Bibelsyn
Artikel til Gad's debatbog om "Bibelsyn" 1984.
og til Den evangelisk-lutherske Frikirkes årsmøde maj 1990 i København.
Leif G. Jensen.
I. Det fundamentalistiske bibelsyn
a) "Fundamentalist" - skældsord eller udtryk for solid kristendom?
Det er velkendt, at visse fagudtryk, som slutter på "-isme" og "-ist", nu og da bruges polemisk og i nedsættende betydning. Det har noget at gøre med, at den pågældende "ismes" tilhængere (undertiden selvforskyldt) opfattes som firkantede og ubøjelige i deres meninger, ja, undertiden som intolerante og grænsende til det militante overfor anderledes tænkende. Blandt disse mange "ismer" befinder sig den såkaldte bibelfundamentalisme.
Nogle forbinder den med ubudne gæster, der i gadedøren præsenterer et system af bibelsteder uden egentligt kristeligt indhold. Eller tankerne føres hen på et bibelsyn og en bibelbrug, hvor mennesket i blinde slår op på et tilfældigt bibelvers for at få et "sikkert" ord fra Gud til hjælp og vejledning i en vanskelig afgørelse.
På den anden side er der dem, som på en enkel og ligefrem måde taler om Jesus Kristus og hans ord som deres livs fundament. I al anfægtelse synger de med Brorson: "Den grund, hvorpå jeg bygger, er Kristus og hans død." I andagt og gudstjenesteliv læser og lytter de til de bibelske skrifter med den uforbeholdne tillid, at de helt igennem er Guds eget troværdige ord i alt, hvad der står skrevet. En stilfærdig og Kristus-centreret fundamentalisme, om man vil.
Men der er også en tredje brug af begrebet, nemlig som betegnelse på en bevægelse, som fik navnet "fundamentalismen".
b) Bibel-fundamentalismens historie og udbredelse
Som kirkelig retning og bevægelse opstod fundamentalismen omkring århundredskiftet indenfor protestantiske kirkesamfund i Nordamerika. Det var i en tid, hvor der var mange forsøg på at nytænke den kristne tro ud fra tidens tanker. Teologer begyndte at studere Bibelen som var den en bog på linie med anden litteratur. Man indførte den historisk-kritiske metode i bibelforskningen. På den måde truede en rationalistisk præget holdning indenfor kirkens egne rækker med at gøre "det menneskeligt mulige" og "videnskabeligt beviselige" til et grundlag, hvorpå evangeliets fundamentale sandheder skulle vurderes og revideres(!). Hjertet i den kristne tro var i fare, og svaret fra bibeltroende kristne lod ikke vente på sig.
Man afholdt konferencer, hvor sagen blev drøftet. Der blev oprettet bibelinstitutter og udgivet småskrifter for at oplyse om bibelkritikkens fare. På Niagara-Bibelkonferencen i 1895 blev der fremsat fem teser, som man mente var absolut fundamentale for den kristne tro: 1) Den hellige Skrifts (Bibelens) ufejlbarhed, 2) Kristi guddom og jomfrufødslen, 3) Kristi stedfortrædende lidelse og død, 4) den legemlige opstandelse og 5) Kristi legemlige genkomst til jorden. Disse fem "fundamentals" gav bevægelsen navnet "fundamentalismen".
Da de faste normer brød sammen efter den første verdenskrig, ønskede fundamentalisterne at give mennesker et fast holdepunkt i tilværelsen, nemlig en ufejlbar Bibel og den apostolske trosbekendelse.
I 1960'erne gik mange, som tidligere var blevet betegnet som fundamentalister, over til at kalde sig evangelikale (på engelsk "evangelicals"). Dermed ville de sige, at de selv var evangeliske kristne, mens kirkesamfund, som havde ladet historisk-kritisk forskning få indflydelse på forkyndelsen af den kristne tros grundsandheder, måtte anses for at være kommet bort fra evangeliet.
c) Fundamentalistisk bibelsyn
Også i Danmark har en lignende bevægelse gjort sig gældende herhjemme indenfor visse folkekirkelige grupperinger, sammenslutninger og foreninger. Desuden finder man den indenfor ikke-lutherske frikirker med rod i amerikansk protestantisk vækkelseskristendom. Fundamentalismen dækker her kort sagt over en grundholdning til Bibelen, hvor enhver form for bibelkritik mødes med skepsis eller direkte afvisning, og hvor Bibelen i alle sine udsagn uden forbehold accepteres og fastholdes som Guds inspirerede og ufejlbare ord. Hensigten er at værne om evangeliske grundsandheder.
