste jeg!” At jeg er i denne suppedas er ikke min egen skyld, men din, Gud. For du gav mig det menneske, som fristede mig. Og det er hendes skyld. Ikke min.

Og da er det, at Gud bestemmer, at vi skal leve under vanskelige vilkår. Kvinden skal føde børn med smerte. Og manden skal mærke, at det er svært at tjene til føden. Det vil koste sved. Ondt i ryggen. Ondt i familielivet. Og til sidst vil både mand og kvinde og deres børn blive til jord. Vi skal alle dø. Det virker måske, som om Gud her "lader os sejle vor egen sø" og bare gør det endnu vanskeligere for os at leve, end det behøvede. Men nej. Han gør det kun så vanskeligt, som det er nødvendigt. Så vanskeligt, at vi erkender, at vi ikke kan leve uden Guds hjælp. Derfor kommer lidelsen. Derfor kommer smerten. Derfor er dit familieliv vanskeligt. Derfor bliver du syg. Stormene i dit liv – de kommer fra Gud! Ja, de gør.

3.

Men to ting i denne beretning viser os, at Gud ikke lod Adam og Eva sejle deres egen sø, og at stormene ikke kom for at gøre det værre, men for at hjælpe dem. Nemlig at Gud talte til dem, og indholdet af det, han sagde: Gud talte til Adam: "Hvad har du gjort?" – Over­vej, om din ensomhed og frygt ikke hænger sam­men med, hvad du har gjort! Gud kaster en livline ud til Adam. Og Gud sagde på en måde til Eva: Eva! Du spiste af træet og gav din mand. Og han stod der tavs og tog imod, i stedet for at advare dig. Og bagefter gav han dig skylden. Sådan en mand har du. Han hjalp dig ikke. Og du hjalp heller ikke ham. Men hør, Eva! Og det er det andet: Indholdet af det, Gud siger til os: ”Jeg vi lade dig få et barn, som skal knuse slangens hoved. Et barn, som bliver født med Herrens hjælp! Ikke med din mands hjælp.” Gennem profeterne forklarede Gud i GT, hvad han mente med det: Barnet skulle fødes af en jomfru. Det barn var Messias, Kristus, Guds egen Søn, som selv er ét med Faderen. Gud ville blive menneske. Han ville selv gå ombord i menneskelivet – være i samme båd som os – ikke lade os sejle vor egen sø.

Se i evangeliet, hvordan han af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af djævelen. Han gik virkelig ind under vore vilkår og mødte Djævelen for at besejre ham. Han skulle derud, hvor vi var faldet i fristelse for at blive vores redningsmand. Og han overlevede denne gang og flere gange senere. Men han overlevede ikke den sidste gang: På korset lød fristelsen: ”Hvis du er Guds søn, så stig ned fra korset og frels dig selv og os. Så vil vi tro.” Men han kunne ikke stige ned af korset. Han blev der og bar vore synder i døden. Han lod os ikke sejle vor egen sø. Han sejlede den for os – i vort sted. Og han gik ned med skibet. Han blev knust for vore synder!

4.

Derfor giver det en fantastisk mening at kalde det her rum for et ”skib”. Kirkeskibet. Og det giver mening at hænge vort nye kirkeskib op her, hvor vi holder gudstjeneste. Vi har fået det af tre af vore medlemmer: Marie og Bendix Jensen – og af Marie Jensen. De var med til at hænge det op i Lohals kirke i 1955. Det blev bygget på Lolland og hentet af Bendix’ svigerfar, Jens (Rasmussen) og Harry (Sørensen), fiskere, som vidste, hvad det ville sige at være i fare på havet. Et andet medlem, Ejvind, forliste to gange med sit fragtskib – men blev reddet – ligesom Paulus. Jo, for dem gav det mening at hænge et kirkeskib op i Lohals. Og nu har vi fået det. Det første medlem, vi begravede fra Gratia menighed var også fisker: Jens Kristian Henriksen. Han levede sit liv på havet – i sin lille båd, som skaffede mad til en familie. Og samtidig var han i det skib, hvor Kristus er styrmand.

Det rum, vi er samlet i, kaldes ”kirke­skibet”. Og her er Jesus Kristus til stede som styrmand søndag efter søndag. Det vil kirkeskibet fra Lohals fortælle os stille om. Gud "lader os ikke sejle vor egen sø". Derfor sejl ikke i din egen jolle. Tænk ikke, at du skal skabe dit et liv på dit eget krydstogtsskib. Men vær med i kirkeskibet, hvor Jesus Kristus er styrmand. Nogle gange ser det ud, som om han ikke er med. Han sover. Og vi skriger. Men når bare vi råber til ham, da går vi ikke under. Og snart er vi i havn. - Lad os hjælpe til på sejladsen som skibskok, dæks­dreng eller matros, som den, der sætter sejl, lægger kurs, ordner i kabyssen, søger for hygge om aftenen, eller hvad der ellers er at gøre. Der er et kald til os alle. Og vi vil lægge til havn så mange steder som muligt for at få flere med ombord. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 06.03.2017. post@vivit.dk