Når Gud har elsket sådan ...

Oversigt
Søgemaskine

Juledag 25.12.2015 i Aarhus og København, LGJ
Salmer: 82, 110, 598v1 og 4, 93v1-5, 89v1-2, 106.

1 Joh 4,7-11
Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.
Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.

Apostelen viser os sammenhængen med at blive elsket og at elske. "Vi elsker, fordi han elskede os først." Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Livet – det virkelige liv – stammer fra kærligheden. Vi lever, fordi han har skabt os. Vi lever, fordi han er hos os. Vi lever af hans kærlighed. Og når vi gør det, præges vores liv. Juledag taler apostelen Johannes til os om denne sammenhæng og opmuntrer os til at elske hinanden. Der er meget på spil. Det handler om det inderste i livet! Det handler om at Gud vil hjælpe os i kærlighed. Og det handler om at hjælpe hinanden. Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. I kap. 3,23 sammenfatter han det sådan: Og dette er hans bud, at vi skal tro på hans søns, Jesu Kristi, navn og elske hinanden, som han har påbudt os. Tro på ham – og elske hinanden. De to hører sammen.

Johannes lærte dette af Jesus. Og særligt den sidste aften, før Jesus gav sit liv Langfredag. Det var den aften, at han sagde sådan: “Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.” (Joh 13,34): Og i samme åndedræt sagde han: Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig! (14,1).  

1. TROEN
I vores tekst nævnes troen imidlertid ikke direkte.
Apostlen taler i stedet for om ”fødsel” og viser os på den måde, at det ikke er troen, som kommer først – det gør kærligheden – nemlig Guds kærlighed, som fødte os. Vi elsker, fordi han elskede os først. Det kan også siges om troen: Vi tror, fordi han elskede os først. Her får vi hjælp til at hvile i, at troen ikke er vores opfindelse eller præstation, men er tillid, som han har skabt. Vi er kristne, fordi vi er født af Gud (Joh 1,12-13). Vi hviler ikke i vores egen tro, men i hans kærlighed til os. Det er at tro. At tro er ikke at vise Gud vores kærlighed, men at stole på Guds kærlighed til os. Det er helt afgørende for at forstå, hvad tro er. Den kristne tro er at stole på Guds gave. Tro kan du have samtidig med at du ikke har noget som helst at give Gud. Tro er ikke en hånd, der rækker Gud noget til gengæld. Tro er at ikke have noget at bytte med. Det er at blive elsket af Gud helt ufortjent.

Den aften Jesus gav disciplene det nye bud om kærlighed , viste han dem først, at de behøvede ham og hans kærlighed. Og det var slet ikke så let for dem at acceptere. Eksemplet var fodvask­nin­gen. Disciplene havde forberedt påskemåltidet – alle ting – undtagen hvem der skulle optræde som slave. Måske de forestillede sig, at Jesus ville udpege den ringeste iblandt dem til det arbejde. Men Jesus påtog sig det selv. Og Peter fandt det nedværdigende for Jesus og afviste, at han skulle gøre det. Men Jesus svarede: Hvis jeg ikke gør det for dig, kan vi ikke være sammen. Og da tog Peter imod det. Jesus rensede ham. Og senere samme nat, da Jesus var taget til fange, fulgte Peter efter – og fornægte sin Herre. Her så Peter for anden gang, hvor desperat han behøvede tilgivelse. Jesus så ham – og Peter så Jesus. Og han græd. Næste eftermiddag hang Jesus på et kors og bar Peters synd. …

Her bliver det tydeligt, hvad vi har brug for, for at leve. Vi har brug for forsoning – for et sonoffer, som bringer forsoning. … Det var Peter der skrev: ”Lovet være Gud, som ved Jesu Kristi opstandelse har genfødt os til et levende håb …” (1 Pet 1,3). Når du står uden noget fortrin frem for andre – og når du ikke har noget håb, da siger Jesus: Jeg er din frelser. Tro på Gud og tro på mig! Det er hans bud, hans budskab, hans indbydelse og omfavnelse. Tro på Guds Søns, Jesu Kristi navn! Guds kærlighed giver os denne tro. Den er ikke kærlighed til Gud, men den tændes af Guds kærlighed til os. Den blev tændt i hyrdernes hjerter. Den blev tændt i røverens hjerte på korset ved siden af Jesus. Den tæn­des ved Evangeliet, når vi hører det sagt til os.  Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.

Så frelses vi ved tro på Guds kærlighed – uden vores kærlighed. For deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men at han har elsket os og sendt sin Søn som et sonoffer for vore synder. Vi har synden, men Gud tilgiver. Så er troen ikke vores kærlighed til Gud, men tillid til Guds kærlighed til os.

2. KÆRLIGHEDEN
Det andet er kærligheden til hinanden
. Apostlen siger: Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden. Læg mærke til, hvordan han taler til os: ”Mine kære”. Mine elskede.

Når vi ser os omkring i verden, er det måske vanskeligt at se det. Også i en kristen menighed er der kulde, selviskhed og overfladiskhed. Også her overser vi hinanden og må erfare, at vi behøver hans kærlighed! Den erkendelse fører os tilbage til det, Peter og de andre apostle måtte indse det den aften, hvor han gav dem dette bud om kærlighed. Vask hinandens fødder - fordi jeg, jeres Herre og mester har vasket jeres fødder. Vær tjenere. Læg mærke til de små ting – og tjen hinanden! For I er kære. I er kære for ham. Nogle gange føler vi os ensomme sammen med andre kristne, ligesom de måske kan være ensomme, når vi er i nærheden, fordi vi ikke lever i kærligheden. Da har vi dette fælles: At vi er kære! Elskede af Gud.

Men er det nødvendigt at elske hinanden? Vi bliver jo frelst af nåde – uden gerninger! Ja. Men når Gud har født os, et det noget medfødt. Det hører med til at være kristen. En stadig gave og en stadig opgave. Elsk hinanden! Kan vi være disciple uden at gøre det? Johannes besvarer det ved at stille spørgsmålet til os. Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os; så skylder også vi at sætte livet til for brødrene. Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham? (3,16-17). Kan vi bare undslå os at tjene vore nærmeste i familien og i menigheden, fra at dele vort tøj med den, der fryser, vores mad med den, der sulter, og tilgivelsen med den, som er skyldig? Johannes svarer: Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.

Lyder det hårdt? Ikke når du hører, at han siger ”I elskede”. Du er den elskede. I er de elskede. Han elskede os først. Han omgiver os med kærlighed oppefra og nedefra, ja, på alle sider. Og det er kærlighed, når han afslører os. Og når han tilgiver os. Da mærker vi den første kærlighed. Den vender tilbage. Hans kærlighed til os. Og da har vi alt, hvad vi har brug for. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 25.12.2015. post@vivit.dk