Hvad angår disse gruppers bibelfortolkning og bibelbrug er der imidlertid stor spredning. Derfor er fundamentalismen vanskelig at indkredse både som begreb og som bevægelse. Af samme grund møder man også lutherske kristne og lutherske kirker, som ikke ønsker at kaldes fundamentalistiske, selv om de deler fundamentalismens kritik af bibelkritikken. Det nytter jo ikke at tale om, at Bibelen er Guds inspirerede og ufejlbare ord, hvis man ikke lader sig lede af Bibelen til en sand forkyndelse af synd og nåde og til en ret forvaltning af dåb og nadver. Men desværre har interessen for bibelsynet undertiden en så overordnet og absolut rolle i fundamentalistiske kredse, at der ikke er syn for denne sammenhæng. Det skæbnesvangre er, at det kan virke tilbage på bibelsynet selv. Hvis spørgsmålet, om Bibelen er Guds ufejlbare ord, behandles isoleret, vil man havne i et rent rationalistisk syn på Bibelen - det man ønskede at bekæmpe! Det er f.eks. tilfældet, når man ved hjælp af arkæologien eller med logikken søger at bevise, at Bibelen er ufejlbarlig. Men mener man at have godtgjort det, har man ikke af den grund talt om, hvad Guds ord er, og er derfor ikke kommet troen på Gud nærmere.
Uden at gøre enhver form for fundamentalisme skyldig i denne skæbnesvangre rationalistiske fremgangsmåde, er denne advarsel på sin plads overalt, hvor spørgsmålet om Bibelens ufejlbarhed sættes over eller foran spørgsmålet om Bibelens indhold og formål. Derfor kan det være klargørende at skelne mellem et fundamentalistisk og et ortodokst (= rettroende) bibelsyn.
II. Det ortodokse bibelsyn
Den ortodokse holdning til Bibelen understreger, at troen på Bibelens autoritet udspringer af troen på Jesus Kristus som Herre og Frelser.
a) Bibelsynets udgangspunkt
Først når mennesket gennem den profetiske og apostolske forkyndelse stilles under anklage og benådes af Gud, véd det, hvad Guds ord er. Sådan gik det mennesker i Thessalonika på Paulus' tid. Han skriver derom: "Derfor takker vi også Gud uophørligt. For da I modtog Guds ord, som I hørte af os, tog I ikke imod det som menneskeord, men som det, det i sandhed er, Guds ord, og det virker i jer, som tror." (1.Thess.2,13). Guds ord kommer i kraft, i Helligånd og i fuld vished, idet det giver mennesket kundskab om dets egentlige virkelighed og om Guds frelsesvilje og frelseshandlinger. Mennesket sættes derved fra tronen og gøres til genstand for Guds nåde. Menneskets tanker om sig selv og Gud får et afgørende knæk, men samtidig også et befriende knæk! For der, hvor man tidligere havde filosofiske grunde for, at man ikke kan vide noget evigt sikkert om Gud, der tør man nu sig ja og amen til Guds ord. Gud har virkelig åbenbaret sig gennem ydre historiske begivenheder (Israels historie og Jesu liv) og gennem menneskers skrevne ord (Bibelen).
En kristen ved på hvem han tror. For det budskab, hvorigennem han kom til troen, gav ikke blot en afhængighedsfølelse af noget guddommeligt, men skænkede kundskab fra Gud. Derfor har den kristne egentlig intet eget bibelsyn, men har kun en Herre. Og Herren Jesus Kristus har sagt, at Skriften ikke kan rokkes (Joh.10,35). Derfor overtager den kristne ukritisk det bibelsyn, han møder hos sin Herre og hos Skriftens forfattere. Det skal der kort gøres rede for.
