På vej bort
Prædiken på 19. søndag e. trinitatis (II) ved pastor Leif G. Jensen
Salmer: 21 - 281 - 142 - 390
Første Mosebog 28,10-22
Jakob forlod Be'ersheba og begav sig til Karan. Undervejs kom han til et sted, hvor han overnattede, fordi solen var gået ned. Han tog en af stenene og stillede den som hovedgærde, og så lagde han sig til at sove på stedet dér. I drømme så han en stige, der stod på jorden; den nåede helt op til himlen, og Guds engle gik op og gik ned ad stigen. Med ét stod Herren foran ham og sagde: "Jeg er Herren, din fader Abrahams Gud og Isaks Gud. Den jord, du ligger på, vil jeg give dig og dine efterkommere. Dine efterkommere skal blive som jordens støv, og du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd. I dig og i dit afkom skal alle jordens slægter velsignes. Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går. Og jeg vil føre dig tilbage til dette land; jeg vil ikke svigte dig, men gøre, hvad jeg har lovet dig." Da Jakob vågnede, sagde han: "Herren er i sandhed på dette sted, og jeg vidste det ikke!" Og han blev grebet af frygt og sagde: "Hvor er dette sted frygtindgydende! Det er jo selve Guds hus, det er himlens port!" Om morgenen tog Jakob den sten, han havde stillet som hovedgærde, rejste den som stenstøtte og hældte olie over den. Han gav stedet navnet Betel. ... Så aflagde Jakob et løfte: "Hvis Gud er med mig og bevarer mig på denne rejse og giver mig føde og klæder, og hvis jeg vender tilbage til min fars hus i god behold, så skal Herren være min Gud; stenen her, som jeg har rejst som stenstøtte, skal være Guds hus, og alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig tiende af."
Nåde være med jer, og fred fra Gud, vor Fader, og vor Herre Jesus Kristus! Amen.
I. På vej bort
Jakob forlod Beersheba, ikke for at tage på en længe planlagt rejse, som han havde glædet sig til, nej, han var på flugt. Vi mærker det, når der står, at han overnattede et sted, fordi solen var gået ned. Ikke fordi det var et godt sted, ikke fordi han kendte nogen der, men alene fordi det blev mørkt og han ikke kunne nå længere den dag. Sådan kan vi alle opleve det. På flugt. Måske ikke fysisk, men inden i dig selv. Du går i seng, ikke fordi du glæder dig til at sove. Heller ikke fordi du tænker på, at du skal noget dejligt i morgen. Men fordi du ikke kan komme længere. Det er blevet mørkt omkring dig og i dig. Du lægger dig og sover.
Jakob flygtede, fordi han var bange for sin bror, som han havde snydt. Og han havde samtidig bedraget sin far, som var gammel og blind. Han havde fået velsignelsen vristet fra ham. Men det førte alt sammen intet godt med sig. Tværtimod. Nu var han på flugt fra et hjem i opløsning. Moderen Rebekka og faderen Isak var troende mennesker. Men de havde haft en strid kørende omkring børnene. De var ikke enige om opdragelsen. Og Jakobs problem? Det var et dobbelt problem. Han havde et problem med sig selv: Han havde snydt og bedraget. Hvad mere var der for ham at leve for derhjemme? Det var tilmed blevet farligt at blive i hjemmet. Livet var blevet meningsløst og tomt. Han var skyldig. Men han havde også et andet problem, som han var nok så plaget af på sin flugt, nemlig hans forhold til Gud, hans tro og især spørgsmålet, om han var under Guds velsignelse. Han havde ganske vist fået løftet, velsignelsen, Guds velsignelse af sin far. Men var den gyldig? Kunne velsignelsen gælde, når han havde modtaget den under falske betingelser?