b) Bibelen, menneskers ord og Guds ord
Bibelen består af mange skrifter, som er blevet til i en periode på over 1500 år. De er skrevet på hebraisk, aramaisk og græsk. De indeholder mange stilarter: prosa såvel som poesi, sange, bønner, lignelser, billedtale, profetiske og apokalyptiske tekster. Teksterne afslører forfatternes særegenheder: Esajasbogens retorik, Salmernes og Jeremiasbogens lyrik og Paulus' dialektik. Her findes teologi på højt niveau såvel som enkle ord om Gud. Forfatterne var i enhver henseende børn af deres tid og anvender ikke vor tids videnskabelige sprogbrug i deres tale om f.eks. universet. Derimod bruger de mange billeder og et for deres tid begribeligt sprog.
Men så beskedne de bibelske bøger end kan tage sig ud, møder de dog tilhørerne med den påstand, at de ikke blot er menneskers ord, men også Herrens ord. Det gamle Testamente er i sin grund kendetegnet af udtryk som "Så siger Herren" og "Herrens ord kom til profeten". Og Det nye Testamentes skrifter er skrevet under Jesu forjættelse: "Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer" (Joh.14,26). Apostlene var ikke ude i eget ærinde, men var Herrens benådede trælle. De påberåber sig i hans navn autoritet og myndighed både i tale og i skrift (f.eks. 2.Thess.2,15)(1).
Jesus og apostlenes regnede Det gamle Testamente som Guds ord både hvad angår de store linier og de små detaljer (f.eks. Matt.5,17-19(2) og Gal.3,16(3)). Hvad angår Det nye Testamente, så ved vi, at apostlenes skrifter helt fra begyndelsen af blev ligestillet med Det gamle Testamente i den kristne gudstjeneste. Således er det klart, at det Gamle og Nye Testamente ikke blot forstod sig selv som Guds ord, men også blev modtaget som sådan af den ældste kristne kirke.
c) "Verbalinspirationen"
På spørgsmålet, hvordan disse skrifter blev Guds ord, skal en kristen lade sig nøje med de sparsomme udsagn, som teksterne selv giver. F.eks. 2.Tim.3,15-16(4), 2.Pet.1,20-21(5) og 1.Kor.2,12-13a(6). Her siges, at hvert skrift (gamle Testamentes skrifter) er indblæst (latin: inspireret) af Gud, at enhver profeti i Skriften er givet af Gud og at apostelens ord er ord, lærte af Ånden. Der tales ikke blot om, at forfatterne er inspirerede, eller at visse centrale ideer og tanker er fra Gud, men at hvert skrift, hver profeti og meningssammenhæng har Gud som den primære forfatter. Det har man fra teologisk hold forsøgt at beskrive med betegnelsen "verbalinspirationen" (verbal = ordret). Men der kan sættes spørgsmålstegn ved, hvor velvalgt udtrykket er, da det af nogle bliver misforstået, som om Bibelens forfattere skrev efter diktat som en slags "skrivemaskiner". Andre har forsøgt sig med betegnelsen "plenarinspirationen" (plenar = fuldtallig). Det svarer godt til det bibelske selvvidnesbyrd, at alt uden undtagelse er inspireret af Gud.
Sagen er, at man her står overfor en Guds hemmelighed. Helligånden har nedladt sig. De menneskelige forfatteres karakter, temperament, intellektuelle begavelse og sprog er i funktion. Ordene og bogstaverne har ingen særlig guddommelig afglans, men er helt igennem menneskers ord. Og dog er netop disse ord, udsagn og skrifter i alt, hvad de siger, Guds ord både i indhold og form. Der blev ikke øvet vold på forfatterne. Alligevel skrev de netop det, Gud drev dem til.
d) Bibelfortolkning
Bibelen er både menneskers og Guds ord helt og fuldt. Denne dobbelthed i de bibelske tekster er en afgørende forudsætning for at forstå Bibelens budskab rigtigt. Hvis man på den ene side ser bort fra, at det er Gud, der taler i teksterne, og udelukkende regner dem for at være udslag af menneskers religiøse erfaringer, vil man studere dem på linie med andre religionshistoriske kildeskrifter. Anser man dem på den anden side for at være en samling historieløse, guddommelige gåder og sælsomme åbenbaringer, da får teksternes tidshistoriske baggrund, sproglige nuancer og kulturelle, sociale og eksistentielle sammenhænge mindre betydning.
Lader man heroverfor det bibelske selvvidnesbyrd have fuld gyldighed, får bibelfortolkeren en dobbelt forpligtelse.
a) Teksten skal undersøges og udforskes med alle til rådighed stående midler, sproglige såvel som historiske og arkæologiske. For Guds tale forstås kun i den udstrækning, teksten forstås. Det, Gud mener og siger, ligger ikke i læserens erfaring, men i teksternes faktiske indhold og mening. Derfor skal der drives omhyggelig bibelforskning, ikke blot fordi det er god videnskab og noget, man gør indenfor andre studier, men i sidste ende, fordi den grundige bibelforskning hjælper teologen og dem, han er tjener for, til at høre Guds tale. En sådan historisk-grammatisk forskning er ikke af ny dato, men har altid været drevet i den kristne kirke. Den er altid blevet betragtet som stående i de bibelske teksters tjeneste og ikke omvendt! Derfor er kirken taknemmelig for ethvert fremskridt indenfor bibelforskningen så som større kendskab til den bibelske verden, Bibelens sprog og de bibelske håndskrifter.
b) For det andet må det ikke overses, at historiske metoder aldrig er objektive eller forudsætningsløse. Det er altafgørende, at bibelfortolkerens historieopfattelse modtages i og af Guds åbenbarede ord. De metoder, som benyttes, skal kaste lys over de inspirerede tekster, ikke være deres dommere. Derfor kan bibelforskeren ikke benytte en historisk-kritisk metode, hvor der forskes i historien, som om Gud ikke var til. For gennem Bibelen åbenbarer Gud sig som historiens Herre. Han handler ikke blot i menneskets bevidsthed og tanke, som om det var gennem menneskets tolkning, at historien blev frelseshistorie. Gud er ikke blot i historien, men står også over den og styrer og griber ind i det historiske forløb til dom og frelse for menneskeheden. Han sendte virkelig syndfloden; Israel gik gennem Det røde Hav; Guds Søn blev undfanget uden mands medvirken; Kristus er legemligt opstanden; og verdenshistorien vil finde sin afslutning, når Kristus kommer for at dømme levende og døde.
Bibelfortolkeren kan altså aldrig arbejde med de bibelske tekster uden samtidig at arbejde med Guds ord. For den fulde verbalinspiration indebærer, at Bibelen i alle dens udsagn er Guds eget ord. Skulle hans forskningsresultater pege i retning af, at der er tale om fejl og absolutte modsigelser i Bibelen, vil han sætte spørgsmålstegn, ikke ved Guds ord, men ved sin egen forskning. Han er sig også bevidst, at bibelsynet ikke kun er et spørgsmål om principper. For det er i anvendelsen af Bibelens budskab på hans egen virkelighed, at Bibelen som Guds inspirerede og ufejlbare ord har den afgørende betydning.
III. Bibelsyn på prøve
a) Bibelsynets betydning i praksis
Bibelsynsdebatten som akademisk diskussion kan være interessant nok. Men den betydning, det enkelt bibelsyn har i praksis, afsløres først, når man ser, hvad det indebærer for menneskets eksistens. Da viser det sig måske, at bibelsyn, som ved første øjekast var næsten identiske, i grunden har så uendelig lidt med hinanden at gøre. Apostelen Paulus er et eksempel herpå. Da han fra at være lovtro farisæer blev gjort til Herrens benådede træl og apostel, fik han ikke formelt set noget nyt bibelsyn (Skriften var stadig for ham Guds ord). Men gennem Guds dom over hans liv og tilsigelsen af syndernes forladelse i dåbens bad blev han ført til tro på den opstandne Jesus Kristus. Han fik en helt ny forståelse af Guds lovs formål og funktion samt af det profetiske budskabs indhold og opfyldelse.