Hvis Guds løfte gives videre af mennesker, som man så let som ingenting kan snyde, gælder deres ord så? Far Isak havde ganske vist fået velsignelsen fra farfar Abraham, som igen havde fået den fra Gud. Men, men, men. ... Der var gode grunde til at mene, at velsignelsen ikke kunne gælde Jakob. På samme måde i dit liv. Du er en synder. Du har heller ikke været, som du skulle. Hvordan er du mod dine søskende? Og mod dine forældre? Hvordan går det i familien? Hvordan er I mod hinanden? Og det var jo netop dine forældre, som bar dig til dåben. De er så lette at snyde. Og præsten er så let at snyde. Han går med på den værste og tror det bedste. Hvordan kan hans tilgivelse have betydning for dig? Når han lægger sine hænder på dit hoved og tilsiger dig syndernes forladelse, ved han jo kun om en brøkdel af det, du har gjort. Kan tilgivelsen gælde i sådan en situation? Og hvad med nadveren? Får jeg virkelig, hvad præsten siger? Sådanne tanker kan sende os på flugt bort fra familien, bort fra menighedsfamilien, på flugt, så vi bliver rodløse og ensomme.
II. Herren åbenbarer sig for dig
Gud ved om alt dette i Jakobs liv. Jakob har snydt sin bror, sin far og sig selv. Men han har ikke snydt Gud. Gud kan man ikke bedrage. Men - og det er forunderligt! - Gud kommer ikke og siger til Jakob: "Mig kan du ikke snyde!" Gud kommer ikke som Jakobs dommer og hævner. Mens Jakob ligger med svedigt hår, hurtigt åndedræt og øm i kroppen af angst for, at han ikke i morgen vil orke at drage videre i livet, så giver Gud ham en herlig drøm. En god drøm ind i en ond virkelighed. En drøm, som er mere virkelig end hans onde virkelighed.
Stigen på jorden
Jakob ser en stige, som står på jorden. "En stige på jorden" ... en udvej måske? En flugtvej? Men nej. Det er ikke en stige, som skal bruges til flugt. Det er en stige, som Guds engle bruger. De går op og ned ad stigen. Ja! Op og ned. Først op. Dvs. at de allerede er hos Jakob. Englene kommer altså ikke ned for at se, hvad det var for en karl, der ligger der, for så hurtigt at skynde sig tilbage, fordi de jo ikke kan have noget at gøre med sådan en som ham. Nej, de stiger "op og ned". Op til Gud for at se ind i Guds ansigt og ind i Guds vilje. "Hvad skal vi stille op med Jakob? Hvad skal vi gøre for ham?" Englene har nærkontakt med Gud. Vi ved det også fra andre steder i Bibelen: Pris Herren, I hans engle, I stærke krigere, der udfører hans befaling i lydighed mod hans ord. (Sl 103,20). Og Jesus siger i Matt.18,10: Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. - Englene ser Guds ansigt for dér at aflæse, hvad Gud vil, de skal gøre for menneskenes børn.
Drømmen fortæller Jakob: "Du er ikke forkastet og alene, men omgivet af engle. Du er i Guds varetægt denne nat, ligesom du var det den første flugt-dag, uden at du vidste det. "Behøver du så at leve som flygtning? Din virkelighed er jo ikke en flygtnings, men et Guds barns!" Det samme siger Gud til sine børn i dag. Derfor har vi lov at bede om englevagt hver aften, når vi skal sove. Når du føler dig som en flygtning, og når du tænker, at natten bliver et mareridt, da bed: Vil slangen mig omslynge, da lad din engel synge: "Det barn er gemt i Herrens fred!"
Herren hos Jakob
Men Herren har ikke nok i at lade engle sørge for sit barn. Han træder selv til. Med ét stod Herren foran ham og sagde: "Jeg er Herren, din fader Abrahams Gud og Isaks Gud." Gud gentager velsignelsen, som Jakobs blinde far tidligere havde givet ham. Velsignelsen i din dåb, velsignelsen i evangeliet, velsignelsen i kirke og hjem, den velsignelse, du fik gennem mennesker, den står Gud bag, den er Guds velsignelse, og derfor står den ved magt. Også selv om du snød både dine nu afdøde forældre, dine nulevende forældre, din præst og hvem som helst. Gud er trofast, om så alle mennesker er løgnere inklusive dig selv.