I mødet med et menneske, som ikke blot spørger, om Gud er til, men også råber på en nådig Gud, vil afgørende forskelle mellem bibelsyn komme for dagen.
b) Det ortodokse bibelsyn
Set fra et ortodokst syn er menneskets råb ikke blot udtryk for en nød i menneskets bevidsthed og erfaring. Bibelen taler om Guds vrede og dom som menneskets dybeste problem og understreger det særligt, hvor mennesket lever i selvtilfredshed. Mennesket har overtrådt Guds hellige vilje. Ingen elsker Gud af hele sit hjerte. Ingen elsker sin næste som sig selv. Uden Guds nåde og tilgivelse er ethvert menneske derfor hjemfalden til en eksistens i evig fortabelse i helvede borte fra Gud; sådan taler Guds ord. Men hvor alvorligt og sandt dette domsbudskab end er, så bliver det dog aldrig Bibelens egentlige budskab. Det er altid evangeliet om Jesus Kristus. Han er Bibelens kerne og stjerne. Han er fra evighed af Guds Søn, men blev menneske ved jomfru Maria. Han har ved sit liv, sin lidelse, død og opstandelse genløst mennesket fra synden, dommen og Guds vrede.
Når man ved troen på ham har lært at skelne mellem Guds krævende vilje (loven) og Guds frelsende og skænkende vilje (evangeliet), vil man ud fra et ortodokst bibelsyn kunne tilsige den anfægtede syndernes forladelse med fuld vished. For Bibelen siger: "Jesu, hans (Guds) søns, blod renser os for al synd" (1.Joh.1,7). At dette ikke kun gælder en bestemt gruppe af mennesker, men alle - og derfor også ham, som i anfægtelsen råber efter en nådig Gud - siger Guds selv, når apostelen Johannes fortsætter: "Han (Jesus Kristus) er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder" (1.Joh.2.2). På baggrund af disse og mange andre klare bibelord og med henvisning til den magt, Jesus har givet sin menighed til at løse mennesker fra synd og skyld i Guds navn, den såkaldte "nøglemagt" (Matt.18,18(7) og Joh.20,21-23(8)), kan Guds nåde og tilgivelse tilsiges ethvert menneske personligt. Bibelens løfte er Guds løfte uafhængigt af, om den anfægtede erfarer dets virkning i sit indre. Derfor er Guds løfte ham til hjælp. For han henvises ikke til sine egne stemninger og følelser, men til Skriftens ord, som i sandhed er Guds ord. Detaljerne "fra al synd" og "hele verdens" er ikke sproglige ligegyldigheder i denne sammenhæng.
Her grunder både erkendelsen af menneskets dybeste nød og af Guds indgreb til frelse sig på Guds åbenbarede ord, Bibelen, og varierer ikke med skiftende tiders verdensanskuelser og ustadige stemninger i menneskets sind.
c) "Grov" og "fin" bibelkritik
Anderledes er det med bibelsyn, hvor Bibelen ikke i et og alt holdes for Guds inspirerede, troværdige og ufejlbare ord. Her tolker nogle menneskets råb efter en nådig Gud som et problem på linie med anden menneskelig nød. Man afviser, at Guds vrede over synden skulle være menneskets grundproblem, og at Jesu forsoningsdød og legemlige opstandelse er det svar, som gælder for alle mennesker til alle tider. Dermed er der åbent hus for nye kristendomstydninger, og den anfægtede får ingen virkelig hjælp.
Repræsentanter for en mere moderat bibelkritik (det såkaldt "konservative bibelsyn") deler derimod ofte den ortodokse forståelse af Bibelens centrallære. Med en klar forkyndelse af Guds tilgivelse i ord og sakrament kommer man den anfægtede til hjælp. Men det sker ikke takket være den moderate bibelkritik, men tværtimod kun så længe den forties og holdes udenfor al forkyndelse og sjælesorg. Det er mange "konservative" teologer godt klare over. De taler ikke gerne åbent til lægfolket om fejl og modsigelser i Bibelen. Siver det alligevel ud, hævder man, at modsigelser og fejl i de bibelske tekster ikke vedrører det, der sigter på kristen tro og livsførelse.
Men hvordan vover nogen kristen at trække en sådan grænse i Bibelen, når Herrens apostel siger, at "alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet" (Rom.15,4). Den grænse, som hverken Jesus eller hans apostle kendte, og som Bibelens fulde verbalinspiration udelukker eksistensen af, vil heller aldrig kunne trækkes af vor tids moderate bibelkritikere. Man leger med ilden og er i færd med at give afkald på det våben, Gud har givet sin kirke i kampen mod al tvivl og anfægtelse. Med en begyndende skelnen mellem tekster og udsagn, som blot er menneskeværk, er opløsningen af det bibelske frelsesbudskab godt i gang, selv om man søger at holde Skriftens centrallære intakt. Det viser sig bl.a. derved, at mange har mistet frimodigheden til at fastholde den rene lære i traditionel evangelisk-luthersk forstand og ikke ud fra klare skriftsteder vover at afgøre, hvad der er ret kristen lære. Den grundliggende tvivl på Bibelen som Guds ord er vel også årsagen til, at mange teologer, præster og lægfolk er rede til at gå på kompromis med Bibelens ord. Når mange trods disse åbenbare farer ved bibelkritikken alligevel fastholder den indenfor bibelforskningen, er det ofte ud fra ønsket om at bevare den intellektuelle hæderlighed. Men at bøje sig for Den hellige Skrift i tillid til Jesus Kristus vil aldrig i egentlig forstand føre til en knægtelse af sandheden, selv om det nok undertiden kan være et kors for tanken.
d) Den klassiske fundamentalisme
Den klassiske fundamentalisme burde med sin understregning af Bibelen som Guds ufejlbare ord kunne give en bedre hjælp i anfægtelsens situation og værne mod opløsning af den kristne lære. Men det bibelske evangelium opfattes her snarere som information om Guds frelse end som egentlig forkyndelse og personlig tilsigelse af frelsen. Det er typisk for meget fundamentalistisk vækkelseskristendom, at visheden om Guds nåde og syndernes forladelse ikke grundes alene på ordet og sakramenterne, men også gøres afhængigt af menneskets beslutning, personlige overgivelse og erfaring i mødet med Bibelens ord. Det anfægtede menneske lades i stikken og henvises ikke til Guds løfter, men til følelser og stemninger, som netop er problemet.
e) Bibelens autoritet
Bibelens autoritet består først og fremmest deri, at dens budskab "kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus" (2.Tim.3,15). Og det er Helligåndens gerning. Han handler med den enkelte gennem loven (Guds bud) og evangeliet (Guds nåde og tilgivelse). Men eftersom denne autoritet ligger i selve bibelordet - og ikke i menneskets erfaring deraf - er det ikke menneskets erfaring, men Bibelen, der er både kilden til og normen for al kristen forkyndelse og undervisning.
Skiftende tiders opfattelser af, hvad der er relevant og vedkommende, bør tages alvorligt som den situation, hvori det kristne evangelium forkyndes, men må aldrig bestemme over troens indhold. På samme måde må menneskets fornemmelse af, hvad der er god moral, hverken lægge noget til eller trække noget fra Guds vilje, som er åbenbaret i Bibelen.
Bibelen er såvel evangeliets som troens og kirkens tjener. Hvor den anses for at være en bog med menneskelige fejl og modsigelser, sættes den fra sin bestilling, og tilfældige menneskelige meninger får frit spil i kirken. Da vanæres Gud, og kirkens rene forkyndelse af evangeliet og rette forvaltning af sakramenterne trues.
Den almægtige og barmhjertige Gud har givet kirken Den hellige Skrift som eneste kilde og rettesnor for den livgivende forkyndelse af Guds nåde i ord såvel som i sakrament.
NOTER
1. Stå derfor fast, brødre, og hold jer til de overleveringer, som I er blevet undervist i, hvad enten det var i ord eller i brev fra os.
2. Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget.
3. Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom. Det hedder ikke: "og til dine afkom" i flertal, men i ental: "og til dit afkom", og det er Kristus.
4. ... og fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus. Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, ....
5. Men først skal I gøre jer klart, at ingen selvbestaltet kan tyde nogen profeti i Skriften; for ingen profeti har nogen sinde lydt i kraft af et menneskes vilje, men drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud.
6. Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os. Og om dette taler vi ikke med ord, som menneskelig visdom har lært os, men med ord, som Ånden har lært os, og vi tolker det åndelige for åndelige.
7. Sandelig siger jeg jer: Hvad I binder på jorden, skal være bundet i himlen, og hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen.
8. Jesus sagde igen til dem: "Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer." Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: "Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt."
|