Gud siger først: "Jeg er Herren!" Vi mennesker søger hele tiden at blive noget. Vi ånder et øjeblik, og snart er vi ikke mere til. Men Herren ER. Som Jesus sagde det: Jeg er livets brød. Jeg er verdens lys. Jeg er! Jeg er din farfars og din fars Gud! Gud siger til ham: "Du er på vej bort fra det land, jeg gav din slægt - men jeg vil alligevel give det land til dine efterkommere. Og jeg vil gøre dig til et stort folk. Jeg vil lade velsignelsen nå til alle jordens slægter gennem dig og din efterkommer, dvs. gennem Jesus! Dette løfte handler faktisk om JESUS, Guds Søn, som blev født i Jakobs slægt. Engelen forkyndte julenat: "I dag er der født jer en frelser!" Og hyrderne måtte sige: Sandelig - Herren er på dette sted - og vi vidste det ikke! Så var hyrderne ikke længere ensomme og bange hyrder, men hyrder hos Gud. Så var Jakob ikke længere flygtning, men på vandring. Så er du ikke længere overladt til dig selv, men Guds kære barn, som han har åbenbaret sig for og lovet alt godt. Dette store løfte er uløseligt knyttet sammen med Jesus Kristus og med alt det, Gud har gjort for os i Jesus. Og vi ved, hvad Jesus har gjort for os: Han var hos os som vores stedfortræder. Han tog vore bedsteforældres, vore forældres og vor egen synd på sig. Han døde i vort sted. Han opstod fra graven. Og han sagde: "I skal se Himlen åben og engle stige op og ned over Menneskesønnen" (Joh 1,51). Her - i JESUS - er Gud til stede hos os. I pagten, i velsignelsen, i dåben, i gudstjenesten, ja overalt, hvor vi samles i Jesu navn. Også når du selv holder andagt. Og når kristne går til nadver sammen.
Hvad siger han så specielt til en Jakob som dig? Han siger: "Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går. Og jeg vil føre dig tilbage til dette land; jeg vil ikke svigte dig, men gøre, hvad jeg har lovet dig." Det er dagens løfte til dig. Og det rækker ud over de kommende dage. Det er et ord, som breder sig, og som tager dig med ind i fremtiden. Skriv det et godt sted. Læs det igen og igen. Når du skal sove. Så du kan drømme om det. Det tager dig med, når du tager afsted i skole og på arbejde, og når du igen møder din familie, dine søskende og dine forældre. Fortæl dem om det.
III. På vandring
Nu var Jakob ikke mere på flugt, men på vandring. Og når man er på vandring har man altid tid til at gøre sig klar til at tage afsted. Det gjorde han. Han holdt sin morgen-gudstjeneste, da solen var stået op. Det havde han ikke gjort, hvis han havde været på flugt. Da ville rædslen have drevet ham afsted.
Men er Gud til stede her hos dig? Er han her i vores kirke, så må vi sige: "Kom og lad os knæle! Lad os tilbede Herren hver især og sammen!"? - Jakob rejser stenen, han havde brugt som hovedgærde, som et lille tegn på, at Gud er her til stede. Sådan er vores hus her et tegn på, at Gud har mødt os, og at vi tror, at han vil møde os her igen, når vi kommer tilbage næste søndag. Jakob når også at aflægge et løfte: "Du skal være min Gud - jeg vi ofre til dig, tiende af alt." Sådan må vi også hver morgen svare Gud på den underfulde fremtid, han lover os. Da må vi med Jakob sige: "Du er min Gud. Tag mig. Brug mig i dag og altid." Amen!
Den evangelisk-lutherske Frikrike. Lagt på www.vivit.dk juni 2002. Rettet 2004